Der var engang      

Som regel sejlede vi til Sønderho. 

Jeg tænker på min barndoms eventyrlige sommerferier hos min bedstemor og bedstefar (købmand P. Sonnichsen). Min erindring går tilbage til 1908, da var jeg 3 år, og eventyret varede ved en halv snes år, altså stort set mens vi var børn gik i skole og havde de lange ferier.

Og som regel kom vi sejlende fra Ribe. det var dengang den nemmeste og hurtigste måde at komme til Sønderho på. Nogle gange sejlede vi med Riber, som havde en lang, åben motorbåd, „Ellen", med en kahyt midtskibs, som al vor bagage blev stuvet ind i, ja, engang også en barnevogn, som min lillesøster Esther lå i. Senere blev båden forlænget med yderligere et par meter, og derefter blev den i folkemunde aldrig kaldt andet end „Ormen hin lange" og var vel egentlig kun beregnet til, og egnet til, at sejle med passagerer på åen fra Ribe og ud til Holmene og Kammerslusen, hvilket var, og stadig er, en yndet udflugt. Men helst sejlede vi med fisker Marius Mikkelsen, som havde en rigtig fiskekutter, som var mere robust til havsejlads. Den havde petroleumsmotor, som skulle varmes op med en blæselampe, før den kunne startes, men så gik den også støt og taktfast på hele turen.

Det kunne ske, at vi måtte af sted meget tidligt om morgenen, endnu før det var helt lyst, vi skulle jo passe vandtiden. Hvis fars ferie først begyndte senere, sejlede han med ud til Holmene, hvor han tog afsked med os og spadserede hjem.

Det var før Holmenes gennemskæring, så vi måtte følge åens oprindelige og naturlige store slyng, hvad der fik landskabet til at dreje sig omkring os, snart så vi Domkirken til den ene side og snart til den anden. Kommet ud til Kammerslusen blev vi lukket ind i det yderste kammer, og det kunne nok krible lidt i os, når vi så de store jernporte langsomt og med knirken og knagen, næsten truende, klappe sammen omkring os. Og der lå vi så dybt nede i det snævre, dunkle rum. Højt oppe over os, set med barneøjne, så vi himmelen som bare en lille blå firkant, en mand stod oppe på broen og drejede på et håndsving, vandet begyndte at hvirvle omkring os op fra bunden, og vi så og mærkede, at vi steg ganske langsomt. Endelig blev de yderste porte åbnet, med samme langsomhed og knirken og knagen, men nu befriende, det blev lyst igen, og vi stævnede ud mod det åbne hav.

Den gode petroleumsmotor slog sine uforanderlige, taktfaste slag, og snart dukkede Fanø frem af morgendisen, spændingen steg, vi var nær ved målet. Når vi rundede Hønen, kunne vi se folk på havnen og genkendte nogle af familien, som var kommet for at tage imod, og der stod bedstefar med sin lange kikkert og spejdede ud mod båden, der nærmede sig: jo, det er æ rivere, der kommer.

Vi ankrede ude i dybet, æ rinn, en mand inde fra land kom stagende ud med en lille fladbundet pram, som skulle bringe os og alt vort gods ind så langt, som den nu kunne, vi måtte have sko og strømper af, for det sidste lille stykke måtte vi vade igennem.

Og der stod vi så og fornemmede Fanø under vore bare fødder.

Stor gensynsglæde ! - Bedstefar havde sin røde trillebør med til den store riskuffert, til de mindre ting var der hænder nok, og flokken kunne nu sætte sig i bevægelse ad den kendte vej forbi de kendte huse og haver med bukketorn omkring, hjem til bedstemors snurrende kaffekedel.

Noget af det første, som vi børn foretog os, var at løbe om i æ Synderland for også at hilse på tante Mette og faster Anne og familierne der og melde vor ankomst, de hørte med i den nære familiekreds og var for os også en uundværlig del af Sønderho. De - og for øvrigt alle, som vi kendte og mødte i Sønderho - hilste os altid med et: walkommen heerrøwer ! - Det syntes vi lød så sjovt.

Det var dengang, det var sommer om sommeren og vinter om vinteren. Bortset fra nogle tordenbyger har disse fjerne somre efterladt et indtryk af bestandigt smukt vejr. Jeg husker, at vi på rigtig hede sommerdage nok skulle beholde træskoene på for ikke at brænde fødderne i det varme sand. - Det behøver man ikke mere.

Det var en regel, at vi tog på stranden hver dag for at bade. Var det højvande om formiddagen, gik vi gerne ud på Hønen, enten ad hønevejen eller tværs igennem den (dengang) meget smukke og uberørte Kåverdal. Så kunne vi let nå hjem til middag.

Høneklitten var meget bredere og højere, end den er i dag, bestod egentlig af 3 rækker med gryder og lavninger imellem, Nu står der en halv tilbage.

Vi fulgtes ad i samlet flok, og den kunne være stor, for det var jo ikke bare os fra Ribe, men også alle de andre familier, onkler, tanter, fætre og kusiner, som kom til Sønderho om sommeren.

Rejsemålene og ferietilbuddene var jo heller ikke så mangfoldige, som de er i dag, måske til held for os, desuden ville bedstefar gerne se hele familien omkring sig denne ene gang om året.

Et år lejede bedstefar forsamlingshuset, hvor en del af os sov på madrasser på gulvet. Der fik vi også morgenmad, havregrød, som vore mødre tilberedte på en hvæsende primus. Ellers blev vi bespist fra bedstemors velassorterede køkken, som tante Tinne, min moster, styrede med fast og myndig hånd, hvilket også var strengt nødvendigt, når vi var så mange. „Hvis I ikke kommer til tiden, får I ingen mad" ! - Vi fik mad hver dag. -

Det kneb jo med at huse os alle, når vi mere eller mindre kom samtidigt, så derfor købte bedstefar først „Havehuset", da det blev ledigt, og senere „Hytten", også med henblik på fremtiden, for at familien kunne have et fast og varigt tilholdssted i Sønderho. Huse­ne er stadig i familiens eje til fælles afbenyttelse som sommerbolig.

Var det badetid om eftermiddagen, gik vi ud på vesterstranden, ofte flere kilometer op, man kan gå langt på en strandbred uden at tænke over, hvor langt man kommer, altid er den ny og levende med det evige bølgebrus, og hvad kunne man ikke støde på af mærkelige ting, som havet havde skyllet op, der var nok at undre sig over. Rav søgte og fandt vi da også.

Men også strandingsgods skifter mode med tiden. F. eks. lå der dengang en påfaldende masse lange bambusstænger, både tykke og tynde, som vi skar af i passende længde og brugte som spadserestokke. Bambusstænger må åbenbart engang have været en stor artikel, nu finder man dem jo ikke mere, men hvad man har brugt dem til, ved jeg ikke.

I dag kan det ses på stranden, at vi er langt inde i plasticalderen.

Strandvejen med Mosedal Bjerg yderst ude var kun et sandet hjulspor mellem hede og småklitter, mellem hvilke tildannede fodstier snoede sig. Redningshuset lå i al sin ensomhed og ligesom skuttede sig i vinden.

Der, hvor vejen går ud på stranden (til højre), lå der et skibsvrag, vel på størrelse med en stor fiskekutter, halvt nedsunket i sandet, vi skulle gerne op og balancere på rælingen, når vi gik forbi. År efter år var det sunket længere ned, til sidst var kun det øverste af spanterne synlige, og da vi kom der året efter, var også de forsvundet ned i sandet. Længere omme på stranden, ca. midtvejs, lå der et andet vrag et stykke ude, men kun masten ragede op, og det var sjældent, man kunne komme helt ud til den. En vinter tog isen den, og så havde vi ikke længere dette strandens vartegn - „Masten" - at indrette vore ture efter.

Somme tider lagde vi vore strandture om ad andre veje, f. eks. ud tværs gennem Havside Bjergene - Sahara" kaldte vi dette imponerende klitområde, fordi det bestod af høje hvide, til dels utæmmede klitter med dybe slugter imellem, som sandet føg op af i skyer, når det blæste. Nu er de i alt væsentligt beplantede og løber ingen vegne. Eller ud gennem Mågedalen med de tusinder af ynglende måger, som vi skulle vare os for, når vi kom der i rugetiden, og når der var unger på reden. Pælebjerget var det yderste punkt for vor interessesfære, der vendte vi om, hvad der lå nordenfor var fremmed land.

Hvad vi ellers lavede ? - Ja, bedstefar havde jo tænkt på det hele. Vi spillede kroket, kegler, boldspil m.m., ja, han havde sågar bygget et legeskib til os med mast og. sejl og det hele, det stod på et stativ på plænen, Tanken var prisværdig, vi brugte det også, havde distinktioner på ærmet til kaptajn og styrmand, men hvor spændende det var at sidde der ret op og ned i skibet med slappe sejl på det tørre land, har jeg ikke nogen tydelig erindring om. No­gen større inspiration til at følge i vor søfarende slægts spor har det næppe givet os, så meget mindre som det var os strengt forbudt at gå i bådene nede i havnen.

Det har nok haft sin grund.

Alligevel var jeg en dag sammen med min fætter Martin roet over dybet, og vi var (ved lavvande) gået langt op på Keldsand. Det rygtedes hurtigt, og da vi vendte tilbage, så vi et stort og truende familieopløb, som da også gav os en varm modtagelse.

Sønderho havde også dengang sine turister, badegæster blev de kaldt, men slet ikke som nu. Det var mest de samme familier, der kom år for år, de havde, og har til dels endnu, deres egne huse, de satte deres præg på sommerens bymiljø, de hørte til, syntes vi, man ventede dem, og bekendtskaber blev fornyet hvert år.

Det faldt i min lod nogle år at være bydreng for butikken. Jeg kørte rundt med varer på den røde trillebør, som var et velegnet, transportmiddel på de smalle veje og stier. Det var mest badegæsterne, jeg kom til, de indfødte kunne selv, jeg kendte derfor dem alle, vidste hvad de hed og hvor de boede.

Butikken, som min tante Anne var forretningsfører for, var en verden for sig, den rummede alt, hvad hjertet kunne begære, var desårsag et tillokkende sted, som vi dog kun nærmede os med en vis tøven fra baglokalet, hvor vi med døren på klem kunne se, om der var kunder, for i så fald var det tilrådeligt at vente. Vi måtte nok se, men ikke røre og frem for alt ikke gå i vejen. Noget andet var det naturligvis, når jeg kom der i embedsmedfør og skulle ud med varer, så kunne jeg endda blive betroet at pumpe petroleum op i dunke og flasker, som skulle med ud.

Af de mere iøjnefaldende træk i Sønderhos profil var der jo møllen, som står solidt endnu som byens statelige vartegn. Den var endnu i brug som kornmølle i min barndom. Dernæst var der de to sømærker, som nu kun stod som tavse vidner om sejlskibstiden, der for længst var forbi. Det ene stod ude ved stranden på den yderste klitrække, som ikke er mere. Efterhånden som klitten blev nedbrudt af vind og vand, måtte man tage sømærket ned, det stod til sidst med det ene ben udenfor og truede med at styrte. Det andet sømærke stod inde ved byen oven for skolen, men til trods for svært og solidt egetømmer var det også under forkrænkelighedens lov og måtte omsider også bukke under, dets tid var omme.

Der lå dog stadig en del småskibe i havnen, everter, lægtere og lign,, men de var kun beregnede til vadehavssejlads, f. eks. fik bedstefar alle sine tunge varer fragtet til ad søvejen fra Esbjerg, såsom tømmer, brændsel, kolonial, ligesom hø til vinterfoder for husdyrene, hvoraf der endnu fandtes en del, blev hentet med båd fra Mandø Hølade ovre på fastlandet ved Ribe kammersluse. Det var en stor dag, når bedstemor fik hø hjem til sin ko, og vi fik lov til at køre med vognen ud til båden og sidde på hølæsset hjem. Ligeledes blev „prikker", d.v.s. koste til afmærkning af sejlrenderne, hentet ved skibbroen i Ribe, jeg var engang med „prikkesætter" Hans Pedersen på en sådan tur til Ribe.

Det hændte også, at vi rejste over land til Sønderho med tog, færge og postvogn, en rejse, som tog sin tid, men med mange vekslende indtryk. Toget med de små lukkede kupeer med hver sin dør i begge sider og med konduktøren, som balancerede uden på vognene på trinbrættet, skrævende fra vogn til vogn, og billetterede ind gennem vinduerne under kørselen. Farten var ikke stor!

Den første færge, jeg husker, var hjulfærgen med de plaskende skovlhjul på siderne. Vi skulle gerne hen og kigge ned i maskinrummet, hvor vi ikke kunne se os mætte på den vidunderlige dampmaskine, hvis lange blanke stempelarme med glidende bevægelser frem og tilbage drejede de tunge svinghjul, snart den ene vej og snart den anden vej, når færgen skulle manøvreres ind i færgelejet.

Så var målet inden for rækkevidde, vi var i hvert fald på Fanø og havde nu kun et par timers rejse tilbage med postvognen. Det var ikke altid, der var plads til os alle inde i vognen. Hvis der i forvejen sad 3-4 fanøkoner med deres omfangsrige dragt, var der ikke levnet megen plads, men det gjorde heller ikke noget, det var meget sjovere, hvis vi kunne komme til at sidde oppe på bukken hos kusken og måske få lov til at holde tømmerne, eller vi kunne stå på trinbrættet bag på vognen og hage os fast med en arm ind gennem vinduet. To kunne nok stå der.

Vi rumlede ud ad Nordbys stenbrolagte gade, kom over et stykke grusvej for ved Rindby at køre ud på „lyngvejen", egentlig kun et hjulspor i sandet kun belagt med lyng på de mest opkørte steder. Her hoppede vi ned fra trinbrættet og gik eller løb ved siden af, vi havde en lang strækning foran os i et roligt og afslappet tempo, så vi kunne let følge med.

Vognen duvede i det bløde sand for hestenes sejge træk, og hjulenes knirken var den fremherskende lyd over den stille hede, enstonig som den var, kun nu og da brudt af et prust fra de svedige heste. Men vi kom fremad skridt for skridt, og omsider nåede vi den faste grusvej et stykke uden for Sønderho, her satte hestene i trav. vi sprang igen op på trinbrættet, og snart var vi ved vejs ende.

Der var altid mange mennesker ved postvognens ankomst, særlig om aftenen. Da var det „strøgtid". Man mødtes „i Landevejen" - man var klædt om fra dagens lette stranddress - man promenerede - parvis - gruppevis - mellem kroen og kirken - alle kendte alle - og man ventede på postvognen.

En stille sommeraften kunne man høre den langt ude - hjulenes knasen i gruset og hestenes taktfaste tramp. Så varede det ikke længe, og man samledes omkring posthuset, dels for at se, hvem der nu kom og dels for at afhente evt. post, som kunne fås ud­leveret straks efter ankomsten. Det foregik ved, at postbudet trådte frem i døren og råbte navnene op på de heldige adressater, stod man langt tilbage i køen, gik brevene fra hånd til hånd hen til rette modtager. Når ikke flere meldte sig på navneopråbene, blev døren lukket, og enhver gik hjem til sit - hvis da ikke ungdommen gik ned på kroen, hvor spillemændene spillede op til fanødansen.

Men det var ikke velset i familien, at vi gik på kro.

Sommeren 1914 var særlig dramatisk ved udbruddet af den første verdenskrig.

Der var også det år nogle få engelske og tyske turister, men da det for alvor trak sammen, og man frygtede, at krigen var uundgåelig, forsvandt de over hals og hoved.

En skønne morgen tidlig kom da også min onkel Søren over i Havehuset, hvor vi sov, og proklamerede med høj røst: England har erklæret Tyskland krig !

Vi kom hurtigt i tøjet, som om krigen var lige oppe over os (hvad den måske også var) og gik straks over til posthuset for selv at læse de opslåede telegrammer. Der stod mange mennesker og diskuterede med alvorlige miner, og ganske rigtigt, det, der skulle udvikle sig til en verdenskrig, var begyndt.

Om vi den sommer rejste hjem noget før på grund af den spændte situation, husker jeg ikke, men da vi kom tilbage til Ribe, fandt vi byen spækket med militær, navnlig var der mange dragoner, som satte deres præg på byen, vi kunne f. eks. stå på Skibbroen og se dem eksercere til hest ovre på Hovedengen. Det optog os stærkt. Der gik vagtposter oppe på Domkirkens tårn, hvorfra man kunne se ned til den gamle grænse, som lå kun 6 kilometer borte. Nede ved Sønderport stod der en vagtpost, en dragon, som holdt øje med landevejen sydpå, medens en anden dragon stod i nærliggende gæstgivergård med to opsadlede heste, og med tøjlerne i hånden, dag og nat. Alt syntes at være i højeste alarm beredskab. Jeg husker nogle særlig kritiske dage, hvor man hvert øjeblik ventede, at tyskerne ville gå over grænsen, der var en underlig dyster stemning i byen, og far kunne ikke skjule sin uro.

Som bekendt drev faren over for denne gang, og efterhånden faldt byen til ro igen.

Men de populære blå dragoner forblev på deres poster.

De følgende somre i Sønderho forløb stort set som før, men var dog i en vis henseende præget af krigen, som vi kunne se ikke var langt borte. Vi fulgte dagligt de tyske zeppeliners færd ude over havet, nordpå om morgenen og tilbage igen om aftenen, vi kunne høre deres brummen på lang afstand og løb op i klitterne for at se dem. En tysk flyver nødlandede ude på Hønen. Mange miner drev i land og blev sprængt på stedet efter behørig varsling om tid og sted og med mange tilskuere i sikker afstand inde bag klitterne. Mange år efter kunne vi finde de forvredne sprængstykker i sandet. Vi hørte det store og afgørende søslag ude på Nordsøen, „Jyllandsslaget", mellem den engelske og tyske flåde som en uafbrudt rullende torden, men vi kunne ikke se det. Bagefter kunne vi af telegrammer og aviser læse om det drama, der var udspillet ikke langt fra vore kyster.

Jeg spadserede ofte sammen med far på hans daglige ture, han kunne nyde naturen, og jeg tror, han gerne ville have mig med, men een sådan tur har brændt sig særligt fast i min erindring.

En formiddag kom far og spurgte, om jeg ville med. Det ville jeg gerne. Vi gik ud ad Strandvejen, helt ud til stranden, hvor vi satte os på kanten af den lave klit til højre for vejen. Der blev ikke vekslet mange ord. Far sad blot stille, længe, som i dybe tanker og så ud over det blå solbeskinnede hav med et fjernt blik, som jeg godt kendte. Der skulle vist ikke snakkes for meget.

Hvad tænkte far på - sad der mon i ham en længsel efter de store have, som det ikke blev ham forundt at opleve - var det sømandslivet, der så brat blev afbrudt i hans tidlige ungdom,          forliset måske ? -

Jeg kunne jo ikke vide det, ikke den gang, forstod det ikke, men senere har jeg tænkt så meget desto mere over det, og jeg tror - også ud fra, hvad jeg senere har erfaret - at det forholdt sig således. For da vi havde siddet sådan en stund i tavshed, rejste far sig og sagde: kom, skal vi gå ned og sejle !

Der var dengang lige neden for, hvor vi sad, nogle lavvandede strandsøer, nu er de tilgroede med høje siv. Vi tog sko og strømper af, far fandt et stykke cigarkassetræ, som der også lå meget af, og snittede med sin lommekniv en båd, satte ror og sejl på af tyndere træ - og så sejlede vi med det lille skib for vinden fra den ene bred til den anden.

Der var smil over fars ansigt. -

Den sidste gang, vi sejlede hjem til Ribe, var sommeren 1916. Det var altid med vemod og beklemte hjerter, men skolen kaldte. Vi blev staget ud i den lille fladbundede pram og kravlede om bord, ankeret blev taget, den gode petroleumsmotor var allerede varmet op og klar til start, der var ingen vej tilbage. Der blev vinket gensidigt så længe, vi kunne se den efterladte familie inde på strandbredden.

Min ældre søster Anna fortalte mig mange år senere, at da vi sejlede bort, havde min bror Viggo siddet stille og alvorlig i båden og set med længselsfulde blikke tilbage mod Fanø, som svandt ind mere og mere i det fjerne. Så siger han ganske stille: „det er sidste gang, jeg ser Fanø, jeg kommer der ikke mere".

Det skulle i al sin gru gå i opfyldelse - nogle måneder efter, i januar 1917, døde han. Året efter døde far.

Så blev alt anderledes. -

November 1980.

V. S. Kromann.

Anne Thomsen, f. 07.01.1838, d. 13.07.1914

Anne Petrea Sonnichsen, f. 09.10.1875, d. 22.11.1957

Kåverne