Barndommens gade -

Bragt i Fanø Ugeblad 26. september 1964

En tur gennem Hovedgaden i Nordby i 30’erne

Underligt er del at gå tur i sin barndoms gader — gader, hvis daglige liv ligger begravet i ens sind, og som kan tages frem i erindringens blå time,  .. gader, der var rammen om ens første leveår, de år, hvor man selv begyndte at gå på opdagelse i barndommens by, der, hvor man med stolthed gik til bageren første gang alene, og der, hvor man efterhånden lærte alle husene at kende og mange af de mennesker, der levede i dem. Nogle kendte man godt, fordi der boede familie eller venner, andre kendte man, fordi der kom man for at købe et eller andet, som mor havde brug for derhjemme ... og hvad hed de så, alle disse mennesker, ja, i alle tilfælde kender jeg ikke deres rigtige navne, de havde jo ofte et kaldenavn, som vi, der hørte til i barndommens by, brugte, andre kendte ikke disse navne, men det var jo ej heller nødvendigt...

Barndommens gade er vel egentlig den samme, som den var dengang, da jeg for omkring 30 år siden forlod den for at finde ind i ungdommens gader, ind i de voksnes gader. Nej, den er ikke den samme. Husene måske. Men de mennesker, der lever i dem, er andre, det er sønner og døtre af dem, der boede i min barndomsgade, ja, måske er det i nogle tilfælde helt fremmede. Men sådan skal det vel være, det er udviklingens lov, siger man. Mange gange har jeg hastet gennem denne gade uden egentlig at skænke det en tanke, hvad der var forandret i årenes løb ... ikke så forfærdelig mange år, men alligevel nok til at ændre en hel gades eller en hel bys levende indhold . ..

Den store forandring føles straks, når man går i land fra en af de nye store færger, der nu fører folk og gods til Fanø. Havnepladsen er ny og stor med mange rutebiler, der alle er malet i samme farve og tilhører det samme rutebilselskab. Før holdt der en lang række forskellige køretøjer med helt anderledes karakteristiske mennesker, individuelle vognmænd: Anders Jensen, der selv kørte en lille blå Ford, mens en chauffør kørte hans store bus. Nondahl, Jens Brinch, Jønne Madsen, Emil Møller, Bernhagen, Chr. Hansens enke, og hvad de nu hed alle sammen. Da var det kaperkørsel, der blev drevet - man kaprede kunderne. Der var selvfølgelig de store dage, hvor der var nok til alle, men de fleste dage blev kunderne jagtet mere eller mindre åbenlyst. Det var et helt kapitel for sig selv, disse vognmænd. De havde som regel altid en forening, men nogle var ikke med i den, og så skulle der blive krig på kniven, og det varder næsten altid.

Der foran mig ligger »forargelsens hus« — et nyttigt hus i en be­synderlig bygningsstil. Ved siden af den lå den gang en iskiosk, som Anne Lenes piger passede, og helt nede ved færgelejet lå også en sådan isbod, det var Anna Pedersens, Kaffe-Ann's, en kvinde, der tidligt var blevet enke og søgte at tjene til brødet ved at handle; hun kør­te sognet rundt med sin lille vogn og solgte kaffe og margarine, tror jeg; det var.

Kaffe-Ann's isbod ses i baggrunden.

Ovre på hjørnet lå Marie Bentsens butik, hvor de to ældre kvinder passede forretningen. Var vi børn ikke lidt bange for dem? Jo, jeg tror det. Denne butik har skiftet indehaver flere gange siden da, nu er det købmand Theodor Beck, der står for styret, bistået af sin far, fhv. bagermester Hans Beck. Videre op ad slippen, forbi bagermester Olesens forretning, hvor der også er kommet nye folk, efter at sønnen har ført forretningen videre i over et kvart hundrede år efter sin far og sin bedstefar. Der ligger så hotel »Nordby«. og netop inden for det vindue på hjørnet stod der et billiard, ikke ret stort, men meget brugt, og somme tider kunne vi drenge også få lejlighed til at være med. Det var jo ellers noget, fru Nielsen bestemte. Hun styrede hotellet med stor myndighed, selv om hun inderst inde var en meget mild kvinde. Det kunne jo ske, at et par af gæsterne havde fået tørsten slukket lidt mere end egentligt helt nødvendigt, og så blev de undertiden stærke ... så måtte der jo myndighed til for at berolige gemytterne igen. Nu er det en datter og svigersøn, der regerer på hotellet  - huset er det samme omtrent udvendig, men inden i er det jo helt forandret.

Overfor ligger købmand Søren Svarrers butik, hvor der også er kommet en ny købmand, Svend Poulsen, men han er dog ikke mere ny, end at han var lærling i butikken, dengang da det var min barndoms gade. I samme hus er der kommet en elektrisk forretning, og slagter­forretningen er flyttet over på den anden side af gaden, hvor en søn fører den videre i mere moderne lokaler. Og se derhenne lidt nede i slippen boede skomager Hans Madsen, han er nu på de gamles hjem. og ved siden af hans hus bor fiskehandleren stadig, det vil sige, her er det også en søn. På den anden side af gaden er der kommet en ny mand i urmagerforretningen. Henne på torvet - Konsul Lauritzens plads - er alt da helt forandret. Torvet var i sin tid domineret af Crome & Goldscmidts store forretning, »Crome» kaldte vi den bare. Nu er her et formeligt supermarked. Bagerforretningen med den rare bagerfrue er lukket, og der sælges ikke mere brød fra den forretning, men det er dog de samme folk, der stadig bor i huset. Der var også tidligere viktualieforretning og mælkehandel, nu sælges der sko og tricotage i disse lokaler. Her på torvet er der kommet noget helt nyt, en kunstbod, hvor man fremstiller keramik. Og der på hjørnet, hvor nu skomageren har sit værksted, var der tidligere en forretning med hjemmelavet konfekt og andet mundgodt, frk. Iversen hed hun vist. Brinch Hansens tømmerhandel er der stadig, forandret lidt i det ydre, og så er der åbenbart kommet øldepot til — også her er det en søn, der står for styret. Fru Kjærgårds gamle telefoncentral, hvor hun og Ingrid sad og dirigerede forbindelserne, er nu også borte, nu skal vi også på Fanø dreje os til numrene. På den anden side ligger Boghandelen, hvor Søren Hansen i sin tid havde en af de morsomste forretninger i hele byen, men den er jo også blevet moderniseret, ligesom banken i samme hus.

Der på hjørnet i hovmester Withs tidligere hus bor nu en gasmand, Niels Skelmose, der sælger Kosangas. Apoteket er tilsyneladende det samme, som det var dengang i min barndoms gade, ligesom sadelmager Møllers forretning, men begge steder er der også kommet nye folk, sadelmagerens søn og i apoteket landskampmålmanden Erik Gårdhøjes far. Der boede fotograf Kromann, hvor man også kunne få rundstykker, nu er der en urmagerforretning, og lige før ser vi en pæn slagter­forretning, hvor der tidligere lå et gammelt fanøhus med en grønthandel i. I barbér Hansens butik sælges der nu cigarer og vin. I den gamle købmandshandel, hvor H. Svarrer Hansen stod bag sin disk, er der også kommet nye folk, nu er det A. Meinertz efterfølger. I den lille urmagers forretning er der nu farvehandel, og i huset ved siden af driver slagtermester Johs. Albers søn forretningen videre.

I Sine Laustsens hus er der kommet en isenkræmmer, og i købmand Nielsens en radioforretning. Den samme købmand Nielsen hørte til de mere markante skikkelser i byens persongalleri. Jeg hørte ham en dag sige til en mand. som han talte med: »De vil ha' bro, nej, idiotanstal­ter skulle de ha'«. Han hentydede sikkert til de »tossede« mennesker, der ville have en bro. Fru Elisabeth Andersens viktualieforretning er lukket, men'fru Andersen bor dog stadig i huset. Overfor, hvor frk. Nicoline Sørensen i sin tid startede »Centrum«, er der nu bolchebutik.

På det modsatte hjørne er der kommet en cykelhandler, Evald Hansens forretning er der stadig, navnet er det samme, selv om der vel stadig er nogen, der kalder den Flensborg Lager. Se her er for en gangs skyld stadig den gamle indehaver bag disken, selv om en søn i reali­teten har overtaget forretningen -  og det var vel det eneste sted i ga­den, hvor vi fandt den samme mand bag disken. I samme hus er der kommet en. flot slagterforretning, hvor der tidligere blev solgt sko i én butik og brød fra bager Pedersen i en anden. Ovre på den anden side af gaden er der kommet noget så fint som en antikvitetshandel. Af de gamle forretninger fra den tid er der nu kun brugsen tilbage, men der er jo også kommet ny mand. Ja, så er der fru Eriksens lille papirhandel, der helt er forsvundet og blevet til en butik for elektriske ar­tikler. Længere ude er der kommet nogle nye forretninger, som bortset fra mejeriet, ikke rigtig hører med i min barndoms gade.

Se, er det ikke underligt, at der kan ske så meget med en gade og dens beboere i løbet af ca. 30 år. Mennesker, som jeg kendte og butik­ker, som jeg ofte kom i, er ikke mere det samme. Det er nye folk næ­sten over alt og i nye omgivelser. I købmandsforretningerne, hvor man ofte drejede kaffemøllen ved håndkraft, kommer maskinen det nu i posen. Der hersker mere travlhed, og fremmede sprog høres næsten lige så meget som dansk i butikkerne . . .

Men alligevel er det dog en af min barndoms gader, ja, min barn­doms hovedgade . . .                                                                     

-en.