Til omstående artikel knytter Torben Garmer følgende:

I en artikel i Fanø Ugeblad den 8. september 1923 fortæller Kromann om barndommens lege ved Svendsbjerg i Sønderho:

”Oprindelig brugte vi på Fanø ikke navnet ”Klit”; de allerhøjeste punkter kaldtes ”Bjerge”, Baunbjerg, Kræmmerbjerg i Sønderho og en mand fandtes der i 1694 som kaldtes Jes på Bjerget. I Nordby: Mads i Bjergene, Kikkebjerg m.fl. De mindre klitter kaldtes ”Sandene (o æ Saaend)”, således partiet sydvest for Svendsbjerg; Chresten Ibsens Sande opkaldt efter birkedommer over Fanø Birk og herredsfoged i Skads herred, Chr. Ibsen, som i midten af det 17. århundrede boede i Albuen.

Der er overmåde meget interessant ved Svendsbjerg, særlig for mig personlig; thi på og omkring dette med tre ligesindede kammerater, tilbragte vi den allerstørste del af vor sommerferie og ligeledes mange søndage den øvrige del af året; her var nemlig den ting, der også bragte sit til vort ophold på denne plads: vi skulle ikke passe på tøjet; mor havde syet helle habitten af engelske melsække (og de derpå værende indskrifter kunne træffe at komme på alt andet end heldige pladser). I sådant tøj kunne man tumle sig så meget man ville, og endda være pletfri.

Nå! Tidlig på året var det viberne der vel nok var de første æglæggere; disse kunne vi iagttage når vi holdt os stille nede i Helmene, og derefter var det strandskaderne, som lagde æggene nede i den vilde malurt tæt ved vandet. Til gråænderne skulle man tidlig på året have gravet huller; og hvilken glæde at se, at de virkelig gik i hullerne, den var uden ende. Siden kom revlinger, blåbær og lidt senere tranebær, og de havde naturligvis også den dragende magt over os. Mågerne og ternerne havde dengang deres rugeplads omkring Svendsbjerg; senere da plantagen kom, udvalgte de sig en rugekoloni i den vestre del mod Pælebjerg.

Sidst i august måtte kaninerne holde for. En aften var udbyttet så stort, at én af os måtte trække skjorten af for at medbringe fangsten.