Ann Forrest var Harry Houdini’s betrængte primadonna i melodramaet ”The Grim Game” (1919) og vakte vild begejstring ved at spille en patetisk køkken pige i ”The Prince Chap” (1920).

Selveste Cecil B. de Mille, filmgiganten, kaldte Ann Forrest ”en kommende storstjerne”. Nok mere blond og ”nuttet” end egentlig smuk og ikke ligefrem De Mille’s sædvanlige primadonnaer der henslængte deres skønhed på et tigerskind. Men Forrest havde gjort et stort indtryk på De Mille, og han gav hende en personlig fem-års kontrakt. Forrest optrådte faktisk aldrig i en De Mille film, men blev sendt oversøisk for at spille i ”Love’s Boomerang” (1922), hvorved hun opnåede stjernestatus. Melodramaet der var indspillet i England og Frankrig fik kæmpesucces, men Forrest’s tilbagevenden til Hollywood blev et antiklimaks. Accenten var for markant, da tonefilmene dukkede op, og hun måtte efterhånden opgive filmarbejdet. Hun forlod filmlærredet i 1926 og fik sit eget teater i New York, hvor hun selv spillede en række betydelige roller. I 1930 blev Forrest arresteret sammen med sin teaterdirektør og sigtet for blufærdighedskrænkelse under prøverne på det kontroversielle skuespil ”Frankie og Johnny”.

Den pågældende hændelse sammen med en alvorlig bil ulykke afkortede Ann Forrest’s scene karriere og hun trak sig helt tilbage fra show business i 1931.

Ann Forrest, der med hendes berømmelse, levevis og formue gjorde hende til et eftertragtet bytte for alle hånde lykkeriddere var gift tre gange: den første ægtemand var bigamist, den anden en drukkenbolt, men tredje gang er lykkens gang og hun giftede sig med en greve og en virkelig gentleman. De nåede at få seks lykkelige år sammen, inden han døde af et hjerteslag. Ann Forrest udtalte i et interview, ”at hun havde været meget lykkelig, men i perioder også langt nede. Det, der kunne gøre mig ulykkelig, var mænd. Og penge, både når jeg ingen havde, og når jeg havde for mange”.