Spredte erindringer fra et langt liv

Direktør Mads Kromann, Sønderho, Fanø, der nu er 86 år, er blevet opsøgt af Maje Pedersen, Sønderho, der har truffen den gamle sønderhoning ved skrivebordet:                

-- Et interview til "Mågen", siger han. I hvilken anledning?     

-- Jah, De husker nok, vi talte om det i fjor i anledning af Deres 85 års fødselsdag, men det blev, ikke til noget. Nu kan vi jo så sige, ­ det er i anledning af 86 års fødselsdagen.     

- Jeg synes ikke, jeg har oplevet noget, som kan have interesse for andre end mine nærmeste.

- Ah, De er jo den ældste mand i Sønderho og må nok, kunne fortælle et og andet, som er værd at høre -- f. eks. fra barndommen og den første ungdom.                 

- Det er jeg ikke vis på. Men vi kan jo forsøge. Hvad vil De vide?

                   *

- Hvorfor blev De ikke sømand som de fleste andre Sønderho­drenge dengang?

- Næh, jeg var i min barndom noget af en "splejs" og skønnedes vist nok ikke egnet for det mere robuste sømandsliv. Man betragtede det som givet, at jeg skulle holde mig til landjorden og se at blive "noget på et kontor". Nogen synderlig lyst til at sejle havde jeg heller ikke, skønt alle mine forfædre var søfolk. Måske bidrog hertil også min fars forlis og min brors dramatiske oplevelser ved samme lejlighed.

- Hvornår forliste Deres far? - Det var i 1880, da jeg var 8 år. Min mor var død 3 år i forvejen. Min far, skibsfører Jes Sørensen Kromann, var med sit skib, skonnerten "Sophie", på rejse fra Østersøen til England med tømmer, da skibet under en orkan kuldsejlede i Nordsøen natten til den 1. december 1880. Kun styr­manden, Søren Brinch Fischer, Sønderho, og kokken, min 15-årige bror, Søren Kromann, blev reddede efter 5 døgns indespærring i skibets bund med benene i vand og en dunk med sirup som eneste næring. Til sidst drev vraget i land ved Fjand, nord for Ringkøbing, og de blev hugget ud gennem bunden af skibet, naturligvis i en sørgelig forfatning. Styrmanden kunne dog snart rejse hjem til Sønderho. Min bror havde koldbrand i begge ben og måtte efter et sygehusophold gå hjemme i 2 år, inden han genvandt sit helbred. Han kom så til Ribe som elev i Sydjysk Landmandsbank og døde i 1918 som bankens direktør, en stilling som nu beklædes af hans søn. Forliset vakte megen opmærksomhed landet over og blev senere af Mylius Erichsen benyttet i en (dog stærkt forvrænget) skildring, som han kaldte "Dødt skib". Det var jo ikke mærkeligt, at en sådan oplevelse satte varige spor i en drengs letbevægelige sind. Men det er jo noget, som så mange andre her på Fanø har oplevet sidestykke til.

- Har De andre erindringer fra barndom og skoletid?

- Man plejede dengang (i sejlskibstiden) spøgefuldt at sige om forholdene på Fanø, at der hørte et skib og en ko til hvert hus - manden passede skibet, konen koen og det lille landbrug, og sådan var det også i mit hjem. Efter min fars død blev koen solgt, men vi beholdt nogle får, og det blev min drengetids sommerjob at passe disse får ude mellem klitterne. Der var blandt fårene også et "malkefår". Det var almindeligt, hvor der ikke holdtes ko, og de andre drenge kunne selv malke sådan et får - det turde være et tegn på min uegnethed for legemligt arbejde, at jeg aldrig fik lært denne kunst, men måtte trække malkefåret hjem til min moster og tilbage igen. - At malke fåret spillede en vis rolle for en sømands­kone fremgår af en gammel "sej" (sigende), at hun klarede sig godt med "en malkfoer og en træk­seddel" (på rederiet). Jeg havde desuden et andet job for en styrmandskone med efter skoletiden at flytte hendes ko og hente den hjem om aftenen - lønnen var min aftensmad og 1 kr. for sommeren.

- Hvordan var skolevæsenet Sønderho dengang?

- Min lærer i 1. klasse (1879) hed Hansen (senere navneforandring til Torgils), i 2. klasse Kristensen og i 3. klasse Sørensen (degnen), og jeg har kun ros tilovers for disse 3 mænd. Fra senere ophold i Varde realskole mener jeg at kunne sige, at vi fra Sønderho med lethed kunne stå ved siden af eleverne fra Varde by og opland, i hvert fald i hovedfagene dansk, regning og skrivning. Nu havde vi ganske vist et års tid haft en privatskole herovre. En frk, Jørgensen begyndte en sådan skole i det senere "Forsbergs hus”,  jeg blev også meldt ind, men opgav det snart, og vi kom tilbage til kommuneskolen. Jeg husker frk. Jørgensen forærede mig den første nye bog, jeg nogen sinde har ejet, kaptajn Marryats "Peter Simple" - jeg nød den i små portioner (sådan har jeg altid haft med alt, hvad der er godt) og gemte den som en skat. - Jeg husker endnu dens ubrugte, friske lugt af  "bog". - Den var jo helt anderledes end "Jakob Duval", "Sønnens hævn" og "Henrik den Fjerdes ungdom", som jeg havde fundet i nederste skuffe af min bedstefar "agenten"s gamle chatol.

- Var der ikke noget med præsten, pastor Carøe?

- Jo, det blev bestemt, at jeg efter min konfirmation skulle på Varde realskole, og pastor C. var så venlig at læse sprog med mig, medens en ung lærer Møller underviste mig i matematik - sammen med Søren Peter Brinch, der også skulle til Varde, og min specielle gode ven og navnebroder, Mads Hansen Kromann - "Store Mads" til adskillelse fra mig som "Lille Mads". Han lever endnu i Hollywood, hvor jeg besøgte ham i 1938.

- Har De noget at fortælle fra Deres ophold i Varde?

- Jeg blev sat i 3. klasse, mens Søren Peter, der var et år ældre, kom i 4. klasse. Men efter en måneds forløb kom "kaptajnen", skolens bestyrer, og tog mig med op i 5. klasse uden anden besked end et kort "Nu kan du sætte dig der",

Jeg kunne have lyst til at sige lidt om kaptajn Brix, professor Hans Brix' far. Han var en lille, firskåren, hjulbenet skikkelse, en typisk kavalleriofficer med en rungende kommandostemme, som kunne høres over hele skolepladsen, når han med sit "op" kaldte os ind fra frikvarteret. Han var en prægtig mand; han var streng, men også strengt retfærdig; vi havde respekt for ham, men også tillid til ham, ja, jeg tror, vi elskede ham alle sammen. Overfor dumhed og dovenskab kunne han nok tabe tålmodigheden, men han skældte aldrig ud; han havde sin egen måde at give sin mishag til kende på. Matematik var kaptajnens eget fag. -- Jeg husker en dreng, som ikke havde begreb om matematik og i øvrigt heller ikke om ret mange andre af skolens fag. - Jeg ser ham endnu oppe ved tavlen og kaptajnen tage kridtet ud af hånden på ham, løse opgaven og dunke ham gemytligt oven i hovedet med et: men det kan du ikke få ind' dit lille træhovede. - At vedkommende dreng senere blev storkøbmand efter sin far kunne dog tyde på, at han ikke var så dum endda. Selvom skolekundskaber er gode at ha', så er det jo ikke altid dem, som gør hovedudslaget her i livet.

- Jo, kaptajn Brix var en udmærket mand, og vi blev snart gode venner. Det eneste, jeg i begyndelsen havde imod ham, var, at han oftest kaldte mig "Mads", jeg var umådelig ked af det navn, det understregede, syntes jeg, at jeg kun var en lille kejtet og genert bondedreng, som stod langt tilbage for de vigtige købstadsdrenge, der hed Åge og Halvdan og Viggo. Det øgede det mindreværdskompleks, som jeg i forvejen led af, og som det i virkeligheden tog mig mange år at overvinde, hvis jeg da har overvundet det.

Selvom jeg ikke som min nu afdøde gamle ven, Larsen-Ledet, havde mod til og dog heller ikke fandt anledning til at erklære mig for verdens grimmeste mandfolk, så har jeg dog altid følt, at jeg havde mit udseende og væsen imod mig. - Rent galt blev det med dette mindreværdskompleks, da kaptajnen nu smed mig op i 5. klasse, hvor eleverne ikke blot var ældre end mig, men hvor der også var damer - tre lidt ældre "unge piger", som smilte ad kaptajnens "Mads". - Nu var jeg, om jeg selv må være så ubeskeden, ret god til matematik, takket være lærer Møller i Sønderho, og det hændte ikke så sjældent, at kaptajnen ved en vanskelig opgave, som en elev ikke kunne klare, udslyngede et: Kan Mads også hjælpe os her? Og da Mads som oftest kunne det, hjalp det efterhånden på mit mindreværdskompleks.

Jeg gik da også ud af skolen med en fin eksamen. Afdøde dr. Anthonisen, Nord­by, der på det tidspunkt som student var hjemme i Sønderho på sommerferie, har engang morsomt fortalt mig om min gamle mosters glæde over min eksamen. Jeg havde et par dage før afslutningen skrevet til hende, at hvis jeg var heldig i det sidste fag og i alt kunne opnå 112 points, så ville jeg få udmærkelse. Da eksamen var overstået, telegraferede jeg hjem, at jeg havde bestået med 113 1/3 points. Postmester Schou, Sønderhos første postekspeditør og min specielle gode ven, kom selv ned med telegrammet, og moster løb straks rundt i nabolaget med det, idet hun glædestrålende fortalte: Vo Mads er bestanden, han haar faat jen mier, end han s k a l ha'!

Lad mig benytte dette træk til i største taknemlighed at prise vor gamle moster, Anne Madsdatter, for den kærlighed og usvigelige omhu, hun omgav os søskende med fra mors død i 1877, og til hun selv lukkede sine øjne i 1896 hos min søster og svoger, som da havde overtaget vort gamle hjem. Havde hun ikke været og holdt sammen på vort hjem, var min søster og jeg nok bleven "sat ud" hos fjernere slægtninge eller hos fremmede, således som det ofte skete med forældreløse børn også i Sønderho. Og så ved man aldrig, hvordan vor fremtid kunne have formet sig. Nu fik vi lov at leve vor barndoms tid sammen - i små kår, men glade og tilfredse med tilværelsen.

- Hvad skete der så, efter at De var færdig med skolen?

- Måske jeg lige til belysning af de økonomiske forhold i 80'erne skulle oplyse, at jeg i Varde fik ophold hos en vognmand i Brogade for 25 kr. om måneden for kost og logi, men det var nu også under meget primitive forhold. Mit værelse var uden kakkelovn, så jeg om vinteren måtte opholde mig i stuen hos vognmanden og hans kone, som næsten hver eftermiddag og aften havde besøg af en nabokone -- deres snakken var ikke så gunstig for min lektielæsning. For at komme ind på mit værelse måtte jeg igennem køkkenet og et mørkt rum uden vinduer, hvor vognmandens kodreng havde sin soveplads. Jeg fik også tilbud om i de kolde vinternætter at dele seng med drengen i hans mere lune bås -- men jeg afslog tilbuddet. ­Af hensyn til disse lidet tilfredsstillende forhold skiftede jeg logi efter et års forløb og fik hos en anden vognmand på Nørregade et dejligt stort og lyst haveværelse med kakkelovn. Da vi forhandlede om prisen, var jeg dristig (fræk?) nok til at sige, at jeg ganske vist havde betalt 25 kr. hidtil, men syntes, det var for meget, da flere af mine kammerater kun gav 21 kr. hos "Smør-Hansen" - vi blev så enig om 22 kr. I betragtning af hvad sådan en 15-16 års knægt kan sætte til livs - og jeg har altid haft en god appetit -- tør jeg nok antyde, at vognmandens ikke har spundet silke ved at mig boende for 22 kr. om måneden. Men jeg havde det dejligt ikke mindst fordi en pige fra Sønderho tjente der samtidig og bidrog til at gøre det hjemligt for mig.

Blandt mine klassekammerater var nu afdøde Niels Brandt, senere direktør i Varde Bank, og Hans Windfeld ude fra gården "Hesselmed", senere kontorchef i landbrugsministeriet.

Hvad der så skete, og hvor jeg så kom hen? Ja, der skete mange ting, og jeg kom mange steder hen inden jeg efter 50 års forløb igen kastede anker og "lagde op" for stedse i Sønderho - og nu er der snart gået 20 år siden da. - I rækkefølge har jeg været ansat i København, Hjallerup, Fredericia, København igen, Kalundborg, Esbjerg, syg et år i Sønderho, Storeheddinge, Århus og Kolding.

Jeg har omtalt pastor Carøe og postmester Schou, som begge havde embede i Sønderho, da jeg j 1889 havde taget min præliminæreksamen. De to herrer var uenige om mange ting - også om mig og min fremtid. Postmesteren ville have mig til postvæsenet, præsten over til København hos sin bror, grosserer C. J. Carøe. Præsten vandt i første omgang. Jeg begyndte i august 1889 som kontor­elev hos grosserer Carøe.

Men postmesteren gav ikke op, en dag fik jeg telegram fra ham, at han havde en plads til mig som postelev i Hjallerup - 500 kr. for 2 år". Jeg talte med grosserer Carøe om det. - Skal De have 500 kr. for 2 år? spurgte han. - Næh, jeg skal betale 500 kr. for opholdet og oplæring i postvæsenet, måtte jeg svare.

Grossereren forbavsedes og syntes, at jeg skulle blive hos ham. Men jeg stod alene og havde ingen til at råde mig. - og så begik jeg den første af de dumheder, jeg i mit liv har begået adskillige af: jeg forlod grosserer Carøe, et af de nobleste og fineste mennesker jeg har kendt, og drog til Hjallerup postkontor. Til forklaring af de 500 kr., jeg skulle betale, kan det være af interesse at oplyse, at forholdene i postvæsenet den gang var således, at postmesteren privat antog elever uden garanti for, at man efter udstået elevtid kunne få plads som assistent. En gang hvert kvartal underskrev jeg en erklæring om, at jeg i det for­løbne kvartal havde modtaget kost og logi hos postmesteren, og beløbet herfor fik han så refunderet som kontorholdsgodtgørelse - som et supplement til mine 500 kr.

Hjallerup lå dengang ude midt på heden ved landevejen mellem Ålborg og Sæby; jeg korn dertil en nat kl. 1,30 med postvognen fra Ålborg og blev modtaget af den assistent, jeg skulle afløse, med den trøsterige oplysning: Det er et nederdrægtigt sted, De kommer til. Vi har nattjeneste hver nat fra kl. 1 til 3 for at ekspedere postvognene fra og til Ålborg, Sæby og Aså og gøre posten færdig til de 20 landpostbude, som går ud kl. 7, Jeg måtte snart sande, at han havde ret.

I Hjallerup førte jeg en meget stille tilværelse. Posthuset lå ensomt ude ved landevejen langt fra Hjallerup by, og dette i forbindelse med min indesluttethed og medfødte tilbageholdenhed var vel skyld i, at jeg ikke kom sammen med et eneste menneske udover postmesterens og den privatlærerinde, de havde til deres børn. Mit værelse havde ingen kakkelovn, jeg tilbragte derfor også det me­ste af min fritid på kontoret med at læse (og skrive kærestebreve, trods min unge alder var jeg allerede da forlovet med min senere hustru, Karen Sonnichsen).

Af begivenheder i Hjallerup husker jeg kun, at jeg en dag i middagsstunden på skøjter faldt gennem isen på mølledammen. Der var dybt, jeg var alene, men det lykkedes mig med stort besvær at redde mig op på isen og komme hjem. Det var nær gået galt. ­

Og så hørte jeg en aften redaktør Vilhelm Lassen fra "Ålborg Amts­tidende" tale ved et politisk møde på kroen. Jeg var meget betaget af denne lille, af skikkelse så ubetydelige mand (med de ualmindelig store ører) - en af de bedste talere, jeg har hørt.

Efter 1 - 2 års forløb blev jeg tilbudt en assistentplads på postkontoret i Fredericia. Jeg reddede kun 50 kr. af mine 500 kr., da postmesteren havde været så forudseende at tage de 300 kr. det første år. - I Fredericia var min årsløn 400 kr. på egen station. Jeg kom meget godt ud af det med den stovte og korrekte postmester Brink (ikke af Fanø-slægten), der holdt meget af at, fortælle om, han havde været postekspedient om bord på fregatten "JyIland", medens prins Valdemar var der om bord som kadet.

- Hvorfor blev De ikke ved postvæsenet?

- Ja, hvorfor, hvorfor. Der kom vist et nyt lønningsregulativ, og ved at studere det, fandt jeg ud af, at jeg kunne nå at blive postekspedient om 9 år med en gage af 800 kr., hvilket ikke syntes mig særlig tiltrækkende for en ung mand, der var forlovet og længtes efter at blive gift.

- Jeg var da så dristig at skrive til grosserer Carøe og spørge, om han ikke kunne skaffe mig en kontorplads. Han svarede omgående, at jeg kunne komme hos ham igen. Det tog jeg med tak imod, og et par år efter blev jeg hans førstemand for senere at blive medbestyrer af Carøe & Co.'s filial i Kalundborg, C. Michaelsens eftf., en af de store, gamle købmandsgårde med korn og foderstoffer.

- De kom senere til Esbjerg.

Ja, og de mange andre steder, jeg har nævnt, men det bliver alt for meget at tale om.

Resten af mine erindringer omfatter et helt andet livsafsnit og vil for en del være præget af min interesse gennem 65 år for afholdsbevægelsen, fredsbevægelsen o. lign. og under mit otium i Sønderho i 20 år med deltagelse i arbejdet for fonden "Gamle Sønderho", brandværnskomiteen og mindes­mærket for omkomne Sønderho­sømænd samt to besøg i Amerika hos min ældste søn i 1938 og 1953.

Lad mig slutte interviewet med et par ord om mit syn på alderdommen.

Der har jo i sommer været diskuteret en del om, hvordan det, føles at blive gammel, og magister Poul Bahnsen har i et møde på Hindsgaul sagt, at "det er modbydeligt at blive gammel". - Det er stærke ord, og de k a n være sande. Det må være frygteligt at blive gammel og syg, legemlig og åndelig svækket, pint af smerter og modløshed, prisgivet sine omgivelser, selvom de er nok så omsorgsfulde. Da er døden efter mit skøn langt at foretrække - og dog hænger vi vel alligevel ved livet så længe som muligt. - Men disse ting hører jo da heldigvis ikke altid med til at blive gammel - til den "normale alderdom", vi ser i møde og de kan jo også ramme yngre mennesker.

Er man nogenlunde rask, stort set kan klare sig selv i legemlig henseende og har sine åndsevner i behold, er det vist kun de færreste, der føler alderdommen som en byrde. Det kommer også an på hvordan man bruger - om man i det hele taget bruger -- de svingende kræfter, man har tilbage.

Den 91-årige professor le Maire sagde forleden i et radio-interview med Svend Carstensen: Man bliver gammel ved at holde sig ung ikke misbruge begrebet "at sIappe af" - både hjerne cg muskler taber deres vitalitet ved ikke at blive brugt. Jeg tror, professoren her har sagt noget meget betydningsfuldt for os gamle. Selvom de fleste ser hen til "pensionisttilværelsen” som en hvile tid, hvor man er sin egen mand, fri for den vanlige træde mølles arbejde og ansvar, så må man være klar over, at det er nødvendigt "at gøre noget" for ikke at føle alderdommens naturlige tryk alt for tungt.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg også har længtes efter -- og gør det endnu --- en dag: hvor jeg i ro og mag kan sidde udenfor mit hjem i den gamle toldbolig med min lange pibe og se på turisternes liv og færden til og fra "Hønen" og i tankerne følge de prægtige hvide sommerskyers glidende flugt ud i den store vide verden, som jeg ikke mere skal se noget af. - Jeg synes bare, at jeg endnu aldrig har kunnet få tid tilovers til dette i de forløbne 20 år af mit otium - og det er måske det, som har holdt mig "forholdsvis ung" trods mine 86 år.

Jeg hilser alle fjern og nær med ønsket om en glædelig jul og et lykkeligt nytår for os og vort land.