Fra hav og strand

Gammel sømand, der efter mange år til søs, blev opsynsmand ved Fanø Vesterhavsbad.

Fanø var en gang de mange skibes hjem og Fanø sømænd og skibsførere, samt deres skibe var kendt i alverdens lande. 

Om togter med forskellige Fanøskibe fortæller Andreas Karl Madsen, født i Nordby den 23. februar 1872: 

-- Min fader Kristian Nielsen Madsen var blikkenslager og kunne tillige lidt af forskellige andre håndværk. Han var kort sagt en altmuligmand. Moder Maren Madsen var f. Lorentsdatter. 

Da jeg. var 14 år, blev jeg konfirmeret sammen med 29 andre Fanødrenge, hvoraf de 23 straks tog til søs. 

Fanø havde den gang en skibsflåde på over 150 skibe, så der var plads for raske drenge. 

Jeg kom med kaptajn Thomas Nielsen og styrmand Kristian Gram, der skulle overtage føringen af et skib, der lå i Londons havn.

Overfarten fra Esbjerg til England skete med dampskibet "Riberhus". 

I London kom vi om bord i et stort skib af navn "Zelia", som kaptajn Thomas Nielsen skulle føre til Sydamerika. Skibet var hjemmehørende i Colombia.

Besætningen var på 13 mand, alle fra Sydamerika; der var både mulatter og indianere.

Kommandosproget på skibet var engelsk, men i lukafet taltes der kun spansk, så der var meget for en 14 års dreng at lære, ikke alene sømandskunst, men også sproget. - Skibet var lastet med stykgods og var i havn adskillige steder, i Rio Haneha, Britwater og New York. Vi var i England to gange med last og fik stykgods med ud igen.

Jeg lod mig afmønstre, da jeg havde været med i 18 måneder. 

Hjemkommet til Fanø gik jeg en kort tid uden rigtig at tage en bestemmelse. Jeg tog så en tid med som linefisker.

Det var dog ikke et arbejde, der i længden tilfredsstillede mig. Jeg tog så hyre hos kaptajn Søren Dam, der sejlede med skonnertbriggen "Kathrine", Jeg var kun med i 6 måneder. Vi gik ud fra Hamborg med stykgods til Porto Caballe og i Maraicaibo lastede ”Divi Divi" (farvestoffer), der skulle til Rotterdam. Til Amsterdam kom vi gennem kanaler med et slæbefartøj.

Fra Amsterdam kom jeg med et hollandsk dampskib, der skulle til Ham­borg, og derfra ville jeg en lille tur hjem.

I Hamborg traf jeg før min afrejse min fætter Mathias Madsen, der var kaptajn og havde købt et jernskib ”Elra", der var lastet med stykgods og skulle til Australien. Han ville have mig med på. denne tur og fortalte mig samtidig, at han før afrejsen hjemme fra Nordby havde talt med min fader og moder, og de havde aftalt, at han, såfremt han traf mig i Hamburg, kunne hyre mig til denne tur. Vi bestemte, at Jeg skulle gå med for at se skibet, og hvor smukt det var gjort i stand.

Da jeg gik op ad landgangsbroen til skibet, var det som en hånd trykkede mig på brystet, så jeg snappede efter vejret, og samtidig var der en stemme inden i mig, der sagde: "Nej, nej, tag hjem". - Jeg var med rundt at se skibet, og jeg fik kaffe; vi talte om alt andet end det, jeg var kommet for.

Kort efter rejste jeg mig og sagde farvel og tak samt føjede til, at jeg Ikke tog med - men tog en lille tur hjem til Nordby.

Min fætter bebrejdede mig, at jeg ikke ville lytte til hverken ham eller mine forældres ønsker. 

Andr. Karl Madsen

Jeg kunne ikke. Det var denne klemmen for brystet og stemmen, der sagde: "Nej, nej", jeg ikke kunne blive kvit, og derfor sagde jeg igen nej. 

Hjemkommet til Nordby gik jeg en måned, før jeg søgte hyre, som jeg fik med briggen "Medor", der førtes af kaptajn Hans Svarrer. Den gik med stykgods fra Hamburg og ud til fjerne kyster og havne, Acaponco Mapsanillo, St. Bias, Guagmas, Colorado, Natzalau. l Colorado lastede vi sølverts og i Matzalau "Lockwud" (farve­træ) med hjem. Rejsen tog et år.

På denne rejse fik jeg bud om, at min fætter Mathias Madsen, der fra Hamburg ville have haft mig med på sit nye skib "Elna'' var kommet godt til Australien og derfra var skibet sejlet til Sydamerika. På denne rejse forsvandt både skib og besætning.  

Denne meddelelse gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg spurgte mig selv, og har stillet mig selv dette spørgsmål mange gange siden: "Hvorfor kom du ikke med?".

Der er meget mellem himmel og jord, som vi ikke forstår og derfor mange gåder, som vi ikke kan løse.

Vi var på denne vor rejse også ude for både storm og uvejr. Ved Cap Horn lå vi i 7 uger og kunne ingen steder komme for storm. 

1.november 1889 tog jeg hjem for at gå på sømandsskole, og året efter den 1. juli tog jeg første del af eksamen samt maskinisteksamen.

Fra skolen tog jeg hyre på barken "Laura", ført af kaptajn P. H. Clausen Barken var bygget på Fanø skibsværft.

Skibet var lastet med stykgods fra Hamburg til Tahitti, og derfra skulle vi have tørrede kokosnødder med hjem - På denne tur lavede vi jordomsejling for at få den bedste vindretning at sejle med.

På vor sejltur syd for Ækvator var skibet stadig omkredset af Albatrosser, det er jordens største svømmefugle, og de kan nå en længde af over 1 m. 

I gamle dage ansås Albatrossen både for en hellig og en ulykkens fugl. Hellig, fordi der i hver Albatros boede en druknet sømands sjæl, og for en ulykkesfugl, når alt for mange af de store fugle i stormvejr kredsede omkring skibet; de varslede da undergang og fuglene var parat til at hente de druknedes sjæle. 

Vi tog ikke hensyn til de gamle fortællinger, men gjorde alt for at fange Albatrosser.

Nogle fangede fuglene på krog, der var sat i et stykke kød som madding, der så i en lang snor slæbte vandet efter skibet.

Jeg brugte en næbfanger til fuglen. Det var et stykke svær kobberplade i form som en snitte ca. 5 tommer lang og 3 tommer bred. l snitten var der en åbning af samme form. Snitten blev på begge sider spændt over med et tyndt lag fedt flæsk, bagefter blev der skåret hul i flæsket efter åbningen i pladen. - Når dette fangstredskab slæbte i vandet efter skibet, kom fuglene og hakkede ned i pladen. det vil sige næbbet gled ned i hullet. Det yderste af fuglens næb er krummet stærkt nedad, og som følge heraf hængte næbbet let fast i det skarpe snit i pladen. Det gjaldt da om at stå parat og rykke til, så snart fuglen havde hugget i flæsket. - En dag fangede jeg på den måde 34 fugle. Det gav travlhed på skibet. Styrmanden satte mandskabet til at plukke fuglene, de fine dun og små fjer ville styrmanden have, og derefter blev fuglene flået. Af kødet blev taget af brystet og lårene, og det blev kogt for at tage noget af transmagen. Når det derefter blev stegt, smagte det udmærket.

Jeg har også en gang i Kalifornia­bugten været med til at fange skildpadder, som vi opdagede lå i vandet nær kysten. Vi var et par stykker, der gik i en båd, og så stille som muligt gled vi ind på skildpadden som vi overrumplede ved hurtigt at springe i vandet og vælte den om på ryggen. Dens kraft var da brudt, og vi kunne gøre med den, hvad vi vilde.

Skildpadderne kunne være så store, at de vejede over 250 pund. Det var dog ikke de store, som vi tog fat på.

Kødet af skildpadderne er meget velsmagende, og det er skildpaddernes æg også.

Omkring skildpaddens æg er der ingen skal, men derimod en meget svær og stærk hinde. 

Da vi nåede Hamborg, gik jeg der en 14 dage og så mig om. Jeg tog så med en tysk fuldrigger, der gik i ballast til Blyth og lastede kul, der skulle til Chile; derfra sejlede vi til Pisagua og lastede salpeter, der skulle til Hul! i England, og derfra tog vi atter ballast til Hamborg. Jeg tog derefter hjem igen. Det var en gammel, men god skik, at alle sømænd, så snart der var lejlighed, kom hjem for at besøge for­ældre og søskende.

Mit besøg blev den gang kort; jeg kom med kaptajn Svarrer, der skulle til Hamborg og føre skibet "Maracaibo,". Det skulle til Venezuela, hvor det var hjemmehørende. Rejsen frem og tilbage tog 6 måneder. 

Hjemkommet fra denne rejse tog jeg igen på skole for at tage anden del af min styrmandseksamen.

Den første august 1893 tog jeg hyre med barken" Valpariso" ført af kaptajn P. Lorentsen fra Ho. Vi gik med ballast fra Rotterdam til Sall, hvor vi lastede salt, der skulle til Bahia i Brasilien, derfra gik vi med ballast til Mobil, hvor vi lastede pitch-pine, store bjælker og planker, der skulle til Buenos Aires, og derfra gik vi til Rosario, hvor vi lastede linsæd (oliefrø), der skulle til London.

På denne rejse fik jeg tyfus. - I 14 dage fik jeg kun det klare vand, som eneste næring, hvorledes jeg atter kom til kræfter, forstår jeg den dag i dag ikke.

Resultatet af sygdommen udeblev heller ikke, thi efter nogle få års forløb, måtte jeg forlade livet på havet på grund af tuberkulose.

l 1895 var jeg marinesoldat og til orlogs med korvetten "Dagmar". Jeg slap med en tjenestetid fra 26. april til 10. oktober.

I 1896 blev jeg gift med Mette Marie Hansen fra Nordby.

Mit helbred var som sagt ikke af det bedste. Jeg forsøgte at tage nogle mindre ture med mindre skibe, der sejlede her hjemmefra og til Hamborg eller England, men jeg måtte give op.

l 1897 begyndte jeg ved Fanø Vesterhavsbad som forvalter, som direktør Lassen sagde. Det vil sige, jeg var formand for arbejdet, når noget skulle udføres og tillige var jeg strandmester, kort sagt opsynsmand med alt ude ved badet.

Der var meget at bestille ved Badet den gang. I højsæsonen havde jeg adskillige hjælpere.

Vi havde 143 strandkurve og 70 flagstænger, der altid var besat med flag.

Badet åbnede den 15. maj og lukkede 15. september. Badevognene blev dog ikke kørt op før den 23. september.

Her fra landet var vore grever og baroner med familie, samt direktørerne fra vore store banker og handelshuse meget stærkt repræsenteret.

Der regnedes i øvrigt den gang med, at halvdelen af gæsterne var udlændinge; af dem var tyskerne i overtal, men der var desuden også gæster fra Polen og Rusland, og ikke så få fra England.

Fra Norge og Sverige var der også en del, men ved optællingen af gæsterne regnede vi disse som danske. 

Prins Valdemar og prinsesse Maries ophold på Kurhotellet havde gavnet meget.

I det sydvestlige hjørne af "Kuren" var der to værelser, der stadig siden kaldtes prinsegemakkerne. Møblerne var meget store, franske møbler, og sengene var så brede, at man ikke behøvede at tænke på, om man lå på langs eller tværs. Det var meget smukke møbler. Gæster, der boede i disse værelser, betalte selvfølgelig en meget høj pris.   

Vesterhavsbadet havde da noget af verdensformat over sig.

Badets orkester på 18 mand spillede hver eftermiddag på musiktribune foran hotellet.

Hver torsdag var der kurbal i kursalen med adgang kun for hotellets gæster samt for de familier, der boede i villaerne og havde kurkost.

Ved disse baller så man damernes pragtfulde toiletter og eventyrligt pragtfulde smykker.

Hvad enten man syntes om det eller ej, så var det et enestående syn at se ud over den store kursal, når de mange gæster dansede til det store orkesters dejlige dansetoner.

Hver tirsdag aften var der børnebal, og jeg er sikker på, at dette bal havde alles beundring, og det må siges, at børnenes tøj ikke stod tilbage i pragt sammenlignet med de voksnes.

Hver søndag aften var der almindeligt bal, hvortil alle kunne komme, når ellers påklædningen var anstændig.

På de rigtig fine sommerdage var der liv og lyst på den fine strand. Hver dag var der da et eller andet, der samlede gæsternes opmærksomhed.

Der var et spørgsmål, der stadig gav anledning til gnidning gæsterne imellem, og det var flagspørgsmålet.

Alle udenlandske gæster havde altid deres eget lands flag med, som de hængte ud som et visitkort, men så snart der var tale om en flagstang, da skulle der hænge et dansk flag øverst. Det gav som sagt anledning til mange heldigvis mindre divergenser gæsterne imellem. Jeg har ordnet mange af disse spørgsmål mellem gæsterne og altid til fuld tilfredshed.

Omkring strandkurvene på stranden gravede den enkelte eller familierne en gryde, eller rettere sagt en sandborg, og indenfor denne borg rejstes der en flagstang, det var på denne, det undertiden kneb med at få det danske flag øverst.

Sandborgene var noget, der vakte opmærksomhed, for det var hele kunstværker der byggedes af sandet.

Tyskerne var i begyndelsen særlig dygtige, og førte an med at lave fine  og sjældne borge kunstfærdigt dekoreret ved hjælp af de mange kulørte skaller, der hentedes ,ved havet.

Danskerne var i begyndelsen tilskuere heraf - men det varede ikke længe, før de lærte kunsten, ja endog blev dygtigere.

Det kom tydeligt frem, da der kom sandborgskonkurrencer. - På en forud bestemt dag, kom der en bedømmelses­komite, der skulle afsige dommen.

Der var udsat 13 præmier og af vin­derne var danskerne i overtal.

På stranden gjaldt det om, når vejret var godt, at direktionen havde et eller andet, der kunne samle opmærksomhed - og stadig skulle der hittes på noget nyt.­

En dag holdtes der børnebal på stranden, en anden dag cyklevæddeløb, og en anden gang sækkevæddeløb, eller æggevæddeløb, eller en dag væddeløb, hvor løberne under løbet skulle trække en tråd i en synål.

Således skiftedes der hver dag i godt vejr. 

Efter anlægget af golfbanen samt tennisbanerne samledes også mange af gæsterne her som tilskuere, når der var kampe:

I 1912 var jeg en rejse i Hamborg for at studere golfbanerne der, og sam­tidig for at studere, hvorledes golfba­nerne skulle behandles.

Jeg har aldrig været golfspiller, men alle begyndelsesgrunde kunne jeg, og i de mange år ved Badet, har jeg lært mange både yngre og ældre begyndel­sesgrundene i golfspillet.

Et år var der blandt Badets gæster en tysk professorfrue, der ville lære at spille golf, og jeg fik til opgave at lære hende begyndelsesgrundene, men det gik i begyndelsen ikke godt. - jeg måtte for alvor sige besked til professorfruen, og sagde: "Nu kan det ikke nytte, at fruen danser kan-kan, når der skal spilles golf" -- og det hjalp -. fruen, tog mere stille og fornuftigt pa spillet.

l 1922 havde jeg 25 års jubilæum ved Badet, og det var mig den gang en stor glæde, at mange af Badets faste gæster kom og hilste på mig og sagde tak for venlig tjeneste og gammel bekendtskab i årene, der gik.

Den gang tænkte jeg ikke på, at jeg næsten skulle nå til 50 års jubilæum, før jeg forlod arbejdet ved Badet.

Jeg nåede ikke de 50 år. I 1945 holdt jeg op, det var da 47 år, siden jeg begyndte.

Jeg er efter de mange års arbejde ved Badet kommet til at holde at stedet. Jeg tager derfor flere gange i som­merens løb en tur ud til Badet, og har da alle gange glædelige oplevelser, thi som før nævnt er jeg i årenes løb blevet kendt med mange mennesker, både unge og ældre, og særlig er jeg blevet bekendt med mange fra Esbjerg, og jeg har den glæde, at de ikke går mig forbi, men kommer og hilser på mig og snakker om gamle dage da Badet havde gæster fra Europas forskellige lande.