Erindringer fra Nordby,

Nu er det snart jul igen, det bliver vi mindet om hver dag på mange måder, og forberedelserne er begyndt, så jeg har tænkt at fortælle lidt om de gamle juleskikke på Fanø. 

Da jeg var barn var alt meget mere beskedent, end det er nu. Der var ikke alle de store dyre gaver, men alligevel tror jeg, vi var lige så lykkelige den gang. Da blev der tid til at holde andagt, til at læse julefortællinger og synge, nu er der så meget andet, der forstyrrer tankerne. I mit lille hjem, hvor vi kun havde en stue, flyttede vi bordet hen til kakkelovnen, satte den fine stålampe på den, så var det en helt anden stue. Juletræet blev pyntet, og kl. 4 blev lampen tændt, vi syntes, det var så festligt, og så drak vi kaffe, det skulle altid være ved lys den dag. Det samme gentog sig nytårsaften. Til kaffen fik vi en rompuns - det hørte også til - hjemmebagt hvedekage (kaag) med pålæg, kringle og småkager. Sådan noget fik vi kun til højtiderne. Kl. 7 fik vi middagen, som jo også var ekstra. Derefter dansede vi om juletræet og fik vore små beskedne gaver, det meste af det havde min far selv lavet ombord på fyrskibet „Horns Rev". 

Et år var det lidt mere spændende, da var min broder Peter til julen oppe at hjælpe til hos købmand Rødgaard Jessen, hvor vi handlede. Forretningen lå, hvor nu brugsforeningen er. Han var flink ved os børn, men han havde også selv en stor flok. Da de så lukkede til juleaften, fik Peter en pose med resten af julestads og legetøj med hjem, og der var mange gode sager i, så den aften står som noget helt ekstra for os. Rødgaard Jessen havde også den skik, som vi siger derovre, at de sidste dage før jul fik alle, der handlede hos ham, et glas mjød og en kommenskringle, kringlerne hang i en snor under loftet og blev meget højtidelig firet ned - og så det, at vi børn også fik lov at få et glas mjød - vi skulle også nok passe på at være der; men han glemte heller ingen, det syntes vi var en festlig optakt til julen. Han satte sig et minde, og når vi taler om gamle dage, mindes vi købmanden som den lille, flinke, energiske mand, han var. Medens jeg er ved minderne, er der en anden mand, jeg tit tænker på, det er gamle boghandler Hansen, han var en fin og god mand. Hansen var jo i mange år bestyrer af Handelsbanken i Nordby, og han ville gerne, at vi unge koner, hvis mænd sejlede, skulle sætte en skilling ind, når vi kom med vore check, så talte han med os om det. Engang sagde han til mig: „Jeg synes nu, du skulle sætte lidt ind, for mange bække små gør jo en stor å". - Men jeg syntes nu ikke, jeg kunde undvære noget den dag, der var så meget, jeg skulle have betalt. Det forstod Hansen jo godt. „Men det giver selvtillid at have lidt i baghånden, Marie, for man skal passe på, at ens mand ikke skal sejle så længe, at han ikke kan se en fløjknap".

Det var sande ord; men det tænker vi jo først over, når vi bliver ældre.

Så blev det nytår og nytårsaften. Det var også noget andet dengang, det var ikke med al den dyre skyts, som nu, da nøjedes vi med en prop, som blev gnedet mod ruderne, eller vi smed ærter på vinduerne. Ligeledes brugte vi en fjer, der blev dyppet i vand og strøget ind i ansigtet på folk, nogle blev gale, men de fleste tog det som en spøg, også når der blev smidt potter eller skår på dørene, selv om nogen skældte ud over malingen - eller nogen glemte at lukke bagdøren, så kaffekanden blev gemt, så de skulle ud at lede efter den før de kunne få aftenkaffen. Det var sjovt. Hvis vi kom ind et sted, skulle vi altid have et glas vin, kager eller kaffe - vi måtte ikke bære nytår ud.

En nytårsaften, jeg også husker, kom en flok unge mennesker trækkende med en fladvogn, jeg kunne nævne navne, men det bliver vist for meget; men dirigenten var førstelærer Gregers Thomsen, nu Sønderho, de havde lavet et helt orkester, som spillede og sang noget så kønt, det syntes vi alle. Vognen var taget et sted som så meget andet, der flyttes rundt med nytårsaften, men det bliver der også nu i tiden, så vi må flytte låger og stiger ind - det hører nu engang med til nytårsløjerne.

Nytårsdag skulle vi så ud at ønske glædeligt nytår (kra' nyt'esgja'). Det var en meget gammel skik, som ikke bruges mere, det var ellers så hyggeligt. Så godt som alle børn gik med hen til familie, venner, naboer og bekendte, eller hvis nogen sagde, vi måtte komme. Det skete jo, at der blev sagt, at vi godt måtte komme hen og ”kra' nyt'esgja«. Så sagde vi jo tak og var enige om, at det var vel nok pænt af dem. Søskende fulgtes gerne ad, vi måtte først gå efter middag, så fik vi en lærredspose og en pung med. Når vi kom et sted og sagde: „Glædeligt nytår! Nytårsgave!" fik vi 5, 10 eller 25 øre, hos dem, der var faddere til os (gudmor eller gudfar) fik vi altid 25 øre, og så fik vi småkager, store skibskiks, hvor manden sejlede, frugter, og et sted kakaobønner, dem var vi også glade for. Det var en meget stor dag for os. Når vi så kom hjem, blev kagerne sorteret i dåser, de hvide og brune hver for sig, og vi fik hver dag til kaffe lov at spise af dem, - så var det jo blot om, hvis der varede længst.

Mine brødre og jeg var hvert år enige om, at der var nu mange flinke folk. De fleste steder stod kagedåserne fremme parat til at dele ud af, når invasionen kom.

Med de venligste hilsener.

Marie Knudsen, f. Schnack.