Jens Morten Jensen er født i Rindby, f. 9. februar 1881, d. 22. oktober 1973, og her levede han det meste af sit liv flittigt og travlt beskæftiget; men kun få landbrugere i Rindby har været så meget omkring, som det blev ham beskåret. Allerede som ung mand drog han ud for at se, hvordan man andre steder i landet drev landbrug, han skulle også en tur udenlands for at lære og opleve mere, derfor tog han et par år til Canada. Men han vendte dog tilbage til fødeøen, for at overtage sin fars ejendom i Rindby, Postvejen 26, som han drev med stor dygtighed gennem mange år, og en stor børneflok voksede op i dette hjem. Nu har han givet ejendommen videre til en af sønnerne Morten Jensen.

Postvejen 26

Erindringer fra barndom og ungdom af Jens Morten Jensen

Mit Hjems Indretning.

Fiskeriet og dets redskaber

Engtiden

Høstning af vigger og lyng

Om Hovearbejdet

Slagtning

Mælkesalg i Nordby.

Skolegang

Malt o æ køl

Fattiggården

Fuglekøjerne på Fanø

Da der blev statsplantage på Fanø

Bryllup og anden  gildesfærd

Barsel

Begravelse

Markhusene

Jeg er født den 9. februar 1881,som nummer 6 af 12 søskende. Min Fader Morten Hansen Jensen, født 29. april 1852, d. 10. januar 1915, han var søn af Jens Morten Lauridsen, der boede i Nørby, han omkom 1863 ved en øvelse med redningsbåden, hvor redningsbåden kæntrede og to mand omkom. 

Min farmor kan jeg erindre, hun var på aftægt hos min onkel, Jens H. Jensen, hun døde i 1890. 

Min morfar, hvis navn var Peder Pedersen Mathiasen, var efter omtale en betydelig mand, han var blandt andet opsynsmand ved redningsvæsenet, i sogneforstanderskabet, var med til at sætte strandede skibe ud og havde part i flere sejlskibe, han var efter datidens forhold en velhavende mand. Han var på aftægt hos min far og døde i 1886. Jeg kan erindre hans udseende – en høj, hvidhåret mand med hvidt skæg, der var afraget rundt munden. Jeg kan endnu mindes hans begravelse. Min mormor var død, før jeg blev født, og megen omtale af hende har jeg ikke hørt, dog sagde man om hende, at hun kunne lide en kaffepunch. Det var nu ikke ualmindeligt i hine dage, jeg husker fra barneårene et par ældre koner, der tit drak sig fulde. Konerne på gårdene dengang havde jo et hårdt arbejde, ofte har de vel taget en kaffepunch, for at styrke sig, og på den måde fået hang til spiritus.

Min far kom ud at sejle da han var konfirmeret, og sejlede til han blev gift og overtog gården. Han var ikke vant til at drive landbrug, men lærte snart at bruge de forskellige redskaber, bedstefar kunne jo også hjælpe til dengang.

Min moder var født 18. november 1853, d. 7. maj 1900, der var 3 søstre. Den ældste var gift med bygmester P. H. Iversen, og den yngste med en sømand fra Nordby. Min mor havde ikke været ude blandt fremmede, men havde været på gården alle sine dage. Skønt hun kun var 19 år, da hun blev gift, havde hun alligevel fået lært, hvad der krævedes af en husmor dengang – det var ikke småting.

Mit Hjems Indretning.  

Stuehuset med sammenbygget kostald og hølade lå i øst og vest, var grundmuret af små hollandske sten og stod på en kampestenssokkel. 

Der var 3 stuer til syd. I den første fra vest, kaldet e Stov, var der et chatol, at skab, en dragkiste, 2 store egetræskister, der var hverken borde eller stole i stuen.

Den næste stue kaldtes e Donsk, der var faste bænke til vest og syd et stort bord, nogle få stole med halmflettede sæder, en kakkelovn, et mælkeskab, der stod ved siden af kakkelovnen, der var små huller l siden, så varmen kunde trænge ind, det var jo for at få fløden til at syrne. Der var indgang til 3 lukkede senge (alkover) fra denne stue.

I den øster stue opholdt vi os mest, denne stue kaldtes e Kammer. Der var en dobbelt seng, der kaldtes e Stavelseng, i denne seng sov fader og moder. Desuden var der en slavbænk, en bilæggerovn, under ovnen et mindre skab, hvori strømperne opbevaredes, et bord, en løs bænk og nogle stole.

I den nordre side var fra vest et lille kammer, kaldet e Stovkammer, der var kuns 2 kister, så kom ølkammeret, Køkkenet med et mindre komfur, der aldrig blev brugt. Så kom forstuen (e Frankel), der var en mindre kælder til sand, som jo brugtes til at strø på gulvet. Efter kom et spisekammer, hvorunder der var kælder, så kom bryggerset, der var temmelig stort. Der var en åben skorsten fra arnen og indfyring til bagerovnen, og til bilæggerovnen i kammeret. På arnen var en stor trefod, al maden blev lavet der, om sommeren fyredes der mest med kassing, det var tørret gødning, blot den var godt tør, brændte den godt. Lugten, der var ved den, tænkte man Ikke på, der var jo Ikke skov eller tørvemoser på Fanø, så man var henvist til at fyre med lyng, kassing og træ, som købtes på strandauktion, et par små læs klyne fik vi hvert år, disse blev sejlet fra Varde.

Først l 90 fik vi et komfur sat op i Bryggerset, Komfuret kaldtes den gang e Indretning.

Øst for bryggerset med Indgang fra samme kom kostalden (e Ødel), hvor køerne der var plads til 6 og et mørkt sti til et svin om sommeren eller til kalve om vinteren. Til øst var høladen (e Hjøgel).

Laden lå parallelt med stuehuset og var ligeledes grundmuret. Til øst fårestien, så kom hestestalden og plads til kvierne, derefter foderlo med hakkelskiste, tærskelo, kornladen og helt til vest en vognport.

Brønden med vippestang lå midt Imellem begge bygninger, møddingstedet lå lige øst for.

Jeg tænker mig, at de fleste gårde har været bygget l samme stil, de er nu alle ombygget. jeg kan mindes 5 gårde her i Nordby og 3 i Sønderho af samme type.

Jeg mindes fra mine barndomsdage, vi alle sad i kammeret, godt med lyngtørv i bilæggeren. Fader sad med strikketøjet, moder ved spinderokken, mine ældre søstre kartede eller stoppede strømper, alle havde noget for, jeg var endnu ikke kommen l skole og havde ikke lektie at lære og havde endnu ikke lært at strikke, det kneb jo for os mindre at være rolige, men vi passede på ikke at vække den lille i vuggen, for så skulde man jo til at vugge barnet i søvn igen. I Mørkningen sad alle stille, man kunde ikke se at arbejde, det var for tidligt at tænde lampen, man skulde jo spare på petroleummen. Det var hyggeligt i sådan en mørkningstime, man sad og ventede, om der skulde komme karle på besøg (e roeskol). Når døren gik, tændte mor straks lampen, og Ind kom en 2-3 karle, en god aften og en velkommen lød. Først på vinteren havde karlene halmknipper med, der skulde snoes reb til at binde kornnegene sammen med for indkørslen, 3 neg i et bånd, de kaldtes kjerre, der skulde 20 kjerre til en trave. Der skulde også snoes halmreb til tækning. Aftenen gik hurtigt, der blev jo snakket om alt muligt. Kl. Ca. 9 var halmen brugt, halmsimmerne blev målt op og vunden op l nøgle, der skulde være 100 favne i hver, var der Ikke nok, blev den lagt hen til næste aften, som regel Ind under sengen.

Moder og den ældste af søstrene gik ud at malke køerne. Fader fodrede hestene af og gjorde færdig til natten. Lige før vi gik l seng, fik vi øllegrød, vi spiste alle af samme fad, så skulde bænkesengen hales ud, her sov som regel 2 af børnene.

I 1887 havde vi en karl fra Jerne at tjene, ham og min ældre broder var ved at skære hakkelse, da min broder skulde et ærinde l Byen for fader, vilde jeg hjælpe til, men var da så uheldig at få en finger mellem 2 tandhjul og fik yderste ende af pegefingeren knust. Karlen kom med mig end, det så jo slem ud, der var imidlertid kommen 2 roeskarle, de talte om, at hele fingeren skulde nok af Jeg sad med fingeren i en kop karbolvand, medens hestene blev spændt for. Moder og jeg kom på vognen og i en fart kørt til doktoren l Nordby. jeg sad og ønskede, at hestene vilde løbe løbsk, dette her var jo slem nok, men at komme til doktoren og få hele fingeren af, var jeg betænkelig ved, det blev nu ikke så slem. Moder blev ved hestene, fader gik ind til doktoren med mig, han skulde holde armen, mens doktoren fjerne den knuste del, men han blev skit og måtte ud, så kom doktorens kone Ind, hun kom med nogle småkager, jeg måtte spise, de smagte godt, dette tog jo noget af opmærksomheden fra doktoren, jeg blev forbunden og vi tog hjem igen, det tog hele vinteren før fingeren var lægt. Jeg måtte mange gange til doktor, da jeg havde været der nogle gange, kunde jeg selv tage der ned. Fingeren blev noget kortere, ellers har jeg Ikke haft nogen men af det, bortset fra at fingeren har været lidt kuldeskær om vinteren.

Det skete også, når fader og moder ikke var hjemme, det blev til andet end arbejde, når karlene kom i e rå, så kunde de komme med en harmonika i stedet for halmknipper eller strikketøj, så blev det sang eller lidt dans, og enkelte gange blev der splejset sammen til chokolade, så måtte en af os knegte over til Købmanden efter chokolade lidt kiks og vrøvl, dette var man altid villige til, der vankede jo alt lidt med, vi var jo Ikke forvænte.

Det bedste syntes jeg alligevel var når der kom nogle af de ældre på besøg en aftenstund, og der blev talt om ældre tider, om strandinger og fisketure i hårdt vejr, og meget af det der var sket i ældre tider, da kunde man sidde rolig. Konerne talte om deres pigetid, hvad de så måtte bestille. Min moder talte om hvad de måtte bestille i hendes unge dage. Forårstiden medens mandfolkene var til havs, da var det kvinderne der måtte gøre det daglige arbejde både ude og inde. På lavvande måtte de om på Halen ca. 4 km for at grave sandorm, når de kom tilbage skulde der eses til næste dags fisketur og bakkerne gøres klar. Hovederne skæres af fiskene, der var kommen Ind, andre fisk måtte tages op af saltkarrene og hænges ud til tørring, der skulde passes godt på det, der var fanget, det skulde laves i penge.  

Kvinderne skulde også passe kreaturerne, malke og muge, og når fårene skulde l tøjret desuden l marken og flytte og vande en snes får, dette var en tur, for min moders vedkommende på 12 Km, desuden skulde der kærnes smør, og en gang imellem bages og brygges. Maden skulde laves og huset gøres lidt l stand, der var jo ingen møbler, men gulvet skulde fejes og strøes sand på, var der Ikke tid til at rede sengene, blev sengedørene bare lukket i, de var 3 om det, men alligevel var der altid nok at tage fat på. De havde hele tiden sejlturen til Ribe at glæde sig til. Når fiskeriet omkring Sct. Hans holdt op og fiskene var gjort i stand til salg, sejlede de til Ribe og solgte de tørrede fisk på Ribe Marked. I Ribe købte de så fornødenheder, bånd til skjorterne og nattrøjerne og hovedklæderne, sådan en tur kunde de leve længe på.

Når de ældre var samlet fortaltes tit Spøgelseshistorier. Om genfærd, forvarsler og ligskarer og lignende, dette var just ikke godt for os børn at høre på, vi turde Ikke gå ene om aftenen. Der var flere steder, hvor det var særlig galt med spøgeri, blandt andet l den gamle præstegårds have, var der en stendysse, der skulde præsten have manet et spøgelse ned. Ved Helmediget gik hovedløse grise. Der fortaltes om en mand der havde været i en rou og skulde forbi Helmediget, just som han gik forbi taber han strikketøjet men nøglen havde han i lommen, da strikketøjet stadig raslede bag ham, løb han alt hvad han kunde hjem og slog døren hårdt i efter sig, da han kom Ind i stuen havde han kuns garnnøglen l lommen, strikketøjet sad fast l døren, så var dette spøger! opklaret. Manden er levende endnu, og benægter ikke at det gik således til. Nu er Helmediget sløjfet og historien om grisene og alle spøgelseshistorier hører man ikke mere.

Fiskeriet og dets redskaber

Om fisketurene kan jeg stadig erindre der fortaltes, der var 4 både i Rindby, dette var små, lette klinkbyggede, åbne både, med, et lille fordæk, mast og sejl, der benyttedes hvis vinden passede, ellers foregik sejladsen til og fra fiskepladsen ved roning. I min barndom var der endnu rester af min bedstefars fiskebåd, ligeledes fyrkedlen var i behold, vi brugte den at lege med. Om vinteren hyrede skipperen mandskab, dette var som regel de samme hvert år der var 8 mand i hvert bådelav, dette var partsfiskere. Når det var havvejr, mødte hver mand med et vist antal bakker, så hver mand havde en til at grave orm og sætte ormene på kroge (at Ese). Fiskeriet foregik om foråret og sluttede omkring St. Hansdag, ligeledes fiskedes der en tid om efteråret. Bådene blev rullet ud i havstokken, Sagerne kom ombord og hver mand tog fat i årerne, det var om at komme på fiskepladsen i dagningen. Når de var på pladsen, hvor der mentes at være fisk, blev linen skudt ud, da var der kuns 4 mand der roede, dette må ske langsomt i en bestemt tempo, når linen var skudt ud, blev ankeret sat. En af mændene havde imidlertid fået kaffen kogt. Mandskabet der hver havde deres madkasse med kom frem med bakskuld eller svinepølse der blev ristet på gløderne, når de var færdig til spisning tog de alle hatten af og sang en salme, der fortaltes at i stille vejr, kunde høres sangen fra andre både. De lå stille en times tid før de tog linen ind, der måtte passes på at fisken Ikke slap krogen, når linen hivedes af vandet, hvorfor der stod en mand, med en kejs og huggede gællerne og hev fisken Indenbords, når linen var Inde roedes straks til land. Oppe på stokkebjerget var der 4 pæle, når bådene kunde ventes gik en mand op at se efter dem. Når en båd kunde ses, satte han et mærke på denne pæl der hørte til båden, dette kunde ses fra hjemmet og en måtte da til stranden med køretøjet. Når bådene sad fast kørtes der ud til båden, fisken og redskaberne kom på vognen og blev kørt i land, Båden skulde rulles så højt op på stranden, at højvande Ikke kunde nå den. Fiskene blev delt og kørt hjem og straks renset og gjort i stand til saltning, dette var en streng tid, medens fiskeriet stod på, lidt søvn gav det, landbruget skulde også passes, men dette var jo ikke hver dag, det var fiskevejr. Alt fiskeaffald blev brugt til gødning. Fiskeriet fra stranden holdt op af sig selv, Fiskene stod for langt ude og var taget meget af. Der fiskedes dog en del i min barndom, men det foregik fra Nordby i større både dette var dæksbåde og gode sejlere, der var kuns 4 mænd ombord, de sejlede linen ud og ind, efterhånden holdt krogflskeriet her fra Fanø helt op.

I min barndom havde man fiskegårde (e Ham) på Flakkerne nord for Halen i forårstiden.  

Når vandet trak sig tilbage efter højvande, dannedes smårender, i disse render gjortes en fiskepose fast ved 2 pæle, ud fra disse blev sat småpinde 2 fods høje med 2 tommes mellemrum, skråt ud. Fiskene gik ved højvande op på Flakkerne for at lægge æg når vandet faldt og de gik Imod pindene og søgte renderne og på denne måde fangedes i posen, det var små rødspætter der fangedes, det var just Ikke så meget der fiskedes. 2-3 familier sluttede sig sammen om en ham, dette kunde altid give nok til husbehov. De ældre fortalte at de før i tiden kunde fiske meget i hammene, de kørte tit lige på markerne med fiskene, der da brugtes som gødning.

Om sommeren fiskedes pigvarer (Trindbotter) i Vesterhavet. Når ellers vinden og flodtiden passede. Dette var med hestekøretøj det foregik. Vinden skulde være østlig, og vandet faldende ca. 3 timer efter højvande og lige i mørkningen. Fiskeriet foregik på følgende måde. Den ene ende af vådet, der var 10-12 favne lang, med en line på 8-10 favne lang, blev gjort fast bag i vognen, Vognen skulde køre sådan, at vådet kom til at gå lige i brådet. Den anden ende af vådet ligeledes med en line på 8-10 favne blev en hest spændt for, man red den på dyb vand imellem revlerne, og trak langs stranden, det kunde til tider give ret godt 50-75 pund i et dræt på 3-400 meter. I almindelighed kunde man fiske til husbehov. Der kunde enkelte gange ske der kunde være småørreder i vådet, for disse kunde man altid få en god pris. Man købte aldrig fisk den gang, havde man været i ”Vjajdræt”, som man kaldte det, fik naboerne altid fiske til et måltid, ligeledes fik vi af disse, når de havde været ude, havde man rigelig solgtes de i Nordby eller i badetiden på hotellerne. Man tænkte Ikke på at veje fiskene, de blev altid solgt i snese. På hotellerne fik vi gerne 35 øre pr. pund, hvis man kunde tjene 10 - 15 kroner en nat, var det ret godt. Der er Ikke sket ulykker ved vådtrækning i min tid, men i min barndom fortaltes om en mand der var druknet, han var faldet af hesten, og muligvis slået bevidstløs og druknet. Helt ufarligt var det nu ikke der kunde ved vragrester dannes huller, som man Ikke kunde se, det kunde også mellem revlerne være meget dyb, så hesten måtte svømme. I min barndom vilde vi gerne med, når fader var ude at trække våd, vi gik tit bag efter vådet og så efter om der var fisk i.

Jeg husker en gang, jeg var 9 år, min ældre broder og jeg var med, vi var kommen langt hen på Sønderho Strand, da de blev enige om at holde op sagde fader til mig, du kan tage hesten og ride for ud men du skal blive nede ved vandet, vi skal nok nå dig. Manden han fiskede sammen med, havde et par lette heste der løb godt. Hesten jeg red på vilde gerne hjem og satte god fart på. Jeg havde Ikke anelse om hvor langt syd på vi var, det var meget mørk, man kunde Ikke se klitterne. jeg red op til klitterne for at søge om Kirkevejen Imedens er de kørt forbi. Jeg red snart mod nord og snart mod syd, men kunde ikke finde Vejen, og jeg var klar over at de var kørt forbi, første gang jeg red op til Klitterne. Jeg besluttede til sidst at ride Igennem klitterne, da jeg kom Igennem klitterne kunde jeg se hjem, hvor blev jeg glad, det var lige i dagningen. Fader var ikke gået l seng, han var bange der var sket noget. Da jeg kom skældte han selvfølgelig ud. Jeg glemmer aldrig denne nat på stranden.

Som dreng morede vi os tit med at fange pigvarer under fødderne når vandet var rigtig Klar, kunde man se pigvarene fare hen over bunden, der var en stribe af mudder efter disse, man skulde træde godt foran, tit gik de tilbage i samme spor, da er de nemme at fange, man stod på hælen, med foden løftet i retning med fisken, når den gik mod hælen, klemte man foden ned, og man havde fisken. I Sønderho hvor vandet ikke er så dyb, fangedes en del på denne måde, de kaldte det at trine Botter.

Om efteråret fiskedes Islinger (Bakskuld), det foregik på samme måde den gang som nu, dog var det ikke med motorbåde, men med små sejl eller robåde, det var mest med kor der fiskedes, var vandet klar fiskedes også med tover eller tapløj (Kroge).

Min fader lejede en sejlbåd i Nordby, Ejeren fik en 3die part af udbyttet, der skulde være 2 mand i båden. Han havde som regel en voksen mand med, det kunde ske han var forhindret, så klarede han sig med min broder der var ældre, dette år jeg blev konfirmeret var jeg med en gang. Jeg skulde vrikke båden frem medens Koret blev sat, det kneb at få fart nok i båden. Koret kunde nem blive uklar, hvis man ikke havde god fart på. Så snart Korret var sat, lagdes båden på tværs l strømmen, hvis vinden passede sattes lidt sejl. Korlinen var gjort fast i stavnen, til agter holdt man linen l hånden, i tilfælde Korret kom i hold, hvis man ikke kunde slippe linen til agter vilde båden blive skåret ned af strømmen, nu derimod havde den straks stævnen mod strømmen så var der Ingen fare. Når man havde gjort et passende dræt, tog man Korret op, var der mange fisk i, måtte begge hjælpe til, man vendte straks båden og sejlede op til dræt igen. jeg husker den dag jeg var med, sad Korret fast, vi kunde Ikke få det løs, der kom en anden båd til hjælp, vi fik den op det var et anker vi var kommen i. Jeg husker fader fik 3 kr. for det.

Da vi sejlede op til dræt, måtte fader til at bøde garnet, så jeg måtte tage roret, det var jeg slem vigtig af, at kunde styre båden. Når bådene kom ind I havnen stod der altid folk og vilde købe fangsten, dels til eget brug og dels til at tilberede til salg som tørrede bakskuld. Prisen var 1 kr. Skp. Om lørdagen var det vanskeligt at sælge fangsten, Folk vilde Ikke have dette at rode med om søndagen, så vi måtte selv beholde fangsten til eget brug. Enkelte dage kunde det nok give en god dagløn men tit var det sløj, denne fiskeri brugtes mest af ældre søfolk som tidsfordriv, der fiskedes også den gang med kroge og tover, dog ikke så meget som nu, hvor der sjældent fiskes bakskuld med Kor.

Engtiden 

I min barndom blev der altid foretaget en køretur til Engen en søndag eftermiddag, dette var en tur man glædede sig til, vi kørte hjemmefra lige efter middag, så snart vi kom ind til Engen blev hestene spændt fra og sat på græs, de voksne gik rundt på Engene og bedømte afgrøden, Moder kogte kaffe, efter at vi havde drukket kaffe og spist vilde moder også ned og se afgrøden samt plukke nogen søjekål, som vi fik til middag dagen efter.  

Vi børn kunde altid få tiden til at gå, var vi ked af at lege, kunde vi gå ned til strandkanten og se efter strandskadeunger (Lyvunger). Vi kørte tidlig hjem for at trække køerne ind, en dejlig søndag eftermiddag havde det været.

Det var omkring den 8. juli at høslettet i Engen begyndte, som regel begyndte alle ved samme tid, man skulde ikke være ret gammel, før man kunde gøre nytte ved at afrive efter sletteren. Fader havde, før vi drenge kunde bruge en le, en sletter eller 2 med, hver sletter slog 1 Td. land, det kaldtes en dagslet.

Der var store forberedelser at gøre før vi begyndte, ikke mindst for moder, der skulde en god madkasse med, hun begyndte dagen før at ordne de forskellige ting der skulde med. En stor anker øl, brændevin, en røget lammelår, godt med pålæg, kogte æg, et rugbrød, franskbrød, sukker, kaffe, smør, knive, kopper, markkedlen, en fladbundet kobberkedel, grød koges og mælk i flasker, Grøden var store byggryn kogt i kærnemælk, dette var almindeligt i min barndom, siden er det bleven til rødgrød. Vi børn skulde sørge for at få lyng i en sæk, der skulde bruges til at koge kaffe ved. Fader skulde have leene skarpet (håret) og riverne i vognen, så alt var rede til at køre hjemme fra i dagningen. Vi børn skulde tidlig i seng, for at få udsovet, men det kneb at falde l søvn, man glædede sig altid til den dag engtiden begyndte. Når sletterne var kommen, og vi alle havde fået kaffe, kom hestene for vognen, og l skarp trav gik det mod Engen, Hestene blev spændt fra vognen stillet med siden mod vinden et sejl sat op, så der var godt læ. Sletterne fik leerne af vognen og stryget, man brugte en træstryge, det gav et fin bed, så gik det løs det var om at bruge sig medens der var dug i græsset. Det øverste stykke af Engen, hvor græsset var kort, blev altid slået i dobbelt skår, i medens kunde vi aflæggere få os en lille søvn, med lyngsækken som hovedpude. Så snart der begyndtes på marken, måtte vi være der, det var tungt at rive det våde græs fra, særlig først på morgenen, længere op ad dagen når duggen gik af græsset blev det lettere for os, men tungere for sletterne, der skulde absolut rives ren af, var der nogle strå bleven liggende, vil de sætte sig i biddet, og vilde da sætte strivler, så skældte sletteren ud, en hver satte en ære l at gøre et fint arbejde.

Ved 8-tiden skulde kaffen koges, dette foregik l et fyrbul, som var der fra de foregående år, kedlen blev sat på et trefod. Vandet til kaffen blev taget l et vandhul, hvor kvierne blev vandet, det var jo ikke altid så ren, det tog man ikke så nøje den gang. Siden hen har vi nu altid taget vand med hjemme fra. jeg mindes hvor uheldig en pige var, hun havde puttet kedlen ned i vandhullet, for at få den fyldt, ellers tog man det gerne med en kop, for at ikke at få for meget snavs med, og da var der kommen en tusse i kedlen. Da hun var færdig og de skulde til at drikke kaffe vilde den ikke løbe ud af tuden, de troede det var grums, men da de pirrede med et strå i tuden, kom dele af tussen ud, der var Ingen der havde appetit til kaffen, så hun måtte til det en gang til, siden var hun mere forsigtig. Man havde ikke spist ret meget om morgenen så man havde en god appetit, det ryddede godt op i madkassen, når vi var færdige.

Før man gik fra vognen, blev sletterne der var i nærheden, kaldt over at få en kaffepuns at styrke sig på, dette tog ikke gerne lang tid, det var jo om at bruge sig mens der endnu var dug l græsset. Når det blev middag skulde helst det meste af dagsletten være slået, så var den bedste slåtid ovre. Til middag spiste man den kolde grød og skar sig et stykke af det røgede lammelår og spiste til grøden, det smagte godt, så skulde man have en god middagssøvn.

Det var altid en skik at pigerne mødte l Engen i rød skørt og hvid forklæde. Var der en karl der havde harmonika med, blev det Ikke altid til middagssøvn så kunde de unge tage sig en dans eller leg på den nyslåede Eng, ved 3-tiden blev kaffen kogt igen og vi spiste mellemmad, så var det om at få den sidste rest af dagsletten slået, man kørte Ikke hjem før den var slået, kneb det for nogen, var der altid nogle der var færdig l god tid, så længe der var noget i flasken og kedlen var varm, kom der altid hjælpere nok.  

Før man kørte hjem skulde leen skarpes for at være klar til næste dag, disse blev altid håret, et lille ambolt blev slået i jorden et hårdt sted, og med en skarp hammer blev leens æg hamret tynd ud. De var ikke alle lige gode til, at hærde en le, de unge blev sjældent betroet til det.

Det blev langt hen på eftermiddagen Inden man kørte hjem og da var der altid flere vogne i følge, det gik med sang og musik, Folk var lystige, der var jo i dagens løb drukket en del kaffepuns, man regnede den gang 1 flaske brændevin til hver dagslet.

Engtiden tog som regel 1 månedstid, det afhang jo lidt efter vejrforholdene, alt blev jo slået med le og græsset skulde have megen vejring, før det var tjenlig til at køre hjem. Høet skulde bjærges godt, det var jo hovedfodret til kreaturerne om vinteren. Man havde jo Ikke rodfrugter og megen lidt agerhø, man brugte jo ikke den gang at så græsfrø i til udlæg, så kreaturerne kunde nok æde den smule græs der groede på agermarken, desuden kendte man jo Ikke til ajlebeholder eller kunstgødning i min barndom. Græsset lå 5-6 dage før det blev vendt (hverret) så blev det sat i små stakke og stod nogle dage det blev da strøet ud igen og blev vendt flere gange i løbet af dagen før det var tjenlig til hjemkørsel.

Der var kuns få af bønderne der havde Engen på et sted. Til vores gård hørte 12 Td. land Eng, der lå 13 steder, fra Nørre Næs til Albue Bugt, så det var ikke de samme folk man var sammen med hver dag. Høbjergningen blev jo også tit forhindret af regnvejr, byger gik man i læ for ved en høstak eller vognen, blev det dagregn tog man gerne hjem, eller gik over til markhuset, var man i Albuen, gik man op i Fuglekøje Huset. Der kunde samles mange folk. Snakken gik, der blev fortalt mange historier om stormfloder under høbjergning og om sejladser til fremmede lande, de havde jo næsten alle sejlet som unge. Det var noget for vi børn at lytte til. Jeg har tit, når det var ved at klare op i vejret, ønsket at det vilde blive ved med at regne. Jeg mindes særlig der blev fortalt om en stormflod omkring 1876, de der havde oplevet den, talte tit om den, da havde de næsten alle mistet deres enghø. Fader havde 3 mand med at slå græs denne Dag, de var bleven tidlig færdig, men da vandet blev ved at stige rev de sammen på den grønne græs men inden aften var det hele gået til søs, på de andre engstykker stod høet sammen i stak, men disse drev også af. Nogle havde kørt høet sammen i store stakke eller tæmmet stakkene op på højere terræn, men ingen ting hjalp. Vandet blev ved at stige flere timer efter højvande, og nåede hel op til klitterne, så det var umuligt at redde noget af høet. Der fortaltes om en mand, lille Pejr hed han, der sagde, har Rasmus taget høet kan han Fandeme få riven med og smed riven i vandet efter høet der drev. Nogle dage efter fik han bud fra Tjæreborg at der var landet en rive med hans navn på, samt flere 100 læs hø. Dette var en ulykke for landmændene, jeg kan godt forstå at de som havde oplevet sådan en stormflod i engtiden, glemte det aldrig, og var mere forsigtig med at slå for meget ned ad gangen. Fader vilde altid have græsset på det nederste af engstykkeme revet sammen og kørt op på højere steder. Den daglige højvande gik jo op til Engen, så der skulde ikke megen omslag i vejret før vandet gik op i græsset.

Jeg vilde gerne prøve at slå græs, men det måtte jeg ikke, vi børn fik strenge ordre på, at holde os fra leerne, men da min ældre broder i 12 års alderen fik en le og begyndte at slå græs, kunde man jo altid stjæle sig til at prøve. Da jeg var 10 år fik jeg den første le, jeg havde opdaget at købmand Kallesen havde en lille le, som han havde fået lavet til sønnen, den kunde jeg købe for 2 Kr. Efter megen plagen fik jeg endelig lov til at købe den. Fader havde begyndt at slå agergræs, så jeg vilde begynde med det samme, men det gik ikke. fader måtte hjem at få den skarpet, det gik hel godt, jeg slog også med i Engen. jeg synes jeg var en farlig karl at kunde slå græs, særlig når mine jævnaldrende så det, det var nu alligevel temlig strengt, det er hårdt arbejde at slå enggræs.

Jeg har ikke oplevet større stormfloder i engtiden, men der gik sjældent et år, uden at man måtte rive for floden. Hvis vinden var sydøst og gik i vest og på højvande gik om i nordvest med byger, så var man sikker på at vandet gik højere som almindelig. Man hørte tit den udtryk af de ældre: A havr et et i Dav, Rasmus har Skjøvtærmer o. Dette fremkom af at når strømmen gik mod vinden piskedes toppen til skum.

Når det sidste læs hø skulde køres hjem var det en hel fest, man kaldte det æ Kvejlæs, man sørgede for at det blev et lille læs, hele familien var med, et flag blev sat på forken bag i læsset, alle kom op at køre, så gik det rask hjemad med sang og musik. Man glædede sig til at begynde på høbjergning, men man var også glad når høet var godt i hus og havde fyldt godt, jo mindre Vigger skulde bjærges ind, Høladen skulde fyldes, blev der ikke hø nok, blev det med markfoder.

Høstning af vigger og lyng 

Vi skulde i Viggermarken før kornhøsten, da vi havde mange får skulde der bjærges en del foder til vnterfodring af fårene og kvierne, vi fik 15-20 læs hver år, til ejendommen hørte ca. 100 Td. land klitter og hede, imellem klitterne og i lavningerne groede en græsart, som vi kaldte Vigger, Fårene og kreaturerne åd den gerne, man regnede med at en mand kunde slå et læs om dagen, det var i godt vejr hurtig tør, så vi havde læs med hver aften. Marken lå lige nord for sogneskellet og gik fra Landevejen til stranden. Vi børn vilde gerne med, der var nogle høje klitter, hvorfra man kunde se langt til søs, i klar Vejr kunde man se Blankeneserne ligge og travle.  

Der fandtes også en del tranebær i lavningerne, der kunde tjenes en skilling ved at samle disse, vi fik den gang 1 kr. Skp. Det skete ikke så sjældent at hestene løb hjem, de stod tøjret imellem klitterne og blev bange for et eller andet, Hestene er jo altid bange, hvor de ikke har fri udsyn. Løb hestene hjem skulde vi drenge afsted efter disse, det var vi slet ikke kede af det gav jo en god ridetur. Jeg vil indrømme at vi sommetider hjalp lidt til at de stak af. Var høladen ikke hel fuld blev der slået 2-3 læs toplyng, desuden blev der slået 3-4 læs lyng til brændsel. Lyngen blev slået med ruskøvs, skaften var kuns 1 alen lang, man stod krum og slog ind imellem benene, dette var et hårdt arbejde at stå i denne stilling, man kunde ikke slå mere end 1 læs om dagen. Nu bruges disse ruskovs ikke mere, nu bruger man lyngleer, det er meget hurtigere at slå med og mere behagelig. Min moder fortalte i hendes pigetid fik de 1 Mark = 33 Øre for at slå et læs lyng, de kunde tjene en lille lommeskilling ved det.

I min barndom blev al korn høstet med le her i Rindby, man skulde tage små skår for Ikke at slå for meget korn af, negene blev altid skokket samme dag, og skulde stå 8 dage i skok. Stubbene blev revne med håndriver. Før hjemkørslen blev 3 neg bunden sammen, de kaldtes en kjerre, der skulde 20 kjerrer til en trave. Der var ingen der havde køreport, al korn skulde forkes op i fagene fra jorden, ud for den lem, Kornet skulde ind af gravedes små fordybninger i jorden, der passede til vognhjulene.

Når man korn med et læs, kørtes vognhjulene ned i hullerne, så var vognen nem at vælte, der sparedes 1 mand til at kaste kornet ned fra vognen, man mente også der spildtes Ikke så meget ved at vælte læsset, desuden havde man altid travlt, Fader havde arbejdet på flere mindre ejendomme, så der skulde meget korn ind, når det var vejr til det. Byggen skulde altid vente til sidst, der måtte gerne falde lidt dug, så faldt er Ikke så meget korn af. Hvor var man nænsom over kornet. Rugen skulde slå til brødet hele året, og byggen til mel og gryn og en del malt og resten til at få grisen godt fed.

Når man var færdig med markningen, kartoflerne taget op, tørret og sorteret, de små kartofler skulde grisen have, var man til dels færdig med at tage mod vinteren. Vinterrug såede man ikke, pløjningen havde det Ingen hast med, der skulde helst være lidt til kreaturerne og hestene at gnave efter når løsgangen begyndte den 8. oktober til 8. april. Det var en gammel bestemmelse at i denne tid måtte kreaturer, heste og får gå over alt. Hestene og fårene gik ude både nat og dag. Kvierne kom sjældent på stald før der kom frost og sne, fårene kom ind om natten, efter at de var bleven efterårsklippet, de fandt, selvom de kom langt omkring, selv hjem, der var altid en gammel får, der var anfører. Der blev efterhånden en stor protest mod denne løsgang, man kunde ikke dyrke vinterrug, den blev holdt nede af fårene, man var efterhånden begyndt at så rodfrugter, det var jo uheldigt at disse skulde tages op før 8. oktober, man havde også begyndt at så græsfrø i marken og da en stor del af marken blev solgt til Statsplantager måtte en del får afskaffes. Omkring året 1900 blev bestemmelsen om løsgang ophævet.

Om Hovearbejdet.  

Sandfygning har efter gamle beretninger været meget slem her på Fanø, skønt klitterne og Heden er privat ejendom, har der dog været vedtaget en bestemmelse om at alle Hartkornsejere skulde deltage i bedæmpning af klitterne og hæmning af sandfygning i forhold som de havde Øreskat. Nordby Sogn var inddelt i 4 Roder, Odden, Nørby, Byen og Rindby Rode. For hver Rode var valgt en opsynsmand, vedkommende var valgt for 3 år ad gangen på Hartkornskassens årlige generalforsamling.

I min tid var marken efterhånden kommet i ave, så det nu kunde klares i 2-3 dage hver efterår, men efter som det blev fortalt af de ældre, havde man før i tiden gået på arbejde indtil 14 dage om efteråret. Opsynsmanden sendte bud til hver ejendom, at de havde at møde til Hove et bestemt sted og klokkeslet med så mange arbejdere, dette måtte være kvinder, men man skulde være over 14 år. Undlod man at møde kunde opsynsmanden leje på vedkommendes bekostning, Beløbet kunde udpantes.

Jeg erindrer, at vi skulde møde med 2 mand. Min fader solgte mælk i Nordby hver formiddag og kunde ikke komme om formiddagen, jeg kom derfor afsted sammen med min ældre broder, men opsynsmanden sendte mig hjem Igen med besked om jeg var for lille, jeg husker godt hvor ked jeg var af det, de andre drenge grinede jo af mig. Jeg kom da med senere år, før jeg blev konfirmeret. Arbejdet foregik på følgende måde.  

Alle voksne mandfolk gik med engspade og skar sandskår ned og dæmpede med lyng og andet grøde hvor det kunde lade sig gøre. Hvor der ikke var nok at dæmpe med eller sandskårene var store, skulde der plantes helme, disse blev plukket i Vestermarken, enhver skulde plukke et vist antal bundter, der blev båret hen til sandskårene og plantet der, på denne måde kunde man holde klitterne l ave, efterhånden kom de fleste klitter i grøde, men blev alligevel set efter hvert år. Rindby havde den sønderste Rode langs Sogneskellet, hvert Rode var afmærket med pæle. Et af de sidste år vi gik til Hove, fandt min onkel et lommeur i klitterne, Nøglen hang i kæden, han trak det op, det gik med det samme, da vi var samlet til spisning spurgte han om nogen havde tabt sit ur, min broder sagde han havde tabt sit ur sidste vinter i klitterne, det var dette ur min onkel havde funden, min broder var lykkelig over at få uret igen. Da flere af lodsejerne kom af med klitterne til Statsplantagen og mange havde øreskat men ikke ejede klitter, i flere år var med til at holde andre folks klitter i orden, blev der efterhånden en stor protest, så Hovearbejdet faldt hel bort, den sidste gang jeg var med, var i 1897, da var jeg med i Nørby Rode for Cpt. S. Farup.

Slagtning

Når grisen skulde slagtes, var det hel spindende for vi børn, det var som regel en stor kammerat, der skulde slå til hele året, 18-20 lispund var almindelig, det var en kone der slagtede grisene her I Rindby, det tog hele dagen før man var færdig, der skulde laves mange pølser. Vi slagtede som regel en kvie, der ikke vilde løbe, desuden slagtedes mange lam og et par ældre får, saltkarrene skulde godt fyldes, man kendte jo ikke til at komme til slagter at købe kød, det eneste fersk kød man købte var, hvis en ko blev for gammel eller kom til skade og måtte slagtes, da gik man rundt til beboerne og lovede det bort til en bestemt dag, det kostede den gang fra 25-40 øre pr. pund.

Når en ko skulde slagtes foregik det altid i loen, en talje blev gjort fast i hanebjælken og reb om alle 4 ben, så halede man til, så længe at koen faldt, så blev benene bundet sammen, endelig blev halsen skåret over, senere hen fandt man dog på at slå koen for panden. Når en hest skulde slagtes, var det altid spændende for vi børn, der samledes altid en stor flok. Hesten stod lige uden for loen og åd af en kasse. Manden der skulde skyde den, stod nogle få alen fra den og skød den bag øret, det var i min barndom altid den samme mand der skød hestene nemlig J.M. Sørensen i Paradis, det var en forlader han brugte, man kendte jo den gang ikke til baglader. Vi børn syntes det var en farlig karl, der kunde skyde en hest, så den faldt om.

Mælkesalg i Nordby.  

I min barndom hørte der næsten til hvert hus i Nordby et mindre landeri på 1-2 Køer enkelte større til 3-4 køer, der skulde ikke så meget jord til, om sommeren græssede køerne på Grønningen, havde de ikke selv eng, kunde der købes hø fra engene ved Ribe til vinteren, havde de blot nogle agre, så der kunde avles lidt korn, så havde de halm til koen, lidt rug til brød og måske lidt byg til mel og gryn.

Hvor var de koner nænsom over kornet, når de om høsten lagde sig på knæerne og skar kornet med en segel og lagde det i neg, ikke et strå gik til spilde, men efterhånden som skibene blev større blev der mere velstand i Nordby, flere og flere lagde landbruget ned, og måtte derfor købe deres mælke og smørforbrug. 

Min fader begyndte i 1890 med at køre en udsalgsvogn rundt i Nordby hver formiddag, efterhånden kunde han sælge meget mere, som vi selv havde, han sluttede derfor aftale med flere om at levere ham et vis kvantum. Et sted leverede de fløde, at andet sted kærnemælk, andre sød eller håndskummet mælk.

Efterhånden havde han en god salg, han købte også æg og smør og vildt af jægerne, han havde også forskellige bud med og varerne til købmanden med tilbage, det tog hele formiddagen for ham at gøre turen, men det gav også os børn noget at bestille, med at løbe ærinder. Om morgenen havde hver af os børn sit arbejde at gøre før vi skulde i skole. Jeg for mit vedkommende skulde feje stalden og derefter løbe rundt til disse der solgte mælken til fader, de skulde komme til Landevejen med den, jeg havde klokken med og ringede uden for døren, så vidste de besked, den sidste sted jeg skulde var i Paradis, der gik jeg altid ind, jeg havde nemlig opdaget at konen var gavmild, hun gav mig nemlig 2 stykker sukker hver morgen.

Fader havde anskaffet store transportspande der stod på vognen, de der kom med mælken sagde hvor meget der var, fader hældte den op i de store spande, han målte aldrig efter, man stolede altid på hinanden.

Det kunde om vinteren når det var frost og sne være en kold tur at komme rundt, jeg havde godt tøj på, men støvler kendte man Ikke til som børn, det kunde snurre slem i fingrene, når man kom hjem og gik til kakkelovnen. Frost i fingrene eller fødderne var der dog Ingen af os søskende der havde, det var ellers meget almindelig hos børn den gang.

Skolegang. 

Jeg var 6 år, da jeg kom i skole, jeg havde glædet mig til det - men da det kom til stykket og jeg skulle afsted, blev jeg alligevel be­tænkelig. Min ældste søster fik mig med og afleverede mig til lærer­inden i yngste klasse. Der var kun to klasser i Rindby skole. Vi gik i skole hver dag 6 timer. Jeg kan ikke huske de forskellige lærerin­der, de skiftede som regel hvert år. Efterhånden fik man da lidt lært, jeg husker til en eksamen, hvor lærerinden nok har været lidt betæn­kelig ved os, vi kunne selv vælge, hvad vi ville høres i af bibelhisto­rie, men så skulle vi også kunne det udenad. Det gik nu ikke så godt, for ham, der sad foran mig, ville høres i skabelsen, da han kun­ne dette godt, mens jeg havde valgt at fortælle om Jesus som 12-årig i templet. Præsten var hurtig klar over, at det stod dårligt til med undervisningsmåden, så efter eksamen kom en ny lærerinde.

Da jeg var 9 år, kom jeg i den store klasse. Lærer Amorsen havde god vilje til at lære os, men han var for gammel. Det han særlig lagde vægt på, vi skulle lære, var regning, katekismus og religion. Linealen sad løs i hånden på ham - han ville banke det ind i hovedet på os. Da jeg var 10 år, kom jeg i realskolen, det var pastor Trøjl, der sørgede for, at jeg fik friplads. Realskolen var i de tre vestre klasser i borgerskolen. I 1. klasse var lærer Bundsgård, i 2. klasse lærer Poulsen og i 3. overlærer Lauridsen, der havde tysk og en­gelsk i alle klasser. Ellers underviste lærerne i samtlige fag i deres respektive klasser. Efterhånden fik jeg vel lidt lært, men nogen gode minder fra min skoletid i Nordby har jeg ikke. Det var jo »de fine«, som man sagde dengang, der gik i realskolen, de, hvis forældre havde råd til at betale skolepenge hver måned - vi, der havde friplads, blev der altid gjort nar ad. Kunne der findes noget at drille os med, blev det gjort, og ikke mindst mig, der kom fra Rindby, måtte stå for skud, men heldigvis var de, der havde fripladser, ikke de dummeste, så var de jo ikke kommet der.. Jeg mindes en mandag morgen i 2. klasse, vi sad drenge og piger ved samme bord. Jeg sad sammen med Laura Riber, men den morgen ville hun ikke sætte sig. Lærerinden, frk. Christensen, en søster til politikeren L C. Christensen, sagde flere gange til hende, at hun skulle sætte sig, men hun ville ikke, så lærerinden spurgte hvorfor. »Fordi Jens er luse,« svarede hun, Jeg blev jo meget ked af det og bad om lov til at gå hjem, og det fik jeg lov til. Da jeg kom hjem og fortalte om det, blev min mor ked af det, hun havde altid holdt os børn rene. Jeg ville ikke mere ned i realskolen. Men da far kom hjem fra mælketuren, kørte vi straks ned til doktor Jensen. Jeg blev undersøgt og fik attest på, at jeg var fri for utøj. Med denne attest gik jeg over i skolen og afleverede den til lærerinden, jeg vidste hun havde time i 2. kl. Så kom Laura i forhør. Hun var ikke blevet smittet af mig, men der havde været selskab hos hendes forældre om aftenen, og da var der blevet talt om, at ude på landet havde alle utøj. Hun var jo næsten undskyldt, da jeg jo var fra landet, så man nok kunne have betænkeligheder ved at sidde ved siden af mig. Jeg glemte aldrig den historie, og hver gang, jeg siden traf Laura Riber, mindedes jeg episoden. Da den ny realskole blev bygget 1891, kom der flere drenge ned fra Rindby, og da kunne vi bedre klare os. 

Noget fik man jo lært i skolen, men man søgte jo at snyde sig fra det, hvor man kunne, jeg har tit tænkt på det siden, man har savnet den lærdom, man kunne have fået, hvis man havde været mere ihærdig.

Malt o æ køl 

I mine drengeår bryggede man selv øllet. Der skulle meget øl til, idet der blev spist megen saltmad, som gav megen tørst. Man købte ikke malten, men lavede den selv, det foregik på æ kølhus. Huset, der lå, hvor nu Rindby brugsforening har sin plads, var et lille stenbygget hus med rørtag, uden skorsten, i hver gavl var en lille lem. I hele husets længde var der jernplader, i disse var der små huller, som varmen kunne komme op af, og de små lemme var beregnet til at la­de røgen passere. Et lignende hus havde de i Nordby, dette iå lidt vest for daværende maler Mortensens ejendom ved Vestervejen. Husene var fælleseje. En mand var valgt til at holde opsigt med dem, han bestemte hvilke dage, man kunne benytte huset, som var i brug hver dag hele efteråret.

Når man havde fået godt indavlet og fået byggen tærsket og ren­set, så skulle den bedste byg bruges til malt og gryn og mel, grisen måtte nøjes med den lille kerne. Når man havde fået at vide, hvilke dage man skulle benytte kølhuset, skulle man to dage før sætte byg­gen i »støb«, den skulle være godt opblødt. Man kørte den så over til kølhuset, bredte byggen ud over jernpladerne i ca. 6 tommers tyk­kelse og fik fyr under pladerne, man brugte altid træ at fyre med. Nu foregik maltningen under stadig opsigt af manden, der dels skulle holde ilden vedlige, dels skulle røre op i byggen, så den fik en jævn opvarmning; Det varede 2 dage at få byggen lavet til malt, og den blev så liggende på pladerne, til den var helt kold og tør. Det var en hel fest for vi drenge i de dage, der var malt o æ køl, når vi kom fra skole kl. 4 og så det røg ud af lemmen på kølhuset, løb vi altid derover, dels for at smage malten, dels for at være med til den sjov, der altid var ved en sådan lejlighed.

Det var nu ikke alle, der ville give os en håndfuld malt, vi mente, det var gerrighed, vi kendte fra år til år, hvem der ville give noget, men der gik nu ikke så lidt til, for vi var ikke så ganske få drenge, og lidt påtrængende har vi også nok været - den smagte godt den varme malt.

Om selve ølbrygningen husker jeg fra mit hjem, hvorledes det gik til. Et stort kar, der havde et hul i bunden, blev sat op på en skammel, således at et andet kar kunne stå under det. En stok blev sat i hullet på det øverste kar, noget rughalm lagt i bunden og malten oven i, så blev der hældt kogende vand over, og det hele dækket godt til. Der stod det så nogle timer, hvorpå stokken blev løsnet, så øllet kunne løbe ned i karret nedenunder, det, der blev tilbage, masken, kaldte vi e dra, der stod det så, til det var passende afkølet, hvorpå gæren kom i - denne havde man fra forrige brygning - også blev der rørt rundt i øllet. Når gæren igen havde samlet sig oven på øllet, blev den skummet af, den havde da formeret sig meget, noget blev gemt hen til næste brygning, resten blev brugt til bagning. Endelig blev øllet tilsat humle, og når det så var koldt, kom det i små ankre eller på flasker.

Der er vel ingen mere her på Fanø, der selv brygger øl, og at få malten lavet til på æ kølhus er vel ikke sket i dette århundrede, det var nemmere at gå i brugsen og købe malten, end bruge den mere omstændelige måde, der praktiseredes i de to små huse.

Fattiggården. 

Denne gård blev i sin tid købt af en mand ved navn Jakob Brandt, det var den sydligste gård i Rindby, og den lå lidt for sig selv. Man har nok ment, at der ønskede man ikke at komme til at bo, før man var hårdt nødt til det. Der var blevet bygget en ny bygning til fat­tiglemmerne, denne var 14 alen vid, de første 3 fag var opholdsstue for lemmerne, en stor kakkelovn var der midt i stuen og et langt spi­sebord, hvor de alle kunne sidde, ellers var der stole langs væggen hele væggen rundt, hvor de kunne sidde. Midt i huset var der en gang og til hver side små en-mands værelser, to af dem var dog no­get større og forsynet med kakkelovn. I forlængelse af udhuset var der bygget en arrest, der var på 2 fag med jernstænger for vinduerne og jernbeslået dør, der var en bilæggerovn i stuen. Arresten benyttedes også som ligkapel. Sidst i 80'erne og først i 90'erre var der ca. 24 lemmer på gården. De var ikke alle ældre folk, nogle af dem burde have været under åndssvageforsorg i stedet for. Der var også børn, dog tror jeg, at disse havde ophold hos bestyreren.

Jeg husker flere af lemmerne, »Rokke Mads« sad på en stol og rokkede med hovedet, »Dum Sonnich« var døvstum, han var udlært skomager og boede for sig selv i et rum i udhuset, der havde han sit værktøj og sad og arbejdede, det kneb altid for ham at få sin skråto­bak til at slå til, han beslog gerne et par træsko for en rulle skrå. Jens Bondelse var en stor kraftig mand, fra høst til jul var han ude hver dag og trække håndtærskemaskine, han var kommet på fattiggården sammen med sin mor. »Dum Mathias« var døvstum, han var udlært skrædder og var hver dag ude at sy, han syede alt i hånden, det tog tid, men det blev godt gjort. Der var en skrædder mere deroppe, Niels hed han, han gik også ud at sy hver dag, han påtog sig at sy nyt tøj, hvorimod Mathias kun ville vende et sæt tøj. Så var der Henrik Thomsen, kaldet Brandt, han havde været vognmand (furemand) i Nordby, men da hans kone døde, kunne han ikke holde sammen på hjemmet og var endt på fattiggården sammen med to sønner, Jeppe og Anders, der, da de var konfirmeret, kom ud at tjene på landet, senere rejste de til Amerika over til en ældre bror. Henrik Brandt kunne deltage i alt arbejde og hjalp bestyreren at drive ejendommen, han gik en del ud på arbejde, dog helst hvor han kunne komme til at køre heste. »Anders Kukkemand«, han var ikke helt normal, og hans bestilling var den at bære brændsel ind til kakkelovnene, ellers var han ikke til meget. Han ville gerne til Nordby, man kunne hveranden søndag se ham vandre i sine træsko til Nordby, hvor han gik ind til degnen og fik at vide, hvor der havde været barnedåb - der gik han ind og ønskede til lykke og fik sig en kop kaffe og et stykke kringle. Han var til stor morskab for ungdommen, for en 5-øre stod han på et ben, krummede hånden om munden og råbte »kuk-kuk«, han ville kun have kobberpenge. - Søren, han var sømand og havde styrmandseksamen, han var blevet lidt tung i hovedet, det sagdes af kærestesorg, han gik sammen med Jens Bondelsen og trak tærskemaskine, ellers gik han en del ud at male, han var endnu på fattiggården, da den blev nedlagt, han kom da i pleje hos en søster i Nordby. Og så var der Niels Sonnichsen, han var der kun nogle dage ad gangen, nemlig hver gang han blev sendt til sin hjemkommune et eller andet sted udefra, hvor han havde udstået en straf. Han var altfor urolig til at kunne være der ret længe ad gangen.

Kvinderne, som var der, kom ikke meget ud, derfor var de, som kunne gøre lidt gavn, ikke ledige. Nogle sad og spandt og kartede eller lappede tøj, derimod så man ikke nogen, der strikkede, det havde kvinderne dengang ikke lært, det var mandfolkene, der måtte sørge for alt strikkearbejde. I ethvert hjem her i Rindby havde kvin­derne først på vinteren travlt med at spinde, efter nytår skulle der væves. I mit hjem fik vi altid ulden kartet på fattiggården, så vi drenge måtte tit derop og fik tøjer med hjem. De første gange, vi skulle derop, var vi ikke glade for det, det virkede en smule uhygge­ligt at komme ind i det store rum og se alle disse gamle, men efter­hånden blev man vant til det og var ikke bange for at gå rundt og hilse på dem, det var de glade for. Der var naturligvis et reglement, de skulle rette sig efter, de måtte således spørge om tilladelse til at gå ud og skulle være hjemme til bestemt tid. Kosten der var som andre steder, der blev brygget, bagt og slagtet, som man brugte det i Rindby dengang. Pastor Holck kom derop flere søndag eftermiddage og holdt gudstjeneste for dem.

Bestyrerparret var dengang Chr. Amorsen og hustru fra Nr. Nebel. De havde altid en tjenestepige, ejendommen skulle jo også passes, der var 4 køer, 2 kvier og 15 får, ligeledes blev der fedet et par svin til hjemmeslagtning, markarbejdet blev udliciteret for 3 år ad gangen.

Fattiggården tog 40 øre om dagen for de, der gik ud på arbejde.

Fuglekøjerne på Fanø. 

Den første fuglekøje blev oprettet i Sønderho 1868 efter samme system, som de brugte det i Holland. Fanøskibene sejlede meget på Holland, og man har sikkert set her, hvorledes de kunne fange fugle.
Da der her på Fanø var lignende forhold, var der nogle få mænd, der gik i gang med at lave een i Sønderho. Der stod en sten ved indgangen med navnene på disse mænd, der oprettede den, men stenen blev fjernet af tyskerne under besættelsen.         

I 1886 blev Albo fuglekøje oprettet ca. 600 meter nord for Søn­derho køje og 200 meter fra sogneskellet, der var her en plads, som egnede sig til det, idet der stod et væld op af jorden selv i en tør sommer. Der var altid vand nok i dammen, der var godt afløb, så vandet var altid friskt. Der var så mange, der ville med, at der blev dannet to aktieselskaber, et areal blev købt imellem Albo og Sønder­ho køje, men da det var i Sønderho kommune, satte Sønderho sig imod, at der lavedes fuglekøje der.

Den blev så placeret i Ternedal, ca. 300 meter nord for Albo fuglekøje, men denne køje kom aldrig til at give udbytte og blev efter, nogle års forløb nedlagt, da ænderne ikke trak op i den af nogen betydning. Der blev senere oprettet en køje mere ca. 600 meter syd for den første, men der var vandforholdene ikke gode, da der var for lidt vand i dammen i tørre somre, men man opretholdt den dog, til vi fik jagtloven af 1931. Albo fuglekøje var den, der i tidens løb gav det største udbytte, men der gik ca. 10 år, inden aktionærerne fik udbytte, for der var store udgifter ved at holde det gående. Fangemanden fik 300 kr. årligt samt hver 16. and, der blev fanget. Da der ikke fangedes noget af betydning, blev fortjenesten for lille, så den første fangemand sagde op efter et års forløb, derefter kom en sejlskibskaptajn, der var holdt op at sejle, og han var fangemand i mange år. Efter ham kom den første fangemand igen og var der til sin død. I den tid fuglekøjen har fungeret, har der kun været tre fangemænd.

Fuglekøjen er anlagt på et tre tdr. land stort areal, dammen, der er gravet ud, er en td. stor og en halv meter dyb, den opgravede jord er trillet op til diger om dammen og kanalerne. Ud fra dammen er der gravet 6 kanaler i 6 forskellige retninger, kanalerne er 20 meter og er krumme, de er 4 meter brede ved mundingen og snævrer ind til ½ meter ved enderne, hvor der var påhæftet en fangpose, på den udvendige side af kanalerne var der sat halmskærme op, disse stod sådan, at de vildænder, der var på dammen, ikke kunne se ham, men kun de, der var kommet ind i kanalerne. Over alle kanaler var der spændt trådnet, så de ænder, der var kommet ind i dem, ikke kunne flyve op. Når fangemanden opdagede, at der var ænder inde i kanalen, gik han bag ved skærmene og havde let ved at jage dem i fangposen. Før han dræbte ænderne, så han efter på svømmehuden, hver fuglekøje havde sit stempel i svømmehuden på lokkeænderne, og var der et stempel, fik anden lov til at flyve igen. Grunden til, at der var 6 kanaler, var den, at man så altid kunne bruge en kanal, der gik imod vinden, i den kanal, der gik imod vinden, blev lokkeænderne fodret, de fik kun foderet i små portioner ad gangen og svømmede derfor tit ud og ind, og på denne måde kom der vildænder med ind i kanalen. Den ene kanal stod i forbindelse med tæmmehuset, der var lavet med to afdelinger, i den ene afdeling var der vand, Der blev hvert år tæmmet ca. 150 til lokkeænder, nogle blev stækket til at blive på dammen, de fleste blev klippet på fjerene, så de ikke kunne flyve, før de fik nye fjer. I tæmmehuset blev de godt fodret, og når de havde været der ca. tre uger, blev de lukket ud i kanalen, der gik fangemanden daglig og jagede med dem, til de blev kendt med ham og gik imod ham, når han kom, så var de brugelige til lokkeænder og blev lukket ud på dammen. Det var kun to andearter, krikanden og spidsanden, der kunne fanges. Der kunne kun fanges om dagen, og der måtte være absolut ro omkring køjen, den mindste forstyrrelse så var det færdigt for den dag, men det var, som om alle stod sammen om at skabe så gode betingelser som muligt for dette arbejde.

Som årene gik, blev der kønt derinde i fuglekøjen, da frugttræet og frugtbuske voksede til. Fangemanden holdt god orden på det hele og havde en ganske pæn fortjeneste, så han kunne ofre al sin tid på køjen. Der var om sommeren stort besøg af turister og badegæster, men så snart høet var bjerget omkring den 15. august, blev køjen lukket for besøgende, nu var det om at få ro, så man blev klar til at tage imod ænderne, når de kom fra rugepladserne højt mod nord og opholdt sig i vadehavet øst for Fanø, hvor der er føde nok, og de bliver gerne der til vi har den første frost. Nu var det om at få dem til at trække op i køjen, når de med højvandet trak ind over øen for at finde en klitsø med fersk vand, da var det, de gamle lokkeænder, som nu kunne flyve, gjorde gavn. Man kaldte disse ænder trækæn­der, man kunne se, når disse ænder trak op og søgte henover køjen, hvordan nogle få stykker straks slog ned - de kendte det, de andre kredsede nogle gange rundt, men det endte ofte med, at hele flokken kom ned. Fangemanden vidste, at to timer før højvande skulle han være klar, der skulle friske tørv i røgpotten, som han altid gik med under fangningen, da den tørverøg, de glødende tørv udviklede, skjulte hans fært, så ænderne ikke kunne lugte ham, havde han ikke potten med, forsvandt vildænderne igen.

Der gik, som nævnt, 10 år, før køjen gav udbytte. Driftsudgifterne var betydelige, der skulle meget korn til at fodre lokkeænderne med, desuden brugtes også meget korn i de hårde isvintre, hvor mange gråænder, når alt andet var tilfrosset, søgte op i fuglekøjen, der aldrig var tilfrossen. Det er mange ænder, der er blevet reddet fra sultedøden her. I de sidste år, der blev fanget, kom overlærer Mortensen fra Viborg hvert år og mærkede en del, man kunne godt fange disse mærkede ænder flere gange. Begyndelsen af fangstsæsonen var den bedste, når man kom hen sidst i september, var det bedste ovre, da var ænderne blevet for stærke, og de var ikke nemme at få ind i kanalerne.   

Da der blev statsplantage på Fanø. 

Der havde engang før været tale om at anlægge en plantage på det øde areal midt mellem Nordby og Sønderho, men beboerne havde sat sig imod det, man mente ikke at kunne undvære det til græsning af de store fåreflokke, der dengang hørte til hver ejendom - man havde heller ikke tiltro til, at der kunne gro træer på en sådan jord­bund, der mest bestod af rå sandklitter. 

Sidst i 80'erne var der flere, der havde prøvet at plante træer i klitterne, blandt andre kordegn Tb. Schmidt (æ degns hav'), og bog­handler Hansen, der plantede i Torp, samt hans bror, Jørgen a Hans Lasens, i æ stor sletning. Det viste sig, at der godt kunne gro træer, selv om det var sandbund, særlig nåletræer trivedes godt. Da der i 90'erne igen blev tale om statsplantage, havde stemningen vendt sig, bl.a. fordi man ville blive fri for at gøre hovarbejde på dette areal. Det var jo sådan, at selv om det var privat eje, havde enhver pligt til i forhold til sin øreskat at gøre hovarbejde i klitterne for at stoppe den værste sandfygning.

Der blev købt 1000 tdr. land til en pris af 40 kr. pr. td, land med omtrent det halve i hver kommune. I Sønderho kommune fik staten det hele vest for landevejen fra Pælebjerg til lidt syd for Silkebjerg, dog ikke det lave areal ud mod stranden, Skifterne kaldet, de var kloge nok de sønderhoninger - her kunne der altid slås markfoder, hvis det skulle knibe med foder til kreaturerne. I Nordby kommune tog staten det hele tværs over øen fra engen til stranden ved daglig højvande, man ville også her ligesom i Sønderho have beholdt det ud mod stranden, men det kunne ikke lade sig gøre, der skulle laves en fårefenne, hvor plantøren kunne have sine får. I 1893 blev pengene udbetalt, jeg husker, min far fik 1200 kr., det var mange penge dengang.

Det blev plantør Hegård Christensen, en ung mand på 25 år, der kom til at anlægge plantagen. Han kom til Fanø og søgte et sted at bo, indtil plantørboligen var bygget, til mit hjem hørte et lille aftægts-hus, der var ubeboet, det var ikke ret stort - to små værelser, et lille køkken og bryggers med bageovn - og her boede han sammen med en yngre bror og en søster, der holdt hus, den første sommer i 1894.

Plantøren og broderen gik hver morgen hen til plantagen, der var nok at gøre, han havde opsigt med bygningen af plantørboligen, veje skulle afsættes, grøfter skulle nivelleres ud fra de mange klitsøer. Han søgte stadig folk, det kneb at få nogen, for der var meget ar­bejde ved Badet dengang, og der var timelønnen 30 øre, mens man i statsplantagen kun fik 22 øre i timen, men der kunne fåes akkordar­bejde, og det hjalp jo lidt på det. 

Et lille stykke øst for plantørboligen blev der plantet det første år, der var ingen planteskole, så de første år måtte planterne tilføres, det var først i 1895, der kom gang i arbejdet. Plantøren var blevet gift, da plantørboligen var færdigbygget, flyttede han ind. Heste var anskaffet, en karl og en pige antaget, og to assistenter kom til, Lassen og Christiansen hed de, de ledede plantningen. Der var efterhånden kommet mange folk i gang både fra Sønderho og Nordby nogle slog lyng, andre planerede sandskårene og strøede lyng på, klitterne kom efterhånden i orden, sandfygningen holdt op - og ternerne blev berøvet deres rugepladser, de lagde deres æg i en fordybning i sandet, efterhånden som klitterne blev dæmpede, forsvandt ternerne og forlod Fanø.

Da plantningen begyndte, var der kommet mange folk, de deltes i tre hold, de to assistenter og plantørens bror ledede hver sit hold, de voksne vrikkede huller og fik 22 øre i timen, de ældste plantere fik 18 øre, og de yngste, omkring 14 år, fik 16 øre i timen. Der var folk af enhver alder, selv aftægtsfolk var der også, især var der mange sømandsenker fra Sønderho. Det var i grunden et slæb at bære den tunge plantekasse med flere slags planter og fyldt med vand. I lavningerne skulle der plantes gran og højstammet fyr og på klitterne bjergfyr. Det var en lang dag: Hjemmefra kl, 5 morgen, der holdtes spisepause formiddag og eftermiddag på ca. en halv time og en times middag, det kunne da blive til en lille middagssøvn - hvis ellers man kunne ligge for myrer, disse var også slemme til at gå i madkassen, særlig hvis man havde  sukkermellemmader, da måtte man   til at blæse myrerne af, før det gik ned.

Da plantningen dette forår indstilledes, holdt jeg op, jeg havde da tjent 24 kr. Der er ikke flere tilbage af de, der var med dette år, end Hans Clausen Jepsen og jeg. Folk blev ikke fyret, fordi man holdt op med at plante, der var stadig arbejde nok, en stor have anlagdes, og en stor grøft blev gravet igennem søen, der var syd for plantørboligen, grøften gik ned i Albo bugt og kunne trække vandet af det lave terræn syd for plantørboligen, der så opdyrkedes til land­brugsland, og det viste sig senere at være udmærket jord. Plantøren fik efterhånden 18 tdr. land opdyrket og havde en ret god besætning.

Den første vej blev lavet af Jens Madsen Jensen, den gik fra plan­tørboligen ud til fårefennen, senere blev lavet en vej fra landevejen forbi Pælebjerget til stranden, denne vej var offentlig og blev vedlige­holdt af plantagen, dette var et yndet udflugtssted, og blev af davæ­rende pastor Trøjel kaldt »Gryden«. Der blev ved fredning efterhån­den en ret stor mågekoloni der omkring. Under plantør Brüel blev der bygget et trætårn på toppen af Pælebjerg, og trætrappe blev byg­get fra bunden til toppen. Pælebjerg var sogneskel mellem Sønderho og Nordby. Mens Brüel var plantør lod han bygge en vej fra fugle­køjen skråt op til landevejen i nærheden af sogneskellet, denne vej var offentlig og blev vedligeholdt af plantagen. Vejen var beregnet til at køre gæster fra fuglekøjen, der samtidig ville til Sønderho, så man sparede at køre tilbage til plantørboligen. 

Da der efter en halv snes års forløb ikke var mere at gøre i den gamle plantage, blev der købt 800 tdr. land til. Man havde gjort den erfaring, at træerne ikke groede så godt i vestermarken, men der­imod klarede sig godt på de flade hedestrækninger. Disse 800 tdr. land blev købt i Nordby kommune nord og øst for plantørboligen, dog ikke i et samlet hele, da nogle af lodsejerne ikke ville sælge, de regnede nemlig med, at der kunne blive udmærket landbrugsjord, når området blev afvandet. Det viste sig da også, at jorden i e Kjær og Sandflod gav ganske godt udbytte, efter at der var tilført mergel. Det sidst indkøbte areal bestod mest af flad hede, dog var der klitter omkring æ Mardalsbjerg, æ Tandalsbjerg og Kåsbjerge, særlig omkring Klingebjerg og syd på var der klitter, som trængte til at blive dæmpede. Det blev ikke plantør Christensen, der kom til at anlægge den ny plantage, men plantør Brüel.

Man kan spørge, har det været til gavn for Fanø, at der blev anlagt plantage her. Og jeg tror, at svaret må blive ja. Vel måtte en del får afskaffes, men det var nok gået den vej alligevel, der findes jo ingen får på Fanø i dag. Med hensyn til brændsel, hvad har det så ikke betydet, at man der kunne hente et læs kvas for to en halv krone, det var udmærket brændsel til komfuret - betydeligt bedre end de tørrede kokasser, som anvendtes før. Og under den første verdenskrig, da det kneb med alt brændsel, kunne der stadig hentes træ her, selv om det tyndede hårdt ud i plantagen. Og hvad har det ikke betydet for ejerne af de små landejendomme her i Rindby, at der altid kunne fåes arbejde i plantagen.

Plantøren havde en særlig evne til at få sat arbejderne på de rigtige pladser, Mads Tranekær til grøftegravning, Morten Mathiasen og Jens Madsen Jensen til at lave veje og Søren Bertelsen til lyng­slåning. Dog kneb det, særligt for de ældre arbejdere, at lade sig belære om, hvorledes arbejdet lettest og hurtigst kunne udføres. Noget sjuskeri tålte han ikke, kunne man ikke udføre arbejdet til­fredsstillende, blev man sat til andet arbejde, han fyrede ikke gerne folk.

I Christensens tid som plantør blev jagten ikke udlejet, var der nogen, der havde lyst til at gå på jagt i plantagen, kunne de få lov til det på visse betingelser: de måtte ikke færdes på de nystrøede klitter, og det skudte vildt skulle betales med dagens pris. Man kunne også få lov at samle tranebær, dog skulle man altid til plantørboligen for at få tilladelsen - han ville vide, hvem der færdedes der. Da mågerne efterhånden tog stærkt til, tillod han den sidste dag, det ifølge loven var tilladt at samle æg, enhver at gå i kolonien at samle mågeæg. Da Brüel blev plantør, blev jagten og ægsamlingen udlejet.

Jeg kan ikke slutte her uden at omtale plantør Christensens arbejde for ophjælpning af landbruget på Fanø, han var klar over at skulle det ske, måtte der oprettes en landboforening. Ved at samtale med flere både i Sønderho og Nordby om sagen, blev der indkaldt til et møde i Rindby forsamlingshus, hvor den senere statsminister Madsen Mygdal var taler. Han må have gjort det vel, idet så godt som alle landbrugere i Sønderho og Nordby sluttede sig til, og mange flere meldte sig ind for at støtte sagen. Plantør Christensen blev valgt til formand, bestyrelsen kom til at bestå af medlemmer fra begge sogne, blandt disse husker jeg Peder Brinch, Sønderho, Henrik Olsen, Rindby, og overlærer Thyssen, Nordby. Land­boforeningen fik stor betydning for landbruget på Fanø,

Bryllup og anden  gildesfærd 

Det var ikke store selskaber, der holdtes i Rindby, men til et bryllup kom alle slægtninge og naboer med - det var noget, man glædede sig til.

Man blev først »mælkebudt«, det vil sige, at bydemændene gik til alle de, der skulle med, og hentede mælk, der blev brugt til bagning af alle de hvedekager, som skulle bruges til festen. Først et par da­ge før blev man budt med, det var som regel en bror eller svoger til en af brudeparret. Det gik højtideligt til, han var klædt i stadsen, havde en paraply i hånden, og så snart han kom ind, afleverede han hele remsen. Det var altid brudens forældre, der holdt brylluppet. Remsen lød som regel, at han skulle hilse fra den og den, og at man anmodes om at give møde kl. 11 for at følge brudeparret til kirke. Bydemanden blev altid budt på en skænk - skulle han mange steder, kunne den godt blive lidt høj, inden han nåede rundt.

Man fik varmt øl og smørrebrød, før man gik til kirken. Man kørte ikke til kirken, men gik, brudeparret gik forrest, efter dem de fire brudepiger og så følget. Man var alle oppe ved alteret at ofre til præst og degn. Når så handlingen i kirken var færdig, gik man atter tilbage til bryllupsgården. Først drak man kaffe, og de to bydemænd måtte da sørge for at få alle til bords, herrerne sad til venstre for brudgommen, damerne til højre for bruden, forældrene først derefter, så præst og degn og så slægtningene efter alder, brudepigerne sad lige overfor brudeparret. Der stod piger og vartede op, kaffekanden gik ikke rundt, opvartersken sørgede for, at enhver havde noget i koppen. Man begyndte med en kaffepuns, derefter fik man kaffe, på bordet var der kringle og fanømellemmad, tallerkenerne stod så tæt på bordet, at enhver kunne række til, der blev ikke budt rundt. Når man var færdig med at spise, kom der the ind til opvartersken, hun skænkede da en rompuns, når den var drukket, gik man fra bordet - mæt og veltilpas.

Gildestuen skulle gerne være så stor, at alle de voksne kunne være der. Der blev ofte taget en skillevæg ned, hvis det kunne lade sig gøre, alle skillevæggene i husene var af træ dengang. De yngre og børnene sad i en anden stue.

Til aften mødte alle selv med gaffel og kniv, og man blev bedt til bords efter samme regel som til kaffe, men nu var der ingen op­varterske, men bydemændene kom ind med de hele stege, der blev anbragt foran præsten og præstefruen, der var forskærere. Var der mange gæster, blev der sat flere stege ind på bordet. Det betragtedes jo som en ære at være forskærer. Der stod hjemmebrygget øl på bordet. Der blev gerne holdt en tale af præsten og degnen, ellers var der ikke nogen, der talte.

Efter spisningen blev stuen, ryddet, spillemændene var kommet med violin og harmonika, de blev anbragt i et hjørne, og så blev brude­dansen spillet, en fanødans. En flaske vin blev sat ind til spillemæn­dene - velsagtens for at bringe dem i den rette stemning. Først dan­sede bruden og brudgommen, derefter dansede bruden med bydemændene og brudgommen med brudepigerne, og efter hver dans gik de dansende hen til spillemændene, som skænkede et glas vin til dem. Før brudedansen blev forhænget taget fra vinduerne, så de, der stod udenfor, kunne se dansen, det var nemlig en gammel skik, at man gik til bryllupsgården og så ind ad vinduerne på dansen. Bydemændene kom tit med en kaffepuns til mændene, et glas vin til pigerne og kringle til børnene, det var altid sjov at komme til vinduerne. Efterhånden faldt denne skik dog væk, for da forsamlingshuset blev bygget, holdtes bryllup og andre store fester altid der.

Under spisningen kom fattigbøssen rundt ved bordet, for at man kunne lægge en skærv i den, ligeledes kom der en tallerken ind, hvori man lagde en skilling til kogekonen (køksen), hvad der kom deri, var hendes vederlag for arbejdet til festen, man gav også spillemændene spillemandspenge for musikken. I min barndom holdt man altid ud til hen på morgenstunden ved en bryllupsfest. Der blev ikke drukket bajersk øl, men der blev drukket mange punse i løbet af natten, der skulle nogle kander rom og brændevin til.

Når en datter skulle giftes, havde man altid en gris og en fedekalv færdig til slagtning, der skulle jo mange stege til, da der skulle hele stege ind på bordet. Der skulle også laves meget pålæg til fannikermellemmaderne. Alt blev lavet på gården, bagt og stegt i den store bagerovn, øllet var brygget i god tid forinden. Selve bryllupsdagen var konerne bedt til at skære smørrebrød. De sad på række ved et langt bord, en skar hvedekagen i tynde skiver og en anden smurte smør på, nogle skar pålæg. De hele skiver gik fra hånd til hånd til den, der skulle skære skiverne i tre stykker og lægge dem på tallerkenerne, det var en hel kunst at få det lagt rigtigt: 3 stykker ovenpå hinanden med samme slags pålæg og 6 forskellige slags pålæg på hver tallerken. Stykkerne stod så tæt sammen, at det godt kunne stå i flere dage uden at blive tørt. Man laver det på samme måde endnu - men nu er franskbrødet bagt ved bageren, og pålægget lavet hos slagteren.

Det første store bryllup, jeg kan mindes at have været med til, var Morten Mathiasens, han blev gift med min kusine, Anna. Jeg var dengang 13 år og gik til præst. Om søndagen blev der holdt søndagsbryllup, da var det brudeparret, der bød til gilde og kun for den nærmeste familie og naboerne (e grandle).

Barsel

Der blev altid holdt temlig store barselgilder i min barndom, dog ikke med varm spisning til aften. Egentlige konfirmationsgilder afholdtes ikke i min barndom, dog var den nærmeste familie og fadderne jo altid med. Til barselgilde blev man altid bedt et par dage før. Det var dengang skik, at de, der var bedt med, ofrede til præst og degn  dog kun et offer for hver familie. Man mødtes i hjemmet før gudstjenesten og fik kaffe. »Kirkekonen« (barselkvinden) blev kørt til kirke, hun gik ikke ind i kirken, men blev i våbenhuset. Under første salme gik præsten ud og fik hende ind. Hun, der skulle bære barnet (gudmor) og de kvindelige faddere, kom først til kirken efter prædikenen og blev ført ind af degnen. Efter dåbshandlingen gik man op at ofre, først den kvinde der bar barnet, derefter fadderne, og siden kom så de andre, som skulle ofre.

Efter konfirmationen blev alle konfirmander bedt til præstegården, hvor der dengang blev serveret chokolade. Man fik hjemmefra pen­ge med, som man skulle give præsten. Der holdtes kun konfirmation een gang om året. Jeg blev konfirmeret søndag den 21. april 1895. Vi var 52 konfirmander.

Begravelser

Når en af familien døde, gik der bud rundt til den nærmeste familie og ligeledes bud til  snedkeren, der lavede kister. Han kom og tog skøn af liget med henblik på kistens størrelse.    Liget vaf lagt på strå. Nogen bekendtgørelse   i bladene fandt   ikke   sted, men læreren i skolen blev anmodet om at sige til skolebørnene, hvornår begravelsen skulle foregå, så de kunne sige det hjemme.

Eftermiddagen før blev den nærmeste familie bedt til »kist-læg«, liget blev lagt i kiste, og derefter fik man kaffe. Samme dag gik en af den nærmeste familie rundt til naboer og familien og bød ind til at følge den døde til kirkegården og derefter til kaffe. Man havde ikke ligvogn, så kisten blev båret til kirkegården af følget. Begravelsesdagen stod en pige uden for døren ved et lille bord og skænkede vin til følget, efterhånden som de kom, man drak af de samme glas, de blev ikke gjort rene ind imellem, at det måske kunne være sundhedsfarligt, tænkte ingen på.

Degnen mødte i hjemmet, der blev sunget en salme, og han læste trosbekendelsen og Fadervor, så blev låget skruet på, og man sang endnu en salme, hvorefter følget med kisten satte sig i bevægelse mod kirkegården. Degnen gik forrest, efter ham fulgte to drenge, der hver bar en skammel, hvorpå kisten sattes, når bærerne skiftede. Præstens tale blev holdt ved graven. Efter den sidste salme gik hver til sit bortset fra den nærmeste familie, der gik til hjemmet, hvor der blev serveret kaffe. Der blev ikke holdt store begravelseshøjtideligheder her i Rindby. Til min bedstemors be­gravelse bar jeg skamlen sammen med min fætter, J. M. Jensen. Vi var begge opkaldt efter min bedstefar, der druknede med rednings­båden i 1863.

Markhusene (æ bue'). 

Beboerne har i sin tid nok haft besvær med at få tid til at få kvierne i engene, der ligger 2 - 4 km fra ejendommene, passet med flytning og vanding. De er så blevet enige om, at der skulle bygges to markhuse, en i Albo og en i Nessen. Jeg går ud fra, at det er hartkornskassen, der har bekostet og vedligeholdt disse, da huset i Albo i sin tid, da der ikke mere var brug for det, af hartkornskassen blev solgt til afdøde Niels Jensen for 20 kr. 

Husene var ens bygget af mursten og tækket med rørtag, der var to rum i huset, begge med stengulv, et bagrum med to senge og et forrum, hvor der var bygget en arne med skorsten, der var et bord og faste bænke. Langs nordsiden af huset var der lavet en indheg­ning, der kaldtes »æ høllet«, til indfangning af løse dyr. Den, der havde påtaget sig at være markmand, havde ret til at optage løsgå­ende kreaturer og modtage optagelsespenge. Hvor meget han kunne få var jo bestemt ved lov, jeg husker, at en vædder kostede 4 kr. i optagelsespenge. Det var let at finde ud af, hvem dyrene tilhørte, for hver ejendom havde sit mærke, der blev klippet i ørerne på lammene, nogle klippede også mærket i øret på kalvene. Vort mærke var et klip ind i enden af begge øren og takket i det øverste af det højre øre. Fortegnelse af markerne var der bog over, både for Sønderho og Nordbys vedkommende, jeg ved ikke, om disse bøger findes mere. Markmanden i Albo havde sit område fra sognegrænsen til lidt syd for Klingebjerg, derfra og til Halen havde markmanden i Nessen sit område. Kvierne blev flyttet to gange daglig, der var gravet vandhuller flere steder, så der ikke var for langt at trække til vanding. Det værste var, når det blev »besevejr«, så kunne kvierne blive helt ustyrlige, de løb rundt i tøjret og blev tit løse. Da kunne markmanden have stort besvær med at få samling på dem igen, vi måtte tit sætte køerne på stald fra kl. 9 - 10 om formiddagen til kl, 4 om eftermiddagen på grund af besevejr. Dette har vi nu været fri for i mange år, lige siden vi fik loven om, at alle kreaturer, der var befængt med oksebremselarve, skulle have disse fjernet hvert forår, før de bles sat på græs. Dyrlægen havde opsyn med, at det blev gjort. Nu har vi ingen oksebremser mere, og dyrene kan stå ude hele dagen uden at være generet af disse.

De markmænd jeg kan huske - og som var de sidste - var Kristine Brun, der var enke, hun var mange somre i Albo. I Nessen var der en ældre mand, Søren Hansen Sørensen, og hans datter Met' Mari', de boede i Rindby i et lille hus syd for æ Helm'dig. Huset er ikke mere, det blev efter S. H. Sørensens død nedbrudt, og Met' Mari' var blevet gift og flyttede til Esbjerg.

Det var en bundet bestilling at være markmand, det var både søn­dag og søgn hele sommeren, en forandring blev der, når engtiden indtrådte, da var der altid folk at tale med, og var det ved kaffetid, fik de jo altid en kaffepuns. Når engene var slået, og høet kørt hjem, blev kreaturerne slået løs på eftergræsning, alligevel blev markmanden derinde og havde daglig opsigt med dem til den 8. oktober, fra denne dag til den 8. april var der løsgang for alle kreaturer over hele sognet. Efterhånden blev der ikke brug for markmænd, der blev lavet fenner, så kreaturerne kunne gå løse hele sommeren, det ene hus blev solgt, det andet i Nessen blev stående til brug for veserjægerne, der holdt huset vedlige, så længe denne jagt kunne drives, derefter forfaldt huset. For ca. 20 år siden blev huset restaureret af en del jægere, og det slår da også derinde endnu, som et minde om arbejds- og levevilkår, som i dag slet ikke kendes mere.

Under en øvelse den 3. juli 1863 kæntrede redningsbåden, hvorved 2 af mandskabet omkom

Fiskeriet

Skuldgård - fiskegård

Rindby skole 1883

Førstelærer Amorsen

Plantør Heegaard Christensen

Plantørboligen

Plantør Brüel

Mads Tranekjær og Anne