Fra det gamle Fanø

Af fhv. toldkasserer

                  E. Thomsen

Om den ældste befolkning på Fanø findes kun overleveringer. De første beboere hørte til den gamle friserstamme, måske blandet med hollændere, i hvert tilfælde er der endnu mange lighedspunkter mel­lem fanøboerne og vore sydlige naboer, omend tiden og forholdene har udvisket meget. 

Hvorledes det end forholder sig, et synes jeg, at fannikerne i sind, tænkemåde, klædedragt,. sprog og skikke o. s. v. adskiller sig fra det øvrige danske folk, og tilmed er dette endog meget iøjnefaldende.

Noget ejendommeligt må der være ved fanøboerne, for en kendsgerning er det, at ingen af de fremmede, der bosætter sig på Fanø, nogensinde bliver ordentligt naturaliseret. Mange har forsøgt sig i så henseende, men endnu har jeg ingen set, for hvem det er Iykkedes de kan leve 40 - 50 år på øen; men fanniker bliver de aldrig, navnlig dialekten kan ingen fremmed fuldkommen tilegne sig, den læres kun for deres børns vedkommende, når den ene af forældrene og da navnlig moderen er en indfødt.

Mange af de nedarvede skikke hidrører sikkert også fra, at Fanøs unge søfolk tidligt søgte imod syd til den mægtige by Hamborg, hvis skibe for på alle kendte have. Forbindelsen med Hamborg har holdt sig, så længe Fanø havde sin store stolte sejlskibsflåde, over 100 i tallet. Desuden søgte mange af øens sømænd også til Holland, og det er sikkert dem, der fra første færd har æren, af at have lært Fanø­boerne sømandsskab. Holland var i længst forsvundne dage verdens største søfarende nation. Vore største Søhelte som Niels Juel, Kurt Adeler m. fl. sejlede med hollandske skibe i orlogsfart.

Alle Fanøs gamle sømænd har næsten uden undtagelse sejlet fra Hamhorg i deres ungdom, og de kloge, beregnende hamborgere har med glæde givet de raske uforfærdede øboere en plads i deres skibe.

Flere af vore forfædre har ved dygtighed og flid opnået at blive førere af de største skibe, omend de kun var dengang på størrelse som en af  vore brigger. Sagen var, at disse skibe imponerede ved deres store rigning. Skibene var fuldriggede med skysejl i alle 3 maste­toppe. Det må for den ret store besætning have været et stort arbejde at manøvrere med de kunstige sejl.

Dette langvarige samvær med disse vore sydlige naboer har naturligvis haft stor indflydelse på Fanøs skikke og sædvaner, navnlig i de ældre tider, hvor forbindelsen med det øvrige Danmark var såre mangelfuld.

Fanø er kun 17 km lang og på det bredeste sted 6 km: Tilmed ligger den som en udmærket bølgebryder for den store by Esbjerg. Fanøs navn er kendt over hele verden.

I min drengetid havde vi over 125 stolte barkskibe, der var hjemmehørende på øen (det var i slutningen af halvfemserne): Disse skibe sejlede på alle verdens have og kom i alle havne med Dannebrog vajende fra mastetoppen og i bagstavnen stod skibets navn og så  det lille ord "af Fanø". Nu er der ikke et eneste skib tilbage af denne stolte flåde.

FANØ har tre byer: Nordby, Rindby og Sønderho, med tilsammen ca. 2800 indbyggere. 19 kvinder bærer endnu fanødragten, alderen ligger mellem 70 og 95 år. Hun ses sjældent i gadebilledet, hun følger livet udenfor ved at kigge ud af de små ruder i de lave stråtækte fanøhuse, der alle er byggede i længderetningen øst-vest.

Nordbys livsnerve er navigationsskolen; der efter endt modernisering kan tage op til 100 elever og er fuldt belagt lang tid fremover. Styrmandseleverne bliver tit og ofte hængende derovre, som man siger. De forlover og gifter sig med de friske rødmossede piger.

 Rindby er forbeholdt landbruget. Her er mange store gårde og husmandsbrug, omgivet af øens bedste jord (fede mark- og engstrækninger).

Sønderho er pensionisternes by og ernærer sig desuden ligesom også Nordby gør det af turisterne, der i sommermånederne strømmer til i hundredtusindvis for at nyde livet i Guds frie natur ved strand og hav. Efter sigende har Fanø verdens fineste strandbred.

*

Sognepræst Vilhelm Bang beretter om, at der har været endnu en by, som kaldtes Vesterho, man mener den må have ligget ud for det nuværende Fanø Vesterhavsbad og i så tilfælde har vi fået et nyt Vesterho, men rigtig nok i en form, som de gamle beboere af Vesterho ikke har kunnet tænke sig, selv i deres dejligste drømme. Samme Vilhelm Bang fortæller endvidere om en kirke, som har været på Fanø før reformationen. Denne kirkes beliggenhed var midtpå øen, den hed Sct. Annas kirke eller Annas Dalskirke. Den var indviet til den hellige Anna, der var øens helgeninde i den katolske tid. Det er derfor at så mange af kvinderne herovre hedder Ane eller Anna.

Kirken, vi havde efter reformationen, stod, ved den nuværende gamle kirkegård, men den blev til sidst så forfalden, at man stod så godt som under åben himmel under gudstjenesten. Men så byggede vore forfædre den nuværende kirke, der blev indviet i året 1786.

Allerede dengang begyndte bebyggelsen i Nordby. En stor del af jorden var klitter og agermark, og husene, man opførte, blev bygget med de ringe kår for øje. fortjenesten var meget sløj, det skyldes vel også de langvarige krige, der herskede på den tid og tilmed lammede al. virksomhed. Murstenene til husene hentedes fra fastlandet (især fra Gammelby). Bindematerialet bestod af ler eller klæg. Klinede lervægge og stampede lergulve var meget almindelige i fattfigfolks huse. Ruderne var få og små. Der indsattes ikke flere ruder end højst nødvendig. Man havde ingen byggeplan at gå efter. Enhver mand byggede efter eget forgodtbefindende, og da sognerådet tilmed ikke tog det så nøje med fremspringende hushjørner eller en bugtet gadelinje, blev følgen den, at gader og veje bugter sig ud og ind. Dette har senere været til uendelig meget bryderi for de efterfølgende sogneråd blot nogenlunde at få rettet de værste bugter. En regel har man fulgt, at bygge i længderetningen i øst og vest. Byens gadenet ligner nærmest en labyrint, som en fremmed, der ingen ariadnetråd har, let kan forvilde sig i. - Mange steder i Nordby var der mange klitter, nogle var endog så høje, at man fra toppen kunne se ud til søs, om fiskerfartøjerne var for ind- eller udgående. Fra en klit kunne man se, når folk kom fra den gamle kirke, der lå midt på øen.

I sin tid var der alene i Nordby 3 møller, heraf var den ene stubmøIle også kaldet rugmøllen, den anden kaldtes æ Pælmøl, den tredje var en almindelig vindmølle.

Af gamle bygninger, som står endnu, er navnlig "Den gamle krogård" berømt. Til krogården hørte krambod og tillige et stort landbrug og også saltfabrikken, der senere hen omdannedes til brændevins­brænderi. De forskellige bygninger med kro, butik, staldmure og lagerbygninger dannede en stor firkant og må dengang have taget sig ret anseligt ud.

Efter at det gamle saltværk var omdannet til brændevinsbrænderi opførtes et andet saltværk, der i mange år beherskede omtrent hele omegnens andel med salt. Til saltværket hørte også et kalkbrænderi, et efter datidens forhold ret stort industrielt foretagende, der gav beskæftigelse til mange hænder. ­ Vindmøllen, der pumpede. saltvandet op i store mægtige trækar, gik ustandselig dagen lang i mange, mange år.­

"Æ Tøndhus” lå lige nord for  toldboden, det var opført af træ. I dette hus opbevaredes farvands­tønderne, når de var inddraget af en eller anden grund.

*

Omkring midten af forrige århundrede, da der begyndte at komme velstand til øen, byggede man mere solide og større huse. Skibsførerne hjembragte sten fra Elben og træ fra Norge, alt sammen varer, der næppe findes magen til nu til dags; i adskillige huse fandtes der loftsbrædder på indtil 35 fods længde.

Udsmykningen af stuerne var i ældre tid meget tarvelig og med hensyn til udvælgelsen af skilderier og billeder var der en vis naivitet lagt for dagen. Var manden skibsfører, havde man gerne et billede af skibet i åben sø hængende over dragkisten, ligeledes var der en silhuet i glas og ramme, hvor man så manden i færd med at tage solhøjden med sin sekstant for øjet og for at man ikke skulle tage fejl var navnet prentet nedenunder billedet; der var også ophængt billeder med' følgende indskrift:

"I mit hus du ej bande må,

men hellere ud af døren gå,

thi Gud det hør i himmerig,

han straffe kan både dig og mig".

I de ældre huse brugte man bræddeskillerum, undtagen det, der gik igennem hele husets længderetning og som var muret. Ydervæggene i stuerne var beklædte med hollandske fliser, som var overmalede med bibelske begivenheder fra det gI. testamente; disse fliser kunne afgive et helt studium til opfriskeIse af sine bibelske kundskaber. Gardiner for vinduerne fandtes ikke; vinduerne var til for at se ud og ind af. Selvfølgelig skulle de ikke tildækkes, de var små nok i forvejen. Over døren i stuen var der gerne en tallerkenrække, og kopperne havde de fleste steder sin plads på dragkisten. Desværre solgte man bort, næsten alt hvad der fandtes af gammelt stentøj, til de mange købere (turister), der efterhånden indfandt sig.

På bilæggerovnen stod 2 messing-Iysetager og en messing-morter og den til denne hørende

stang hvilede på overkanten af lysestagerne; alt var blankt pudset. På begge sider af bjælken var der hylder, der brugtes til mælkefadene. Spisekammer i vor forstand kendtes ikke; men derimod havde man et ølkammer.

Sengene var overalt lukkede og det sengetøj, man ikke brugte til daglig, hengemtes i en stor ege­træskiste, der sædvanligvis stod i storstuen. Foruden de førnævnte kister havde man udskårne skabsdøre - banketærskeler - mangel­tøj - små kasser til barbergrejerne - sykasser m. m., men disse ting er forlængst havnet på museer. Af møbler fandtes en dragkiste, de nødvendige stole samt et fyrretræsbord og et kludeskrin til opbevaring af de kendte Fanø-tørklæder; sofaer fandtes ikke, men derimod havde man bedre nytte af slagbænken, der om dagen benyttedes til at sidde på og om natten til sovested for børnene, alt var meget primitivt.

Klæder derimod havde man rigeligt af både arbejds- og søndags­tøj, tilmed var de lavet af gode, solide stoffer, ældre koner havde endnu tøj fra deres pigetid. - Moden skiftede jo ikke.

- Modellen var den samme som for 100 år siden. I ældre tider bar mandfolkene en slags trøje, som hol­lænderne brugte dem; den kaldtes bajkjær. Om søndagen brugte man hvide kraver bundet på halsen og omkring livet med bændel og i stedet for et slips et sort halstørklæde. Høj, sort hat var almindelig til kirkebrug, ældre folk gik endog til daglig med en sådan. Overfrakke kendtes ikke, til gengæld var trøjen så meget desto tykkere ­ sædvanlig af dyffel - med svær, ulden foer og formen var som den man brugte på Frederik den 6tes tid.

Hvide træsko med blik eller messingknapper var almindelig til daglig brug. Børnene fik ikke sko før til konfirmationen; de hvide træsko brev til sidst fortrængt af de kendte, Randers træsko. De første sko, man fik, var alt for store, de skulle nemlig strække til over en årrække derfor måtte man binde dem til fødderne med sejlgarn. ­

Drengens konfirmationsdragt var som regel faderens aflagte, sorte skødefrakke og høje hat, der findes et billede af en konfirmand fra omkring året 1840; han vises i en sådan mundering.

*

Fanødragten er en meget ejendommelig dragt. Bærere af dragten vil snart være en saga; den bæres som før nævnt kun af 19 kvinder.

Til dragten hører tørklæder og rosenbånd, der vævedes i Tyskland. Væverierne er for længst standsede, hvorfor disse genstande nu er uerstattelige. Som 10-årig fik jeg øjnene op for, at det var sager, der var værd at samle på, og heldigvis hjalp min mor og mine søstre mig de bar alle Fanø-dragten, og i dag er jeg indehaver af 25 forskellige dragter (Fanødragter) udgørende 250 stk. stof. Af Fanø­dragten kan nævnes brudedragten, brudepige-, enke-, fest-, mark-, fiskerkone- og små børnedragter samt en hyrdedrengsdragt. Allerede som 1-årig fik barnet Fanø­dragt, den var holdt i festlige farver; hvidt liv og tophue bundet med en rød silkesløjfe; skørtet var af rødt stof. At se en Fanø-kone med 2-3 børn i Fanø-dragt vimse omkring i klitterne, syntes jeg var et festligt skue, selvom det i min drengetid i halvfemserne var en dagligdags begivenhed.

*

Traktementet ved gilderne var i ældre tider meget tarveligt. Hvedemel kendtes ikke, man bagte kager af rugmel. Var præst og degn til stede, blev der for dem sat en tallerken med tvebakker; det viser vel nok hvilken forsket på den tid og så nu, hvor vore borde bugner af dejlig mad og brød; mon vi skønner nok derpå. Omkring året 1830 serverede man gule ærter og flæsk til bryllupsgildet, senere hen fik man risengrød.

Fiskeriet på Fanø var i ældre tider en udmærket støtte for de mange små hjem. Havet udenfor var dengang en af de rigeste fiskepladser i hele Nordsøen. Man hjembragte uhyre mængder af torsk og hvilling, men havet er lunefuldt. Ofte kom man hjem med tabet af alle fiske-redskaber. Måneders arbejde, var spildt, men havet tog mere end dette. Således forliste en båd med en ret stor besætning. Båden kæntrede på revlerne udfor Skallingen. En anden gang forliste en båd med 3 mand om bord, dette skete endda indenfor Skallingen. Jeg kendte særdeles vel de 3 enker; de sad tilbage med mange små børn.

Fisken der hjembragtes blev saltet og tørret og solgt på Ribe markeder.

I midten af forrige: århundrede florerede der en større udskibning over Hjerting, den var at betragte som ladeplads for både som gik til og fra Varde. Fanø-skipperne, tog størstedelen af denne skibsfart op.

Om vinteren var Nordby havn fyldt med oplagte skibe, der var en hel skov af master fra æ Svensker forbi Bellebøj og om til vandmøllen ved saltværket. Når fartøjerne om foråret skulle i fart igen blev der liv på havnen, der blev malet, -tjæret, tømret- kalfatret og rigning hængt op; man hjalp hinanden med at få skibene j vandet. Når neddrejningen på slidsker begyndte lød det til melodien: Anden-u-si-døj, jagång, Jan­gång, hold den i gång, kom nu her og løvt den op i æ dovn sid.

Pakhusbanken har sit navn fra at man der opførte et pakhus og et skur til trankogeri.