Fortidsminder

Om lys og varme, artikel i Fanø Ugeblad 1. maj 1915

Efter kalamiteterne på Nordby Gasværk netop i helligdagene, kunne det måske for den nuværende generation have sin interesse, at høre lidt om, hvorledes man hjalp sig med lys og ild her på Fanø for 50 – 60 år siden og længere tid tilbage.

Dengang kendte man ikke til at fyre med kul, ligesom petroleum, gas og elektricitet naturligvis var ganske ukendt. Tørv (klyne), lyng og kogødning (kassing) samt træ, der drev i land på stranden, nedbrudte fartøjer og spåner fra nybygninger var den brændsel der brugtes.

Til belysning havde man tranlampen med væge enten af siv, hentet fra marken, eller tvist, som man enten købte eller selv spandt af bomuld, dette brugtes også i tællelys, som man selv støbte af kotalg, der blev smeltet. Formene var enten af blik eller glas. Havde man efter en slagtning en større beholdning af talg, brugtes en roterende indretning over en stor balje vand, hvori formene afkøledes efter at talgen var hældt i, og på den måde støbtes en større beholdning på én gang.

På stranden fandt man af og til stearinlys, som altid blev gemt til den dag, man skulle have sypiger, det var en hel herlighed at have et sådant lys på bordet, det lyste bedre, og man kunne selv se ved et andet større bord at læse, strikke, spille kort m.m. Tranen til lampen fik man af leveren fra torsk og hvillinger samt fra sælhunde og marsvin, som dengang hyppigt fangedes ved øen.

Arnestedet var opmuret af almindelige mursten, i de ældre huse af kampesten, og i de finere køkkener var forsiden belagt med hollandske fliser. I midten var der sædvanligt et firkantet hul med messingdør for, deri kunne man så dejligt få sine våde sokker tørret. Bilæggerovnen, som opvarmedes fra køkkenet, havde også altid en skuffe forneden til at tørre tøj i. den var desuden på siderne dekoreret med figurer, ofte af bibelske motiver. Oven på var messingknapper og desuden store messingtallerkener eller anden pynt.

De velhavende folk stak om aftenen en klyne ind i ovnen, der så under aften kunne holde gløder hele natten, derved havde man altid ild, som de lange svovlstikker, man den gang havde, eller en tælleprås, en lang væge gennemtruffen med talg, kunne tændes ved. Om morgenen kom fattige folk, der ikke havde råd til at ofre en klyne om natten og fik en glød i en træsko for at få ild tændt hjemme. Strygetændstikker kendtes dengang ikke, endnu i 50’erne var det en mærkelighed, som bissekræmmeren brovtede med ved at tilbyde svovlstikker, der kunne tænde uden ild. Ethvert hus og skib havde den gang fyrtøj (et stykke stål, tønder m.m.)

Bageovn fandtes i de fleste større huse eller i baghuset; småfolk var fælles om en sådan en. Der bagtes dog ofte på arnestedet, særlig om der havde været en større ild på til vask, brygning eller slagtning. Trebenet blev taget bort, ilden og asken blev fejet til side, brødet sattes på arnen og derover en større jerngryde med bunden op, hvorpå gløderne og asken lagdes op og om siderne store græstørv, der udmærket holdt på varmen, disse brugtes også meget ved kogning af sådanne retter, der blev mest velsmagende ved langsom kogning.

Til en husstand på seks personer brugtes almindelig 5 á 6 læs klyne, et læs lyng og 1 læs tørv. Klynen kom altid fra fastlandet i lægtere, den kørtes for det meste hjem på trillebør, men blev fragtet i kurve, hvis husene lå nær ved havnen. Det hele besørgedes mest af kvinder og børn, kun var en mand, sædvanligvis Mads Præst, antaget til at bære kurvene i land fra skibet, når det lå et stykke ude i vandet; dengang var der ingen havnebro.

Hø, hvoraf der bragtes mange ladninger til øen, bragtes i land i lagener, den ene familie hjalp den anden, og det hele blev anset for en fest.

De fleste bryggede også dengang selv deres øl, ja nogle endog brændevin, skønt det var forbudt såvel at tilvirke den som at sælge den, da der var monopol.

Lerpotter og gryder brugtes mest den gang, selv pandekagepander var af ler, og ligeledes en, der brugtes til at skrumpe kaffegrums i. kobberkedler var dog almindelig, særlig i skipperhjem, de bragtes særlig med fra Holland, og Theurner af messing fandtes i flere huse ligesom bækkener, vægte, alenstok m.m. Alt sammen havde det sin faste plads i stuen og køkkenet. I de ældre huse fandtes tallerkener opsat rundt under loftet, ligesom andre fajancefigurer var opstillet på dragkisten eller skabe med glasruder. Til opbevaring af tøj og madvarer fandtes store kister, som ofte var smukt udskåret på låget og forsiden, de forsvandt efterhånden og måtte give plads til chatol og sofaer, ligeledes løjbænken, der kunne trækkes ud og om natten afgive soveplads for 3 – 4 drenge og piger. De lukkede senge med tværkøje til favoritten og hylden til rugbrød samt til kartofler (jordævler) underneden er jo nu også en saga blot, ligeledes kridthuset, lysesatsen, træske med blanke messingringe og knap, hovedvandsæg, som i vore forældres tid var nødvendighedsgenstande, er nu borte.