Fanø

Der ligger en lille havfødt ø

       så langt mod vest,

hvor levende klitter fyger hvidt

i storm og blæst,

med enge så grønne og brede

med susende granskov og hede.

Dens billed er malet i hvidt og grønt

       på havbIå bund,

men ravgyldne farver føjes til

i solfaldsstund.

Og frem bag de lave klitter

små rødmalte huse titter.

Her bydes dig sol og snehvid strand

       og lune bo

og herligste tumlen i saltfrisk hav

og fred og ro.

Med tusinde glæder begavet

er FANØ, perlen i havet.

Her voksed en drengeskare op,

    og dreng blev mand,

hans hu stod til søen, thi udv’e drog

fra hjemlig strand.

Og hjemme ved arnen du finder

de flittige, trofaste kvinder.

Men tit driver gråvejr ind mod land

       med aftengus,         .

og tykningen hyller sit klamme slør

om gård og hus.

Hør - gennem den drivende tåge

skriger en ensom måge.

Når stormen spiller sin symfoni!

       med orgelklang,

og vesterhavsbrændingen føjer dertil

sin vilde sang,

da beder, beder hver kvinde på øen

for h a m, der er ude på søen.

Men går du en kvæld i sene høst

   på øde strand,

                  da hører du trækfugles vingesus

over hav og land ­

en ordløs, vemodig klage,

en afsked med sommerens dage.

N. M. Gerald.