SLÆGTNINGENE

 

En vaudeville, der er skrevet af forfatterinden Henriette Nielsen, skal være skrevet - i Sønderho på Fanø ,og det er blevet mig fortalt, at hun boede i det hus lige over for den gamle kro, hvor frk. P. J. Lund nu har en kunstbod. Det er vel nu snart 100 år siden, "Slægtningene" blev skrevet og opført første gang, men stadig føler Fanø­boerne, som om den hører dem til, og meget i denne vaudeville med de mange sange tyder på det.

I Sønderho var der dengang mange fiskere, og både børn og kvinder hjalp til ved fiskeriet. Handlingen i "Slægtningene" foregår jo ved et lille fiskerhjem. Den for­tæller, at der på stranden dreven lille pige ind i en kurv; hun blev reddet af fiskeren, der selv havde en lille dreng, der hed Jens. Den lille pige havde kun som kendetegn et lille guldsmykke, og man kunne se, hun havde navnet: Helen. Hun voksede op i fiskerhytten, blev voksen og følte sig hjemme der, samtidig med at hun og sønnen Jens blev hemmeligt forlovede.

Da kom der pludselig en dag til fisker hytten en engelsk baron, som gjorde krav på Helen som hans slægtning. og han tilbød hende rige kår og mange glæder; men Helen græder og synger bevæget:

 

Den. som mig kendte i største

nød.

delte med mig sit fattige brød.

tog det fra sin egen mund.

rakte mig det med hånden rund

det er min slægtning, ej andre jeg

ved.

 

Da baronen stadig prøver at lokke­

hende med sin rigdom synger

Helen på ny og i affekt.

 

”Herre, kan De den fryd forstå,

de hørte sammen, fra de var små

Lærken kom i det rige bur.

Buret var perler og glas,

selv var den smykket, smykket

ja, ja.

Den døde af al den stads.

Herre, kan De dens sorg forslå?

Den var jo skilt fra magen små...

 

Lærken. Herre. det er jeg selv

De har det gyldne bur.

Her er min rede, min mage. min

fryd

alt efter min natur.

Herre. kan De mig nu forstå ?

Vi hørte sammen, fra vi var små”.