Mosedalsbjerg.
Dette "bjergområde" er et af de kønneste og mest særprægede på Fanø,
synes jeg. Her ligger en større mandskabsbunker, som snart er gemt af
vejen samt en af beton beskyttet observationspost Her er også et
betonfundament til ildledelse af de 12,2 cm kanoner, hvoraf der i alt
var 4 syd for Sønderho Strandvej. Fra toppen er der en fin udsigt til
det meste af den sydlige del af øen. Bjerget angives i 1948 til at være
20 m. høj.

Her findes også
stedet "Ved
Galgen", hvor der i sin tid var placeret en galge til skræk og
advarsel for strandrøvere. Den fugtige strandeng vest herfor hedder
Galgedalen. Vi har jo også Galgerev og Galgedyb sydvest herfor.
Lodne Bjerge
er et stort område syd for Sønderho Strandvej ud mod Hønen. Der er ingen
tvivl om hvor navnet kommer fra; det kan man selv forvisse sig om ved en
spadseretur i det dejlige område med den specielle vegetation /
klitdækning. Navnet indgår i Sønderho's "nationalsang".
Der er kun få og små
tyske bunkere i området, men til gengæld er der masser af rester af
skyttegrave og løbegange mellem de forskellige småskytsstilIinger i den
vestlige del. Disse stillinger var kun dækket af sandvolde.