Gammel Sømandssang

(Genfortalt af fhv. Kaptajn N. Thøgersen Brinch, Esbjerg.)

Guds Himmel var saa mørkegraa

en Nat i sene Høst,

og Havet pisker Fraad og Skum

langt ind paa Jyllands Kyst.

I Bondens Gaard var alting slukt

og Port og Laage stængt,

og i hver Hytte Lyset slukt,

thi Vejret det var strengt.

Den Moder havde sine smaa

med Taarer bragt i Seng,

den ældste gennem Ruden saa

det var en tolv Aars Dreng,

Han sagde: Græd ej, kære Mor,

gaa ej med Sorg i Seng,

jeg vokser op og bliver stor,

stol paa Din egen Dreng.

Det Ord gød Haab i Moders Bryst,

træt slumrede hun ind,

mens Drengen gennem Ruden saa

tavs med bedrøvet Sind.

Da alle sov, mens Bølgen slog

i Stormens Raseri

tog Drengen Lygten ned fra Krog

og sat et Lys derind.

Saa gik han da med Haab i Sind

saa lille som han var

langt ud paa Næssets svage Bro

med Lygten, som han bar.

Han klamred sig til Lægten fast

bad, højt en Bøn til Gud.

Der stod han til den klare Dag

til Haab og Lys gik ud. - ­

Og mangen Skude gik den Nat

til Ro paa Havets Bund,

og mangt et Haab blev slukket brat

i Nødens bitre Stund.     .

Men Fader red paa Bølgens Ryg,

hans nye Baad holdt ud

red Stormen af og landed trygt

og takkede sin Gud.

Tre Dage gik. En Aftenstund

gik stille han i Land,

højt halsede den lille Hund,

da han gik frem paa Strand.

Men Drengen sagde: Mor, din Søn

fik Ret, jeg holdt jo ud.

Nu har vi Fader; thi min Bøn

blev hørt af Himlens Gud.