Ny kommandant for Fanø

Under Englænderkrigen 1807 – 1814 beordrede Kronprinsen admiralitetet til at udnævne en søofficer til kommandant på øen. Den mand der blev udnævnt til kommandant for Fanøs forsvarsvæsen var søkaptajn W. M. Winckler, som det senere skulle vise sig tog ophold på øen i en menneskealder, blandt andet bestridende poster som tolder- og branddirektør.

 Winckler kom til Fanø den 8. marts 1808 og den 10. marts fik han overleveret Fanøs forsvarsvæsen af kaptajn Bagge. Winckler beretter til admiralitetet, at for at forsvare det nordre indløb til Fanø havn (Grådyb), er der opført to batterier bestykket med seks ottepundige og to firepundige kanoner. (Der var derudover en bestykning med seks 12 punds Haubitzere). Indløbet til Sønderho havn kan beskydes fra tre mindre batterier bestykket med to tolvpundige, to sekspundige og tre firepundige kanoner. (Desuden var der placeret en 12 punds Haubitzer). Disse bestykninger burde være tilstrækkelige til at forsvare ørens to havne.

For at hindre landgang er der udleveret 200 geværer til de våbenføre mænd.

I de påfølgende år af krigen hører man ikke meget om forsvaret af Fanø. Der var forsøgt landgang ved Sønderho af englænderne, der blev afværget, men fjenden havde stadig armerede skibe og kaperskibe liggende udenfor øen, for at opbringe skibene der gik i kornfart til Norge.

Øens kommandant var kaptajn Winckler, som almindeligvis kaldtes KOMMANDANTEN PÅ DEN HVIDE HEST. Øens eneste hvide hest dengang, som han brugte til tjenesten. Han boede i Nordby, men foretog daglig en inspektionsrejse til Sønderho batteri, der lå, hvor nu badepavillonen senere stod, og nord efter. Den gang havde Galgedyb sit indløb ud for batteriet. 

Fiskeriet

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også på fiskeriet på Fanø, som under det meste af krigen var forbudt, idet man frygtede at de engelske kaperskibe, der lå lige udenfor Fanø, ville opbringe fiskerne, og afpresse dem for oplysninger om Fanøs forsvarsvæsen. Dette var allerede sket en gang ved krigens udbrud.

Øens kommandant, kaptajn Winckler, kunne dispensere fra forbuddet, når han følte sig overbevist om, at det netop da var ufarligt at fiske.

Først i april 1810 gav kaptajn Winckler tilladelse til, at fiskeriet kunne genoptages og udbyttet af hvidlingefangsten ses at have været ret stort ifølge toldbøgerne.