Gammelt rejsebrev.

Fra ugebladet „Tidens Strøm" nr. 47, 24. august 1888, velvilligst tilsendt af sognepræst Troels Nissen, Henne. Bragt i Fanø Ugeblad, nr. 6, 7. februar 1953.

Sidst i juli strandede et større skib på Fanøs sydside i klart og temmelig roligt vejr.

Kaptajnen lod meget forbavset over denne landgang, han havde taget farvandet,for det dybe Skagerak og Fanø for Norge. Denne forklaring lyder jo ganske vist noget usand­synlig for en ikke-sømand, men jeg selv ville ikke være i stand til at give en bedre, hvis jeg skulle forklare, hvorfor jeg nu befinder mig på denne mærkelige ø, da jeg dog efter moden overvejelse og sagkyndiges råd havde bestemt mig til at tage til Silkeborg. Imid­lertid fortryder jeg det ikke, da jeg nu har erfaring for Fanøs fortræffelighed som bade­sted, og hvad derunder hører.

Brig ”CHOLMLEY” af Newcastle 

Den første stranding i Sønderho stations historie blev observeret og meldt af blikkenslager Jens Dækker den 27. juli 1888 kl. 7.30. Et brigskib sad på yderbankerne cirka 2 sømil SWTW for stationen. Redningsbåden blev sat ud, men 1/8 mil fra stranden mødte man bådene fra briggen med hele besætningen, vendte om og fulgte dem ind til stranden. Det viste sig at være den engelske brig ”CHOLMLEY” af Newcastle, capt. Jemmeson, der kommende fra London for Danzig med en ladning asfalt, var kommet i ”uformodet Strømsætning”. Briggen blev slået til totalt vrag. 

Fanø er kun en banke i Vesterhavet, dæk­ket af sandhøje, uden træer, ja, selv uden sten. Alt er blødt og omskifteligt, alle græn­ser er svævende. Ebbe og flod forandrer hvert minut kystlinien, og vinden leger med det tørre sand og hober det op under altid skiftende former, indtil marehalmen med sit udstrakte rodnet får bundet det, men snart viger den pladsen for mos og lyng, der ryk­ker frem som fortravet for den hele række af dyr og planter, der efterhånden tager dis­se landdannelser i besiddelse. Thi Fanø vok­ser mod vest, og det en gang forsvundne land stiger atter frem af havet, til dette i et lune­fuldt øjeblik igen tager, hvad det gav.'

På den østlige side af øen findes vel no­gen agerdyrkning, ligesom der rundt om imel­lem klitterne, er opdyrkede pletter, men der avles langtfra tilstrækkeligt til føde for de mennesker, som her har deres hjem. Ikke en gang dyrene kan øen føde. Hø hentes i store mængder i Ribe enge, alt brændsel, ja, selv alle sten, såvel til bygninger som til vejforbedring, må indføres. Og dog lever her omtrent 4000 mennesker, det vil da sige, de har deres hjemsted her, for hele øen er kun som en stor vikingerede, en rugeplads, hvor kvinder og børn kan finde ly for vind og vove, medens mændene søger føden på havet fjernt og nær. Man ser derfor kun meget få mænd på øen i forhold til kvinder og børn, og medens kvinderne besørger alt arbejdet og opdrages fra små dertil, så tumler drengene som ællinger i vandet og på vandet, fra de kan gå. Tidligt bliver de husvante på søen, og de forlader den sjældent igen, før alderen nøder dem. De fanøske drenge får herved en næsten ideel opdragelse til sømænd. En dygtig sømand behøver en særegen uddannel­se fra barn af. Det rette sømandsblik på for­holdene kan ikke læres senere i livet, det ud­vikles ved samlivet med naturen og ved den stadige færden med sejl og ror. En dyg­tig sømand må have en særegen udvikling af karakter og evner, han må have en erfarings­kreds, som kun overleveringen hos en befolk­ning, der i slægtled selv har været sømænd, har og kan meddele.

Tyskerne vidste, hvad de gjorde, da de erobrede Holsten og Slesvig med deres sømandsbefolkning. De fanøske skippere er højt ansete i Hamborg.

Hos os sætter vi som på alle områder alt ind på at forbeholde de bedst lønnede plad­ser til de velhavende folks børn, hvo examiner er blevet det ene saliggørende på alle områder. Tog vi ikke så mange uvedkommende hensyn til examen, selskabelig dannelse og familieskabet, men mere til de egenskaber, som i vor søbefolkning er udviklet ved slægtleds kamp med havet, da ville vi næppe have så mange søulykker i vor dampskibsfart af den art, som „Thingvalla" og „Geyser" nylig har præsteret.

Fra det 16. til det 50. år færdes mændene på de lange rejser, som holder dem borte fra hus og hjem i årevis, medens konerne vogter reden, hvor et billede af skonnerten er stadsstuens klenodie og „det halve konge­rige" for drengen. Den lille prinsesse tager sig allerkæreste ud i sin fannikkedragt med langt rødt eller grønt skørt og hovedklædet med de to snipper, alt ganske som de voks­ne. Da mændene aldrig er hjemme i længere tid, påhviler alt, hvad der angår hus og hjem, kvinderne. Husene er lange og smalle, afdelte ved en gang i to dele. Til venstre for hovedindgangen ligger beboelsen, til højre stald og udenomsbekvemmeligheder, alt indendørs lige til brønden, oven over et foder­loft, det hele hus ligner et skib med kølen i vejret, så at, lastrummet er kommet ovenpå. Neden under har vi så chefens, kahyt længst ude i den ene ende, og så rummene efter rangforordning nedad gennem køkken og stald til svinets i den anden. For beboelsesrummene er det, såvel hvad indretning som ud­smykning angår, kahytten, der er forbillede. Alt er ordentligt og rent, og de små dekorerede porcellænspladeri som meget bruges til vægbeklædning, bidrager ikke lidet til at give rummene et sirligt præg. Selv stalden gør med sit sandbestrøede gulv et hyggeligt ind­tryk.

Holger Drachmann -  Fanøpiger har afleveret køerne til byhyrden på stranden ved Nordby - maj 1894

Om sommeren er køerne hele dagen på græs på en stor fælleseng, hvor beboerne af Nordby har ret til at have 2 køer, men ikke mere. Når ebben tillader køerne at komme derud eller derfra, melder hyrdens dreng det ved at tude i et horn, og det er et både morsomt og malerisk syn at se det brogede liv, når kvinder i alle aldre i deres kønne dragt møder for at hente deres køer, som brølende venter på dem, hvis de kom­mer forside. Om natten våger kvindelige vægtere over ild og lys, og de må have ud­ført deres hverv med megen omhu, siden Nordby endnu har så mange stråtage, det er sik­kert den mest brandfarlige by i Danmark. I disse forhold færdes fanøkvinderne, de pas­ser deres køer, de graver og gøder deres små jordstykker, bærer ofte selv høstens ud­bytte hjem på deres ryg, og imedens opdra­ger de en ny slægt i tarvelighed og arbejdsomhed. De har ikke megen tid til læsning, for om vinteren skal der kartes og spindes, og dyrene skal passes foruden huset og børnene. Manden ser de sjældent, ofte må de for nogle dages samvær rejse til Hamborg el­ler de hollandske og engelske kystbyer. De er vant til at færdes i livet, og deres fædre, mænd og sønner bringer nu som igennem tiderne stadigt bud ude fra den store verden. De ved meget at fortælle, de har prøvet meget, de kender håb, angst og glæde, de ved hvad trofasthed er, og har end ofte en Solveig ventet på en uværdig Per Gynt, så har deres simple, arbejdsomme liv friet dem fra dukkehjems problemer.

I de huslige forhold og i arbejdsdelingen her på Fanø er der sikkert meget, som er overleveret fra de ældste tider lige som det gamle sagn, der lever på disse egne, om hvorledes de  store landstrækninger   kom  under vand, som,  tidligere forbandt de   frisiske øer indbyrdes og disse igen med fastlandet.

Sagnet fortæller, at en konge af England friede til en dronning af Danmark, og da hun ikke   ville have ham, så besluttede han at tilintetgøre Danmark,  han lod med dette formål for øje  grave en rende,  hvorved han ledede vandet fra Atlanterhavet ind over Dan­mark.    Renden blev den  fransk-engelske kanal.-  Der er en afglans af de gamle vikin­gefruer hos de selvstændige,  virkedygtige og erfarne fanøkvinder, og der er mere stof til et demokratisk  kvindeideal i en  sådan kvin­de end hos: hele skarer af forlæste kvindelige studenter eg bogholdere. Fanøkvinden er mandens medhjælper.    Det er, hvad det skal være, en hjælp at tage sig en kone, ikke en forøgelse af byrderne. De deler arbejdet efter de naturlige forholds krav, og hun misunder ham ikke pladsen ved roret.

De mænd, man træffer, er, når undtages enkelte af søfuglene, som et øjeblik er slået ned på reden for snart på ny at udfolde vin­gerne, enkelte håndværkere og handlende og en meget talrig embedsstand, hvis idylliske kontorliv her imellem alle disse kvinde; og børn kun afbrydes ved færgens ankomst, der muligt kan bringe et kendt ansigt over fra den store verden eller en kalv, som skal bøde 4 øre i bropenge til tolderen. Den rej­sende har derfor ofte den behagelige overra­skelse at blive modtaget ved landstigningen af hele embedsstanden in corpore, lige fra præst til tolder og med birkedommeren i spidsen. Denne betroede mand ville være lige så over­flødig som gendarmerne på de små jydske stationer, hvis ikke der mellem navigationssko­lens 9 elever af og til fandtes en, som drak mere end nødvendigt for at holde varmen og derved satte hele byens juridiske apparat i bevægelse. Fra det nyopførte dom- og rådhus spejdede rettens håndhævere i 3 år forgæves efter en synder, der kunne indvie arresten, .endelig fandt man en deserteret matros, der fra vestkysten af Afrika blev ført i triumf tilbage til sin fødeø for at stille det længe følte savn, men desværre kunne man ikke beholde ham så længe til fængselsinspektøren kom, så denne fandt kun de tomme båse, hvad der jo måtte være mistrøstende med hensyn til den påtrængende nødvendighed for det hele apparat med birkedommer, fuldmægtig og politibetjent. Men trods embedsmændene er Fanø et herligt land med en mægtig natur, hvor man i lige grad får indtryk af de opbyggende og nedbrydende kræfter i virksomhed. Her er jævne og sunde mennesker, apotekeren er lige ved at fortvivle. Her er hverken jernbane eller aviser, hverken forlystelsesanstalter eller modebutiker, en evig stille uge, som „Politiken" hader værre end pesten. Alt, hvad der minder om den store verden, er Esbjergdamperne, som i det fjerne slæber af med „vort gode, danske smør" for at fede de rigere englændere og skaffe os rentepenge til tyskerne.

En halv mils march i sol eller regn, me­dens fødderne synker over anklen i sand, og så et bad i det brusende salte vand, det er for en nervøs københavner en overgang, som ræven sagde, da den blev flået.

Frederik den 7. Navigationsskole

Ting- og arresthus

Tænk Dem her i storm og regn splitter­nøgen uden for den uhyre strandbred og over for de frådende bølger. Om man kan tåle det? Ja, alene bestyrkelsen heri virker op­byggende, og hver dag føler man kræfterne voxe, og med nyt mod vender man tilbage til sin plads i livet, med nye indtryk og forhåbninger om at finde bedre og sundere leveformer for det store folk.

J. M.