Fanøtøj eller Fanødragten.

Nævnes navnet Fanø ud over landet, da tænker de fleste på kvindernes nationaldragt.

Besøger man f. eks. frk. Johan­ne Marie Nielsen i Nordby, kan man få besked om dragtens udseende, dens opbygning og hvilke farver dragten, skørter, skørte­bånd og tørklæder skal have, også til livets fester både i glæde og sorg.

Farvekombinationerne af rødt, grønt, blåt, violet og sort kan frk. Johanne Marie Nielsen fortælle om, såvel som om, hvorledes sølvknapper og ravknapper skal sidde i trøjen og hvor mange der ska1 være.

Frk. Johanne Marie Nielsen, en glad og god repræsentant for Fanø-kvinderne, er født 2. august 1875 i Nordby. Hun fortæller om familien:

Fader Niels Nielsen var skibsfører. Moder hed Sidsel og var født Mathiassen.

Som ganske ung kom fader na­turligvis som de fleste Fanø-drenge dengang ud at sejle, og efterhånden som årene gik, arbejdede han sig fremad, hans mål var at blive skibsfører.

Efter at han i adskillige år havde været styrmand og sejlet på langfart, købte han i 1875 en galease til 4 mands besætning.

Fader lagde skibet op i 4 vintermåneder; det vil sige, at han sejlede fra marts til november. De fleste laster han sejlede med var kul fra England til Skive samt flere andre Limfjordsbyer, undertiden lastede han også korn og cement.

I 1893 i oktober måned skulle fader komme med en kullast til købmand Godtfredsen i Nordby, - og det  var samtidig dette års sidste rejse.

Da skibet kom til Hornsrev, blæste det op til storm, og skibet tog grund, dog ikke mere end fader fik skibet løs og kunne sejle videre med en større lækage. ­Mandskabet måtte alle stå ved pumperne for at holde skibet flydende.

Min ældste broder gik dengang på navigationsskolen, og da det rygtedes hjem, at faders skib kom sejlende på pumperne, fik min broder sine kammerater med ud til skibet, hvor de straks tog fat ved pumperne. Det var på høje tid, de kom, for fader og mandskabet var så. udasede, at de næsten ikke magtede mere. Jeg hu­sker endnu tydeligt, at skibet kom synkefærdigt glidende på vandet ind i Nordby havn.

Efter at skibet var losset, blev det undersøgt, og det viste sig da, at en udbedring af skaden ikke kunne betale sig, så skibet blev hugget op.

Fader spekulerede i vinterens løb over, hvad han skulle gøre. Der var adskillige, der tilbød at tage aktier i et nyt skib, men det var jo et stort beløb, der skulle til og med så stor gæld turde fader ikke begynde.

Når fader straks fik tilbud om penge, skyldtes det, at aktionæ­rerne i Galeasen altid havde fået god udbytte af deres aktier. Fader betragtede sit forhold til ak­tionærerne som et tillidsforhold, og at de troede på ham - denne tillid ville han ikke skuffe. Selv tog fader kun så meget, at hans familie kunne leve. I månedsløn som skibsfører fik han 60 kroner og 5 % kaplak af lasten.

Fader besluttede sig altså til at lægge op som skibsfører. Han var dengang 46 år, og med hans virksomme natur tog han selvfølgelig fat på noget andet.

Vi havde så meget landbrug til vort hjem, at vi kunne holde en ko og undertiden 2 samt 4 får, men landbruget passede moder hovedsagelig sammen med os børn. Fa­der tog forskelligt arbejde. Forår og efterår tog han med som parts­fisker

Fader var med en "Hvilling­båd ". Som vi sagde; det var ikke nogen stor båd, der var 3 mands besætning.

Skibets ejer, som også førte den på fisketur, sørgede for hele ski­bets udstyr af fiskegrejer; der var altid 12 bakker med, når de tog på fisketur -- i hver bakke var der 600 kroge. 

Der var mange koner, der den gang gravede orm og esede. For hver bakke betaltes der en krone for at "splid op" (det vil sige rense kroge og tavser) samt grave orm og ese. Moder var meget dygtig til dette arbejde, og havde hver dag en bakke eller to at ese. 

Partsfiskerne havde foruden procenter af fangsten, der solgtes. en "Killing" med hver. 

En "Killing" var navnet for en halv bakke med 300 kroge. Fangsten på "Killingen" var partsfi­skerens egen fortjeneste.

Frk. Andreasen, Østervej i Nordby, går sjældent i Fanø-dragten. Det er kun ved særlige lejligheder, hun tager den på, f. eks. når hun skal ud og rejse. - Alle mennesker er så, flinke, siger hun, når man har Fanø-dragten på; det gælder både på Wivex og på Det kgl. teater. 

Fra jeg var 10, til jeg blev 14 år, var jeg med i arbejdet med at grave orm og ese. I begyndelsen var det ikke den bare fornøjelse. Moder var dygtig, og det gjorde sit til, at jeg hængte i og fik arbejdet lært, så det ikke varede længe før jeg kunne grave orm og ese "Kiilingen"", som fader skulle have med. Moder kunne da tjene penge hos skipperen ved at levere hele bakker.  

I april måned betaltes 1 kr. 25 øre for hver bakke, i maj og juni kun 1 kr.

Forårsfiskerier var fra 1. April til St. Hansdag.

Efterårsfiskeriet begyndte 1. oktober og varede til 1. december eller til frosten kom.

I oktober måned betaltes 1 kr. 25 øre for hver bakke og i novem­ber 1 kr. 50 øre. ­ 

I det forår, da jeg blev konfirmeret, tjente jeg 16 kroner som eser; og med de 16 kroner betalte jeg mit konfirmationstøj.

I sommertiden. når fiskeriet lå stille, hjalp far og moder med landbruget, når ikke andet arbejde kunne fåes. 

Til Fanø Vesterhavsbad blev der hver sommer ferietiden an­sat en mand til at bringe posten to gange daglig fra Nordby og til Badet.

Da der i sommermånederne ikke fiskedes, søgte fader og fik den­ne posttur. Ansættelsen var fra juni til 1.oktober, og betalingen var 25 kroner pr. måned.

I den tid fader var med som partsfisker, kunne han ved for­årsfiskeriet tjene ca. 150 kroner og ved efterårsfiskeriet ca. det halve.

Fader tog efter en del års forløb selv fat på fiskeriet.

Da galeasen blev hugget op, beholdt fader en af de gode red­ningsbåde og med den tog han i oktober og november ud og fiskede bakskuld, som blev tørret og røget; på den måde kunne han tjene 150 kroner.

Fader var et stort ordensmenneske. Han førte regnskab til de mindste enkeltheder. Jeg tager med stor interesse en gang imellem faders regnskabsbog frem og ser med beundring, hvor små indtægter fader og moder klarede udgifterne med, til dem selv og os børn.

Fader døde i 1912.

Vi var 4 søskende i følgende rækkefølge: Niels Morten Niel­sen, Anna Hansine Nielsen, Jo­hanne Marie Nielsen og Peder Mathias Nielsen.

Niels Morten Nielsen kom efter sin konfirmation ud at sejle, og arbejdede sig op til styrmand. Da han var 30 år, gik han i land og blev bestyrer af brugsforeningen der den gang blev oprettet. I 1899 købte han Fanø materialhandel og gik da over til selvstændig handelsvirksomhed. Han døde i 1940.

Søster Anna Hansine Nielsen blev i 1896 gift og bor i Esbjerg.

Peder Mathias Nielsen gik i snedkerlære. Efter udstået læretid rejste han til København for at læse til arkitekt, men tilfældet ville, at han ikke kom ind på skolen. Han kunne ikke nå derover til optagelsesdagen. Han fik imidlertid arbejde i en bank, men i længden var det ikke tilfredsstillende arbejde eller forhold for hans natur at arbejde under.

Da han var 28 år, gik han på studenterkursus, og i 1930 fik han studentereksamen, han ville være jurist. Under læsningen havde han kontorarbejde for at tjene til udkommet. Da han var 35 år, tog han juridisk embedseksamen. I de følgende 3 år var han hos en overretssagfører og fik også selv den bestalling. Tilfældet gjorde, at han kom til at arbejde for De forenede granitbrud og stenhuggerier på Bornholm, og kom sene­re til Bornholm, hvor han efter en del års forløb blev administre­rende direktør for det store stenbrudselskab.

Den 1. januar 1949 tog han sin afsked.

Hvad mig selv angår, da har jeg mest været hjemme. Året efter min konfirmation tjente jeg et halvt år i Varde, og året efter tjente jeg her i Nordby.

Fra november 1895 og et år frem i tiden tjente jeg i Rurup ved Toftlund og fik 10 kroner i månedsløn, det var en stor løn den gang. Da vi nåede november, bød de mig 15 kroner i månedsløn, men jeg måtte sige nej, da jeg følte det som min pligt at rejse hjem og hjælpe mine forældre, der ikke godt selv kunne passe vort lille landbrug.

Jeg søgte at tjene penge af og til ved forskelligt. Ormegravning og esing var tildels ophørt, men så I 1905-6 var der en lille tid, da der atter fiskedes på kroge. Jeg gravede orm og esede for Hans Lassen fra Hjerting, og jeg fik 2 til 2 kroner 50 øre for hver bakke - det var en god betaling.

I vintertiden gav jeg mig til at sy mit eget tøj. I begyndelsen kunne jeg ikke rigtig få det til at at lykkes, men så sagde. min moder "Det skal nok gå, når bare du hænger i." Moder og fader var jo også af den slags, der aldrig gav op, og det, hun ville, førte hun  altid igennem, hvor meget slid det så end kostede hende. - Resultatet blev, at jeg kom til at sy.

Som før sagt i 1912 døde min fader. Moder og jeg fortsatte med vort landbrug. Moder tærskede altid selv vort korn, og efterhånden fik jeg det også lært. Så længe jeg kan huske, blev vort byg høstet med segl og det besørgede moder, hun ville ikke, at bygmarken måtte høstes med le, da der så ville gå for mange aks tabt. En kornmark skåren med en segl var en helt ren mark, der fandtes ingen strå eller vipper liggende løs på jorden. 

Moder var heller ikke bange for at bruge spaden. Flere gange gravede hun et af vore små mark­stykker, det var et stort stykke arbejde at grave en mark til 3 skp. sæd. 

At spaden var et godt redskab i marken opdagede vi et år, da moder havde gravet et jordstykke, der plejede at blive pløjet, og hvor vi altid avlede 8 fold; det år fik vi 12 fold.

Vi havde ellers som andre her en vognmand til at pløje og så, og han fik for dette arbejde betaling pr. skæppe sæd.

For at køre korn hjem betaltes for hvert læs samt efter vejlæng­de, og ligeså for hvert læs gødning, der kørtes i marken. 

Under verdenskrigen 1914-18 vendtes der op og ned på så me­get, og alt blev så dyrt. I 1916 solgte vi koen, og fik ikke straks en anden købt - køerne blev dyrere og dyrere, og så fik vi ingen købt.

I nogle år havde vi fårene, og så holdt vi helt op med landbru­get.

Moder døde i 1925.                                           

I tiden efter moders død har jeg hjulpet folk med at sy, og så har jeg taget arbejde ved forskelligt. 

I flere år købte jeg i oktober og november ca. 20 kasser bakskuld, som jeg rensede, saltede og røgede Jeg havde let ved at sælge mine fisk.

Jeg havde bestilling fra det ene år til det andet, at jeg skulle sen­de et bestemt kvantum bakskuld til dem. 

I flere år var jeg efter badesæsonens ophør i 3 uger på badehotellet for at gøre rent. Daglønnen var 2 kroner på egen kost.. Jeg har aldrig manglet arbejde, og min tid er gået godt. Jeg har levet i en tid, hvor der udførtes meget arbejde for små penge.

Tiden var således, at enhver skulle klare sig selv.