Den gamle Jordemoder i Sønderho fortæller

1896 blev Fru Thygesen gift. med Thomas Hansen Thygesen, der blev Skibsfører paa Sejlskibet "Venner" af Sønderho. - Han var egentlig Styrmand, fortsætter Fru Thygesen; men Kaptajn Aarre tog hjem til Sønderho da han havde baade Kone og flere Børn der - saa skulde min Mand føre Skibet fra København til England; men i en frygtelig Storm Natten til den 14. Oktober 1899 vilde de sejle Skibet i Læ af Svenskekysten for at søge Ankerplads; men der huggede "den blinde Rocks", som de kalder det, Hul i Skibet. Det var Bygevejr med Maaneskin ind imellem, 10 af Mandskabet blev bjerget i Land; men min Mand og 2. Styrmanden blev derude. De havde taget Redningsbælterne af for lettere at kunne bevæge sig. Den Nat mistede 200 Nordmænd Livet, og 16 Skibe gik ned deroppe ved Svenskekysten.

Der bliver ligesom stille i Stuen, da Fru Thygesen fortæller om hin frygtelige Nat.

Hvor mange Børn havde De, Fru Thygesen ?

Vi havde kun en Søn, der blev Forvalter paa Det forenede Dampskibsselskab, i Esbjerg men han døde i en alder af kun 44 Aar. Da jeg havde været Enke i nogle Aar, raadede Dr. Jørgensen, der var Læge her i Sønderho mig til at lære til Jordemoder. Den Jordemoder, de havde herovre, var nemlig ikke rask. Jeg kom saa over paa Frederiks Hospital i Amaliegade, hvor man dengang blev uddannet. Jeg blev Jordemoder i 1905 og virkede til 1943, da jeg tog min Afsked efter 38 Aars Praksis.

- Hvor mange Børn har De taget. imod. Fru Thygesen?

- Jeg har taget imod godt og vel 700 Børn. Fru Thygesen viser et Billede med 7 Søskende, allesammen Drenge, som hun har taget imod. Den mindte der er i Daabstøj, bærer Fru Thygesen paa Armen, og Fru Thygesen var Gudmor for den lille Dreng.

Har De altid virket i Sønderho?

Nej, det har jeg ikke. Efter 8 Aars Forløb flyttede jeg til Alminde ved Kolding, og der var jeg knap 12 Aar. Saa fik jeg Astma og flyttede tilbage til Sønderho og praktiserede videre her som Distriktsjordemoder.

Min Oldemor, Anna Elisabeth Sonnichsen, født Brinch, blev Jordemoder i 1805, jeg blev det 100 Aar efter i 1905. Jeg husker saa tydeligt dengang min Farmor, som da var oppe i 80'erne, en Dag kom og gav mig Oldemors Jorde­moderbog og sagde til mig: "Den skal du have". Den var trykt i 1754 og udgivet af Dr. Wickmann. Paa den Tid fandtes der ikke uddannede Jorde­mødre, saa derfor havde Dr. Wickmann skrevet Bogen, saaledes at de, der hjalp til, havde lidt at gaa efter.

I 1790 begyndte de første Jorde­mødre at uddanne sig en Maaned eller to hos en Læge; men da de kom hjem derfra, vilde Folk alligevel ikke have dem, derfor kunde de ikke eksistere, og det blev saa gennem Myndighederne bestemt, at der skulde en uddannet Jordemoder til Hjælp ved Fødslerne.

Det var ejendommeligt nok, at i den Jordemoderbog stod der ikke noget om Renlighed: men 100 Aar efter var det, det første og det vigtigste, vi lærte. Min Oldemor, som jeg omtalte før, var meget afholdt. Hun kaldtes altid "Lisbeth", og mange Børn i Slægten er netop kaldt op efter Anna Elisabeth.

Fru Maren Thygesen.

- Kan De ikke fortælle et Par Træk fra gammel Tid?

- Jo, jeg kan f. Eks. nævne, at før i Tiden var det saadan, at naar en Kone havde faaet et Barn, maatte hun ikke gaa ud - ikke engang gaa over Vejen - før hun var blevet indløst i Kirken. Det kaldtes at være Kirkegangskone Ved Barnedaaben, naar Fa­milie og Bekendte kom for at følge til Kirke, fik de i tidligere Tider varmt Øl og Kage, og senere blev det foran­dret til Kaffe og Fanøsmørrebrød. Jeg var selv Kirkegangskone for et halvt Hundrede Aar siden. Efter Indgangsbønnen sang man Salmen "Aleneste Gud i Himmerig", og derefter gik Præ­sten ned til Døren og holdt en Tale til Kirkegangskonen, som stod dernede. Efter Prædikenen foregik Daabshandlingen. En af Moderens Bekendte, som havde født kort forinden, skulde med op i Fostemoderstolen. Naar Prædiken var til Ende, kom Følget op med Barnet, og saa skulde det have Bryst af Konen, der var med. Moderen var, den Dag i Stadstøjet, saa hun ikke kunde amme sit Barn i Kirken. Derfor sagde de gerne: "Hvem var op' og gi'

æ Barn Pat"? Efter at Barnet var døbt, gik man op til Alteret og ofrede til Præsten og Degnen, baade Gudmoderen med Barnet og Fadderen. Saa blev der sunget en Salme, der var spe­cielt til Kirkegangskonen, og derefter gik hun samt Følget op og ofrede ved. Alteret.

   Min Bedstemoder har fortalt mig, at naar de kom hjem fra Kirken, tog Gudmoderen sit sorte Tøj af og lagde det over Vuggen, for saa vilde der ikke ske den lille noget ondt.

Naar der skulde inviteres til Barnedaab, var det alle de smaa Piger i Familien, der havde det Job. I Haanden havde de foruden et Lommetørklæde, hvor Godterne blev puttet i, ogsaa en Seddel, hvorpaa der stod, hvad de for­skellige skulde inviteres til - nogle skulde med Kirkegangskonen, nogle til Kaffe. de nærmeste til Middag. Til Middag fik de som Regel i min Barn­dom "Sakkuk" - Bygmelsbudding, let­saltet Kød og Flæsk til Kartofler. Sirup til Buddingen, Fedt med Flæske­terninger stod i en Underkop paa Bor­det, saa naar Gæsterne dyppede Kar­toflerne deri, kunde der blive en hel Stribe af Fedt fra Underkoppen og over til Gæsternes Tallerkener. Gæster­ne pillede selv deres Kartofler, dog var de mere fornemme Gæster saasom Præ­sten og Degnen, fri for det.

Fru Thygesen har i de senere Aar syet mange Fanødragter til Dukker; men desværre kniber det for Tiden at faa de rigtige Dukker, der egner sig dertil, og Stoffet er det ogsaa vanskeligt at faa fat i.

Fru Thygesen har ogsaa en lille Væv, som kaldes en Spjeld, og hun fortæller, at hun paa denne Væv har vævet Kiltbaand. Kiltbaandet er vævet som et meget langt Bælte med Mønster at Stundsglas (Timeglas) i. Fru Thygesen demonstrerer, hvordan Kiltbaandet bliver brugt, og man forstaar, det var praktisk, naar Kvinderne skulde ud at hjælpe i Marken, at de da havde Kiltbaandet bundet om Skørtet.

Fru Thygesen har baaret Fanødragten helt fra lille, indtil hun kom paa Jordemoderskolen. Derovre sagde Pro­fessoren til Fru Thygesen: ”Men De maa jo lægge Deres pæne Fanødragt",

- I 25 Aar gik jeg med almindeligt Tøj, og da jeg igen fik Fanødragten paa, var det, ligesom jeg havde. været paa en lang Rejse; slutter Fru Thyge­sen.

Fru Maren Thygesen har i én familie taget mod syv drenge.