Søren
Jessens Sand
Søren
Jessens Sand har eksisteret så langt tilbage i tiden som de ældste kort
og beskrivelser er kendt.
Navnets
oprindelse, Søren Jessens Sand, er lidt usikker og benyttes først fra
begyndelsen af 1800-tallet. En skipper fra Hjerting, Søren Jessen,
strandede med sit skib på sandet omkring år 1700. En skipper fra Fanø
også ved navn Søren Jessen strandede ligeledes på sandet omkring år
1800. Hjertingskipperen døde ca. 1740, men det er dog mest sandsynligt,
at det er ham Søren Jessens Sand er opkaldt efter.
Mange
andre skibe er i tidens løb forlist på Søren Jessens Sand under
indsejlingen til Esbjerg, og endnu i 1920'erne kunne man se resterne af
vrag på sandet.
Navnet
Smørsand var det officielle indtil 1843, og har formentlig sin
oprindelse i, at bunden var en blød bund, modsat en stenbund.
Søren
Jessens Sand benævnes i fagsproget for et højsand, som også f.eks. Peter
Meyers Sand mellem Fanø og Manø og Koresand mellem Manø og Rømø. Et
højsand er en udstrakt, helt plan, hvid sandflade uden bevoksning, der
nogle gange om året overskylles og raseres af storm og højvande. Et
højsands vestside ligger noget over middelhøjvandsniveau.
For Søren
Jessens Sand til Grådyb Rende i nord er der kun ca. 100 m. Den tidligere
øde ø er nu helt landfast med Fanø, der hvis man regner det nye
landareal med, ville være ca. 5 km2 større.
I flere
århundreder har Søren Jessens Sand således været en særskilt ø. De
allerældste kort viser en klar adskillelse ved Hamborgdyb. Øen var et
yndet tilflugtssted for sæler og svømmefugle og mangen jagttur er gået
hertil. Østsiden havde flakker, som de kendes på Fanøs nordlige del. Her
gravedes der sandorm, der førhen var en betydelig eksportartikel fra
Fanø til ind- og udland.
De ældre
ormegravere på Fanø husker endnu mangen dramatisk rotur over det dybe
Hamborgdyb, til Søren Jessens Sand, hvor sandormene var mange og store.
Nu er de væk. Robådene var anbragt på strandens nordlige del og var i
brug op til 2. verdenskrig.
Hamborgdyb skar sig ind fra nord mellem Fanø og Søren Jessens Sand.
Dybet havde en længde på ca. 2 km, en bredde fra 100 - 200 m og dybden
var helt op til 1960 angivet til 4 m. Nu er dybet helt opfyldt af sand
og Søren Jessens Sand er landfast med Fanø.
Fra
bogværket med titlen »Søkortets stednavne« udgivet af Søfartens
Bibliotek på skibsreder Knud Lauritzens initiativ. I værket omtales
samtlige danske grunde, og således bl.a.:
”41.
Søren Jessens Sand: (b.4.) Løwenøm 1815: Søren Jessens Sand, 1841: Søren
Jessens Sand, D.D. Lods 1S5Q: Søren Jessens Sand. Navnet på grunden, der
først er dannet i begyndelsen av 1800 tallet, skal hidrøre fra ,at
skipper Søren Jessen i Hjerting strandede her (Esbjerg Lodseri, 1941).
Ved folketællingen 1787 findes også Søren Jessen, 23 år, ugift, skipper,
og ved tællingen 1801 bor han stadig i Hjerting, men er da privilegeret
værtshusholder.
42.
Smørsand: (k. 4.) Johs. Mejer 1644: Schmørsandt, Jense Sørensen 1592:
Smørsand, Løwenørn 1815: Smørsand, Backer 1840: Grunden Smørsand, D.D.
Lods 1843: Smørsand. 1853 var Smørsand så godt som forsvundet; det, der
er tilbage, er Graadyb Barre, se løbene.
43. (N.H.
Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav, 1938 pag. 69). Forledet
betyder slimet tang, og findes foruden i fiskenavnene Smør-botte og
Smørflynder i følgende stednavne i søen: Smørsand, farvandet mellem
Fyn-Taasinge og Langeland, Smørstakken, grund i samme farvand, samt
Smørhullet, et fiske-høl i Guldbergsund; se udredningen under syst. no.
83. Sammenlign Smørsten, lebeno. 480.”
Beskrivelserne er i bogen suppleret med oversigtskort
- her
gengivet i udsnit:
HJEM