Fanø, 1921 

I dagbladet ”Politiken” finder vi følgende artikel, som det måske kan interessere vore holdere at læse.

Det er den hvideste og fasteste badestrand i Danmark. Man kan gå på den, uden at støvlehælene næsten sætter et mærke. Det er som hvidt gulv. Og der er ikke en sten i dette sand. Det er ebbe og flod, der gør dette. Længere nord på ved Jyllands vestkyst, fx ved Agger, kan ebbe og flod så godt som ikke mærkes. Men jo længere man kommer sydpå, des større bliver forskellen. Enhver der har været ved Scheveningen eller Trouville, vil vide, hvilken forandring floden frembringer. Herved Fanø er forskellen ikke så stor, men den er dog stor nok til, at skabe denne faste hvide badestrand.

Fanø er derfor også det første sted i det egentlige Danmark, hvor man tænkte på, at lave et egentligt Badested. Allerede i Christian den 8.’s tid oprettedes ”Fanø-Nordsøbade”, sikkert under nogen påvirkning af eksemplet fra Föhr. Det sank dog snart sammen.

Så blev ideen taget op igen i 1891 af et par Fanøboere, der allierede sig med udenlandsk kapital. Det var meningen at starte et badested i lighed med Helgoland, Sylt, Föhr og andre berømte steder ned langs Vesterhavets og Kanalens kyster. Mens andre danske badesteder havde en mere selvgroet karakter, var vokset om en kro, i alt fald uden nogen fast plan, blev Fanø Vesterhvasbad straks startet med en fast samlet ledelse og i komplet stand. Der blev bygget kursal, anlagt veje, der blev indrettet Post- og Telegraflokaler, der var butikker, villaer, en hel lille badeby derude i Fanøs vestlige klitter. Det var vort første badested efter internationalt præg. Det skulle hente fine gæster ikke blot fra norden, men overalt i Europa.

For de første startere blev det en skuffelse. Det internationale publikum kom ikke i det forventede omfang, og danskerne var dengang ikke vant til, at give de priser, som man måtte tage. Det siger sig selv, at man ikke kunne bo på Fanø for den samme betaling som i en kro ved Vesterhavet eller havde udgifter til stort ndet end værelset og maden. Kursal og orkester og sportspladser og alt det andet måtte koste. Der blev i de år tabt mange penge på Fanø. Jeg besøgte stedet en halv snes år efter starten. Da var der liv og røre på selve det store hotel. Men ud efter mærkedes over alt forfaldet og de manglende gæster. Man kunne den gang se et helt, mindre hotel stå og forfalde med ituslagne ruder. Og ved hver anden af villaerne stod et skilt: Til leje.

Så gik badestedet fra det tyske selskab over på danske hænder. Der var tillige det nationale moment deri, idet man syntes, det var en skam, at dette store danske badested ikke var i dansk eje. Og det nye selskab nød godt af det organisationsarbejde, som det tidligere selskab havde gjort. Det fandt en fortrinlig ramme lagt, egnet til yderlige udbygning. Straks fra første færd af havde man sikret sig store arealer, hvorved man fik hånd i hanke med den yderligere bebyggelse. Det lykkedes derved at skabe et enhedspræg og en samlet ledelse indadtil og udadtil. Det giver sig andet udslag i, at de, der ønsker at bo derovre, for at finde det, der passer sig for deres smag og pung, ikke behøver at henvende sig mange forskellige steder, men hos badedirektionen kan få alle oplysninger om priser, beliggenhed osv. angående de forskellige hoteller, pensionater og villaer. Alle sanitære forhold er underlagt badelæges og dermed under ensartet ledelse. Man anfører med stolthed, at da den spanske syge ellers hærgede hårdt i højsæsonen 1918, angreb den på Fanø kun ganske få, da man i tide havde truffet de rette foranstaltninger til dens bekæmpelse.

Ved intet andet dansk badested er der lagt så megen vægt på sporten. Foruden tennisbaner, er der golfbanen, der i de senere år er blevet meget udvidet og forbedret. Og hvert år afholdes der på Fanø store sportsstævner, ridestævner, motorstævner, golfmatcher, der vækker interesse og samler deltagere også ud over landet.

Det fælles selskabsliv har sit midtpunkt i Kursalen, hvor der muciseres og danses, hvor kunstnere optræder.

Adgangen til Fanø er med den nuværende toggang let og hurtig. Sovevognen løber nu hver nat fra København til Esbjerg. Og over farvandet mellem Esbjerg og Fanø går i tilslutning til togene postvæsenets færger, der også kan rumme biler.

Og vil man benytte luftvejen, er det også muligt. Fanø har sin faste flyvestation, hvis leder er den kendte flyver, kaptajn Faber, og det danske luftfartsselskab har stillet en række store maskiner til rådighed for ruten.

Fanø er således et up-to-date badested. Det internationale besøg standsede selvfølgelig ved krigens udbrud. Siden da har det væsentlig været et skandinavisk badested, hvor danske, nordmænd og svenskere mødes. Og således vil det vel gå endnu nogle år, inden verden og valutaen kommer lidt mere i lave.

Men det vil altid vide at hævde sig. Det har jo sin faste hvide sandstrand og sin fortrinlige organisation, der omsigtsfuldt sørger for alt.

Og for øvrigt er Fanø også uden for Badet vel et besøg værd. Det er en ø helt for sig selv, med sit eget særpræg. Oprindelig hørte den under kronen, men Christian den 6. Satte den i 1741 til auktion, og beboerne købte den for 6000 Rd. Mændene gik til søs med egne skibe; endnu for en snes år siden stod Fanøs tonnage kun tilbage for Københavns. Fanøskibene var gerne store skibe, tremastere, der fo’r på de store have og var borte i årevis. Senere byggede man foruden træskibene også jernskibe. Og Fanøsømænd er velsete overalt, en udmærket sømandsrace. Mange af dem er nu kaptajner i de store rederiers tjeneste.

Kvinderne blev hjemme og dyrkede jorden, sådan som Læsøkvinderne gjorde det, når mændene var til søs. Ejendommeligt for dem var de sorte masker, de bar under arbejdet, for at beskytte huden mod den skarpe vestenvind. I de senere år har forholdet dog forskudt sig en del. Flere af mændene bliver hjemme og gør almindeligt arbejde. Alligevel er der stadig over Fanøkvinderne, der er klædt i de smukke, gammeldags dragter, noget frejdigt, præget af, at de i århundreder har måttet klare sig selv.