Sandflugten på Fanø

Fra RIBE AMT 1903.I: side 115. af plantør Jens Brüel.

I 1633 klage Fra Sønderho på Fanø over sandets ødelæggelse. 1637 • Det Øland Sønderho på Fanø var for nogle år siden vel ved magt, men på nogle år tog fiskeriet meget af, hvorved beboerne blev meget forarmede og formedelst idelig stormflod og sandknog er nu 48 ejendomme med grund, bygning og boested aldeles ødelag­te, som er 1/3 del af landet, de to andre parter beboes endnu, men jorden er overløben med sand og næsten øde. De søge eftergivelse af landgilder 48 øde steder, hvilken endnu kræves efter de gamle jordbøger. (Top.Saml. Fanø 8.2.3) 

Som det fremgår heraf er det i en forholdsvis sen tid, at sandflugten begyndte på Fanø i modsætning til andre steder i lan­det. Ved den tid bevilgede Christian den 4. daværende sognepræst i Sønderho årlig at oppebære  kongetiende af  Tjæreborg sogn, efterdi Sønderho er en udø, som er meget sand på, hvilket fordriver og fordærver kornsæden der på landet. 

1637 har samme konge givet bønderne på den by Sønderho i Riberhus Len, som formedelst stormflod og sandknog er geråden i armod, lindring i deres årlige landgiIde. 

Men på den østre side af landet er gode marskenge og godt agerland, hvilket, når det hviler, bærer overmåde skøndt græs og mest hvide snærler, som beboerne, så vidt de ej slås, betjene sig af med største sparsommelighed til deres kreaturers tøjring. 

1661 indberetter præsten "at Sønder og Nørhaa sogn” på Fanø svarer intet, da sognene årligen fordærves af sandknog. Vinterrug sås der intet af på landet.  Præstegårdens mark, som ligger sønden for kirken, til hvilken var 6 agre , hver ager 160 fod lang og 70 fod bred, forringes årligen. 

Sandflugten har efter alt at skønne raset stærkest på Fanø i de hundrede år mellem 1560 og 1660. I 1573 bevilger kong Frederik den anden, sognepræsten på Fanø, hr.Søren Trugelsen "at være fri for sandfred at give af halvandet skib, som han selv om året udreder til søs, efterdi hans ejendorn meste parten af sand var fordærvet og en stor del af bøndernes ejendomme af sand ødelagt, så han ikke kunne have avl eller tiende, som andre præster før hannem". 

Da man skulle tro, at de foregående præster havde klaget over sandflugtens ødelæggelse, hvis der var grund dertil, kan man deraf slutte, at sandflugten har været uden videre betydning på  Fanø førend 1571. 

Sandflugt i nyere tid ved Jens Hansen Iversen. Rindby. 

Sådan som man ser klitterne i dag, har de ikke altid været. Der har været kamp for at få ro over fygningerne, og det har sikkert ikke været let for dem, der har stået for ordningen med, at beboerne skulle gå til hove og stille med fra 1 til 3 mand et vist antal dage for at dæmpe klitterne. Ordningen holdt op i 1889. Siden er det så det offentlige, der har fungeret som kommunal klitfoged.  Lettet har det nok, at plantagen er kommen til, og også, at man ved århundredskiftet har gjort løsgang af kreaturer forbudt, hvilket var en stor begivenhed, idet løsgående heste og køer også kunne finde vej ud i "æ bjerre", men alligevel ligger det nok nær at tænke, at det var de indre bjerge, der er passet på. 

I 1913 har jeg selv været med til at reparere er sådant temmelig stort og voldsomt grydehul på ca. 1 ½ tdr. land i Toftløs. 

Henrik Olsen var dengang klitfoged. Der skulle et vist antal læs lyng til, men da vi havde fået slåmaskine anskaffet, gik det hurtigt fra hånden. Værre var det med at få kørt lyngen helt op i gryden. Når lyngen endelig var kommet derop, skulle det strøes over hele bunden plus et stykke af skråningen - og derefter dæmpes med sand, egentlig så det pænt ud. Alle ujævnheder skulle også skuffes ned, sådan at vinden ikke kunne begynde forfra.

Efter et års forløb gik det sådan, at det strøede areal var kommen i grøde, og der blev fortsat med en strimmel mere med lyng plus en gang nedskæring af konturerne, og så var det overstået. 

Men ellers er det gået sådan i mange år, at klitfogeden har repareret de steder, hvor lodsejerne ikke har gjort det, og så har de måttet betale derfor.