En Fanødrengs liv 

Ved T. Kragelund 

I et af Nordbys solide, huse bor Marius Villadsen, som blev født den 16. juni 1879 i Nordby. Han fortæller: 

- Min fader, Mogens P. Villadsen, var arbejdsmand og var født i Nr. Farup. Moder, Gunder Marie Villadsen, var fra Terpager. Vi var 7 søskende, og jeg var den tredje.

Da jeg var 10 år fik jeg plads for sommeren i Guldager for at passe køer. l løn fik jeg 10 kroner, 1 pund uld og er par træsko. Jeg skulle i den tid gå til skole en halv dag om ugen, men det blev for mit vedkommende kun til vistnok 3 gange, - for det gik sådan, at jeg blev uenig med lærer Jørgensen. En dag smed læreren nemlig en tøjknold, som han brugte til at tørre den sorte tavle med, ned i hovedet på mig, og så smed jeg tøjstykket tilbage til ham. Da det var passeret 3 gange, fik jeg ordre til at komme op til katederet og lægge min hånd, på pladen, og Jørgensen sad da med en lineal, der vendte den skarpe kant nedad. Med den skulle jeg slåes over fingrene. Der var dødsensstille i skolestuen, ikke en rørte sig, og de fleste var ligblege i ansigtet. så bange var alle.

Da Jørgensen løftede til slag, tog jeg selvfølgelig hånden til mig, thi jeg ville ikke gå med en læderet hånd i lange tider, for jeg. så, at Jørgensen var rasende, og så vidste han ikke, hvad han gjorde. Jeg gik hen til døren, eller rettere løb, og fo'r så af sted hjemefter. Jeg kom ikke mere til skole den sommer. 

Manden, jeg tjente hos, anede et stykke tid ikke noget om dette, thi jeg fik min skolemad hver halve ugedag og gik så ud til et dige i marken, hvor jeg lagde mig til at sove samt spiste min mad - så havde jeg været i skole! 

Da en tid var gået, spurgte lærer Jørgensen en dag ved kirken min husbond om, hvorfor han ikke sendte sin hjorddreng til skole, hvortil manden svarede, at det kendte han ikke noget til. 

Nogle dage efter spurgte manden mig, om jeg ikke ville gå i skole. Dertil svarede jeg nej og forklarede hvorfor. ­Manden svarede dertil; at det skulle jeg heller ikke, og skulle der komme skolemulkter, ville han betale for mig. 

Da efteråret kom, og jeg kom hjem, var min fader meget ked af, at, han havde sendt mig ud at tjene. "For". sagde han, det gælder om at lære noget". og så kom jeg l realskolen, - Og fordi jeg havde været ude at tjene skulle jeg få lov til gå i "skole et år mere end nødvendigt”. Fader ønskede ikke, at jeg skulle tage eksamen; jeg skulle bare lære noget.

Da jeg var 15 år, kom jeg om sommeren til Gjesing at tjene hos Hans Forpagter, og da november kom, flyttede jeg til gårdejer Jørgen Bruun. Jeg skulle have 60 kroner i løn for et år. Næste år tjente jeg i Jerne præstegård, og kom derefter hjem til Nordby og i murerlære hos Thomas Thomsen. Jeg blev ikke udlært, thi da 2 år var gået, købte min mester en manufakturhandel og opgav håndværket. Det var i 1899. Som forbundter fik jeg nu arbejde hos firmaet Ovesen og Krabbenhøft, der havde store arbejder i Brejninge, hvor der blev bygget åndssvageanstalt.. Det var et arbejde, jeg var meget glad for, thi der var noget at lære.

 Et stykke hen på sommeren blev der lock-out, og jeg rejste til Fredericia, hvor jeg fik arbejde hos bygmester Hans Nielsen, der byggede en stor gymnastiksal ved Landerupgård optagelsesanstalt. Da vinteren satte ind, rejste jeg hjem.

Den 20. januar 1900 pakkede jeg mit tøj sammen og rejste til Århus, og fik straks arbejde hos murermester Rasmussen. Et stykke hen på sommeren fik jeg arbejde hos murermester Linde, der havde al jernbanens arbejde fra Århus til Hammel. 

Murermester Linde var fra Kjellerup. Da efteråret kom og vi var færdige med jernbanearbejdet, tog jeg med mester hjem til Kjellerup, hvor jeg lavede svendestykke og fik svendebrev. 

Året efter i foråret 1901 rejste jeg syd på og fik arbejde på Sild, hvor der var store arbejder ved vesterhavs­badet (Westerland).

På rejsen til Sild var der en tysk præst, der talte til mig flere gange, men jeg kunne ikke svare. Jeg forstod godt, hvad han sagde. og vidste også, hvad jeg ville svare, men jeg kunne ikke. Det var helt anderledes, da jeg på Sild havde arbejdet i 14 dage sammen med de tyske murersvende. Sproget faldt mig da så let og naturligt, at svendene allerede da valgte mig til ordfører, når der skulle forhandles med mester om et eller andet angående arbejdet. Jeg takkede i tankerne min fader for, at han sørgede for, at jeg i 3 år gik på realskolen i Nordby. Det tysk, jeg den gang havde lært, kom mig for alvor til gode. 

Marius Villadsen er stadig i virksomhed. Her står han med en malerpensel i hver hånd. Det er stakittet omkring haven, der skal males.

Jeg var den sommer på Sild med til at bygge villa "Johanne Helena", der kostede mellem 700 og 800,000 mark. Det var en tandlæge fra Berlin, der lod villaen bygge. Han havde i medgift med sin kone fået 40 millioner mark, derfor var det ganske naturligt, at villaen skulle være fin. 

Fra Sild rejste jeg til Kolding og arbejdede der en kort tid. Jeg pakkede så en dag randselen og vandrede mod Flensborg. På denne vandring kom jeg til Arrild og gik ind i en mindre ejendom for at bede om et stykke mad. Konen var venlig, men kunne ikke give mig mad, da det var meget sparsomt med fødevarer. Jeg sagde ganske stilfærdigt, at jeg kom fra Danmark og var sulten, men at jeg jo så måtte prøve et andet sted. "Er du dansker", spurgte konen, "ja, så skal De have mad". Da jeg spiste, blev jeg helt ked af det, for jeg tror, at konen gav mig af, hvad hun selv hårdt trængte til. 

Arbejdet i Flensborg passede mig ikke, og så tog jeg til Tønder og fik arbejde på rigsbankens filial, der den gang var under opførelse. I Tønder blev jeg syg, og måtte på sygehus, hvor jeg blev opereret et par gange. Efter dette rejste jeg hjem til Nordby og blev hjemme vinteren over.

Da foråret kom, rejste jeg til Ribe og fik arbejde på en villa, der blev bygget ved Kurveholmen. Derfra rejste jeg til Varde og var med til at bygge stationerne på Varde - Nr. Nebelbanen. Om efteråret rejste jeg til Esbjerg og fik arbejde ved opførelsen af Stormgades skole og derefter ved forskellige mindre bygninger.

I 1903 tog jeg hjem til Nordby og fik arbejde der. Samme år blev jeg gift med Anna, f. Sørensen, fra Rindby. 

1. november flyttede vi til Esbjerg, og jeg fik arbejde ved opførelsen af Sct. Josephs hospital. 

Det blev ikke lang tid, vi havde vort hjem i Esbjerg, thi allerede året efter, den 1. november 1904, flyttede vi hjem til Fanø og overtog min kones fødegård.

Gården var med 10 køer, 6 til 8 ung­kreaturer, 2 heste og 20 får, så der var noget for os at tage vare på. Min svigerfader havde efter den tids forhold været en dygtig landmand og havde i 1880'erne indrettet vandmejeri for bedre at kunne udnytte køernes mælk. Svigerfar var også med i starten af andels­mejeriet og var i mange år formand for mejeriet.

Tid efter anden kom jeg med i sognets mange offentlige hverv, bI. a. var jeg i 10 år kasserer i landboforeningen, medlem i bestyrelsen for mejeri, brugsforening samt kommunal ejendoms­skylds vurderingsmand og vurderingsmand i den almindelige brandforsikring Så jeg havde rigeligt, som man siger både hjemme og ude.

I gårdens aftægtslejlighed boede foruden mine svigerforældre også min kones bedstemoder; alle tre var os til megen nytte. Den gamle bedstemoder var en elskelig gammel kone og var det meste af tiden inde hos os. Særlig min kone var hun, til stor glæde og nytte, thi som årene gik, fik vi en stor børneflok, i alt 10, så der var noget at tage vare på, både med, føde og klæder.

Den gamle bedstemoder førte et frit sprog overfor alle, både kendte, og ukendte, og hendes friske, frie måde at være på gjorde, at alle holdt af hende.

En dag, der ofte blev talt om, var en dag i juli 1894, da prins Valdemar og prinsesse Marie gæstede Fanø og boede på Kurhotellet. Prins Valdemar rejste dagen efter ankomsten. Prinsesse Marie blev til 1. august.

Vor gamle bedstemoder var en dag gået til stranden, som hun ofte gjorde for at samle rav. Imod hende kom en smuk, ung dame, der også gik og så ned i vandet ved strandkanten.

Nå, hitter du noget?" spurgte bedstemoder.

   "Nej", svarede damen.

   "Ja, så må do gåt fo de fo bråker, a håer, men huer æ du hejsen frå?"

   "Jeg er prinsesse Marie", svarede den fine dame.

"Prinsesse Marie?" sagde bedstemoder, "men så Guj fårlåd mæ fatte kuen te a sejer do til prinsessen".

Det blev ikke sidste gang, at bedstemor og prinsesse Marie mødtes. Flere gange fik de længere samtaler, og en dag bød bedstemoder prinsesse Marie hjem i besøg hos sig. Dag og tid blev bestemt.

Da bedstemor kom hjem og fortalte det, blev der stor opstandelse og forfær­delse, og datteren (min kones moder), var nærmest vred på sin moder over, at hun kunne få sig til at sige sådan noget pjat, - men bedstemor var ikke forknyt og sagde, at den sag skulle hun nok selv ordne.

Bedstemor fik den pågældende dag ryddet pænt op inde i aftægtsstuen og, en flaske vin sat på bordet, og så måtte prinsesse Marie komme, når hun ville.

Min kones mor havde travlt med at få børnene i stiveste puds, hvis prinsessen skulle forlange at hilse på børnene (pigerne gik alle i nationaldragt).

Kort efter rullede køretøjet op for døren, og prinsesse Marie kom på besøg, og det blev en af bedstemors store dage, - såvel som en begivenhed for børnene.

At besøget satte alt i gården på den anden ende, forstår man deraf, at bed­stemors mand, Ivar Hansen Lassen, løb op i høet og gemte sig, thi han ville ikke se prinsessebesøget.

Venskabet udviklede sig til, at prinsesse Marie kom med sit fotografi, og så ville hun have et fotografi af bedstemor og bedstefar, hvad hun også fik.

Min kone og jeg havde som sagt nok at tage vare på. Vi oplevede mange gode år på gården, men sorger gæstede os, - kan jeg godt sige, næsten for hårdt. Flere af vore børn fik både som små og som voksne svære og lange sygehusophold. Af vore 10 børn er nu kun fire tilbage.

I1931 overdrog vi gården til min kones broder, og så købte vi et hus i Nordby.

Jeg tog straks fat på det håndværk, som jeg havde lært i mine unge dage, og jeg fik mere arbejde end jeg kunne overkomme. Desuden fik jeg forskellige lettere hverv, som jeg efterhånden blev mere og mere glad for, thi alt som årene går, kan kræfterne jo ikke slå til. ­

Jeg har i min tid oplevet en del og lært mange mennesker at kende, og det gør sit til, at mine tanker i ledige stunder altid finder hvile i gode minder.