|
Hun blev straks antaget til stumfilmen og hun
spillede et væld af roller for selskabet ”Flying-A” – ofte
halsbrækkende partier og blev alles yndling. Det var Anne Kromann, som
sprang i havet, balancerede på flyvemaskinernes vinger og foretog
alskens andre halsbrækkende akrobatkunstner som kvindelig stuntman –
mens Hollywoodstjernerne høstede al æren. Men det blev alligevel som
filmens vovehals, hun gjorde sig berømt, og hun tjente store penge, for
en uges arbejde 800 dollars, dengang en dagløn var omkring én dollar..
Anne Kromann, nu under navnet Ann Forrest, blev
selv filmstjerne i stumfilmens dage omkring 1. Verdenskrig. Ann var
startet i 1915 og tre år senere fik hun sit gennembrud, da hun spillede
overfor William Farnum i den første filmversion af Zane Grey’s ”The
Rainbow Reail” (1918), der blev en kæmpe succes for selskabet ”Fox”.
Det var Farnum, der på et on-location set i Grand
Canyon, omdøbte Anne til Ann Forrest, idet han mente, at Kromann ikke
klingede godt for en amerikansk filmskuespillerinde. Han valgte navnet
fordi han syntes at det signalerede ”noget stort, men alligevel lille og
dog lynhurtig”.
Ann Forrest var Harry Houdini’s betrængte
primadonna i melodramaet ”The Grim Game” (1919) og vakte vild
begejstring ved at spille en patetisk køkken pige i ”The Prince Chap”
(1920).
Selveste Cecil B. de Mille, filmgiganten, kaldte
Ann Forrest ”en kommende storstjerne”. Nok mere blond og ”nuttet” end
egentlig smuk og ikke ligefrem De Mille’s sædvanlige primadonnaer der
henslængte deres skønhed på et tigerskind. Men Forrest havde gjort et
stort indtryk på De Mille, og han gav hende en personlig fem-års
kontrakt. Forrest optrådte faktisk aldrig i en De Mille film, men blev
sendt oversøisk for at spille i ”Love’s Boomerang” (1922), hvorved hun
opnåede stjernestatus. Melodramaet der var indspillet i England og
Frankrig fik kæmpesucces, men Forrest’s tilbagevenden til Hollywood blev
et antiklimaks. Accenten var for markant, da tonefilmene dukkede op, og
hun måtte efterhånden opgive filmarbejdet. Hun forlod filmlærredet i
1926 og fik sit eget teater i New York, hvor hun selv spillede en række
betydelige roller. I 1930 blev Forrest arresteret sammen med sin
teaterdirektør og sigtet for blufærdighedskrænkelse under prøverne på
det kontroversielle skuespil ”Frankie og Johnny”.
Den pågældende hændelse sammen med en alvorlig bil
ulykke afkortede Ann Forrest’s scene karriere og hun trak sig helt
tilbage fra show business i 1931.
Ann Forrest, der med hendes berømmelse, levevis og
formue gjorde hende til et eftertragtet bytte for alle hånde
lykkeriddere var gift tre gange: den første ægtemand var bigamist, den
anden en drukkenbolt, men tredje gang er lykkens gang og hun giftede sig
med en greve og en virkelig gentleman. De nåede at få seks lykkelige år
sammen, inden han døde af et hjerteslag. Ann Forrest udtalte i et
interview, ”at hun havde været meget lykkelig, men i perioder også langt
nede. Det, der kunne gøre mig ulykkelig, var mænd. Og penge, både når
jeg ingen havde, og når jeg havde for mange”.
|