Landvinding. 

2. december 1961 af Jens Hansen Iversen 

Fra fortiden har vi ingen oplysninger om landvinding her på øen alting i den retning har faet lov til at skøtte sig selv. Nogle steder især på vestkysten af øen er der sket en tillægning, særlig da på Grøn­ningens vestkyst er der i den sidste menneskealder tillagt betydelige arealer. Af andre steder kan nævnes østsiden af Halen. Her skulle forøvrigt, efter hvad der oplyses, omkring 1840 have været betydelige engarealer, der blev bortskyllet, men i det hele taget har østsiden af øen været mest udsat for stormens ødelæggelser - sådan er det dog ikke mere, og herom vil jeg gerne fortælle i nedenstående. 

Der har været gjort forsøg med landvinding omkring 1840 af et selskab, der lededes af den i sin tid så kendte konsul Bork. Dette forsøg skete vistnok med støtte af udenlandsk kapital. Inden dette forsøg påbegyndtes, fik man det ordnet sådan, at lodsejerne, ud for hvis grunde der skulle indvindes land, skulle have de første 50 alen indvundet land tillagt, samt at det tillagte ikke måtte hindre vandløsenet fra ovenfor liggende arealer. Efter hvad der oplyses blev der, særlig de første år, arbejdet ihærdigt. For at fremme arbejdet rejste man en barak ved Klingebjerg til de fremmede arbejdere. Men som tiden gik, sank interessen, og det sidste arbejde blev udført 1897. Det indvundne areal fik navnet Borks felsk og udlejedes de første år, men da afvandingsproblemet ikke holdtes i orden for ovenliggende lodsejere, tillagdes det indvundne land ved matrikuleringen i 1925 ovenliggende arealer.

Andet, som egentlig godt kan kaldes landvinding, vil jeg gerne nævne, og det er rørskærene i Albo bugt - de er nemlig ikke kom­met af sig selv. Efter foreliggende oplysninger skulle den første, der plantede rør på sin eng, være den i sin tid kendte gdr. J. Nørby, og herfra har vi så rørskæret, der strækker sig fra Albo bugt og helt til Sønderho og giver tækkemateriale til mange huse.

Jeg nævnte i indledningen, at østkysten altid har været mest udsat for ødelæggelse, således bortskylledes ved stormen 1909 på strækningen fra Hans Od' og syd på til Albo bugt så meget af engen, at staten måtte træde hjælpende til under ledelse af klitinspektør Bang. Der blev da plantet faskiner og skrænterne blev planeret, det var et stort arbejde og forøvrigt heller ikke billigt, eftersom faskinerne måtte tilføres fra fastlandet. Plantagen var ikke kommet så vidt dengang, at den var leveringsdygtig. Med denne form for kystsikring arbejdede man så siden på udsatte steder, men det hjalp meget lidt eller næsten intet. Sidst i tyverne var det, ligesom bortslikningen tog til, og der snakkedes mand og mand imellem om problemets løsning, ligesom også årsagerne diskuteredes, nogle fandt ud af, at de mange diger, der blev bygget andre steder, var skyld i det.

Hartkornskassen fik i 1929 en forespørgsel fra plantør Broeng gennem professor C. A. Jørgensen om tilladelse til at gøre et forsøg med en hér i landet ny plante, nemlig spartina, i vadehavet, men samtidig havde hartkornskassen bevilget tilskud til et mindre forsøg med 200 planter. Det blev de sidste, der slog bedst an, idet de blev plantet nær land. Planterne kom fra England, men også i Holland arbejdedes med dem i landvindingen. Planten har den gode egenskab at være stærkt sliksamlende. Det viste sig, at spartinaplanten var villig til at gro, og på de fem steder, hvor der blev forsøgt, groede den i løbet af ti år så stærkt til, at den kunne give planter nok til den fulde beplantning af anlægget, der i samlet strækning udgør 11 km.

Albobugten

Det var i begyndelsen af krigen, hvor der så ud til at blive stor arbejdsløshed, og der blev opfordret til igangsættelse af arbejde, at ideen med at få hele østkysten tilplantet med spartina opstod. Daværende, nu afdøde, formand for hartkornskassen, gdr. N. M. Sørensen, fik udvirket, at tanken blev realitet. Det var ikke så lige en sag at få gennemført, det kostede penge, og før man kunne gå i gang skulle alle være med. I foråret 1941 blev beplantningen så gennemført. Nogen let opgave var det ikke for det udvalg, der var valgt til at føre tilsyn med arbejdet. Udvalget bestod af Hagen Nielsen, N. M. Sørensen og J. M. Jensen, sidstnævnte er endnu i live, sammen med udvalget var udpeget klitdirektør Thorup. Det hele var nærmest forsøg, men resultater kom der da ud af det. Da anlægsarbejdet var gennemført, blev der forlangt oprettet et landvindingslaug, der skulle videreføre det oprettede anlæg, og dette skete i 1943. På et indvarslet møde blev love forberedt, og en tremands styrelse valgt samt to amtsrådsmedlemmer, en følge af, at anlægsarbejdet var udført med tilskud for langvarigt arbejdsløse. Arbejdet er så fortsat siden - og nu ta'r vi så på en tur i spartinaanlægget.

Lørdag den 30. september i år (1961) foretoges syn over anlægget. Mødt var den lokale bestyrelse samt amtsrådsmedlem N. Sørensen og fhv. amtsrådsmedlem Rask Jensen, indbudt var professor C. A. Jørgensen, der har fulgt og været med i arbejdet fra starten, og hvis besøg vi jævnligt har, i dette efterår foretager prof. Jørgensen således en opmåling af bevoksningen. Turen er tilrettelagt i god tid, da det skal passe med lavvande for at få det hele at se. Der startes hjemmefra i traktorkøretøj. Det første, der ses på, er strækningen Ved Albo bugt ved fuglekøjen og nord over, og den viser os et betagende syn - hele strækningen fra Albo bugt til Hans Od' bevokset i indtil 200 me­ters bredde, et skønt syn og allerskønnest i september - oktober måneder. Vender vi os og ser mod Albo bugt, ligger det som førhen, og det diskuteres at begynde her også. Det har været forsøgt, men det må gribes an på en noget anden måde, da bunden er for blød til, at planterne kan få slået rigtig rod. 

Nå, der spadseres nord på langs kysten, og der ses på, hvor me­get der mangler i, at skrænten går i et med engen. Da anlægget påbegyndtes, havde man engen i brysthøjde, når man stod på hav­bunden, nu er det ca. knæhøjde, så det er millioner tons af slik, der her er blevet aflejret. Vi når til Hans Od', her er terrænet noget anderledes, men også her står spartinaen fint, noget er blevet til eng, og andelgræsset gror kraftigt mellem planterne, noget mere grøftning ville virke gavnligt og fremme landvindingen. Næste punkt er ud for Sandflod. På en mindre strækning ses på noget, som ikke er slået an som det øvrige trods ihærdig plantning. Strøm og tang er her gode hjælpere til at ødelægge, hvad der bygges op. Vi plejer at forklare det med, at det er her, tidevandet mødes fra Knudedyb og Grådyb - men om det passer er noget andet. På de øvrige strækninger står det godt til, særlig ud for Fogdens Eng og i Nesen. Sjældent når vi hele turen rundt på en dag, da der jo også er plantet i Skideneng bugt, men det er mest på østsiden, det er slået rigtig an. Så køres der med Klingebjerg-vejen hjem til en kop kaffe. Landvindingsprotokollen bliver tilført en bemærkning om, at eftersynet er foretaget, og der bliver givet udtryk for, at ud­viklingen og anlægget er godt,

Så mærkeligt det end lyder, skulle bevoksningen her på Fanø være den, der er slået bedst an blandt seks andre forsøg, der er gjort langs Sønderjyllands vestkyst, og vi mener, det er fordi, vi har hæget mere om det end andre steder.

Og skulle der nu være nogen, der vil sige: Hvad kommer ovenstående i Fanø Ugeblad for?, så er svaret: Det er blevet meget moderne efterhånden, når der ind­
kaldes til generalforsamling, da at blive hjemme - og så prøves der nu ad denne  vej at vække interessen. Det er ganske givet, at der er store muligheder for landvinding, tænk når vi til sin tid får dæmning fra Esbjerg til Halen, så er det helt sikkert, at det vil lægge til på sydsiden. Eller hvad om vi gik i lag med de mange
hundrede tønder land, der kunne indvindes i Albo bugt.

Kysten sikret, det var det første mål, og hvorfor ikke drive det noget videre, når muligheden nu er der.

Med tak for optagelsen

Jens Hansen Iversen.

I bestyrelsen sidder udover gdr. J. H. Iversen, gårdejerne Mathias S. Iversen og Carl Bretschneider. Man har gennem årene haft besøg af mange interesserede og kyndige folk på landvindingens område, og disse har alle givet udtryk for deres beundring og respekt for det her på Fanø udførte landvindingsarbejde på dette
specielle område. Der er i tidens løb solgt store mængder af planter til andre dele af landet, det kan således nævnes, at den kendte godsejer Flemming Juncker har aftaget 170,000 planter til udplantning ved sine udstrakte engarealer ved Mariager fjord. Beløbet, der er fremkommet herved, er blevet brugt til stadige udvidelser og forbedringer af anlægget.