Fanøkoner ved eftermiddagskaffen

Børne- og ungdomsminder fra Fanø

Anna Kathrine Lauridsen (f. Jensen) i Rindby kan fortælle barne- og ungdoms minder fra Fanø. Der er beretninger om at "go i rå", om Pælebjerg og Silkebjerg og om en ung Sønderho-skippers tragi­ske skæbne

Min fader var landmand Peder Jensen og min moder Ellen Jensen, f. Sonnichsen. Da jeg var 12 år, kom jeg ud at tjene for sommeren, og fik i løn et stykke lærred til 2 stykker linned. - Sommeren efter fik, jeg uldent tøj til et forklæde og et stykke rødt, uldent tøj til et skørt.

Efter min konfirmation havde jeg for­skellige pladser på Fanø. Da jeg var 20 år, tog jeg plads i Sønderjylland i Hinnerup ved Henevad; jeg blev der i 2 år, første år fik jeg 150 kroner, andet år fik jeg lidt mere, og så tog jeg igen plads hjemme. Da et par år var gået, havde jeg i et halvt år plads i Ribe hos bankdirektør Nielsens, derfra tog jeg hjem ti! øen, og da jeg var 29 år blev jeg gift med Hans Søren Lauridsen. - Vi fik min mands barndomshjem, og dermed hører det meste af min historie op.

Nu da årene er gået, bliver barne- og ungdomsminderne klarere og mere for­ståelige. 

En af de rigtig gamle, skikke på Fanø var at »go i rå«, det var en sammen­komst af unge mennesker. 

Samlingspladsen var for det meste et hjem eller er gård, hvor der var to eller tre døtre hjemme. 

»Go i rå« hørte vinteren til. I de lan­ge, mørke aftener, når spinderokken snurrede lystigt og et svagt lysskær fra tranlampen eller ilden fra kakkelovnen lyste lidt op i stuen, kom to eller flere af øens unge mænd og bankede på døren for at få lov at komme i godt selskab. - De unge mænd havde hvert en nøgle garn og strikkepinde, undertiden var de begyndt, på en strømpe, ellers måtte maskerne slåes op for at få begyndt. 

Tidlig på foråret drog de unge mænd på langfart, og da var det godt at have gode og varme strømper med i skibskisten. 

Der kom også unge piger til døren for at spørge om lov til at være med – de unge piger havde også strikketøjet med, eller også tog de fat på uldkassen for at karte, så de piger, der sad ved rokken, fortsat kunne spinde. En anden aften kunne der jo gøres gengæld.

»Go i rå« var ungdommens aftener, og da snakkedes der og fortaltes ople­velser fra de lange rejser i fremmede lande - pigerne fortalte om hverdagslivet fra sommeren hjemme på øen og ofte havde en eller flere af de unge piger haft sommerplads i ”æ Sønden”, så der var ikke så lidt at drøfte og fortælle om.

For den unge mand, der om foråret drog af sted med sejlskibet ud til frem­mede havne, blev Fanø-pigen derhjemme i de kendte stuer mere og mere køn og dejlig. I de store havnebyer, hvor skibet lossede eller lastede, købtes der i stilhed foræringer, der nænsomt pak­kedes ned i skibskisten - det var til hende der hjemme ved spinderokken. 

For de unge piger, der i forårstiden sagde farvel og tak for de mange gan­ge, de havde mødt hinanden og måske fulgte, når de havde bestemt at »go i  rå« - for hende blevet håndtryk til farvel og et par smilende øjne fra den unge sømand langt mere betydningsfuld ved afskeden, end hun i grunden selv var klar over.

Til efteråret lød det stadig i ørerne ­- så mødes vi igen. 

Den gamle, kønne og gode skik ken­des ikke mere. 

Det var en god og sund måde, hvorpå de unge lærte hverandre at kende.

»Go i rå« - giv mig et godt råd -­ er ikke at lade hånt om.

Engang boede Fanøs befolkning om­trent midt på øen og mod vest - det var før sandfygningen ødelagde de gode marker og enge, og da var øen delt  i to dele. Der gik en rende tværs over øen, deraf har Rindby fået navn (byen ved renden). Sandflugten tog engang for alvor fat, og renden føg til og mar­kerne blev ødelagt af sandet. - Kirken, der lå ved de mange huse midt på øen, blev ikke vedligeholdt og faldt til sidst helt sammen. Det var beboerne kede af, og der rejstes da en stemning for at få en kirke bygget - men hvor? Alle var klar over, at kirken skulle byg­ges et helt andet sted. - Der var da en mand, der foreslog at de skulle spænde et par stude for en vogn og lade stude­ne gå, hvorhen de ville, der hvor de gav sig til at græsse, skulle kirken bygges.

På stedet, hvor studene standsede, blev kirken bygget, det nuværende Nordby kirkeplads.

Øen ejes at beboerne, men i adskillige år var de to kommuner eller bysamfund ofte i strid om, hvor skellet skulle sættes - thi begge ville have mest mulig af havsiden for strandingens skyld ­- strandede et skib omtrent midt for øens vestside, blussede uenigheden op, og gang på gang blev der forhandlet om stedet, hvor skelpælen skulle stå - men enighed opnåedes ikke.

Et år strandede der et skib ladet med spiritus, og alle strandingsdygtige mænd fra hele øen strømmede til. Det var meget store mængder af spiritus, der blev bjerget, og meget blev der drukket, så stemningen blev høj. - Pludselig var der een, der sagde: »Nu har jeg drukket min pægl, og I har drukket jeres pægl - nu foreslår jeg, at vi sætter skel­pælen her på dette sted ved klitrækkens højeste bjerg. Der blev klinket og sagt ja - Pælebjerget danner skel - her pælede vi og blev enige. Hør sagde en anden, nu skal to mænd fra Sønderho og to fra Nordby slå følge og gå fra Pælebjerget og tværs over øen, og der, hvor de går, skal sogneskellet være.

Det ses tydeligt. at de fire herrer har fået mere end een pægl ved Pælebjer­get, for skellet tværs over øen går i bugter og sving, og er den dag i dag et tydeligt minde om de mange pægle, der blev drukket ved Pælebjerget, da de enedes om skellet.

På havsiden i den store klitrække findes en stor klit, der kaldes Silkebjerget Navnet stammer fra et skib, der strandede og som var ladet med silketøjer

De mange kasser og pakker fyldt med silke blev bjerget og slæbt op på bjerget (klitten), der altid efter den tid kaldtes Silkebjerget.

Det var noget ualmindelig fint silke­tøj og tørklæder, der blev bjerget fra skibet, og i flere slægtled blev det forevist i hjemmene i Sønderho som noget meget sjældent.

En ung skibsfører fra Sønderho fik for mange år siden til opgave for en stor sum penge at sejle et skib fra en østkysthavn ti! Antwerpen. Den unge kaptajn måtte ikke vide, hvad han sej­lede med; der blev kun sagt, at ladningen var meget kostbar. Skibets papirer og journal måtte ikke åbnes, før han var ude på havet og ikke kunne se land.

Da tidspunktet var nået, åbnede kap­tajnen journalen, og der fandt han et brev, hvis indhold gik ud på, at han sejlede med en meget værdifuld ladning, men han måtte nødig føre skibet i havn, kun skulle han sørge for selv at bjerge livet.

Brevets indhold smertede kaptajnen meget. Penge er ikke alt i livet ­ men nu forstår jeg, hvorfor jeg skulle have de mange penge. - Penge som, jeg nu hader.

Skæbnen ville, at da skibet var nået ud for Sønderho strand, var stormen på sit højeste - skibets besætning tabte magten over sejl og ror; Skibet stran­dede og blev tiI dels slået i splinter.

Under søforhøret erklærede kaptajnen som ret var. at alle skibets papirer var gået tabt, og i papirerne, som han havde fået, udleveret, stod, at ladningen var meget værdifuld, andet og mere kunne han ikke fortælle; da det var det eneste, han vidste.

Undersøgelsen fortsattes, og resultatet blev, at kaptajnen måtte 6 år i fængsel for falsk forklaring for retten.

Det var blevet oplyst, at ladningen var sække fyldt med sand og grus, kort sagt en værdiløs ladning, der skulle dække over et stort firmas underskud ­som imidlertid blev dækket på anden måde.

Da de 6 år var gået, kom kaptajnen sløv og nedbrudt i tanke og sind hjem til Sønderho, hvor han blev modtaget på det hjerteligste af både hustru og familie - de kendte ham som en brav og hæderlig mand.

På havet kom kaptajnen aldrig mere, han blev hjemme og passede sit lille landbrug.

T.KRAGELUND