Disse Skitser   ere  oprindelig skrevne til  „National-Tidende",  men bl, A.  af Mangel paa Plads i Bladet bredtes deres   Offentliggjørelse    over    et   vel   langt Tidsrum,  saa   at   det blev vanskeligt for de Læsere, der i øvrigt maatte have Interesse for dem, at holde Traaden fast. Dels af Hensyn hertil, dels fordi maaske  Flere  ville  læse  den  lille  Serie i Bogform, ere Artiklerne her udgivne - væsenlig uforandrede.  

De gjøre selvfølgelig ingenlunde Krav paa at være teknisk-videnskabelige men ere dog, som man forhaabentlig vil kunne se, grundede paa saadanne Meddelelser  og Forklaringer  ved   Siden  af Selvsyn, at de vel nok  tør siges at indeholde adskillige Oplysninger om Forhold, der kun ere et  Mindretal bekjendte, skjøndt de have en stor og almen Interesse.

A.F. 

Fanø - 1879 

I Løbet af et Kvarters Tid sejler man i en lille Damper fra Esbjerg til Nordby paa Fanø. I gamle Dage kunde man med Sejlbaad ligge halve og hele Dage under Vejs; det var mere romantisk, men mindre bekvemt, og det nytter ikke at klage over dette realistiske Fremskridt paa Kulturens Bane. 

Desuden har Fanø, skjønt Baaden nu gaar regelgmæssig frem og tilbage flere Gange daglig, dog ikke paa nogen Maade tabt sin romantiske Ejendommelighed, der tværtimod er saa stor, at den alene frembyder megen Interesse. Nordby er, som Mange maaske ikke rigtig vide, en stor By, vel det Meste af en Fjerdingvej lang og endda vel forsynet med Bag- og Tværgader samt med et Par Tusind Mennesker. Og Nordby er en lige saa nydelig som ejendommelig By. Største Delen af dens Gaardes eller Huses Ejere ere Kapitalister, Skibsførere osv., der have tjent en større eller mindre Formue, som de sætte dels i deres Hjem paa Landjorden, dels i de Skibe, hvori de have Part, og med hvilke næsten alle Øens mandlige Beboere fare, saa at Kvindekjønnet - i Forening med gamle Mænd og en stor Mængde Børn - regerer næsten uindskrænket i den største Del af Aaret og bl. a. forretter Markarbejdet.  

Landbruget spiller nemlig paa sin Vis en stor Rolle paa Fanø, men det har en særegen Karakter, der næppe vilde tiltale de rationelle Agronomer. Hensynet til Kreaturerne, som man lader gaa løse, spiller en overmægtig Rolle, og Vintersæd kjendes derfor næppe, men Sommerrugen vidner om, at den sandede Jord godt kunde bruges bedre.  

Faar færdes i Mængde i Klitlandet, der ikke blot strækker sig i en bred Bræmme langs Øens Vesterhavs-Kyst, men som paa sine Steder lægger sig langt ind over Øen, af hvilken egenlig kun en liden Part er beboet og opdyrket.  

Foruden Nordby er der en anden, mindre By paa Fanø, Sønderho; men udenfor og mellem disse to Pladsers Territorier er der ikke ret mange Boliger, paa vide Strækninger kun Klit og Hede og Kjær eller Moser, hvorimellem daarlige Veje sno sig.

Ved Siden heraf har dog Fanø sine Enge, som berøres og befrugtes af Havet med den fugtige, salt-svangre Luft, og dertil kommer endnu de langstrakte Flader, som Flodtiden sætter under Vand, Ebben lader tør. Hen over disse vandrer da mellem Byen og Engene den store Flok af Byfolkenes Hornkvæg; der tudes højt i Horn, naar Skaren nærmer sig, og fra hver Dør i Nordby træder en Fannike-Kone eller Pige, ofte kun en bitte Stump paa 6—8 Aar, hen til sit eller sine Dyr, hver kjendende dem saa nøje og atter nøje kjendt, men alle klædte i de nationale Dragter med de mange Skjørter af Vadmel osv., med „Stymplinger" paa Benene og med Hovedtøjer, der næppe nok lade Ansigtet frit. Synet af denne ”Sætervandring" paa den flade Strand er med Rette et yndet Skuespil for Gjæsterne paa Fanø. 

Dersom der er noget Sted i Norden, der ypperlig egner sig til Anlæg af et stort Badeetablissement af den Art, som der findes i Mængde langs Nordsøens Kyster lige fra Sild til Kanalens franske Side, saa er det Fanø Vesterhavsstrand; ja, man kan trøstig paastaa at denne har væsenlige Fortrin fremfor de allerfleste Punkter, hvormed der nærmest kan være Tale om Sammenligning og Konkurrence.  

Først maa det fremhæves, at selve Vandet altid er udmærket, frisk og af en Saltholdighed, der forholder sig til Kattegattets og Øresundets omtrent 3 til 2 og 1 : naar man nylig har badet i Vesterhavet, smager Vandet ved Marienlyst som Brakvand og ved Klampenborg som det bare Brøndvand; man maa i det Mindste meget langt ud mod Vest og Syd, helt hen til den spanske Sø, før man finder en større Kvotadel af Det, der giver den rene Havsmag.

Men for det Andet er Bundens Karakter paa Vestsiden af Fanø ualmindelig heldig, thi Sandet er saa fint, at der aldrig er Tale om Ulempe for Fødderne, og Skraaningen er saa jævn, at man ligefrem maa søge Fare for at friste den, selv om Vejret er temmelig haardt. I begge Henseender ere de fleste tyske, nederlandske og belgisk-franske Badesteder langt fra saa gunstig stillede. Ofte er Bunden stenet, saa at der maa bruges Sandaler, og i Reglen er Faldet saa brat, Strømmen saa stærk, at der maa bades med meget besværlige og ubehagelige Forsigtighedsregler, saa snart det blæser en Smule. Paa Sild er det ingenlunde sjældent, at næsten alle Badegjæster i flere Dage maa forsage Badningen, fordi Søen er for voldsom, Strømmen for farlig, og de, der vove sig ud, blive bundne med Seler og Tove for at kunne trækkes i Land, naar Bølgen har brudt sig og løber tilbage med en Kraft, man ikke med egen Styrke kan modstaa. Andet Steds er det jo nødvendigt, at de Badende - fornemlig af det svagere Kjøn - maa bæres i Brændingen af Bademestre, hvad den nordiske sociale Moral finder mindre behageligt. Men paa Fanø kan der, selv under de nuværende primitive Forhold, hvorom nærmere nedenfor, bades endog af Damer uden særlig Bistand saa at sige hver eneste Dag i Sæsonen, eftersom Stranden er saa flad, at den haardere Brænding ligger længere ude, hvorefter Bølgerne forløbe uden dog helt at forsvinde, idet der tværtimod bliver Brænding nok tilbage, hvor Badningen finder Sted, saa at man kan blive slaaet halvt - men ikke helt - omkuld og faa den kraftige Overskylning, hvori Nordsø-Badenes uforlignelige Nydelse bestaar.

Hvad iøvrigt Vilkaarene for et Etablissement Fanø Vesterstrand angaar, maa det vel bemærkes, at Jorden her ikke er Andet end Klitland, ikke Andet end lutter Sand, der kun bruges til mager Græsning, og at Klitterne ikke kræve stræng Fredning. Hvorledes de allerede forlængst have bredet sig over en større Del af Øen, er tidligere omtalt, og at de aabenbart have faaet Lov til at strække sig altfor vidt, uden at Stat og Kommune i gamle Dage har sørget for at hindre Sandflugten, kan her tilføjes som endnu et Vidnesbyrd om, hvor skæbnesvangert man har ladet Naturen raade sig selv og ødelægge Landet ved Vestkysten.  

Men tales der om et større Bade-Anlæg, tør man vel næppe beklage sig derover, thi Jorden maa da være desto billigere; selv om man vilde tage mange Tønder Land, blev der dog Overflod tilbage af Klitter til Behov for Græsningen. Og Klitlandet strækker sig som en mangedobbelt Bræmme af vexlende Højdedrag og Dalstrøg, hvori der tilmed samler sig Vand i Kjær og Smaasøer. Den manglende Trævegation kunde nok opelskes og en helt romantisk Natur vilde da ikke mangle. Selve Klitlandet er, ogsaa uden Vegetation, ikke blot ejendommeligt og interessant, men virkelig smukt. Dets betydelige Udstrækning baade langs Kysten og paa tværs af denne vil nemlig altid gjøre det let at finde Ensomhed, og bestiger man en af de talløse Højder, har man den forunderligste Udsigt over denne Verden af Sand, der ligner et stivnet Bølgehav, uden synligt Liv, kun klædt med Helme, Marhalmen og de andre Klitvæxter som et lysgrønt Dække, hvori det hvide Sand titter frem fra de Brud paa den regelrette Klitdannelse, som vise sig med en uendelig Mangfoldighed af stejle, overhængende og skraanende Former. Inde eller nede i Klitternes Dale er der enten hist eller her Læ for Vinden, og man kan overalt sætte eller lægge sig uden Frygt for at blive tilsølet, thi vel hænger det fine Sand ved Klæderne, men det er saa absolut rent, at det ikke efterlader Spor men lader sig , ryste af, saa snart det er tørt.  

Uden overdreven Bekostning, tværtimod forholdsvis billig, vilde Klit­landet altsaa kunne tjene til Anlæg af Badehoteller, Kottager osv., samt af Spadsereveje. Ingen kunstig Sti vilde alligevel overgaa det naturlige Trottoir, som selve Havet alt har frembragt ved Grænsen mellem sig og Landet. Paa faa eller ingen Steder ved Vesterhavets Kyst er Stranden mere lig et Gulv, det behageligste, man kan tænke sig at træde paa, med den friskeste og blødeste Luft, med den videste Udsigt til det videste Hav, med al den til­lokkende og i al sin Ensformighed uendelig afvexlende Nydelse, som kun Bølgerne kunne give. De, der ikke have prøvet det, kunne vanskelig forestille sig, hvordan Tiden kan gaa, hvilken Vederkvægelse for Hoved og Hjerte, hvilken Styrkelse for trætte Nerver og et anstrængt Legeme Hvilen i en Vandring paa en saadan Strand kan yde; men de, der have erfaret det, ville vidne, at man Time efter Time, Dag efter Dag kan finde sig optagen ved denne ørkesløse Syssel­sættelse, medens man stadig mærker dens velgjørende Virkninger for det ydre og indre Menneske. Endog som Kjøreplan er Fanø Vesterhavskyst et Ideal til Trods for den bedst makadamiserede Landevej; her vil en let Vogn kunne rulle rask afsted paa det af Havets Væde fæstnede Sand, og naar Floden stiger, eller Ebben synker, behøver man dog ikke at frygte for den lumske Kan; man kjører blot lidt længer op eller lidt længer ned, altid Havet og Bølgeslaget saa nær som mulig, altid med de større, brusende Bræn­dinger til Kulisser paa den ene Side, Klitternes Kække paa den anden, Himlen og den fjerne Horisont til Baggrund.  

Man kan kjøre Syd paa helt hen til Sønderho og vende tilbage ad Vejene over Land; man kan gjøre Udflugter til en Plantage, som rigtignok er noget vantreven, til nogle Fuglekøjér, som ikke fortjene et synderlig bedre Prædikat, eller til Udkigs-og Signalstationerne paa Øens Nordside: man maa ikke være altfor fordringsfuld, men helt blottet for Adspredelse ,ud over det dagligdags Badeliv vilde et Etablissement paa Fanø Vesterstrand dog ikke være. Æsler, smaa Heste og Muldyr vilde der være rundelig Plads til, og endelig er der jo Byen. Nordby - netop langt nok borte til ikke at være for nær, men dog nær nok til ikke at være for fjern: Afstanden fra det nu brugte Badested paa Vestsiden til Dampskibsbroen ved Nordby Havn er en god halv Times Gang i al Magelighed.  

Nordby er desuden ikke blot en forholdsvis vel forsynet og meget net Handelsplads, men staar ved flere Ture daglig i Dampbaads-Forbindelse med Esbjerg, d. v. s. med Jernbanenettet, saa at man paa Fanø mindst to Gange om Dagen har Postforbindelse med den øvrige Verden. Om Morgenen modtager man sin „National-Tidende" for den foregaaende Aften, om Eftermiddagen Morgennumret — hvad kan man ønske mere?  

Alvorlig talt: Fanø ligger netop saa afsides og frit for Kulturens almindelige Malstrøm, som et Badested helst maa ligge, og tillige saa godt for et hurtigt og hyppigt Samkvem med Civilisationen og ved Vejen til de enkelte Gjæsters særskilte Hjem­stavn, som ønskes kan. Atter i saa Henseende har denne Plads væsenlige Fortrin, f. Ex. i Sammenligning med Sild, hvortil man kun kommer ved en længere Dampbaads-Sejlads, endda fra et Punkt paa Fastlandets Kyst, som ligger et godt Stykke Vej fra Jernbane. Naar vi her gjentagne Gange have nævnt Sild, har dette sin naturlige Grund i, at denne nærliggende Ø, der under det preussiske Herredømme væsenlig har fortrængt Føhr som Badested, nu i adskillige Aar har havt store Vesterhavs-Etablissementer, uagtet de naturlige Betingelser her ere langt ringere end paa Fanø. Der er paa Sild et Dusin Hoteller m. m., tildels i stor Stil; men hvad er der for Tiden paa dens danske Søster-Ø?

Ja, vi ville nødig sige noget Ondt om et Sted, hvor man visselig kan have det meget godt, og som Mange maaske ere glade ved at have netop saaledes, som det nu er; men at det hele Anlæg derovre ikke er beregnet paa et talrigere Besøg og en større Omsætning, vil være let forstaaeligt af følgende skildring. De, der i de sidste Aar i stigende Tal have gjæstet Fanø for Sommerbadenes Skyld, have for en stor Del søgt Logi i det saakaldte „Badehotel", eller i „Færgegaarden", begge liggende tæt ved Nordby Dampskibsbro.  

Lad os strax tilføje, at efter al første og anden Haands Erfaring bliver man begge Steder saa vel behandlet, som Forholdene paa nogen Maade tillade, og særlig bliver man aldeles upaaklagelig beværtet med Spise og Drikke, snarest mere rundelig end egenlig nød­vendigt. To Gange Frokost, en solid og vel tillavet Middag med 3 á 4 Retter, endelig et Aftensbord. der Intet mangler af, hvad der kaldes „koldt Køkken", ja med en eller anden varm Steg i Tilgift - dette er altsammen saare herligt og derhos ingen­lunde dyrt; thi med Værelse (men uden Øl og Vin) er Prisen pr. Hoved kun 4 Kr. daglig med Moderation for Familier med Børn. Den traditionelle Omgangstone er behagelig, man stifter let Bekjendtskaber, uden at disse have en altforbindende Karakter, og man samler sig til Musik, til Passiar, til et Glas Toddy osv., saa at man som Regel kan sige, at Folk hurtig føle sig hjemme og i hyggelige Omgivelser. Saaledes er i alt Fald Forholdet paa „Badehotellet", der vel nok er Nr. 1 af de to nævnte Etablisse­menter. Men nu komme Skyggesiderne: først og væsenlig, at Lejligheden er meget begrænset, Værelserne meget smaa, Sovekamrene næsten kun Kahytter, Opvartningen saa sparsom, at Dame-Gjæsterne stadig maa hjælpe til med hele Anretningen, Udenoms-lejlighederne o. a. M. overmaade primitive. Det er øjensynligt, at hele dette Hotelleri er kommet „af sig selv"; det er en lille Søstads-Beværtning, et Tilflugtssted for Skippere og for meget flygtige Rejsende, som efterhaanden er voxet op i Retning ad Noget, som dog langtfra er naaet. Desuden er der kun Soverum til et Mindretal af Sommerens Gjæster, og for en stor Del maa disse da ty til privat Logi i Byen; men Fannike-Konerne, hvis Mænd ere borte, og hvis Hjem er indrettet paa selve Familiens Behov, ville næsten aldrig yde Andet end et Værelse eller to med lidt Møblement, deriblandt Sengesteder af en vistnok renlig, men ellers meget mangel­fuld Beskaffenhed, samt „Vand paa Maskine" osv. Man er altsaa henvist til selv at medtage Adskilligt og i det Mindste føre nogen Husholdning, om man end vil tage sine Hoved-Maaltider paa Badehotellet. Fremdeles ligger Byen for langt fra Vestkysten, og et Befordrings-System, som er sat i Gang, gjør kun halv Fyldest. Sagen er, at man ubetinget burde bo i selve Klitterne, have Søen lige ved sig.  

Vistnok har man i aar lavet en lille Pavillon ude ved Stranden og sat fire Badehuse i Søen, men om Pavillonen end er god nok til sin nuværende Bestemmelse, d. v. s. til at, op­bevare Badetøjet og til at nyde en lille Forfriskning, saa række dens Evner dog ikke videre, og hvad Badehusene eller Badevognene angaar, ere de og hele deres System meget mangelfuldt. Man putter 2, 3, ja 4 Personer ind i en Æske, der knap nok giver Plads til et enkelt Menneske; Gjæsterne maatte i Sommer stundom vade langt i Vand paa Forstranden, inden de kom ud til Badevognene, der ogsaa stode lovlig nær ved hverandre, i alt Fald saa længe man ikke har emanciperet sig til „at ophæve Kjønsforskjellen'', og som Bistand for alle de Badende fandtes kun en enkelt gammel Mand, hvis Velvillie ikke bødede paa skortende Evner. Naar man hører, at han bad Damer om at hjælpe sig med at skubbe den tunge Badevogn op og ned efter Tidvandet, kan man forstaa, hvor usigelig naivt meget Andet var indrettet. Og dette er Synd, for saa vidt som Fanø Vesterstrand, som sagt, frembyde de allergunstigste Betin­gelser for en stor Tilstrømning baade af mindre be­midlede og af rige Folk; der skal jo, efter hvad man i Efteraaret meddelte, endog have været Tale om, at den kgl. Familie tænkte paa at komme herover, og i Virkeligheden tør man dristig forudsige, at hvor Havet og Himlen, Vandet og Luften og saa mange andre Forhold ere saa tiltrækkende, vilde det hur­tig blive en varig Mode at søge hen. Ordet „Mode" er endda mindre heldigt, thi Badene paa Fanø Veststrand er for gode til at være tilfældige Lunestrømninger underkastede. Naturligvis passe de ikke for alle, men selv med nogen Skrøbelighed er man dog ikke saa udsat for Forkølelser, som man skulde tro. Da der altid maa vades et godt Stykke, inden Dybden bliver tilstrækkelig, ere fuldstændige Bade­dragter - helst af Flonel - nødvendige allerede af Sundhedshensyn; men lige som saadanne nu altid bruges af Damer, saaledes vil det sikkert ikke vare længe, inden ogsaa alle mandlige Badegjæster have hele Svømmetoiletter; det er underligt nok, at vi Nordboere, hvis Klima dog ikke særlig tilskynder til Nøgenhed, og som ellers kunne være konventio­nelle nok, hidtil have holdt fast ved den „rene" Af­klædning paa Badehuse — Noget, der næppe existerer ret mange andre Steder i civiliserede Lande.

Hvad nu atter selve Badene angaar, er deres forfriskende og styrkende Evne hævet over al Tvivl, og hvor behagelige de ere, lader sig ikke beskrive. Den Nydelse, at staa paa den fine Sandbund og modtage et Bølgeslag af prima Kvalitet, der hæver sig over Hovedet og bryder sig over hele Kroppen, er imidlertid saa ofte gjort til Gjenstand for Apostrofer, at man i hvert Fald bør tro paa den, indtil man selv har gjort Erfaringen og faaet sin Tro stadfæstet. Gjæsterne paa Fanø blive nu allerede flere og flere, og de komme gjerne igjen, til Trods for al den Mangel paa Komfort og Bekvemmelighed, hvorunder Besøget hidindtil har været trykket. Læger tilraade vor Tids talløse Nervepatienter og blodfattige, overtrætte Mennesker et styrkende Ophold paa dette Sted. Sidste Sommer havde Fanø endogsaa flere — tilmed meget fornemme — Gjæster fra forskjellige Egne af Sverrig; thi de svenske Badesteder staa i mange Maader langt tilbage for, hvad Fanø kunde byde. 

Beboerne derovre maa imidlertid støttes. De have i ingen Henseende Midler til at sætte noget Større i Værk; de have vel heller ikke synderlig Sans derfor, hvad man jo ikke kan vente af Folk, der væsenlig tilhøre Almuen, selv om de forholdsvis ere baade velhavende og dannede. Paa den anden Side vilde det være urigtigt at skyde dem helt bort, selv om man kunde det; man bør kun udvide, hvad de saa smaat have begyndt, idet de naturligvis selv maa tage Haand i med, baade de enkelte Lodsejere og hele Kommunen, der selvfølgelig vilde tjene store Penge ved at have et eller to Tusind godt betalende Badegjæster liggende paa Øen om Sommeren; Sild har netop havt flere Tusinder, og det er visselig ikke Smaasummer, som de have omsat.