Beretning fra mit barndomshjem
af
Jens Hansen Iversen, Rindby


Rindbyvej 6
Mit
barndomshjem har ofte været besøgt af omvandrende handelsfolk, og
eftersom beliggenheden egentlig er midtpunkt i den sydlige del af
Rindby, har det formet sig sådan, at når de forskellige handlende
havde været turen rundt, har det altid passet, at de kom ved
middagstid, og den gang så man ikke så nøje på det.

Min
far, Laurids N. Iversen - kunne godt lide besøg, og fik ofte del i
alle de besøgendes bekymringer hvorfor han gav dem gode råd med på
vejen, og lavede så selvfølgelig en handel med dem.
Min
mor var ikke altid så begejstret, der skulle jo et ekstra blad i
bordet, men det gik endda.
Da
jeg fik ejendommen, var den slags omvandrende handel ved at ændre
sig, men jeg husker, at der en søndag aften engang kom en herre og
bankede på. Ved første syn fik man den tanke: „Hva' mon det er for
jen?" - en kraftig mand i diplomattøj, stiv hat, håndtaske og
violin.
Han
spurgte høfligt om natlogi, og min kone og jeg kiggede på hinanden
og afgjorde, at han kunne komme ind i „æ nor kammer". Vi kunne se på
ham, at han blev lettet det havde nok været afslag flere steder. Det
gav sig udslag i, at da vi kom ind i stuen, tog han violinen frem og
spillede og sang en glædeshymne. - Efter thebordet fik vi en
gemytlig aften, der sluttede med „Fred hviler over land og by".
Om
morgenen, da han kom op, var vi ude i stalden, og han betroede mig
da, at han ikke kunne enes med konen; hun ville ikke have, at han
arbejdede i haven; det fik man snavsede fingre af - og så var han
taget på vandring. Han betroede mig også, at husmænd var noget nær
de bedste at få natlogi ved.
Nå,
vi tog afsked med ham - han skulle til Sønderho, - det var regnvejr
og glat føre, og jeg kan endnu se ham for mig, da han havde nået
landevejen - lidt stiv i gangen - jeg havde den tanke „hvornår mon
han kommer til Sønderho?"
Et
par måneder efter i forårstiden kom jeg hjem fra marken; da går
døren op, og min kone kommer bestyrtet ud, - „Ved du, hvad jeg har
fundet? Jeg kunne snart ikke røre den, - 100 kr. i vaskestellet!?" -
Det var i 1934 og den gang var det meget - og god brug var der for
den. Ved senere eftertanke fandt vi ud af, at gæsten nok har villet
vise sig fra den pæne side også, og man kan aldrig med sikkerhed
vurdere mennesket.
„HAVMANDEN"
I
min barndom kan jeg huske, at vi jævnligt fik besøg af ham. Han hed
Niels Sonnicksen, en lille, glad mand, der var kommen, galt af sted
i Hamborg og fået den ene arm læderet ved et fald fra masten på et
skib, han havde været forhyret på, og var så endt her på Fanø.
Om
vinteren var han mest i Anstalten, og om sommeren på Fattiggården.
Til tider kom han rundt og solgte hjemmelavet husflid. Når han kom,
steg humøret altid, det skulle Niels S. nok sørge for. Han kunne
synge, spille og m.m., i det hele taget var han en af dem, om hvem
man siger: Han er løvenføg.
Min
fader havde ondt af ham af og til, og tog ham i sit brød. Det varede
kun tre måneder - det var nok fordi far anskaffede ham en bankbog,
og der skulle så indsættes 5 kr. månedlig - det gik altså ikke.
En
morgenstund forsvandt han, men vi fik dog besøg af ham siden.
Blandt de mange egenskaber var, at han var helt tovlig med at
svømme. - En sommerdag var han med i engen for Fattiggården, da han
kom i tanke om at tage en svømmetur til fastlandet. Efter en lille
bemærkning om, at det smalleste sted var fra Skraanbjerg, og inden
nogen tænkte over det, var han væk.
Alle
var klar over, at man ikke så ham foreløbig, men det kom nu ikke til
at passe, for ud på aftenen kom han igen - fuld af grin.
Han
berettede, at han havde gjort forsøg på at komme over. Han vadede så
langt ud, han kunne og begyndte så at svømme. På samme tid passerede
et af de daglige fragtbåde, der dengang brugtes imellem Sønderho og
Esbjerg. - Det var for øvrigt et pænt syn dengang. - Men Niels
Sonnicksen var dukket ned for så at komme til syne, når sejleren kom
nærmere. Det lykkedes overmåde fint.
Idet
han dukker op og vinker med den krumme arm, får han øje på
rorgængeren, en fanøkone. Ved synet af ham, gik der panik i hende,
hun slap roret og sprang hen til skipperen, der sov middagssøvn, og
råbte: „Foer fåen, a haar sjet en havmand!"
Niels
Sonnicksen nåede lige at høre skipperen råbe: „Sludder kælling, der
er eet noget der hedder havmand!". - Det er mange år siden.
Sonnicksen blev ikke ved med at være den samme, han blev blind og
døde i Nordby. Der var noget trist ved at snakke til ham, det var
ligesom om, at friheden var gået fra ham, og da var der ikke noget
ved det mere.
SØSÆTNING 1919
En
lille fortælling om, hvordan det gik for sig med søsætning af en
strandet mindre kutter „Håbet" hed den.
Det
var to brødre, Knopper, hed de, der var strandet et godt stykke syd
for „æ krydspæl" og var så gået fra skibet.
J. S.
Jensen, den ældre, må have været strandfoged den gang. Han
arrangerede så at få den sat i vandet igen og at få den til Esbjerg,
hvad han så ville med den, ved jeg ikke. - Det hele var godt
tilrettelagt, og vi startede en dejlig sommermorgen meget tidligt
Otte mand på hestevogn med tovværk, taljer og en fladbundet båd uden
gafler.
Vel
ankommen til havaristen, gik vi i gang med tilrigningen, så vi kunne
få den slæbt ned til lavvandet, så kunne det gå af sig selv, når
vandet steg. Jeg kan endnu huske, hvordan jeg beundrede, hvor snildt
det gik med at få trukket den ved hjælp af dobbelte takler til træk
og hummerkasser til at stive båden af med. Vi fik endda tid til at
få formiddagskaffe.
Nå,
det gik fint med at få den ned til vandet, og længe varede det ikke
før vandet kom. Alt var bestemt. Min fætter, P. Cl. Sørensen, havde
været ude at sejle og Kristian Slagter havde været en tur med Søren
Toft ude at fiske. - De var udpeget til at skulle ro ud til 2. revle
til en fisker Hejlesen, der var ankommen, for at hente 200 favne
tovværk for på den måde at få forbindelse.
Jeg
meldte mig frivilligt til at komme med, men det kunne der ikke være
tale om. Men så kom den gamle J. S. Jensen i tanke om, at jeg kunne
tage med for at øse, båden var ikke tæt.
Det
var begyndt at lufte, og efter at årerne var blevet bundet, i stedet
for åregafler, begyndte sejladsen. - Hvordan det gik til, ved jeg
ikke, men vi kunne ikke få den til at glide fra „Håbet", og J. S.
Jensen begyndte at give hals. - Jeg kom til at se, at Kristian ikke
forstod at ro, og han blev så sat til at øse. - Det hjalp. - Vi kom
godt i gang; der var efterhånden kommen bølger på.
Halvvejs ude sad vi alle tavse i båden. Jeg prøvede så at nynne:
„Lette bølger", men blev afbrudt af Chr. - han ville bare lade os
vide, at om vi væltede, gik han lige til bunds, for han kunne ikke
svømme. - Vi nåede omsider ud til fiskerbåden, der havde fulgt vor
sejlads. Han så lidt alvorlig ud, og jeg måtte forklare ham, at vi
kun var bønder.
Vi
fik stablet det nødvendige tovværk bag i båden, og tilbageturen gik
meget hurtigere, men jeg må indrømme, at vi landede som
undervandsbåd. - Mens vi havde været væk, havde de andre haft travlt
med at stoppe de værste huller i „Håbet" med tvist, og afgangen til
Esbjerg kunne begynde - og gik fint. Daglønnen var 10.- kr. pr,
mand, men jeg fik det dobbelte, kan jeg huske.
Nu er
alle borte, med min fætter har jeg somme tider snakket om den gang
vi satte „Håbet" i vandet igen. - Jeg har siden været med til
sådanne søsætninger fire gange mere, men den første gang huskes
altid bedst.
Æ
Grøn
Når
vi synger: „Skuld gammelt Venskab rejn forgo", og vi kommer til: „Vi
tow, hvor hår vi rend omkap i æ grønn så manne gang", har jeg tit
tænkt på, at vi egentligt også har noget her på øen, noget vi kalder
æ Grøn, ved hver landejendom. Om denne vil jeg gerne her give en
beskrivelse.
Just
dette, æ Grøn, var noget, der blev værnet om. Ved alle højtider blev
der pænt revet og ryddet op.
Af
ting den blev brugt til, kan nævnes, at i Engtiden, når alle helt
arbejdsdygtige var med i Engen, skete det, at når en kom hjem med
hø, der ikke var jøgeltør, så blev det smidt af på æ Grøn, for at de
hjemmeværende også skulle have noget at bestille. Der kunne sagtens
gå en formiddag med at få strøet og hværret, for så senere, når det
var blevet tørt, at få det skubbet til æ Gavling og forket ind.
Når
vi havde røgtet æ Hamsted og fangsten skulle deles i to lige store
dele, skulle der ståes om, hvem der skulle have hvilken part. - Det
foregik også på æ Grøn. -
Om æ
Hamsted kan fortælles at dette var en fiskeplads, beliggende imellem
Esbjerg og Skraanbjerg, cirka 500 m fra land. Den var opbygget med ½
m høje pinde, tætstående, og sat i en stor trekant, og så med net og
fangstpose sat i hjørnet. Det tømtes l gang daglig og ved lavvande.
Efter sigende skulle der have været 4 af den slags engang, og af
værdi har de vel også været, eftersom jeg ved et jordkøb fik tilbudt
4 ha jord, der engang har været skiftet for en 1/2-part i en Hamsted
og 1/4 i en fiskebåd.
Havde
vi været i Vojdræt, blev voddet ligeledes lagt til tørre på æ Grøn.
- Men som sagt - hvor er et læng læng sinn.
Skulle der snoes reb foregik det på Grønningen under stor
fornøjelse. Kunne man få nogle til at falde bagover, når rebet blev
sluppet, enten børn eller voksne, så var det til stor morskab.
Det
skete tit, når køretøjet kom hjem fra marken, og der ikke var tid
til at rende ud i græsmarken med hestene så var det bare seletøjet
af og æ klaptræer på og ud på æ Grøn. Det var noget som hestene
kunne lide, at knave det tætte, kraftige græs. - Om vinteren, når
rørskæret var høstet, blev de sat hjem o æ Grøn for så om foråret at
blive renset.
Når
kornet skulle i lade den gang, var der ikke som nu en port at køre
det ind i, det klaredes på følgende måde: På vestre side af laden
var lavet to fordybninger, der så passede til forhjul og baghjul.
(Nu må jeg lige fortælle, at inden kornet blev læsset, blev der
lavet Kjerre, det vil sige, bundtet 3 neg sammen med halmbånd, (de
blev bundet om vinteren og med hånden, og med lidt øvelse kunne det
hurtigt ordnes) og forresten gav det en hurtigere pålæsning når
negene i forvejen var bundtet.
Når
læsset kom hjem var det med at ramme de to huller, så læsset var
lige ved at vælte. Så var det bare at få hestene spændt fra, ryggen
til hjulene og læsset væltedes. Forinden var der selvfølgelig bredt
et sejl ud, for intet måtte spilles. Sjovt var det, når vognen
væltede, så kunne man følge med hjulene - sikken karruseltur! -
Bagefter var det så med at få det puttet ind af dør og gavling, og
blive klar inden næste karruseltur.
Selvfølgelig blev æ Grøn også brugt af børnene til de lege der var
den gang, f.eks. Pind, Skorsten, Langbold og mange flere. - Jeg har
lyst til også at nævne, at det skete vi havde fest, selvfølgelig kun
om sommeren, og hvor man havde kaffen overstået, så ud på æ Grøn,
hvor der så skulle spilles Pind. To spande stilledes op ved
hinanden, og så blev der kastet til mål med 2 kr. stk. For os børn
var det fest at se på og samle op, hvad der faldt udenfor, det
skete, når de kom i tanker om at kaste det hele, at de havnede i
bageste spand - stor latter.
Fra
minder om æ Grøn står også dette, at når smågrisene skulle leveres,
så fik de lov til at rende i sækkene, på æ Grøn, indtil der var
blevet betalt og lidkøb indtaget. Der er mange andre minder om æ
Grøn, men her var lidt af det, og åh! Hvor er et læng læng sinn.
Klitterne og hvad de blev anvendt til.
Sådan
som man ser klitterne i dag, har de ikke altid været. Der har været
kamp for at få ro over fygningerne, og det har sikkert ikke været
let for dem, der har stået for ordningen med, at beboerne skulle gå
til hove og stille med fra 1 til 3 mand et vist antal dage for at
dæmpe klitterne.
Ordningen holdt op i 1889. Siden er det så det offentlige, der har
fungeret som kommunal klitfoged. - Lettet har det nok, at plantagen
er kommen til, og også, at man ved århundredskiftet har gjort
løsgang af kreaturer forbudt, hvilket var en stor begivenhed, idet
løsgående heste og køer også kunne finde vej ud i „æ bjerre", - men
alligevel ligger det nær at tænke, at det nok var de indre bjerge,
der er passet på.
I
1913 har jeg selv været med til at reparere et sådant temmelig stort
og voldsomt grydehul på ca. 1 ½ tdr. land i Toftløs. Henrik Olsen
var dengang klitfoged. Der skulle et vist antal læs lyng til, men da
vi havde fået slåmaskine anskaffet, gik det hurtigt fra hånden.
Værre var det med at få kørt lyngen helt op i gryden.
Når
lyngen endelig var kommet op, skulle det strøes over hele bunden
plus et stykke af skråningen, - og derefter dæmpes med sand, -
egentligt så det pænt ud, når det var overstået. Alle ujævnheder
skulle også skuffes ned, sådan at vinden ikke kunne begynde forfra.
Efter
et års forløb gik det sådan, at det strøede areal var kommen i
grøde, og der blev fortsat med en strimmel mere med lyng plus en
gang nedskæring af konturerne, og så var det overstået. Men ellers
er det gået sådan i mange år, at klitfogeden har repareret de
steder, hvor lodsejerne ikke har gjort det, og så har de måttet
betale.
Nogen
stor værdi har „æ Bjerre" ikke haft før sommerhusbebyggelsen tog
fart. - 50.- kr. for ½ ha., nogle steder stod det til 0.- kr. -
Således kan jeg huske, da matrikuleringen tog sin begyndelse i 1926.
Det var kontorchef Heesing, København, der ledede det, og hvordan
der blev uenighed om, hvor skellene gik på grund af sandflugten.
Mæglerne sagde til mig: „Jens tag du det bare" - og - sådan gik det
så dengang med at få gratis, hvad der i dag koster så meget.
Men
ellers var det ikke sådan, at der ikke blev værnet om klitarealet, -
det blev udnyttet til får, og i eftersommeren, særlig når avlen slog
fejl, er der bjerget megen vigger her.
Alle
de lavere dele blev slået og brugt til foder; det var nu mest det vi
kaldte vedligeholdelsesfoder. Derfor var de lavere steder også meget
pænere dengang end som nu. - Jeg vil lige indskyde, at hvis ikke
turismen havde fået overtaget, havde meget mere af det været
opdyrket, idet der egentligt allerede var godt begyndt.
Det,
der ligger i vestlige side af øen lader sig meget hurtigere
kultivere end østsiden; det er vel nok strandskaller fra gammel
strandbund, der er årsagen hertil - en ting mere må nævnes, -
tranebærrene, - det blev passet nøje dengang, og betragtet som en
god biindtægt for nogle. Lyngslet derimod har der ikke været meget
af på den vestlige side, og det viser, at vegetationen tager sin
tid, - den vestlige side af øen er yngre i kultur.
For
70 år siden var fårene en nødvendighed, hvis vi skulle overleve, og
klitterne brugtes hertil. Jeg har engang snakket med en gammel mand,
og han kom med denne remse for mig:
Uld
til Klæjer Skind til Læder,
Kjød
til Føde- og Mug til Gøde.
- jo,
et får er et godt og nyttigt
dyr.
Fårene stod i tøjer fra maj, i klitterne, og i alle andre udyrkede
arealer. - Jeg kan huske, hvordan alle ældre og arbejdsudygtige,
sådan hver morgen travede af sted ud i klitterne med - brødpose og
en kølle, ud og flytte får. - Det gav motion - for så et par timer
efter at komme hjem til en velfortjent kop kaffe med, som dengang
brugtes - en bakskuld - og måske også en punch.
Jeg
vil gerne fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det. - Min
bedstemor, - Anne Cathrine Iversen - ville da også gerne på sine
ældre dage passe får, men på grund af gigt magtede hun det ikke. De
fandt så ud af, at det kunne jeg nok klare, ganske vist under
bedstemor's opsyn.
Der
var også mange ting at lære ved det. Særligt måtte de ikke tøjres
sådan, at de kunne nå over en klittop og hænge sig selv. Man skulle
sørge for, at de fik vand hver dag. Vandingen foregik i pøtter, -
efterhånden som vandstanden sank, skulle vi bare grave dybere, - man
kan nok endnu træffe at se dem, de er ikke alle væk. Der blev
selvfølgelig gravet således, at de var nærmest tøjer-slaget.
Min
bedstemor var engang kommen galt af sted med at vande får, idet
fårene fik hende væltet om og ned i en sådan Pøt, og med alt tøjet
på, - en fanødragt, der er tung i våd tilstand, indebar, at det nok
havde været svært for hende at komme op igen. Hun ville ikke gerne
snakke om det.
Nu
vil jeg fortælle om min første gang som fårehyrde. Jeg var 7 år, og
var kommen så vidt i „Hanebogen" eller A-B-C' en, som dertil, hvor
man kunne stave til H E K S, og så var der endda et billede af
hende, støttende sig til en stok.
Vi
havde fårene to steder, i Toftløs og ved „æ krydspæl", det sidste
sted stod kun to får, og dem mente de nok, at jeg kunne klare. Der
var ca. en ½ mil at rende.
Jeg
tog så af sted derhen langs Slundevej og var næsten nået
bestemmelsesstedet, da jeg kom til at kigge ned på stranden, og hvad
ser jeg der: En gammel kone med en stor stok i hånden, og jeg fik
travlt med at flytte de to får, og så afsted hjem ad Blommesvej.
Velankommen hjem fik jeg megen ros for at gøre det så hurtigt. - Nu
må jeg indskyde, at den gang var der megen overtro. - Nok opdagede
de gamle, at det var de forkerte får, der var flyttet, men de var så
kloge, ikke at sige noget, og jeg opdagede selv, hvem det var, jeg
havde antaget for en heks.
Fårene kom ud omkring 1. maj, og gik så der til sidst i juli, i
klitterne. Derefter blev de flyttet til engen, hvor det var meget
nemmere at passe dem. Det endte gerne med, at tøjerne blev taget af
dem, og de fik så lov til at gå frit til juletid. Der var mange får,
8-14 til hver ejendom, en enkelt havde 25 stk. Fårene var „Klitfår",
hvidhovedet, senere blev de krydset med en engelsk race. Det var
vist nok forkert og ikke så heldigt, for godt nok blev de store, men
de var næsten talgfri.
Når
vi slagtede lam, var det tit 4 ad gangen. En snes kroner kunne de
købes for. Det var en lækkerbidsken, som nu desværre er en
sjældenhed at få.
En
anden ting ved fårene som også skal nævnes, det er øremærkningen.
Hver ejer havde sit eget mærke, som blev klippet i ørerne, medens
lammene var små, for at kunne kende, hvor de hørte hjemme. Det var
nødvendigt og virkede fint. Man kunne drive det så vidt, at man på
lang afstand kunne kende, hvor fårene hørte hjemme.
Dengang var det sjældent, at der var postyr med hunde, dog skete det
en dag, da jeg var med min bedstefar, netop i anledning af et par
hunde, endda politibetjent Dalsø og mejerist Lauridsens hunde, der
havde huseret og skambidt 30 dyr. En anden gang var det et par hunde
fra Sønderho, og da gik det ud over 11 stk., men ellers gik vi ikke
sådan og passede på. Det udartede sig dog under krigen, hvor vi
simpelt hen måtte holde op med får på grund af tyskernes
Schæferhunde. Når jeg som dreng gik ud til fårene efter skoletid,
havde vi en trækølle, det må nok have været inden jernstagerne var
opfundet, og så en brødpose med brødstumper med, det var fårene
glade for. Brødstumperne var også gode at have, hvis der var et af
fårene, der var blevet løse. En ting har jeg tit tænkt på, sådan
bart rugbrød smagte egentlig godt, i hvert fald måtte jeg somme
tider tage mig selv i, ikke at tygge det hele i mig, inden der blev
noget til dem, det var tiltænkt. Rugbrød i gamle dage, var nu også
mere kraftigt, især forårsrug i Hvaling-brød, det kunne ligefrem
give kløe i gummerne.
Når
man færdedes derude, var der egentligt meget at se efter. Fuglelivet
var rigt dengang. Lad mig også nævne, når vi havde botanik i skolen,
så var der masser af blomster at hente i klitterne. For det meste
gik turen barfodet. Kom man så til en plet med mange Kællingetand,
skulle man bare løbe stærkt til, for så stak de ikke.
Der
var læ ude i klitterne og varmt til tider. Det kunne somme tider
godt tage lidt rigelig tid, bare af samme grund. Jeg husker en gang,
hvor min mor nok har været bekymret over, at jeg havde været længe
væk, og derfor bakkede op med ekstraforplejning.
Inden
min konfirmation, sagde jeg til min far L. N. Iversen, at nu ville
jeg ikke mere. Han svarede mig: „Du har også været tro til det".
Da
min mor kom på aftægt, hun hed Anne Cathrine Iversen, skulle hun
passe fårene, og ville gerne, men da var der allerede begyndt med
sommerhuse, og en dag kom hun hjem og sagde, - nu kan jeg ikke mere,
de bruger tøjerne til teltpæle og fårene går løse.
For
øvrigt havde hun svært ved at blive fri af sommergæsterne, hun var i
Fanødragt, og det var allerede dengang ved at være en begivenhed. Vi
fik en kunstmaler til at male et billede af mor, hvor hun står og
giver får et brød; ved første syn tænker man, - jo det ligner godt
nok, men - æ kunstmaler, han haar glemt æ mærk i æ øre o æ får.
En engtur,
juni 1979

Der er ikke ret mange, der husker om østsiden fra dengang, og hvis
ikke det kommer på tryk, så er det væk. Jeg ved godt, at der måske
ikke er ret mange læsere, der bryder sig om at læse derom, men det
er synd, at det glemmes.
De fleste, der kommer herover, interesserer sig mest for stranden,
og har slet ikke opdaget, at vi langs østsiden har Fanøs det fedeste
og bedste areal. - Noget som forresten - hvis ikke vi har haft det,
havde vi ikke kunnet drive det landbrug, vi har drevet herovre.
Jeg vil begynde med Skraanbjerg. Hvorfra navnet stammer, ved jeg
ikke, men den har for øvrigt været meget højere end den er nu.
Tyskerne tog toppen til bunkers. - Men vi fortsætter forbi, længere
nordpå, ikke ret langt, og vi ser det første stykke af engen, og ser
ud i den fulde dybde af engen, som den går helt hen til Hans Høj.
En ting man lægger mærke til her, er at det alt sammen er delt op i
akkurate skel. Det er noget, som slet ikke forekommer andre steder
på øen, og det kunne tyde på, at det har været en landmåler, der
engang i sin tid har målt det op. Også tænkeligt af den grund, at
det er noget af det bedste jord vi har på øen. - Jeg kan i den
forbindelse nævne, at priserne for eng, helt tilbage til
århundredskiftet har været højere end nu, hvilket betyder, at det
har været vigtigt for landbruget.
Lad mig fortælle om engens beskaffenhed. - Den første del er „Gæst-eng".
Det gi'r ikke så meget som det næstbedste kaldet „Mæsk-eng", men det
er lettere at bjerge, og jeg tror også det har højere foderværdi. -
Det sidste stykke af engen hedder „Felsk" og det er først anvendelig
efter at kornet er færdig i september. - Det har altid været
besværlig at bjærge fra dette stykke, og få det op på slæde.
Ligeledes har det været svært at få tør. - Felsk består af flere
forskellige slags græsarter. Denne felsk-eng er god og har været
meget eftertragtet før i tiden. Avlen her har en høj næringsværdi,
både for køer, heste og får, og man lægger mærke til om sommeren, at
køerne også først går ud til „æ felsk" - til vandkanten, men de
bliver der ikke så længe, så bliver de tørstige. - Græsarterne
herfra brugte vi også i gammel tid til at røge bakskuld med. -
Afsnittene i engen „Gæst" var lettere jord. -„Mæsk" var noget, der
gav mere. - Felsk er som ovenfor beskrevet.
Hvis vi fortsætter lidt længere nordpå kommer vi til et areal der er
indvundet ved landvinding. - En gang i 80'erne var der et engelsk
selskab, der eksperimenterede med
landvinding der. De kaldte det „klæge". Hvor lang tid det har
foregået, ved jeg ikke, men vel et par år. Der var mange lodsejere,
der dengang har tjent en dagløn ved at hjælpe til. Der var også
esbjergensere herovre der arbejdede med. - Der blev endda oprettet
et traktørsted ved Klingebjerg, kan jeg huske min bedstefar fortalte
mig. Man kan endnu se et firkantet fundament ved Klingebjerg, hvorpå
traktørstedet har ligget. - Det hele ebbede ud. Det gik ikke stærk
nok. - De indvundne arealer gik så til de tilstødende arealer. Ved
indvindingen brugte de enten planter eller halm, jeg tør ikke helt
vove at sige det.
Nu skal vi syd på, og kommer til „Fogedens Grov". Den rækker langt
ind i æ lavland. Der kan gisnes om, at i dette område har
sandflugten ikke nået frem. Sandflugten har ikke været så slem på
denne side af Klingebjerg, men kommer først længere syd på. - Her
støder vi på „Markbo" „æ lille Hus". - Den har stået der så længe,
jeg kan huske. Kunne huset selv fortælle, ja så ville man få høre
mange ting, som var foregået der. - Min bedstefar, P. Clausen
Sørensen fortalte mig, at der engang boede en enlig kvinde der med 9
børn. - Jeg fortæller dette, fordi det her måske har interesse for
dem, der evt. har været i familie med dem. - Huset har også været
brugt til jægere: ande- og harejægere. –
Dengang var jagt jo et erhverv og man brugte forladere, vel kal. 16.
- Der kunne kravle en 12-14 mand, når de var samlet, og de kunne
kravle ned til ænderne. Det er ikke til at forstå, men det kunne de,
og så havde de en pind med, til at lægge de tunge bøsser på.
Det var nemmere på „æ Veser", hvor de havde en skubkane, som de
kunne køre ud til ænderne - eller rettere skubbe sig ud til ænderne
på. - Det er helt utroligt hvad der kunne skydes dengang. Jeg tør
ikke sige noget tal herfor, men det var nogle gange så galt, at de
skulle have bud hjem efter en hestevogn for at køre byttet hjem. -
Alt dette er jo som sagt fortid og i dag ulovligt; forresten er der
heller ikke så mange ænder mere som dengang. Måske er det
forureningen, der gør det, at den tang, som ænderne levede af, nu er
borte.
Æ Markbo blev i gamle dage hovedsagelig brugt som et sted, hvor man
holdt til for at våge over kreaturerne; det skete jo af og til, at
kreaturerne tog til at bisse, fordi fluerne dengang ikke var
bekæmpet.
Et areal som også er interessant i dette område er et stykke neden
for Skidning Rend. Det var i sin tid kun beregnet for løse dyr. Der
er ingen der ejer dette stykke fællesjord.
Vi fortsætter syd på, drejer af og kommer lidt skråt forbi et areal
tilhørende Rødfoged-området, og havner ved Klingebjerg. Sydvest på
ses et lavlandet areal, det er Karendal,
Store Grøndal og
Lille
Grøndal. - Selve Klingebjergvej siges om, at den vistnok først er
blevet rigtig „hovedvej" efter at plantagen kom til. Før den tid var
der mange adgangsveje til engen, det vidner de mange hjulspor om. -
Vejen Klingebjerg er i dag opkastet og grøftet.
På venstre side af Klingebjerg har vi Rødfoged, et areal der er
opdyrket og som er prima til dyrkning. Til højre kommer vi så til
Klingebjerg. Hvorfor den hedder Klingebjerg, ved jeg ikke, men jeg
har ladet mig fortælle, at hvis man ligger øre til, hvilken side af
bjerget ved jeg ikke, men så kan man høre det klinge inde i bjerget.
- En anden har fortalt, at der skulle være begravet en skat inde i
bjerget, fra en rig mand.
Der, hvor Klingebjerg ligger - har min onkel fortalt mig (Morten
Jensen) - lå der 13 tdr. land. Altså har der været eng i den
retning, hvor Klingebjerg ligger. - Det er her sandflugten igennem
flere hundrede år hår fået lov til at hærge, men ved Klingebjerg
tyder det på, at have sagt stop, og hvorfor skulle den ellers have
fået lov at blive så stor. - Dengang har man nok dæmpet med tang,
det gjorde man i hvert fald i min barndom. - At Klingebjerg har fået
lov til at blive så stor, er så nok fordi sandfygningerne har haft
frit spil. Og dertil, sagde lodsejerne, skal det ikke fyge længere.
Vi fortsætter ad vejen sydpå tværs over Sandflod, og kommer til en
vej der også ser ud til at have været et sommerdige. - Et sommerdige
var opkastet jord, der så holdt flodvandet tilbage under
oversvømmelser, så havvandet gjorde så lidt skade som muligt på
engjorden.
Stedet hedder Sandflod. Derom kan siges, at det faktisk er en
fortsættelse af Sandflod Hede, vi nu har dyrket op. - Det ser ud til
at have været én stor flade, og jeg mener også, at der er knøgn fra
Sandflod engang, og at dette sand nu ligger ovre ved Klingebjerg;
hvorimod de andre bjerge, som findes i dette område er kommet
sydfra. - Ja i flere hundrede år, har dette været nøgen og bart
under sandflugten. Det er ingen overdrivelse, når Hans Brinch,
Sønderho skrev, at Brorson fik inspirationen til „Den store, hvide
flok vi ser" - her.
Sandflod er jo nu opdyrket og ret god jord.
Hvis vi tager en tur op på en af de store klitter i
Sandflod og ser
mod vest, ser man i dag det hele plantet til, et mægtigt område,
pænt og grønt. - Et stort arbejde er her blevet gjort gennem
tiderne. - Jeg har selv været med til at ryste lyng og beklæde sandtoppene der med lyng for at dæmpe, og det var under 1.
verdenskrig. - Jeg husker disse plantagearbejdere, når de om
morgenen mødte med madkasse og øldunk eller tejnen. - Det har nok
været et træls arbejde. - Nu er der hold på det hele, og man kan
sige: Ak, hvor forandret.
Jeg vil lige omtale Ludvigsen, der havde et hus i hjørnet af
Sandflod. - Oprindelig ville han drive jagt, men det blev til biavl
og frugtavl i stedet, - og han fik held med det, men det var også en
stor indsats han gjorde. Han ofrede alle sine weekender på det. Jeg
kan endnu se for mig konen komme sejlende fra Nordby. Jeg har før i
tiden, hvert år leveret et læs halm derind, for at gøde jorden. - Nu
er kun nogle udtørrede stammer tilbage af den før så herlige
frugtplantage.
Ad vejen kommer vi nu til Hansodden, og nu er det sket med de store
strækninger. Hans Odden var det sted, vi før i tiden brugte som
udflugtsmål. Om en sådan tur kan der fortælles en længere historie.
Det var som regel i forbindelse med Grundlovsdag. -
Om aftenen var der fest i Forsamlingshuset.
Vi fortsætter sydpå til „æ Sund". Her bliver engen efterhånden
kortere i strækningen. Vi kommer nu til 2 huse. - Det ene tilhørte
Nielsen, der var den første „nybygger". Han byggede hvert år, i
fjorten år, et hus. En pudsig historie kan fortælles om, da Nielsen
byggede sit hus, idet han under udgravning til fundament stødte på
en hvæssesten - nogle meter nede i sandet. - Det tyder på, at
bønderne her for mange år siden måske har hvæsset deres jølle under
høslåning på stedet. - Ja, sådan arbejder jorden altså på Fanø og
fyger rundt århundreder imellem. - Om Nielsen sagde man for øvrigt,
at han var smugler. Han bjergede jo for det meste, hvad han havde
brug for ude på hav og strand. - Nielsen havde også en kone, hun
havde kun eet ben. De havde et par geder, men det gik ikke godt for
dem. De prøvede også med høns, men det duede heller ikke. Æggene
kunne de ikke komme af med, da de blev sorte i blommen på grund af
revlingerne, og ingen ville købe dem.
Det andet hus tilhørte Frederik Mouritzen. Begge er jo borte, og i
husene er der sommerlejlighed.
Om Frederik Mouritzen, vil jeg gerne senere vende tilbage, idet også
en historie herom kan fortælles og „vi" skal videre.
Vi fortsætter sydpå og kommer til „a
Kæer". Det er et godt stykke
vestind, og er et dyrket areal, men ret besværligt at komme til, -
Vi fortsætter sydpå og kommer til Albue Bugt. - Vi tager lige en tur
ned til strandkanten og ser da hele vejen om til Halebjerg, at der
er spartinagræs - en lang strækning. - Dennes historie er afsluttet,
og engen skulle nu være sikret.
Fra Albuen, ser vi op til Terndals køje. Den er der ikke ret mange,
der snakker om, eller lægger mærke til. - Jeg kan huske huset. Til
at begynde med boede der en gammel mand der. Jeg kan endnu se ham
for mig, gå fra køjen og til en høj. Hvad han skulle der, ved jeg
ikke. - Køjen var ikke en almindelig køje, men en smækkøje. - På
højen havde han en betonanordning, der udløste for mig, en dreng, et
stort knald og herved faldt der et stort net ned over fuglene, og
garn faldt ned over køjen. - Jeg har fået fortalt, at det var et
Sønderho-selskab, der ejede det, men den fik ikke lov til at virke
ret længe. De kunne ikke fange fuglene. - Det var nok en fusker. -
Køjen blev i mange år derefter ejet af afd. blikkenslager Mathiasen;
han drev her biavl. Nu ejes den af Søren Mose Sørensen.
Længere mod syd i vores egen fuglekøje, ser vi ud over det
omliggende terræn, hvor man herfra kan se Manø, Ribe og Sønderho
fuglekøje, samt et bjerg „Svends Bjerg". Hvorfor den hedder det, ved
jeg ikke. Annas Dalbjerg ligger også her, hvor man kan se en lang
dige, måske har det været en kirkedige. På Annas Dalbjerg har jeg
været med til at ryste lyng og dæmpe. Jeg kan huske, at jeg havde
glemt at få min madpakke med, men det klarede jeg nemt. Blot en
lille spadseretur i området og jeg havde hurtigt 6 mågeæg, som vi så
kogte samtidig med kaffen, som vi jo altid havde med. - Jo, man
kunne lettere klare sig den gang og med lidt. - Nu ejes Annas Dal jo
af staten. - Fuglekøjen, der ligger her, vil jeg også gerne omtale.
Den har jo engang haft sin storhedstid. Det var dengang Søren
Kristian Sørensen kom hertil, efter at have afhændet sin gård. - Fra
bunden af gik han i gang, fik orden i det og en køje ud af det, til
en køje hvor der blev fanget flest ænder. - Nu ligger den jo bare
hen for det er jo forbudt at fange ænder på den måde, men det er
egentligt synd at den bare ligger hen, for det er jo en oase, men
der skal meget arbejde til for at få den ført tilbage, og hvem vil
det, men måske kommer det nu, da jagtforeningen har købt den.
Jeg vil også gerne her omtale rørskæret der her findes. Det er
egentlig også en slags landvinding. Jeg kan huske min bedstefar har
slæbt rør op. Det første år avlede de en 10-11 knipper. Nu er der,
ja jeg ved ikke hvor mange, men det er gået sådan med rørskær i dag,
at det er noget der regnes med værdimæssig. Rørskær arbejder sig
støt ud fra kysten, derfor er der tale om landvinding.
Så er vi på turen hjem, og kommer forbi planteskolen (ved
plantørboligen). Her var der før arbejde at få. Nu ikke mere. Jeg
kan huske, at der gik et par mænd og nogle kvinder. De gik og
priglede ud. Også her i dette område findes det eneste ege- og
bøgeskov-område på øen, som plantør Nielsen og C. A. Jørgensen har
plantet med held. - Vi går forbi dette, kommer forbi
Præstbjerg og
Laurses bjerg, og er så hjemme i Rindby.
Når jeg gerne har villet „gå" denne tur, så er det for at fortælle,
at de store arealer eng, vi er gået igennem er før i tiden blevet
slået med le. - Det er et stort areal og det har været et stort
arbejde. –
Jorden, der ligger der, har et lille lag klæg og så er der sand
ovenpå. Fra gammel tid tror jeg det før har været eng, men er så
senere igen knøget til med sand og atter opstået som eng. Der skulle
i hvert fald med sikkerhed ligge 13 tdr. land derude af denne
karakter.
- Senere kommer der enkeltheder, som også berører denne
artikel. J.H.I.