Sagn fra gamle dage
Efter
folkemunde har nu afdøde gdr. Lambert Hansen, Darum, fortalt følgede
sagn om "Kirken, ude' i havet".
For
mange, mange år siden boede på Fanø en gårdmand ved navn Niels Winther.
Da han en aften sent på efteråret gik ude i sin stald, så han en flok
får løbe forbi, og i den tanke at hans egne får måske kunne være med;
kaldte han på sin 'søn og sagde: Der løb en flok får forbi, løb efter
dem og se, om ikke vore to slagtefår skulle være med.
Sønnen
løb efter fårene og blev ved at følge dem ud i klitterne, men han kunne
ikke nå dem så nær, at han kunne kende dem. Det begyndte at blive mørkt,
og han vendte derfor tilbage. Men han var kun gået få skridt, før han så
en stor, sort mand følge tæt bag sig. Drengen blev ikke bange, og hvis
manden var en overnaturlig skikkelse, havde han hørt fortælle, at det
mod en sådan var godt at lægge sig ned og drikke noget klart vand, hvis
der var noget nærved.
Han kom
netop forbi en grøft med klart. vand, fulgte sin tanke og lagde sig ned
for at drikke. Da han havde drukket af vandet, kom den sorte mand hen
til ham og sagde, at han skulle følge ham, og drengen fulgte
skikkelsen. De vandrede sammen langs klitter og dale, drengen kendte
hver plet, men han syntes, som om det var så jævnt alt sammen under hans
fødder.
Omsider
kom de langt ud på stranden, og der så han en køn kirke og omkring den
en stor mængde folk, alle sammen sorte. De gik ind i kirken og drev
drengen med, og han satte sig stille og så til. Alle de forsamlede var
sorte på een nær, han var ganske hvid og stad for alteret og betjente
dem som deres præst. Der blev prædiket, holdt altergang og barnedåb
ligesom i kirken på Fanø. Kirken lå langt fra strandbredden helt ude i
havet, men det var ebbetid, og drengen besluttede at ville følges med
den hvide mand i land thi hans moder havde en gang sagt, at det hvide
var der altid noget godt ved. Da gudstjenesten var til ende, kom den
hvide mand selv hen til drengen og spurgte, om han ville følges med ham.
Drengen rakte manden sin hånd og så nu; at de var de sidste, der forlod
kirken. Da de kom udenfor kirken, forsvandt pludselig hele den sorte
menighed, og de to stod ganske alene. Men straks efter myldrede en ny
flok frem, som drengen antog for fjender af den første, og disse jævnede
og ødelagde kirken, mens de stod og så på det. Nu bød den hvide mand, at
de skulle gå, og de gik i en lige linie, indtil de kom til hans faders
toftedige, og den hvide mand spurgte drengen, om han vidste, hvor han
var. Han svarede, at det var hjemme ved hans faders toft, og måtte så
gå.
Dagen
efter gik drengen til præsten i Rindby og fortalte hændelsen. Og
derefter var drengen igen frisk og munter som forhen. Og de gamle folk
ved endnu at fortælle; at der langt vest for Fanø, hvor skibene nu
sejler; skal engang have ligget en by med navnet ”Vesterho”, men den
skal være gået under for mange år siden.
Fiskerne
på Fanø havde i gamle dage den tro, at deres fiskeredskaber kunne
”forgøres” af ildesindede mennesker, men heldigvis kendte man også
midler til at forhindre de onde anslag. Når man f. eks. havde en
fiskerline til en "bakke" eller et vod færdigt, behøvede man blot 3
gange at kaste en glød over samme. Til "boblinger'" - en line med kroge
bunden til kæppe - skulle der skæres et kors neden for det sted, linen
var fastgjort til, så formåede ingen at "forgøre" det. Et nyt garn eller
en ny line skulle der bindes "et stykke jern til. At møde et gammelt
kvindfolk på vej til fiskeri, gav fiskeren den tro, at fiskeriet ville
mislykkes. Man vågede også omhyggeligt over; når man satte' garnet eller
linen i havet, at ingen banden eller
sværgen
fandt, sted da de kunne, få onde følger. M. P.
*
Engang i
svundne tider gik der imellem klitterne i "Krugedal" ved Sønderho
sydstrand 3 hvide jomfruer, og folk var bange for at færdes der ved
aftenstide. Så hændte det sig, at en gammel mand fra Sønderho en mørk
aften var kommet noget sent fra stranden med en "dragt" strandtræ på
ryggen. Byrden var tung for ham, og det gik langsomt gennem det bløde
sand, træt som han var. Han satte sig derfor på en klit for at hvile ud,
men da kom de tre hvide skikkelser hen imod ham. Han var netop i gang
med atter at svinge sin tunge byrde på skulderen for at fortsætte
hjemad og udbrød for sig selv sukkende: Gud hjælpe mig og os alle.
Straks han havde sagt disse ord, svarede den ene af de tre skikkelser:
Denne bøn har vi gået og ventet på i åringer, og nu skal du have tak for
dine ord både for dig selv og os. Så forsvandt de tre skikkelser, og man
så dem aldrig siden. Efter den tid kunne enhver færdes i "Krugedal" også
ved aftenstid. M. P.
Der
klages sommetider på Fanø over de mange forskellige handelsfolk, der af
og til kommer til øen fra fastlandet. Disse kom også i ældre tider; men
det var selvfølgelig under andre former end nu om dage. Der kom en del,
vi kaldte "bissekræmmere". - Således husker de gamle "æ lille Hjuler fra
Hunderup", der handlede med spinderokke og hvad dertil hørte. Disse var
i de dage i brug i hvert hjem på Fanø, ligesom der i mange hjem var en
stor væv til at væve vadmel på.
- "Æ
kartemand'; fra Vilslev havde også en god afsætning på sine karter,
disse er nu en hel sjældenhed på øen; enkelte bruger dem dog endnu. Den
der huskes bedst er Laust Jerk, eller ”Lisle Laus” som han i
almindelighed kaldtes, da han talte så ”lisle”, sagde man. Det var meget
morsomt at høre ham remse op, hvad han havde i sin kramkiste. Han
begyndte gerne således, - når han kom indenfor: Go daw, kan vi slå en
lille handel av i daw? - Ja, måske, hva haar du i di kas i daw?- A haar
næsten aald slaw, og så remsede han op: Synoel. knappenoel, stålpen,
øltap, redekamme, fingerringe. o ringe til finger, sytråd, nelliker,
ålhånd, ingefær o man'ne ander gue ting, o et o forglem svovlstikker,
der ka tænd uden ild eller fyrfad. Dette sidste var ja den gang en
sjældenhed; thi når tobakspiberne ,da kom frem, brugte man "tændpinde",
det vil sige lange smalle pinde med svovl eller harpiks på den ene ende,
som kunne tændes ved gløder. Og når der var gilder, eller de unge var
samlet til "rådgang", blev der sat et lille messingfyrfad på bordet med
klare tørvegløder: manglede man ild til sin pibe, tog man så en glød
med fingrene, lagde den på tobakken og bakkede løs.
Mange
"handelsfolk" kom også jævnligt til Fanø med smør, kød, flæsk og æg. Der
var således Morten Bjerg fra Tarp, Peder Bæk fra Jerne, og Søren Hansen
fra Gammelby, Jeppe Sørensen 'Naurup, Chresten Bjerg fra Måde, Lille
Ann' Mari fra Taurup og Thamas Just.
fra
Jerne. Den handelsmand, især børnene var glade for, var "Kludekræmmeren"
Andreas
Bastiansen, der boede i en høj på Rørkjær mark. Han blev almindeligvis
kaldt Bastian og var en krumbøjet, middelhøj mand med et godt snakketøj
Altid når han var ude på handelen, bar han i en læderrem over skulderen
en rød trækasse, som indeholdt vadskesæbe, fløjter, spiseskeer af
Britania-metal samt svaneknive og "sølvringe".
Han også
købte eller byttede sine varer bort med klude og ben, gamle metaller og
rav; Bastian og føromtalte Hjuler gjaldt i sin tid for at være "kloge
mænd", - der kunne læse over benedder, stille blod og kurere tandpine.
Børn med engelsk syge gav de det råd, at de skule føres gennem en
nygravet græstørv, hvori var gravet et hul, denne skulle derefter
henlægges på kirkegården ved nattetide og så skulle "sygen" forsvinde
med den. Man kan jo. sige alt sådant var barnagtigt, ja, rent ud
fantastisk; men mange troede på det, og måske har alene dette gjort en
vis virkning. Nu er imidlertid folk også på Fanø blevet så oplyste, at
der sikkert ikke er nogen, eller i hvert fald meget få, der søger
lægedom på den måde.
M. P.