Pælebierg (21 m) Det hed tidligere "Genueserbjerget" efter et genuesisk skibs stranding i 1690. Fra 1742 kaldt Pælebjerg. Det er i dag et meget yndet og skønt udflugtssted. 

Nord for bjerget ligger Pælebjergsøen, som sikkert er en rest af det sund, der i tidernes morgen skulle have delt øen i to dele, og som hed Elses Gab.

Søen er en af de meget få oprindelige og naturlige søer på Fanø, bortset fra de forskellige strandsøer, som for en stor dels vedkommende tørrer ud om sommeren; men der findes masser af kunstigt gravede søer og damme. For en del år siden målte jeg dybden i søen flere steder og fandt huller på knap 2 meter. Søen er senere blevet oprenset maskinelt. 

For ca. en snes år siden opdagede jeg ved et tilfælde en kilde (den eneste jeg kender på Fanø), der havde sit udspring i bunden af en lille aflang søs østlige ende i det sumpede skovområde et par hundrede meter vest for Pælebjerget. Det var en vinterdag, hvor jeg med et par drenge var på skøjtetur i området, da en fod pludselig røg igennem den ellers tykke is. Det var tydeligt. at vandet vældede op fra bunden, og alle vandplanterne bølgede i vestlig retning, hvor den lille sø havde forbindelse til nogle større søer.

Lyngslette ved Pælebjerg

Nordstien ved Pælebjerg

Billedcocktail fra området omkring Pælebjerg

Nær toppen på vestsiden af bjerget er der rester af en mindre bunker, denne fungerede som ild leder / observationsbunker for de 4 stk. 15 cm. Bofors-kanoner. Disse kanoner var fra 1908 og var blevet af flyttet (stjålet) fra det danske artilleriskib Peder Skram i sept. 1943. Disse kanoner kunne kun skyde indirekte, og de havde en max. rækkevidde på 14,5 km. De var opstillede i åbne betonbriske i den tidligere mågekoloni langs betonvejen, der nu fører ud til Skovlegepladsen.    

Batteriet blev af en eller anden grund aldrig færdigudbygget, selvom det blev påbegyndt tidligt i krigen og senere ændret. 

Ved vejen der fører ud til stranden, var der under krigen placeret et par tanks i skjul under nogle gamle grantræer, som nu er blæst om. Der var ved den sydgående skovsti anbragt flere større træbarakker der blev brugt til lager, værksted og sikkert også til beboelse for soldaterne. Tomterne ses endnu. 

En herboende, som for nylig var på arbejde i Tyskland, har der talt med nogle af de her på øen dengang stationerede tyske soldater og har af disse (nu gamle krigere) fået oplyst, at man sandelig ikke fremskyndede noget krigsmæssigt byggeri her; man havde det jo dejligt og forholdsvis fredeligt her på øen, og det grumme alternativ var at blive sendt til østfronten, hvad meget fa af dem ønskede. 

Til omstående artikel knytter Torben Garmer følgende: 

I Fanø Ugeblad den 25. januar 1980 finder vi en artikel om et sogneforstanderskabsmøde på Pælebjerg 1846: 

Afskrift af Nordby Sogns Forhandlingsprotokol v. Marius Sørensen 

Den 11. November 1846 

Ovennævnte Dato fandt efter forudgangen skriftlig Drøftelse et Møde sted imellem Sønderho og Nordby Sogneforstanderskaber ved Grænseskjellet paa Stranden. Hensigten var en Overenskomst om den Retning som Skjellet skulde tage fra den tilforn oprejste Mærkepæl (Pælebjerg). 

Sønderhoe Fortsnaderskab udtalte den i deres Sogn forekommende Mening, at Grænsen skulde drages fra Pælen I ”Nordvest” efter Kompaset. Denne Mening der aldeles intet havde at støtte sig til uden Sagnet maatte Nordby Forstanderskab aldeles modsige, og der gjorde heller ikke nogen videre Fordring paa at gøre den gjældende. Efter landets Retning, omtrent ”Syd” til ”Nord” maatte Nordby Forstanderskab formene at den lige Linie burde drages og Skjellet saaledes drages i ”Vest”. 

Sønderhos Forstanderskab ytrede sig dernæst for at den mellem disse tvende Retninger faldende ”Vest – Nordvest” skulle være Grænsslkellet. 

Da man imidlertid heller ikke derpaa kunde indlade sig fra Nordby Sogns Side foresloges at opgive den Lompasretning, hvorom der stredes og gøre ”Vest – Nordvest – ½ Vest” til Grænselinien. 

Efter nogen Ventilation antoges dette af  Nordby Forstanderskab. Dog bestemtes med fællig god Samtykke denne Afgørelse kun gjældende i 5 – Fem – Aar fra Dato, i hvilket tidsrum saaledes ”Vest – NordVest – ½ Mil Vest” bliver fastsat som Grænselinie paa Stranden. 

Efter ovenstaaende Kompasser, medbragt fra begge Sogne, blev da tillige en Pæl oprejst til at angive Linien fra den tilforn oprejste Pæl. (Pælebjerg). 

Denne Bestemmelse bliver saaledes at indføre i begge Sognes Forhandlingsprotokol. Grænselinien drages følgelig i ”Vest – NordVest – ½ Vest”. 

C. Biering – L. N. Nørbye – J. Lassen – L. A. Spelmann 

H. P. Thyssen – A. J. Hansen 

Fra en beretning om et selskabs ”rejse” til Pælebjerg i juli 1914: 

”En tur til Pælebjerg” 

bakker og bjerge, klitter og banker og så Fanøs dejlige strand er nok værd for en badegæst at søge hen til, når solens slængelys varmer og kvæger. Vi var et helt selskab fra Byen, som sidste søndag søgte ud til Pælbjerg, en høj klit, som tilhører statsplantagen og ligger midtvejs mellem Nordby og Sønderho, men Fanøs befolkning betragter den som sig tilhørende, hvad den også får lov til, ligesom også til at færdes i den unge statsplantage, blot man overholder reglerne efter Plakaterne og ikke lader den unge beplantning tænde ved ens cigar samt i det hele taget opfører sig pænt og ærligt. Fra kirken og til plantørboligen går man ad Postvejen, et stykke af denne er chausse, resten lyngdækket eller helmbestrøet for Sønderho sogns vedkommende. Man kan også strandvejs gå til Pælbjerg, men hverken den første eller sidste vej er kedsommelig. 

Under lystig snakken, der stod i den stærkest mulige disharmoni til naturens tyste ro, vandrede vi et helt selskab den dag fremad mod Pælbjerg, og enhver af os havde på grund af, at værten havde lovet os en forfriskning på bjerget, en hel del bagage at bære på. Et par skridt gennem plantagen og mågedalen bragte os til Pælbjerg. Det hævede sig som en underlig umotiveret  majestæt mellem en klitrække, trappetrin førte op til toppen, hvorfra var et vidstrakt udsyn. 

Bjerget har en anseelig højde og er i buddingform. Ved foden rugede ænder, det vil sige vildænder, og op ad dens sider var der mågereder. 

Straks efter ankomsten til bjerget blev et par damer nede ved foden, hvor der var udgravet et hul, som i almindelighed udnyttedes til ildsted, og de samlede sig nogle affaldne grene og lyng for at gøre anstalt til at gøre ild. Under dette arbejde gik der ild i den enes forklæde, hvilket den øvrige del af selskabet blev opmærksom på ved et højt skrig fra medhjælpersken, betuttet søgte enhver hen mod forklædet, som var kommen for nær flammen i det landlige bål. Med et rask tag rev en fynbo kraftigt fat i forklædet, båndet om livet sprang, og ved at kaste det lille klædningsstykke på jorden og træde på det, lykkedes det ham at få  ilden slukket, så hele skaden indskrænkedes til, at det ene hjørne af forklædet blev brændt. 

Alle var nu sprungne op og samledes – om man så må sige – ved brandstedet, hvor kurvene tømtes, efter at kedlen havde afgivet sit kogte indhold tilsat kaffe og fløde. 

Eftermiddagen gled, og mosekonen var så småt begyndt at fyre op i sit bryggers og solen var sunken i havet. Vi havde betragtet dens forsvinden, det var et storslået syn; men dette og den storartede udsigt fra Pælbjerg vil jeg ikke fortælle om denne gang.”