På brandvagt i Nordby

, I Nordby på Fanø blev der allerede i 1792 etableret en fast brandvagt. Det kunne dog ske, at vagten på

forskellig måde blev optaget af andre interesser og om, hvad der kunne passerer under en brandvagt,

fortæller her T. Kragelund. 

Til forebyggelse af, og imødegåelse af mulige ildebrande blev følgende reglement vedtaget af Oddens beboere i 1792:

»Den 16. Januar 1792 var vi under­skrevne Oddens Beboere i Anledning af Hr. Stiftamtmandens naadige Resolution af 23. December 1791 angaaende Vagters Ansættelse ved Od­den i Nordby Sogn og en Del Brand­redskabers Anskaffelse, forsamlede her i Fanø Tingstue og da paa egne og hele Byens Beboeres Vegne indgik følgende:

Først angaaende en Vægter da havde Beboerne ikke Raad til at leje en Mand til dette, men indgik på, at der fra 11. November til den sidste Dag i Februar hver Vinter skulde holdes Vagt fra kl. 10 om Aftenen til Kl. 6 om Morgenen, nemlig fra Kl. 10 til 2 af tvende Mænd og fra Kl. 2 til 6 af andre tvende Mænd, efter rigtig Om­gang under Straf af en Mark af hver Ildsted til Sognets Fattige for hver Person, der udebliver, og desuden at betale den i Stedet lejede Mand, og skal Vagten ske forsvarlige”.

I Kromanns ”Fanøs Historie” l læser man, at i 1822 var der i Nordby 158 bygninger brandforsikrede, og alle var tækket med stråtag eller rør med undtagelse af kirken, kroen og smedjen; der var tegltægte.

Afstanden mellem husene var en­elte steder så lille, at to mennesker ikke kunne gå forbi hinanden. Det er derfor let forståeligt, at der ville være alvorligt fare på færde, såfremt der opstod brand.

Anne Kathrine Lauridsen i Rindby og Andreas Karl Madsen i Nordby og adskillige flere fortæller om vagttjenesten.

Når brandvagten kunne ophøre den sidste dag i februar skyldtes det, at dagene fra den tid var begyndt at blive lange, og der altid fra den tid var en eller anden, der i nattens løb

passerede gennem byen, og ildvåde på den måde hurtigt ville blive opdaget.

Denne gåen vagt på skift blev først ophævet i 1897, da kommunen lejede fisker Jens Danielsen og tømrer M. Frederiksen som faste natvægtere.

Selvom der nu er gået over 50 år, siden den private vagttjeneste ophørte, lever minderne fra dengang endnu hos alle de ældre i Nordby. Spørger man især de ældre koner; om de kan huske vagttjenesten om natten, er man sikker på, at de smiler og siger ja.

Spørger man, hvorfor de smiler, får man straks en forklaring, og hver har sin forklaring. Alle forklaringer munder ud i dette ene, at det var en fornøjelig tid.

Vagten udførtes nemlig for det meste af kvinderne, da mændene ofte var på søen. Selvom mange fanø­kaptajner lagde deres skibe op om vinteren, var der dog alligevel også mange, der var på langfart til de varme lande og ikke kom hjem om vinteren, særlig da i de sidste åringer, før vagttjenesten ophørte.

Vagttjenesten hørte, når de gamle fortæller, til nogle af vinterens fornøjeligste timer: I et forrygende sne­fog eller styrtende regn blev vagttjenesten selvsagt til snyderi eller, med lidt pænere benævnelse, skulkeri, for de der havde vagt, blev sid­dende hjemme, og afløserne måtte selv sørge for at vågne. Første hold havde ellers pligt til at kalde på afløserholdet.

De, der havde vagt, havde i de fleste tilfælde let ved at få en afløser, og der var mange særlig af de ældre koner, der gerne ville være fri. Var f. eks. en ung sømand kommet hjem på et kort besøg, skete det flere gan­ge, at en ung pige gjorde alt for at få nattevagt netop i disse nætter, thi der var da en god anledning til at gå, ind i sømandens hjem om et eller anden og på den måde få sømanden i tale, som hun havde ventet så længe på. Det skete også, at den unge sømand gik med på vagten, og ganske ligetil blev der givet løfte om følgeskab gennem livet.

Det omvendte kunne være ligeså spændende. Den unge sømand, der var hjemme, tog ofte en vagt for faderen eller moderen, og da kunne han finde anledning til, medens der endnu var lys i en stue, helt stille at åbne døren og aflevere en hilsen fra en eller anden af familien eller bekend­te, som han, havde mødt ude i de fremmede havne.

 Fanø i gamle dage 

 Et sådan uventet spøg var ikke kærkomment. Flere gange opdagede en ung sømand et eller andet i en ung piges hjem, som han ikke syntes om. Undertiden var der besøg af unge mennesker, som var af de mindre gode. I hans øren lød der da: Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er. - Husets datter kunne en sådan aften slå øjnene ned, når sømanden sagde godnat og ønskede dem en fornøjelig aften. Vi ved en sømand, som efter en sådan opdagelse følte hjertet trangt i brystet; men inden morgenvandrin­gen var endt, var sømanden glad igen, thi da han gik og var mest beklemt, kom en ung pige listende efter ham og sagde: Du vil vel ikke have mig med en omgang?

”Er det dig” sagde sømanden, dig, som jeg ingensinde kunne tænke mig ville se til den side, hvor jeg gik. Jeg har aldrig set efter andre, og derfor kunne jeg ikke andet end gå ud til dig og bede dig gå med hjem til kaffe. Moder og jeg har levet så stille, siden fader gik bort.

Heldet var med denne gode sømand; først så han, hvem han skulle undgå, og så kom den unge pige, der senere blev hans elskede brud og tro­faste kone gennem livet.

Spurgtes det, at der et sted skulle være bryllup eller barselgilde, var der stærk efterspørgsel efter vagterne den nat, thi ligeså sikkert som man regnede med gæsterne, var natvagterne ventet både til kaffe og spisning. Det var særlig de unge, der kredsede om at få disse vagter. De unge enker var ikke mindst ivrige efter at opleve noget; det var jo ikke umuligt at få en hjertensven igen.

I mørke aftener, når vejret var tørt og jorden tør skete det undertiden, at vagtmandskabet gik på lur. Alle vidste,. hvor opholdsstuen og sovekammeret var i alle de hjem, de skulle forbi. Når nysgerrigheden helt tog overhånd, kunne en vagt finde på at kravle på knæene hen under vinduerne og lægge øret til muren for at høre, hvad der tales om i de sene nattetimer.

Var den lyttende så et af de mennesker, der ikke kan betroes en nyhed eller en oplevelse, uden at den skal ud, selvom den skal ud mellem sidebenene, som der siges, var det sikkert, at alle i Nordby dagen efter. vidste, hvad der var sket eller ville ske.

Men beboerne lærte også meget hurtigt at tage sig i vare og fulgte nøje med, hvem der havde vagt. For de vagter, der bragte enhver nyhed til torvs, var dørene for det meste lukket. Den sidste slags oplevelser med nysgerrige vagter omtales altid med en vis foragt i stemmen.

Det er derimod endnu en fornøjelse at høre de ældre eller gamle fortælle. om den glade ungdomstid, da vagttimerne spillede så stærkt ind i ungdomstidens spøg og alvor og ofte gav begyndelsen til en ukendt fremtid, hvor håbet for alle de unge er et lykkeligt hjem.

En uendelighed af små episoder fra vagttjenesten kan fortælles, og et er sikkert, at man ikke behøver at have megen fantasi for at forestille sig; hvilket liv i samtaler, intriger og spøg den afstedkom mellem mennesker i en lille by på en ø og ikke mindst, når det som her var livlige kvinder, der stod for den.

                         T. Kragelund.