N. P. HOFF

 

af  Tage Boye

På Fanø snakkes der tit om hvem, der bliver øens sidste original. - Det bliver naturligvis en mand, og flere mener sig berettiget til titlen. For få årtier siden var der mange originaler på Fanø, flest mænd, men også en del kvinder kunne henregnes hertil. Prøv selv at tælle efter. - 

At være original er et udtryk for en vis personlig­hed og udstråling, og er derfor ikke negativ ment. Vi savner de gamle originaler. De var en del af sognet; gav et særligt islæt, var festlige og farverige typer i sognets hverdag. 

En sådan type var Niels Peter Hoff, der som tilflytter kom til Fanø i 1915.

Hoff blev født i 1866 i Vester Nebel, blev som ung seminarieuddannet og var i en årrække lærer ved Es­bjerg skolevæsen, sidst ved Stormgade skole. 

Hoff var pædagog af speciel art. Han kunne ikke lide børn, og havde derfor voldsomme konflikter med sine elever, så voldsomme, at tærsk og klø var den dominerende undervisningsform. Flere elever fik slået tænder løse af ham, men da han til sidst næsten rev øret af en dreng, blev det forældre og skole for meget. Hoff blev afskediget med pension. 

I 1915 flyttede han til Nordby, hvor han købte et Fanøhus lige nord for Posthuset. Her boede han alene og afsondret uden bekendte, familie og omgangskreds i mange år. 

Hoff kunne ikke helt glemme den brydsomme fortid. På Fanø mødte han jævnligt en herboende, hvis broder han havde haft i skolen. Hver gang de mødtes, hilste Hoff med et: „Er din lillebror død med alle tænder i sin mund?". Omsider blev det den herboende for meget. Efter kraftige rusk i Hoff's trøje og løfte om tærsk, talte Hoff aldrig mere om lillebroderen og de løse tænder. 

Mange kan endnu huske Hoff's påklædning. Altid kor­te sorte snørestøvler, sorte vadmelsbukser og islandsk trøje. Om sommeren: 1 - efterår og forår 2 - og var det rigtig koldt 3. Den ene uden på den anden. - Trøjerne blev købt i det daværende Flensborg Lager på Hovedga­den, nu Musikhjørnet. - For ekspedienterne var det dagens begivenhed, når Hoff kom på indkøb.

De islandske trøjer blev vasket 1 gang om året i det daværende lille vaskeri på Færgegårdsvej. Trøjerne blev vasket for sig og blev et par dage lagt i vand, så man var sikker på at „evt. smådyr” var druknet. 

Ved festlige lejligheder og om søndagen bar Hoff kjolefrakke med lange flagrende skøder. 

Alle Fanøbørn var bange for Hoff. Han var Nordbys skræk for både piger og drenge. - Han gik altid med en tyk stok, som man gjorde klogt i at være uden for ræk­kevidde af. Han røg lang pibe - merskum - og han hostede og harkede. Var der en dreng, der havde drillet ham, skulle han nok passe på at være uden for rækkevidde af en spytklat fra Hoff. Ramme kunne han på lang afstand. 

Skoledrengene i Esbjerg havde givet den gamle lærer et øgenavn. Han sagde ofte: „Jeg skal ordne jer". Drengene kaldte ham derfor or(d)ne, d.v.s. de undlod det. Fanødrengene kendte indbyrdes godt øgenavnet, men der var ingen, der turde bruge det.

 

Hoff var en enspænder, måske også en særling. Han var misantrop, hadede både børn og voksne, ikke mindst kvinder. Han købte sine mejerivarer ved den hestetrukne mælkevogn, hvis hyggelige klokkelyd, vi nu savner. Hvis der var kvinder for at handle, stillede Hoff sin spand, ventede til alle var væk, og købte så sin mælk.

Hygiejnen omkring Hoff var et kapitel for sig, og hans mælkespande var ganske specielle. - Han købte bl.a. mælk i en lerurtepotte. Han stak fingeren op i hullet i bunden og bar mælken hjem. Mødte han en hund eller kat undervejs gav han dem lov til at slikke. - Og­så hesten foran mælkevognen blev undertiden budt en tår. Hoff holdt helt sikkert mere af dyr end af mennesker. 

I de mange år Hoff boede i sit hus kom ingen ind, og der blev i ca. 35 år vist ikke gjort rent. Det var et problem for gasaflæser, el-aflæser og brændselsleverandør overhovedet at komme ind for rod, ragelse, gl. emballage, æggeskaller og meget andet. 

I 1946 måtte han dog lukke op. Da var der ildebrand i køkkenet. Det lokale brandværn fik til Hoff's glæde hurtig slukket branden. Brandkorpset var i en vanskelig situation. Hoff ville takke for indsatsen. Han havde en flaske snaps som nødmedicin, men han havde kun eet meget anløbent snapseglas. Det måtte så gå på omgang mellem brandfolkene. Første glas til brandinspektøren, der blev hilst med: „Skål og tak hr. brandmajor". 

Fanødrengene drillede Hoff - hvis de da turde - men Hoff var også selv lidt bange for dem. Han turde ikke være hjemme nytårsaften. Da spiste han nytårsmenu på Hotel Nordby og lejede værelse for natten.

Hoff var autoritetstro og havde ingen konflikter med myndighederne på Fanø, heller ikke med tyskerne under besættelsen. Han var national af indstilling. - Bil­edet viser Hoff, da han i 1941 blev fotograferet til de påbudte legitimationskort. Hoff bærer på reversen mal­teserkors, Chr. X's kongenål og det danske flag. 

I mange år spiste Hoff sin middagsmad på Hotel Nordby og læste avisen. - øl og spiritus nød han aldrig. Senere foretrak Hoff Krogaarden. - Det var i øvrigt et problem for værten på Hotel Nordby, når Hoff ville logere. Man var bekendt med Hoffs personlige hygiejne og også det utøj, som trivedes fint i de tykke islandske trøjer, men han fik dog altid lov til at overnatte.

Med hensyn til frisuren var Hoff nok foran (bagud?) for sin tid. Barberet blev han regelmæssigt hos barberen for formedelst 35 øre. 

(Med hensyn til legitimationskort kan det oplyses, at den dygtige, lokale fotograf Kromann i 1940/41 fo­tograferede næsten alle fanøboerne. De godt tusinde ne­gativer er registreret med navn og findes på byhistorisk arkiv i Esbjerg med 16 portrætter på hver nega­tivplade. - For eftertiden, for nulevende og slægtninge ville det være en god idé at samle disse billeder på sog­nearkivet i Nordby og Sønderho. - Arkiverne har imid­lertid en sparsom økonomi. Måske er der blandt bla­dets læsere en mæcen. Alle billeder vil kunne fremkal­des for ca. 5.000 kr. - Et værdigt minde for eftertiden, og en kilde for slægtsforskning vil en sådan billedsamling være.

Bemærk (parantesen). Idéen kom frem, da det eneste billede af Hoff blev fundet mellem de gamle Kro­mann negativer. 

Ude ved Batteriet i „æ Fogeds Toft" i en lavning nær den bunker, hvor aktivister påmaler en fredsdue, og hvor antiaktivister skiftevis overmaler fredsduen, købte Hoff en grund og anlagde en have, som var noget for sig. Hoff tilbad solguden Helios. Derfor var der i haven næsten kun solbær, solsikker og evighedsblomster. Hver sommersøndag plukkede Hoff en buket, som han stolt bar forbi bænkevarmerne ved „æ færgeleje" - ofte iført den føromtalte kjolefrakke.

Om morgenen hilste Hoff den opgående sol. Han stillede sig op på klitten ved haven, strakte Dannebrog ud mellem armene og råbte nogle, for udenforstående, uforståelige ritualord. - Mange lidt ældre husker at have set ham fra Fanøfærgen stå med front mod øst og med flaget udfoldet. - Morgenduelige turister troede det var en særlig velkomst eller hilsen til dem. 

Hoff var stolt af sin have. Han havde jævnligt i 30erne en annonce i Fanø Ugeblad sålydende: 

l ANLEDNING

af, at et utiltalende Væsen mere end een Gang har vist Tendenser til at ville begaa legemligt Overfald paa mig i min smukke Strandhave lige overfor Esbjerg ny Trafikhavn, skal jeg prøve paa at bøde lidt paa den paagældendes Mangel paa god Oplysning, elementær Ethik og Humanitetsfølelse ved at gøre opmærksom paa, at en raa Mandsperson engang skal have faaet indtil 2 Aars Forbedringshus, fordi han havde begaaet voldeligt Overfald paa et ældre Menne­ke.

Haabende, at nærværende Linier maa være den rette Mikstur for vedkommende, skaf det være mig en Fornøjelse at iagttage den forventede, forbedrede Forandring i den paagæidendes Aandsliv og saa i al Stilhed sende den paagældende en »hjertelig Tak”.

N. P. Hoff, Nordby 

Der kom ikke ret mange på besøg. Haven blev forsømt. Til sidst gravede Hoff kun en lille firkant, hvor han lagde sine få redskaber. Så kunne man dog se, at her var der en have. 

Soltilbedelsen sluttede om aftenen igen med et ritual, som mange fanødrenge skjult i de omliggende haver nær Hoffs hus, har oplevet. 

Ved solnedgang gik Hoff ud af hoveddøren, låste denne og gik om til sin flagstang og nedhalede flaget, Dannebrog, naturligvis. Derefter kravlede han indhyllet i fla­get baglæns ind gennem et vindue. 

Hoff døde en tidlig forårsdag i 1950, 83 år gammel. Han faldt om på gaden lige nord for Posthuset, og blev båret ind i det nærmeste hus. Den daværende læge fandt det ved ligsynet ikke rigtigt at gøre Hoff klar til „lit de parade" og Hoff blev derfor lagt i kiste, som han stod og gik. Det var alligevel et ubehageligt hverv for den lokale bedemand. 

Før den sidste rejse - måske op til hans solgud - blev Hoff ført om til det gamle alderdomshjems baghus. 

Hoff står for de Fanniker, der kan huske ham som en original, men også som en af de typer, som de der har kendt ham aldrig vil glemme. - Hemmeligheden bag hans ritualer med soltilbedelsen har han taget med sig i graven. Stedet Hoffs have ved „æ Batteri" i „æ Fogeds Toft" findes stadig. 

I et godt samfund bør der være plads også til dem, der afviger fra normerne, ellers bliver tilværelsen mere trist og fattig. 

Tak til Hoff. Han har som person sat sig et så klart minde i erindringen, som kun de færreste nulevende fanøboere vil opnå.