FANØ

i gamle dage

Ved Maja Pedersen Sønderho

MELLEM min afdøde far - Peder Klemmensen Pedersens - nedskrevne erindringer har jeg fundet følgende optegnelser om særlige begivenheder fra længst forsvunden tid. Han skriver således bI. a.:

Fra min barndomstid husker jeg endnu den dag, da budskabet om kong Frederik den 7's død nåede til Fanø. Straks efter lød kirkeklokkens kimen, og der blev samtidig beordret, at der i 8 uger skulle ringes 2 gange daglig i 2 timer. Ringningen gik på omgang blandt beboerne, men der var nok, der var villige. Det var en virkelig landesorg, og »det er jo det sidste, vi kan gøre for vor folkekære konge«, sagde man. Min moder og de andre Fanø-kvinder var klædt i sorg den dag, og på mit spørgsmål til min moder om hendes sorg, svarede hun: »Vor konge er død, og han var som en fader for sit folk. Han gav os grundloven, som din bedstefader altid kaldte frihedsbrevet. Det forstår du ikke nu, men når du bliver voksen, vil du nok forstå dette brevs værd«, tilføjede hun.

Som sønderhoningerne og i det hele taget fanøboerne var kongevenlige, så­ledes var de også meget fædrelandssindede. Det erfarede vi, da senere krigen udbrød i 1864. Jeg erindrer da den sørgelige tidende kom til Sønderho gennem postbringeren (postudbringeren Mads N. Kromand, daglig kaldet Mads Tonne­sen), at tyskerne i februar gik over Ejderen og besatte landet op mod Dannevirke.

Men endnu tydeligere mindes jeg den begivenhed, der skete den 27. juni samme år, 1864, da vi her i Sønderho overraskedes ved at observere en afde­ling soldater, der kom marcherende på Kjælsandet (en sand flakke mellem Søn­derho og Mandø) med bajonetterne, der blinkede i den stærke sol. Vi smådrenge, som vi var dengang, holdt os til i klyngerne hos de voksne, der samlede sig i klitterne, og der holdt råd om, hvad der skulle gøres. Var soldaterne venner eller fjender? Dette var det store spørgsmål. Der var i klyngerne både mænd og kvinder, men kvindernes rækker tyndede snart ud, da de allerfleste skyndte sig mod hjemmet. For alle tilfældes skyld ville de redde deres stadstøj, sølvtøj, spejle og andre værdifulde ting, som de gravede ned i deres haver, (»kålgårde«, som de kaldtes på den tid) eller et andet skjult sted. frivilligt mandskab meldte sig imidlertid til nogle både, som sejlede over mod soldaterne, thi var det venner; måtte de hjælpes hurtigt at hensyn til strøm og vind. Efter at have modtaget fornøden instruks gik sejladsen ad »Kjældsandet«, og da de nåede derover, viste det sig, at soldaterne var dansk militær, nemlig 11. regiment, som under kommando af løjtnant UIdaII (senere arkitekt i Randers) kom fra Rømø til Mandø og over Mandø flade til »Kjælsandet«.

Soldaterne blev nu sejlet ind til Sønderho havn, hvor de marcherede i hold fra hver båd til »Tønde­huset« og »Kalvekrogen«, hvor de fik lov til en halv times »rast«. Nogle satte sig i hvil med geværet mellem benene, andre hvilede på de tilpakkede tornystre. Da hele regimentet var færget over, samlede 4 underofficerer deres mandskab. Der blev råbt: »Træd an!« Og det var noget for os drenge, at se soldaterne på nært hold og at iagttage deres øvelser - vi havde aldrig set soldater på øen før. Men til bedrøvelse for os blev opholdet i Sønderho kun kort.

Efter et døgns forløb fik regimentet ordre til at marchere til Nordby, hvor der blev anlagt et fast batteri lige over for Strandby, hvor senere Esbjerg er vokset op. (Stedet har endnu den dag i dag bevaret navnet »batteriet«). Det blev monteret med 6 svære skibskanoner, som havde stået i toldpakhuset siden »treårskrigen«. få dage forinden havde østrigerne i stort antal besat Strandby kro og omliggende gårde. Det ville vistnok have været en let sag at skyde disse bygninger ned og fordrive de fjendtlige tropper, men fanøboerne holdt igen, thi de var bange for, at østrigerne så ville forskaffe sig kanoner, der kunne skyde Nordby i brand. En søndag eftermiddag opdagede man på Fanø, at der var usædvanlig travlhed blandt østrigerne; de syntes i færd med at sætte både i vandet og forberedte måske en landgang på Fanø. En af »batteriets kanoner blev derfor afskudt for at forskrække østrigerne. Da kuglen faldt i nærheden af Strandby kro, forsvandt østrigerne bort fra bådene og opgav landgangen på Fanø. Og hermed endte krigs­begivenhederne for Fanøs vedkommende I 1864.