Folkekalender for Danmark 1855 

FANØ

ved læge J. H. Lorck.

Fanø strækker sig i en skraa Retning langs Jyllands Vestkyst fra Færgestedet Strandby til Ribe i en Afstand af en halv Miil fra det førstnævnte og 3 Miile fra det sidstnævnte Sted.  Øen er to Miile lang og en halv Miil bred med en Befolkning af omtrent 3000 Mennesker. 

Naar og hvorledes den først er bleven befolket vides ikke med Sikkerhed, men efter al Rimelighed have de første Beboere været bosatte midt paa Øen, hvor Kirken dengang laae og af hvis Ruiner endnu skulle findes svage spor. Senere, da Folkemængden tiltog, og man begyndte at lægge sig mere efter Søfart og Fiskeri, flyttede Øens Beboere nærmere til Havet, hvor dette dannede passende Havne, og saaledes er det sket, at der efterhaanden dannede sig tvende Byer, idet Nogle flyttede til Øens sydlige Spids, hvor nu Sønderho ligger, andre til den nordlige, hvor de grundlagde Nordbye Sogn, der indbefatter de to Trediedele af hele Øens Befolkning, medens den ene Trediedel kommer paa Sønderho Sogn. 

Landet tilhørte fra gammel Tid Kongen, der holdt en Foged, der opkrævede Skatter og forestod Administrationen, men i Aaret 1741 lod Kong Christian den d 6te hele Øen sælge ved offentlig Auction, ved hvilken den blev tilslagen Beboerne selv som de Højstbydende. Hele Øen eies endnu udelukkende af Beboerne, og der er ikke en Plet, ikke engang en Sandklitte, som ikke har sin Eiermand.  Den er nu omtrent delt lige imellem begge Sogne, og da Landet var solgt, blev der oprejst en Pæl af 3 ½  Alens Høide, som Markskjel imellem Nordbyes og Sønderhoes Marker. 

Imidlertid ere ikkun begge Yderkanterne af Øen beboede og opdyrkede, men paa en Strækning af over een Miil i mellem begge Sogne findes ingen menneskelig Bolig, men kun udyrket Hede, begrændset af Sandklitter og kun oplivet af Faar, der her vandre om og afgnave det sparsomme Græsstraa, indtil Sneen ogsaa dækker disse Smuler. 

Disse Egne ere vel vilde og øde, men meget maleriske og paa deres Viis smukke;  de mægtige Sandklitter, der slynge sig i Bølgeformer omkring hele Øen, begrændse Horisonten, og naar de aabne Udsigten viser sig det dejlige Hav og den høje jydske Kyst. Klitterne selv have et heelt majestætisk og pyntelig Udseende, især om Sommeren, naar Marehalmen staar frodig grønt, saa at man med en smule Indbildningskraft godt kan troe sig forsat til en Skovbegroet Bjergegn. Fra Klitternes Toppe aabne sig de herligste Udsigter; her seer man først det store mægtige Vesterhav, der stundom risler sagte mod det fine hvide Sand, saa sagte som en lille Bæk, stundom hæver sig med skumklædte Bølger og en bedøvende Larm, der i nogen Afstand lyder som om svære batterier kjørte over en brolagt Vei. 

En Overraskelse venter den Fremmede, der bestiger en af Fanøs vestlige Klitter, han tror nu at skulle finde Havet nedenfor sig, men i dets Sted skuer han en Slette af dejlige grønne Enge og frugtbare Marker, der atter begrændses af en ny Klitterække, thi i de bebyggede Dele af øen er enhver Plet samvittighedsfuldt anvendt, og megen Velsignelse afvindes den sandede Jordbund af flittige Hænder. Der er heller ingen Tvivl om, at en stor Deel af den Strækning, der nu henligger som ufrugtbar Hede imellem begge Sognene, med Held ville kunne opdyrkes ved Hjælp af Udflyttergaarde, men Fannikerne ere næppe Landmænd nok til at ville indlade sig paa slige Forsøg. 

De egentlige Bønder, som gierne tillige ere Fiskere, have deres Gaarde l de opdyrkede Strækninger udenfor Byerne (Nørby, Byen og Rindby).  De drive deres Auling med Hestekraft. Men alle Fanningerne ere mere eller mindre Landmænd, det vil sige: enhver og  selvstændig Familie eier een eller flere Køer, nogle Faar og Lam og et stykke Jord, der drives enten ved Hjælp af Bøndernes Heste, eller blot ved Haandkraft. Det er da Fruentimmerne, der her maae lægge Kræfter til, thi de allerfleste Mandfolk ere til søes den største Deel af Aaret og beskæftige sig heller ikke med slige Forretninger, naar de engang imellem ere hjemme. Til Gengæld maae Mandfolkene forrette Fruentimmerarbejde i de lange Vinteraftener, naar de intet Andet have at bestille, og strikke Strømper til hele Familien. Konerne og Pigerne kunne ikke engang strikke, men det er en Fornøjelse at see, med hvilken Færdighed en stor stærk Søemand kan "prægle", som det her kaldes, en heel lang Uldstrømpe paa een Dag. 

Fiskeriet, der vistnok kunde og burde være en ikke ubetydelig Indtægtskilde for Øen, drives ikke med nogen synderlig Kraft. Det er kun om Foraaret i 4 til 6 Uger, at Fiskebaadene gaae ud i større Antal og paa længere Toure, thi tæt ved Landet findes næsten ingen Fisk. Hvad der fanges i størst Mængde, ere de saakaldede Hvillinger (Kuller), Torsk og Skuller, der enten saltes eller vindtørres. Enkelte, der giøre Profession deraf, opkjøbe da de saltede og tørrede Fisk og reise med dem til Markederne i Ribe, Haderslev og Aabenraa, hvor de er meget søgte og betales ret godt. De saakaldte "Riber-Skuller", der i sin Tid vare meget efterspurgte baade paa Sjælland og Fyen, kom alle fra Fanø. Fiskeriet har vistnok i ældre Tider været langt betydeligere, end det nu er, og hvis der Intet giøres for at give det en Opsving, er der Grund til at frygte for, al det ganske vil gaae istaa. 

Den betydelige stedse tiltagende Skibsfart afgiver den væsentligste Indtægtskilde for Øen, der af alle Steder i Danmark, næstefter Kjøbenhavn ejer det største Antal Commercelæster, nemlig over 3000.

Nordby havn, 1854. 

Aarlig bygges et ikke ubetydeligt Antal Skibe paa Øen, i denne Sommer 1854 staae saaledes 7 Skibe paa Stabelen, og flere skulle snart paabegyndes. 

I Sommertiden seer Havnen øde nok ud, thi Skibene ere uafladelig i Farten, men i Vinterens Tid kan den fremvise en ret anseelig Masteskov, skjøndt en stor .Del, navnlig af de større Skibe sjældent komme hjem, men overvintrer i forskellige Havne paa Østkysten, for at kunne være nærmere ved Haanden om Foraaret, naar Farten atter skal begynde. Sommeren er derfor den stille Tid paa Fanø, thi hele det unge Mandskab er borte. 

En stor Deel af Pigerne tage gierne Tjeneste paa Fastlandet fra Sct Hansdag til Mikkelsdag, for som dygtige og meget søgte Arbejdersker at tage Deel i Markarbejderne og Høsten. 

Som en Følge af at Mændene ere saa meget fraværende, ere Konerne de egentlige Bestyrere af Affairerne og forstaa sig i Reglen ogsaa godt paa at ordne dem og at holde sammen paa Mandens fortjente Skillinger. Fruentimmerne paa Fanø ere strænge Øeconomer, uden derfor at være gjerrige, thi hvad der skal betales, udredes uden Modsigelse eller Vrangvillighed. Kun hvor der skal holdes paa Honneuren, især alt hvad der angaaer Stadsen og Gilderne (herom siden mere), sættes de øeconomiske Hensyn tilside. 

Fannikernes Boliger ere næsten alle eens byggede, en lang enetages temmelig lav bygning, opført af røde Sten og tækket med Straatag. l den ene Ende af Bygningen er Beboelseslejligheden, bestaaende af en Dagligstue, eet eller to Kamre og Kjøkken, i den anden Ende er et Bryggers eller Vadskerhuus, Kostalden og en liden Lo.  Til de fleste Huse hører en lille Have, der for det meste er beplantet med Kaal. Husene blive godt vedligeholdte og have et pynteligt Udseende, der kun vanzires ved de tæt udenfor paa Veien anbragte Møddinger, der i Forbindelse med Kostalden indenfor just ikke paa nogen behagelig Maade afficere Lugtesandsen. 

l Nordby, der er meget tæt bebygget, .ligge de allerfleste Huse med Facaderne imod Nord og Syd, for at give de voldsomme vestlige Storme, der saa hyppigt herske, saa lidt som muligt at tage fat i.  Der dannes saaledes en lang fortløbende Gade med forskellige Sidegader, som Imidlertid intet Navn have. For at betegne en Mands Bolig, benytter man sig af Compasset, hvortil hjælper, at der har dannet sig forskellige Benævnelser for de forskellige Dele af Byen. Den østlige Del af Landsbyen kaldes saaledes Rindby, derfra Nordpaa forbi Præstegaarden Nørbye, fra Møllerne til Kroen, "Odden" og Nord for Kroen "Nør omme". Spørger man saaledes, hvor skipper N.N. boer, saa bliver f. Ex. Svaret: ”Han boer Nør omme lige Vest for æ Toldhuus”. For resten vanskeliggøres Udfindelsen af en Mands Adresse betydeligt derved, at næsten alle bekjendte Folk have Øgenavne, med hvilke, de stedse i daglig Tale benævnes, men som der hører megen Lokalkendskab til at kjende. Spørger man saaledes om en Mand, hvis fulde Navn er Hans Peter Jensen, saa kan det let træffe sig, at Mandens nærmeste Nabo ikke kan besvare Spørgsmaalet, thi han har aldrig hørt Hans Peter Jensen benævnes anderledes, end ”lille Hans Peter”, eller maaskee ”Petr til Madses”, eller ”Peter fra Storkereden”, eller sligt, Benævnelser hvorunder ethvert Barn kjender den Paagjældende, men hvis Etymologi ofte kan være meget vanskelig at udfinde, da det let kan hænde sig, at ”lille Hans Peter” er en Karl på sine tre Alen, eller at det er over tredive Aar siden, at der var en Storkerede paa hans Faders Huus. 

Indvendig ere Husene for det meste renlige og nette. Sengene ere anbragte i Skabe (alkover) i Væggene, en Skik, hvorved Fannikerne hænge med megen Haardnakkethed , endskønt de selv erkjende den for skadelig, men den er beqvem for Husmoderen. Mændene ere vante til de indelukkede Køjer i deres Skibe, og saaledes var det desuden Brug i gamle Dage. Naar i Sygdomstilfælde en fritstaaende Seng maa benyttes, da skeer dette først efter en heftig Modstand; thi Fannikerne have den Tro, at aabne Senge først anvendes, naar deres sidste Time nærmer sig. 

Bøndergaardene ere indrettede paa samme Maade, men de bestaae af to lige overfor hinanden staaende Længer uden indhegnet Gaardsplads imellem. 

Omtrent midt imellem Landsbyen og Odden ligger Kirken. Da Øen delte sig i to Sogne, blev der l Stedet for den før omtalte ældste Kirke, der laa midt paa Øen, opført en anden i omtrent en halv Mills Afstand fra Øens nordligste Pynt. Om denne Kirke og dens Præster haves i een ved Kaldet beroende Bog kaldet "Liber daticus "Fanoensis" Efterretninger, der gaar tilbage til Aaret 1570, da Hr. Søren Trugelsen var Præst. Men af denne Kirke eksisterer nu ikke andet end dens Kirkegaard, der endnu bruges som Begravelsesplads for Beboerne af Landbyen. Da den gamle Kirke uagtet gjentagne Tilbygninger viste sig at være for lille for Sognet, opførtes i Aaret 1786 den nuværende rummelige og smukke Kirke. Een med Kirkens Opbyggelse samtidig Stranding paa Rømø af Tømmer skyldes det, at den har faaet sit anseelige Ydre, da det svære Bygningstømmer, der ellers vilde have været vanskeligt at tilvejebringe, nu erholdtes for saa billigt Kjøb, at hele Kirken kunde opføres fuldt færdig for 6255 Rdl. 

Kirken besidder i sin Døbefont en historisk Mærkværdighed, der er nedarvet, til den fra den ældste Kirke og vistnok fortjener Oldtidsforskernes Opmærksomhed. Den staar paa en muret Fod og er støbt af et Slags Metal, der som Liber daticus F. udtrykker sig: "har den Egenskab, at det kan bevare Vandet fra Forraadnelse, og det Vand, som nu er deri, og herudi Børnene døbes har vel været der over 100 Aar, og er dog endnu ganske klart og friskt". Efter Sagnet har Dronning Dagmar, der paa sin Reise til Danmark skal være kommet over Fanø foræret denne Døbefont, paa hvis øverste Rand findes indridsede en Deel Tegn, der for den Ulærde se ud som en Art Runeskrift.

Kirken har et Orgel, en Gave af højsalig Kong Christian den Ottende, der besøgte Øen l 1842.

Der findes næppe nogen Kirke i hele Landet, der forholdsvis bliver saa stærkt besøgt, som denne, hver Søn- og Helligdag er Kirken fuld. Fannikerne er vistnok et gudfrygtigt Folk, men det feiler heller ikke, at Een og anden besøger Kirken af en mere verdslig Grund, hvorom vidner den omhyggelige Retten paa Stadsen l Vaabenhuset og de spejdende Blik efter Naboernes Pynt, der ofte sendes omkring i Kirken, naar Leilighed gives. Man kan være temmelig forvisset om, at ethvert Fruentimmer, naar hun kommer fra Kirken, kan gjøre rede for, om Sidsel Hansdatter eller Metter Persdatter har havt en ny ”Klud” (Tørklæde) paa eller ikke. Det er Skik, at Koner og Piger bukke sig ned, imedens Evangeliet oplæses, og det er især dette Moment, der benyttes til at udsende spejdende Blikke l alle Retninger, forøvrigt iagtages den Største Stilhed og Opmærksomhed under hele Gudstjenesten. 

Sønderhoe er ikke saa tæt bebygget som Nordbye, hvorimod der imellem Husene findes store aabne Pladser, der benyttes som Marker. Byen har et venligt Udseende, og Bygningerne ere i det Hele taget baade udvendigt og indvendigt nettere og elegantere end de Nordbyeske, ligesom her ogsaa forholdsvis hersker større Velstand. 

Sønderhoe havde Ikke det Held, at der strandede et Skib med Tømmer, da dens Kirke skulde opføres; for at kunne bruge Tømmer af mindre Dimensioner er den nemlig bygget under tvende Tage, hvorved den snarere faar Udseende af et Magazin end af et Gudshuus. 

En farlig fjende har Sønderhoe i Vesterhavet, der ved en indtrædende Stormflod let kunne oversvømme og opsluge hele Byen. Den Dæmning, der var sat for det rasende Element, er for faa Aar siden tilintetgjort ved en saadan Stormflod og kun meget ufuldstændig udbedret. 

Communen selv er ikke istand til at afholde de betydelige Bekostninger (efter Overslag omtr. 80.000 Rdl), som Opførelsen af en paalidelig Dæmning vilde medføre, og Staten har hidindtil ikke vist sig villig til at lade et Arbejde udføre, hvis Undladelse let kan koste tusinde Menneskeliv, for ikke engang at tale om Eiendom og Gods.

Stranden omkring Fanø bliver hvert 3die Aar bortforpagtet ved offentlig Auction, og den højstbydende medtager da adskillige Interessenter, der ved Eed forpligte sig til at være hverandre troe. Ikkun Interessenterne eller dem, de dertil bemyndige, have Ret til at søge efter Rav og strandet Gods. Flere Gange om Aaret afholdes Auctioner over de fundne Sager, af hvis Værdi Finderen faaer den ene og Interesentskabet den anden Halvdel. Betydelige Strandinger forefalde i den senere Tid sjeldent eller aldrig, og Udbyttet af Rav er heller ikke nu saa betydeligt, som det tidligere skal have været. Undertiden kan dog Een og Anden være saa heldig at træffe paa et større Stykke. Saaledes fandt en Kone fra Sønderhoe i Aaret 1849 et Stykke Rav af Størrelse og Form som et almindeligt Sigtebrød, der var af halvfemte Punds Vægt.

Fanø har l de senere Aar faaet en Badeanstalt, der benyttes temmelig stærkt og fortjener at blive almindelig bekjendt ogsaa udenfor Jylland paa Grund af Vandets fortrinlige Beskaffenhed og lette Tilgjængelighed, da man ikke her, som ved øvrige bekjendte Badesteder ved Vesterhavet, behøver at kjøre en lang Strækning for at komme til Vandet. Den, der vil bruge Søbadene for sit Helbreds Skyld alene, kan næppe dertil finde mere egnet Sted, end Fanø, men den, der ved et Badested tillige søger Adspredelse i Musik. Dands, Spil eller Sligt, han giør rettest i at holde sig derfra.

Fannikerne hænge med stor Vedholdenhed ved gamle Skikke og Sædvaner, og det skal holde haardt, at faae dem til at giøre nogen Forandring i den Levemaade, der er nedarvet fra Forfædrene . Det samme giælder om Klædedragten, der er aldeles ejendommelig, skøndt den maaske minder Noget om Amagernes Dragt.

Mændene have nu ganske emanciperet sig fra den gamle Nationaldragt og gaae klædte som andre Søfolk. Hovedgenstandene af Fruentimmernes Toilette er: Trøje, Skjørter og en Mængde Tørklæder, der anvendes til forskellig Brug.

Men disse Genstande maae være tilstede i stor Mængde og i mange Varieteter, naar en Kone eller Pige skal siges at have en nogenlunde fuldstændig Garderobe, thi ved forskellige Anledninger udfordres forskelligt Toilette, og det Ceremonielle overholdes i Alt, hvad der angaaer dette Punkt med en Samvittighedsfuldhed og Nøiagtighed, der næppe overgaaes af noget Hofceremoniel. 

Til dagligt Brug bæres Trøjer af trykket Cattun eller af Bomuldsfløiel, der slutter snævert om Livet og fortil er besatte med to Rader Knapper  af hvilken een eller to stedse maae være uknappede. Skjorterne ere af rødt eller oftest af grønt uldent Tøi og temmelig korte. Om Vinteren bæres mørke uldne Strømper og Klaptøfler, men om Sommeren gaae de fleste Piger med bare Fødder, Haaret bæres og bliver holdt indenfor de tilbørlige Grændser af en lille Hue af Lærred, uden om denne bindes det blå og rødstribede Tørklæde, der fast omslutter hele Hovedet, ind. Ørerne, med Undtagelse af Ansigtet, og ender med en Knude og to lange Flipper paa den øverste Deel af Baghovedet, om Halsen bæres et løst bunden Tørklæde paa samme Maade Amagerkonerne bære lignende, og Enderne af disse ere sammenhæftede bagtil med en Ravnaal. Naar nu Fruentimmerne gaaer ud, bindes desforuden et andet lignende Tørklæde eller Klud fra Hagen omkring Hovedet, saa, at Mund og Næse ganske skjules. linder Arbejdet i den fri Luft bæres en af to Stykker Klæde sammensat Maske, den saakaldte "Strude", der skjuler hele Ansigtet med Undtagelse af øinene. Den beskrevne Dragt er ganske eens for den Velhavende og den Fattige, thi selv de rigeste Skipperkoner, hvis Mænd maaske kunne hjembringe 4 å 5000 Rdl . som Aarets Netto-gevinst, forandre Intet i den nationale Dragt, og netop af denne Uniformitet l Klædedragten fremgaar en Frihed og Lighed imellem Individerne, der næppe findes andetsteds imellem Personer, hvem Lykkens Gaver ere saa forskelligt tilmaalte.

Men foruden denne daglige Dragt maa Kisten, som sagt være godt forsynet, naar Klædedragten skal være nogenlunde fuldstændig. Først haves en Stadsdragt, der kun er forskellig fra den ovenfor beskrevne ved Stoffernes større Finhed og Kostbarhed, saaledes at Trøjen er af Silke eller fint Klæde, Knapperne af Rav. Kludene af Silke. Tøflerne lakerede o.s.v. og derved at et større Antal Skjørter af en enorme Vide bæres, disse kunne paa en velpyntet Fannikekone findes i et Antal af 6 å 7- Dernæst maa nødvendigvis haves en Sørgedragt, for hvilket der oftest er Brug, thi den "bæres ikke blot af dem, der virkelig have Familiesorg, men af Enhver, der er indbuden til Begravelsen og af hele den afdødes Grande Lag (naboerne), idet mindste om Søndagen i Kirken. Til Sørgedragten hører sort Klædestrøje og Skjørt, kantede med brede sorte Fløiels Baand, og Klude, der er mørkeblaa med Lyseblaa Striber, forrest arrangerede paa samme Maade som ovenfor omtalt. Paa Langfredag og almindelig Bededag er ogsaa alle iførte Sørgedragten i Kirken. 

Ved Bryllupper bære Bruden og Brudepigerne sort Dragt med hvide Forklæder og paa Hovedet den saakaldte "Bore", det vil sige: et af Glasperler og Flitterstads sammensat Diadem, der formeligt bliver fastsyet til det stramt opsmøgede Haar. Ved denne Lejlighed kan man da faae at see, hvilken Farve en Fanikepiges Haar har og at hun er i Besiddelse af Øren, hvilke sidste hun ellers gjorde rettest i, ikke at vise frem, da de paa grund af det idelige Tryk af det sædvanlige Hovedtøj er ganske fladtrykte og misformede; thi Hovedtøjet aflægges ellers aldrig, ikke engang om Natten, og det generer et Fanø Fruentimmer meget, at lade sig see med blottet Hoved. 

Ogsaa ved Confirmationen bære Pigerne en særegen Hoved-beklædning, et hvidt Kniplingsliin og en sort Hue, der er meget klædelig og ligeledes bæres af Jomfrufadderne ved Barnedaab, og straks efter Fødslen blive de nyfødte Børn endogsaa iførte en ejendommelig meget elegant, men tillige uhensigtsmæssig guldbroderet Hue. Saasnart Pigebørn bliver saa store, at de kunne gaa, blive de imidlertid iklædte den almindelige Fanike-dragt, hvori de see ret nydelige og pudsige ud. Drengene faae Sløikjole og Faldhat Indtil de kunne anlægge Trøje og Bukser. 

Ved enhver nogenlunde passende og upassende Lejlighed afholde Fannikerne gjerne et Gilde, ved Barnedaab, ved Barsels-konens første Kirkegang, ved Bryllupper og Begravelser, naar et Skib løber af Stabelen (de saakaldte skibsbryllupper) o.s.v. maa der et Gilde til. 

Naturligvis gaaer dot flottest til ved Bryllupper, og vi skulle derfor indbyde den venlige læser til at følge os til et Familbryllup. 

Dagen i forvejen faaer man Besøg af en "Bydemand", der l Brudeparrets Navn inviterer Gjæsterne l een paa ethvert Sted ordret gjentagen Indbyde!sestale, der giver Vink om, hvilken Beværtning kan ventes. Paa Bryllupsdagen møde Gjæsterne Kl. 12 Formiddag i Brudehuset, hvor der indtages nogle foreløbige Forfriskninger af Snaps, Smørrebrød og varmt Øl med Sukker og lidt Brændevin i.

Kl. 2 gaaer man i Procession til Kirken. Bruden og Brudgommen med Brudepigerne i Spidsen. Ved selve den kirkelige Ceremoni er intet forskelligt fra de ved saadanne Leiligheder paa Landet sædvanlige Skik, kun at, Bryllupsgæsterne efter at have ofret til Præst og Degn, ofre den saakaldte Brudeskænk i Brudens Skjød, hvis dette ikke udtrykkelig er frabedet l Forvejen. Efter Vielsen begive Brudeskaren sig atter tilbage til Brudehuset, hvor Byde-mændene fungere som Skaffere. Hele Selskabet bliver nu placeret ved de lange Borde, der ere opstillede langs Væggene. Brudeparret indtager først Hæderspladsen, lige over for dem sidde Brudepigerne, paa Brudgommens venstre Side den fornemste mandlige og paa Brudens den fornemste kvindelige Gjæst  og saaledes de øvrige efter deres Stilling i Samfundet og Familieforhold til det nygifte Par.  Der serveres nu med Kaffe, det vil da sige, efter at Mandfolkene først have faaet "en Punsch" (The med Rom i) og Fruentimmerne "en Viinpunsch" (The med Rødvin i). Derefter begynder Kaffedrikningen, hvori Fanningerne have opnaaet en høj Grad af Færdighed, det hører ikke til Sjældenhederne, at et Individ kan sætte 6. 8 á 10 Kopper tillivs af ”dette brune Djævelskab”, der efter Holbergs Mening sætter Mundlæderet saa fortræffeligt i gang. De Erfaringer, der i denne Henseende kunne indsamles paa Fanø, bidrage overordentlig meget til at bestyrke denne Holbergs Mening, endskjøndt man vel ikke med nogen apodistisk Vished kan paastaae, at de Fanøske Fruentimmers vidunderlige Tungefærdighed hidrører alene fra Kaffen. Til Kaffen nydes Hvedebrød og Smørrebrød, og naar Ingen formaar at tvinge flere Kopper ned, nydes atter en Punsch for at sætte det Hele.  Naar Gjæsterne giøre Mine til at rejse sig, averteres de af en af Bydemænderie om, at man haaber at gjensee Selskabet Kl. 8, til hvilken Tid Enhver anmodes, om at gjenindtage den Plads, han eller hun har haft  og at biive siddende paa den, saalænge han lyster. Gjæsterne forlade da Brudehuset indtil videre, og da man nu engang er i Kisteklæderne, benyttes Mellemtiden til at giøre Visitter hos Naboerne, hvor der absolut maa nydes Noget, hvor lidt man end trænger dertil efter en saadan Kaffesession. Kl.8 sidder man da igen paa sin Plads, som man maa være belavet paa at indtage i 3 á 4 Timer, thi at komme ud igen, naar man engang er bænket, hører til de allervanskeligste Opgaver. Bydemændene og deres Medhjælpere fremsætte nu en uendelig Mangfoldighed af forskellige Stege, Fade med Kartofler og Sauceskaale, ligesom de til Fortæring af de Indbudte sendte Kager. Naar alt er arrangeret slaaer den ene af Bydemændene tre Slag i Loftet med sin Haand, et Signal til at Maaltidet efter forrettet Bordbøn kan begynde. 

Under Maaltidet udbringes Skaaler for Brudeparret, Forældrene, Brudepigerne o.s.v., og der gaar en Bøsse omkring til de Fattige, en Tallerken for Spillemændene, der imod Slutningen af Maaltidet gjerne tilkendegiver deres Ankomst ved at spille "Fryd dig ved Livet",  og en Tallerken med Salt paa. for det i Kjøkkenet tjenstgørende Personale. Maaltidets Ende tilkjendgives ligeledes ved tre Slag i Loftet, hvorefter Degnen fremsiger en Psalme, der takker Gud for Maden, undertiden af synges ogsaa denne Psalme af det hele Selskab. 

Nu bliver Bordene i en Hast bortryddede, de Gamle trække sig tilbage i Sideværelserne, for at faa et Slag Kort, og nu begynder Dansen. Først danser Bruden med begge Bydemændene, tre Toure med Hver, og imellem hver Tour præsenterer Brudgommen to Glas, der er fyldt med Brændevin, det andet med Mjød, hvoraf de Dansende hver Gang nippe lidt. Derefter danser Brudgommen ligeledes tre Toure med Bruden, som derpaa trækker sig tilbage tillige med Brudepigerne, for at iføre sig et lettere Costume, og efterat Brudgommen endnu har danset nogle Hoveddanse med qvindelige Honorattiores begynder Dansen at blive almindeligere. Mest danses Fanikerdansen, der er temmelig ensformig og mest bestaar i en evindelig Omsvingen. Forskellig fra denne er "Sønderhoeningen", der er mere graciøs og har nogen Lighed med den saakaldede Tyrolervals. Foruden disse to danses dog ogsaa almindelig Vals, Galopade, Polka, ja endogsaa Mazurka.

Omtrent Kl.2 om Morgenen serveres atter med Kaffe, hvorefter de ældre sædvanligvis trække sig tilbage, men Lystigheden fortsættes forresten til langt op ad næste Dag. Hver der har ofret til Bruden, gives et Andendags-bryllup, hvortil kun de, der have givet Brudeskjænk indbydes. Ved dette tracteres med Skinke og iøvrigt den sædvanlige Beværtning med Kaffe og Punsch, der findes ingen Dans Sted, men Gjæsterne more sig med at spille Schervenzel og Trekort, men Kortene maa man selv medbringe. 

Saaledes gaar det til ved do større bryllupper, naar Parterne ere velhavende. Hos mindre velhavende Folk beværtes Kl. 18 med Risengrød i stedet for Steg. De tidligere saa almindelige ''Ærtebryllupper", ved hvilken Gjæsterne tracteredes med gule Ærter, begynde nu at gaa af Brug. 

Ved Gilder l Anledning af Barnedaab drikkes Kaffe med Tilbehør Kl. 3, man gaar bort i nogle Timer og kommer igen til The med Tilbehør, hvorefter disse Gilder sædvanlig ende KI.9 á 10 om Aftenen. 

Til Begravelser sker Indbydelsen af en sorgklædt Pige, der har en liden Stok i Haanden. De indbudne samles Kl. 1 i Sørgehuset, hvor der bydes dem Forfriskninger, der efter Skik og Brug skulle indtages i den Stue, hvori Liget ligger med ubedækket Ansigt. Baade Mænd og Qvinder følge efter Kisten til Kirkegaarden. Efter Begravelsen begynder i Sørgehuset et Gilde aldeles af samme Tilsnit som det ovenfor beskrevne Barselgilde, og hverken Gjæsternes Stemning eller nogensomhelst Andet minder om, l hvilken Anledning Forsamlingen finder Sted. Da Begravelsesgildet betragtes som en skyldig Hæder, der vises den Afdøde, afholdes det i enhver Familie, selv den allerfattigste, der mister et af sine Medlemmer.  

Saasnart Een er Død, er den første Tanke hos de efterlevende at faae Kornet, der skal bruges til Begravelseskagerne, bragt til Møllen, ja! man har endog Exempler paa, at dette er sket paa den blotte Formodning om, at Døden vilde indfinde sig. 

Mange Piger lade tilligemed deres Brudedragt forfærdige en Liigdragt, som de opbevarer indtil Tidens Fylde kommer. 

Foruden de omtalte Gilder holdes i de fleste velhavende Familier Julegilder, der gerne vedvare ind i Februar Maaned, de der have en stor Familie eller et udbredt Bekjendtskab, kunne derfor komme til Gilder nok i den Tid.

Til daglig Brug leve Fannikerne meget tarveligt. Den sædvanlige Kost er Mælkemad,  tør Fisk med Kartofler, Pandekager og fremfor alt den nationale Ret "Sackuch", en Ret af en Art Budding af Bygmel, der bliver kogt i Vand, og serveres med Sirup-sauce i Forbindelse med saltet Kjød eller Flæsk. Til Mellemmaden saavelsom til Frokosten nydes naturligvis den uundværlige Kaffe, der af mange forbedres ved Tilsætning af en Snaps Kornbrændevin, hvorved den saakaldte Kaffepunch fremkommer, en Drik der efter Kjenderes Mening skal smage som Mallagavin. 

I de fleste Huse forefindes en talrig Børneflok, der sjælden udmærker sig ved Artighed, en naturlig Følge af, at Fædrene saa sjældent er hjemme, og Mødrene have saa meget at varetage, at de ikke kunne anvende synderlig Tid paa Børneopdragelsen, der først kan siges ret at begynde med Børnenes Skolegang.  

Skolen er overmaade god og bliver flittig besøgt. Odden har en stor ny Skolebygning med tre Classer, der hver har sin Lærer, og Landsbyen har sin egen Skole med egen Lærer, desuden findes ved Odden en Lille privat Pogeskole. 

Ved Confirmationen ophører Skolegangen, og Pigerne komme da gerne ud at tjene, medens Drengene gaae tilsøes. 

Overtroen er tiltrods for den stigende Oplysning ingenlunde ganske forsvunden fra Øen, men mange troe endnu stærk paa Spøgelser og Hekserie, navnlig er det meget almindeligt at antage Folk eller Fæ for at være "forgjorte", naar noget Uheld træffer dem, og man udpeger da gjerne Een eller Anden, for det meste en stakkels Gammel Kone, der har forgjort dem.   Det er endnu et meget almindeligt troet Sagn, at der paa en vis Mark i Landsbyen hver Nat Kl.12 viser sig en Hest uden Hoved, ja flere paastaae endogaa at have seet den.  Paa Grund af denne Tro paa og Frygt for Spøgelser gaae Fruentimmerne ikke gjerne ene ud, efter at det er blevet mørkt, men naar et Ærinde skal forrettes, maa der stedse to afsted.

Nattevagten besørges ogsaa skiftevis af alle Sognets Koner og Piger, bestandig to og to ad Gangen. Disse have at paasee, at der i attages Forsigtighed med Ild og Lys, og for at vække Vedkommendes Opmærksomhed, skulde de udenfor ethvert Huus, hvori Lys lader sig se paa en usædvanlig Tid; tillige skulle de passe paa Vandets Stigen, for i Tilfælde af en Stormflod i tide at kunne vække Beboerne. 

I det Hele tage t hersker der megen Sædelighed paa Fanø og en sjælden Troskab i ForhoIdet imellem Mænd og Kvinder. Tidlige Forlovelser ere hyppige, men om ogsaa Kjæresten rejser bort og bliver borte i en halv Snes Aar, hører det dog til de store Sjældenheder, at begge Parter ikke er hinanden troe. 

De mange Enker, der paa Grund af Mændenes exponerede Livsstilling findes paa Øen, bliver sjældent gifte igen, medmindre de eje et Skib, hvorimod Enkemændene i Reglen hurtigen søge sig nye Koner, der kunne passe Huus og Børn, medens de selv ere tilsøes.

Skøndt der kun er en Afstand af to Miile imellem Nordbye og Sønderhoe, saa findes der dog imellem begge Sogne adskillige Nuancer l Sædvaner, Klædedragt og Gildeceremoniel, som imidlertid her vil blive for vidtløftig at gå nærmere ind paa. At der tillige hersker en besynderlig Jalousie , man kunde næsten sige Antipathi imellem disse to Sogne er vist, om end det er vanskeligt at forklare Grunden dertil. Selskabelige Sammenkomster imellem begge disse Sognes Beboere finde saa godt som aldrig Sted, og det hører ligeledes til de store Sjældenheder, at Nogen fra det ene Sogn gifter sig ind i det andet. 

For ikke at ende denne Beskrivelse af Fanø med et mindre smukt Træk af Beboernes Charakter, skulle vi sluttelig tilføje, at Fannikerne ere særdeles Gjæstfrie, og at vi  derfor trøstelig kunne indbyde den venlige Læser til at besøge denne interessante og eiend ommelige lille Ø.

J.