En Fanødrengs liv
Ved T.
Kragelund
I et af
Nordbys solide, huse bor Marius Villadsen, som blev født den 16. juni
1879 i Nordby. Han fortæller:
- Min
fader, Mogens P. Villadsen, var arbejdsmand og var født i Nr. Farup.
Moder, Gunder Marie Villadsen, var fra Terpager. Vi var 7 søskende, og
jeg var den tredje.
Da jeg
var 10 år fik jeg plads for sommeren i Guldager for at passe køer. l løn
fik jeg 10 kroner, 1 pund uld og er par træsko. Jeg skulle i den tid gå
til skole en halv dag om ugen, men det blev for mit vedkommende kun til
vistnok 3 gange, - for det gik sådan, at jeg blev uenig med lærer
Jørgensen. En dag smed læreren nemlig en tøjknold, som han brugte til at
tørre den sorte tavle med, ned i hovedet på mig, og så smed jeg
tøjstykket tilbage til ham. Da det var passeret 3 gange, fik jeg ordre
til at komme op til katederet og lægge min hånd, på pladen, og Jørgensen
sad da med en lineal, der vendte den skarpe kant nedad. Med den skulle
jeg slåes over fingrene. Der var dødsensstille i skolestuen, ikke en
rørte sig, og de fleste var ligblege i ansigtet. så bange var alle.
Da
Jørgensen løftede til slag, tog jeg selvfølgelig hånden til mig, thi jeg
ville ikke gå med en læderet hånd i lange tider, for jeg. så, at
Jørgensen var rasende, og så vidste han ikke, hvad han gjorde. Jeg gik
hen til døren, eller rettere løb, og fo'r så af sted hjemefter. Jeg kom
ikke mere til skole den sommer.
Manden,
jeg tjente hos, anede et stykke tid ikke noget om dette, thi jeg fik min
skolemad hver halve ugedag og gik så ud til et dige i marken, hvor jeg
lagde mig til at sove samt spiste min mad - så havde jeg været i skole!
Da en tid
var gået, spurgte lærer Jørgensen en dag ved kirken min husbond om,
hvorfor han ikke sendte sin hjorddreng til skole, hvortil manden
svarede, at det kendte han ikke noget til.
Nogle
dage efter spurgte manden mig, om jeg ikke ville gå i skole. Dertil
svarede jeg nej og forklarede hvorfor. Manden svarede dertil; at det
skulle jeg heller ikke, og skulle der komme skolemulkter, ville han
betale for mig.
Da
efteråret kom, og jeg kom hjem, var min fader meget ked af, at, han
havde sendt mig ud at tjene. "For". sagde han, det gælder om at lære
noget". og så kom jeg l realskolen, - Og fordi jeg havde været ude at
tjene skulle jeg få lov til gå i "skole et år mere end nødvendigt”.
Fader ønskede ikke, at jeg skulle tage eksamen; jeg skulle bare lære
noget.
Da jeg
var 15 år, kom jeg om sommeren til Gjesing at tjene hos Hans Forpagter,
og da november kom, flyttede jeg til gårdejer Jørgen Bruun. Jeg skulle
have 60 kroner i løn for et år. Næste år tjente jeg i Jerne præstegård,
og kom derefter hjem til Nordby og i murerlære hos Thomas Thomsen. Jeg
blev ikke udlært, thi da 2 år var gået, købte min mester en
manufakturhandel og opgav håndværket. Det var i 1899. Som forbundter fik
jeg nu arbejde hos firmaet Ovesen og Krabbenhøft, der havde store
arbejder i Brejninge, hvor der blev bygget åndssvageanstalt.. Det var et
arbejde, jeg var meget glad for, thi der var noget at lære.
Et
stykke hen på sommeren blev der lock-out, og jeg rejste til Fredericia,
hvor jeg fik arbejde hos bygmester Hans Nielsen, der byggede en stor
gymnastiksal ved Landerupgård optagelsesanstalt. Da vinteren satte ind,
rejste jeg hjem.
Den 20.
januar 1900 pakkede jeg mit tøj sammen og rejste til Århus, og fik
straks arbejde hos murermester Rasmussen. Et stykke hen på sommeren fik
jeg arbejde hos murermester Linde, der havde al jernbanens arbejde fra
Århus til Hammel.
Murermester Linde var fra Kjellerup. Da efteråret kom og vi var færdige
med jernbanearbejdet, tog jeg med mester hjem til Kjellerup, hvor jeg
lavede svendestykke og fik svendebrev.
Året
efter i foråret 1901 rejste jeg syd på og fik arbejde på Sild, hvor der
var store arbejder ved vesterhavsbadet (Westerland).
På rejsen
til Sild var der en tysk præst, der talte til mig flere gange, men jeg
kunne ikke svare. Jeg forstod godt, hvad han sagde. og vidste
også, hvad jeg ville svare, men jeg kunne ikke. Det var helt anderledes,
da jeg på Sild havde arbejdet i 14 dage sammen med de tyske murersvende.
Sproget faldt mig da så let og naturligt, at svendene allerede da valgte
mig til ordfører, når der skulle forhandles med mester om et eller andet
angående arbejdet. Jeg takkede i tankerne min fader for, at han sørgede
for, at jeg i 3 år gik på realskolen i Nordby. Det tysk, jeg den gang
havde lært, kom mig for alvor til gode.
Marius
Villadsen er stadig i virksomhed. Her står han med en malerpensel i hver
hånd. Det er stakittet omkring haven, der skal males.

Jeg var
den sommer på Sild med til at bygge villa "Johanne Helena", der kostede
mellem 700 og 800,000 mark. Det var en tandlæge fra Berlin, der lod
villaen bygge. Han havde i medgift med sin kone fået 40 millioner mark,
derfor var det ganske naturligt, at villaen skulle være fin.
Fra Sild
rejste jeg til Kolding og arbejdede der en kort tid. Jeg pakkede så en
dag randselen og vandrede mod Flensborg. På denne vandring kom jeg til
Arrild og gik ind i en mindre ejendom for at bede om et stykke mad.
Konen var venlig, men kunne ikke give mig mad, da det var meget sparsomt
med fødevarer. Jeg sagde ganske stilfærdigt, at jeg kom fra Danmark og
var sulten, men at jeg jo så måtte prøve et andet sted. "Er du dansker",
spurgte konen, "ja, så skal De have mad". Da jeg spiste, blev jeg helt
ked af det, for jeg tror, at konen gav mig af, hvad hun selv hårdt
trængte til.
Arbejdet
i Flensborg passede mig ikke, og så tog jeg til Tønder og fik arbejde på
rigsbankens filial, der den gang var under opførelse. I Tønder blev jeg
syg, og måtte på sygehus, hvor jeg blev opereret et par gange. Efter
dette rejste jeg hjem til Nordby og blev hjemme vinteren over.
Da
foråret kom, rejste jeg til Ribe og fik arbejde på en villa, der blev
bygget ved Kurveholmen. Derfra rejste jeg til Varde og var med til at
bygge stationerne på Varde - Nr. Nebelbanen. Om efteråret rejste jeg til
Esbjerg og fik arbejde ved opførelsen af Stormgades skole og derefter
ved forskellige mindre bygninger.
I 1903
tog jeg hjem til Nordby og fik arbejde der. Samme år blev jeg gift med
Anna, f. Sørensen, fra Rindby.
1.
november flyttede vi til Esbjerg, og jeg fik arbejde ved opførelsen af
Sct. Josephs hospital.
Det blev
ikke lang tid, vi havde vort hjem i Esbjerg, thi allerede året efter,
den 1. november 1904, flyttede vi hjem til Fanø og overtog min kones
fødegård.
Gården
var med 10 køer, 6 til 8 ungkreaturer, 2 heste og 20 får, så der var
noget for os at tage vare på. Min svigerfader havde efter den tids
forhold været en dygtig landmand og havde i
1880'erne
indrettet vandmejeri for bedre at kunne udnytte køernes mælk. Svigerfar
var også med i starten af andelsmejeriet og var i mange år formand for
mejeriet.
Tid efter
anden kom jeg med i sognets mange offentlige hverv, bI. a. var jeg i 10
år kasserer i landboforeningen, medlem i bestyrelsen for mejeri,
brugsforening samt kommunal ejendomsskylds vurderingsmand og
vurderingsmand i den almindelige brandforsikring Så jeg havde rigeligt,
som man siger både hjemme og ude.
I gårdens
aftægtslejlighed boede foruden mine svigerforældre også min kones
bedstemoder; alle tre var os til megen nytte. Den gamle bedstemoder var
en elskelig gammel kone og var det meste af tiden inde hos os. Særlig
min kone var hun, til stor glæde og nytte, thi som årene gik, fik vi en
stor børneflok, i alt 10, så der var noget at tage vare på, både med,
føde og klæder.
Den gamle
bedstemoder førte et frit sprog overfor alle, både kendte, og ukendte,
og hendes friske, frie måde at være på gjorde, at alle holdt af hende.
En dag,
der ofte blev talt om, var en dag i juli 1894, da prins Valdemar og
prinsesse Marie gæstede Fanø og boede på Kurhotellet. Prins Valdemar
rejste dagen efter ankomsten. Prinsesse Marie blev til 1. august.
Vor gamle
bedstemoder var en dag gået til stranden, som hun ofte gjorde for at
samle rav. Imod hende kom en smuk, ung dame, der også gik og så ned i
vandet ved strandkanten.
Nå,
hitter du noget?" spurgte bedstemoder.
"Nej",
svarede damen.
"Ja,
så må do gåt fo de fo bråker, a håer, men huer æ du hejsen frå?"
"Jeg
er prinsesse Marie", svarede den fine dame.
"Prinsesse Marie?" sagde bedstemoder, "men så Guj fårlåd mæ fatte kuen
te a sejer do til prinsessen".
Det blev
ikke sidste gang, at bedstemor og prinsesse Marie mødtes. Flere gange
fik de længere samtaler, og en dag bød bedstemoder prinsesse Marie hjem
i besøg hos sig. Dag og tid blev bestemt.
Da
bedstemor kom hjem og fortalte det, blev der stor opstandelse og
forfærdelse, og datteren (min kones moder), var nærmest vred på sin
moder over, at hun kunne få sig til at sige sådan noget pjat, - men
bedstemor var ikke forknyt og sagde, at den sag skulle hun
nok selv
ordne.
Bedstemor
fik den pågældende dag ryddet pænt op inde i aftægtsstuen og, en flaske
vin sat på bordet, og så måtte prinsesse Marie komme, når hun ville.
Min kones
mor havde travlt med at få børnene i stiveste puds, hvis prinsessen
skulle forlange at hilse på børnene (pigerne gik alle i nationaldragt).
Kort
efter rullede køretøjet op for døren, og prinsesse Marie kom på besøg,
og det blev en af bedstemors store dage, - såvel som en begivenhed for
børnene.
At
besøget satte alt i gården på den anden ende, forstår man deraf, at
bedstemors mand, Ivar Hansen Lassen, løb op i høet og gemte sig, thi
han ville ikke se prinsessebesøget.
Venskabet
udviklede sig til, at prinsesse Marie kom med sit fotografi, og så ville
hun have et fotografi af bedstemor og bedstefar, hvad hun også fik.
Min kone
og jeg havde som sagt nok at tage vare på. Vi oplevede mange gode år på
gården, men sorger gæstede os, - kan jeg godt sige, næsten for hårdt.
Flere af vore børn fik både som små og som voksne svære og lange
sygehusophold. Af vore 10 børn er nu kun fire tilbage.
I1931
overdrog vi gården til min kones broder, og så købte vi et hus i Nordby.
Jeg tog
straks fat på det håndværk, som jeg havde lært i mine unge dage, og jeg
fik mere arbejde end jeg kunne overkomme. Desuden fik jeg forskellige
lettere hverv, som jeg efterhånden blev mere og mere glad for, thi alt
som årene går, kan kræfterne jo ikke slå til.
Jeg har i
min tid oplevet en del og lært mange mennesker at kende, og det gør sit
til, at mine tanker i ledige stunder altid finder hvile i gode minder.