HJEM

                                         

Sagt om sand og klit 
Fra hjemmesiden citeres her i uddrag forskellige tekster omhandlende sand: 

FANØ af viceskoleinspektør Chr. Sneum, Nordby i tidsskriftet DANMARK 1940 

Skabt af storm og sø ligger Fanø som en af vort lands forposter med vest. Sand, sand og atter sand sammenføget i lange sammenhængende klitrækker, pletvis - omkring byerne - afbrudt af agerland og omtrent langs hele øens østside afløst af en smal stykke eng, der sænker sig mod det vadehav, af hvilket det er dannet. 

Men dybt nede under det alt sammen, hvor hverken plov eller spade kan nå, ligger det gamle land, som det nuværende Fanø hviler på. Når havets bølger i velordnede kolonner og under kommando af efterårsorkanen fra vest arrangerer sine uimodståelige angreb på kysten, vaskes sandet bort, og det gamle glemte land kommer enkelte steder til syne. Det afslører sig som skovbund - sorte tørveagtige lag med lange krogede trærødder, der bringer os en hilsen fra en tid, der ligger langt forud for vor. Sine steder går disse lag ud i havet og giver derved støttepunkter for sagnene om et langt større Fanø end det nuværende. 

Beboerne har nu sejret i deres århundred gamle kamp mod det fygende sand og de levende sandbjerge. Sandet er bundet. Der er ingen fare for, at øens agerland mere skal blive dækket af vandrende klitter. Med utrolig flid er hele øens klitpartier blevet beplantet med helme og marehalm, der med de lange rødder holder sammen på sandet og får klitterne til at blive, hvor de nu engang er. Kun i det yderste vest, hvor sandet stadig dynges op af havets kværn og piskes omkring af vindene, kan kampen ikke stilles. Her fører den stadig.

De helt hvide og nøgne klitter, som i sin tid skal have givet Fanø navn: Føhn eller Fønn skal være det oldnordiske udtryk for snedrive, er nu så at sige stivnet i en grå helmedragt eller en grå marehalmsklædning, og helmen har igen for længst banet vejen for lyngen, for blåbær, tranebær og revlingeris, for gråpil og andre af de vækster, der ikke stiller så store krav til tilværelsen, samt en frisk og farverig flora, der år for år breder sig og spreder duft og farve i klitgryderne og i de store "slængder" mellem klitrækkerne.

1890 begyndte staten anlæggelsen af en plantage midt på øen. Fyr og gran, dog flest af de første blev plantet i tusindvis på den mellem byerne liggende arealer.

Fanøboerne så med skepsis på dette foretagende, men i dag ligger der en plantage på et areal af 1027 ha., til gavn for befolkningen og til stor pryd for øen.

På baderejse til Fanø i 1902.

En bøhmer, der i sommeren 1902 opholdt sig på Fanø som badegæst skildrer sine iagttagelser og oplevelser på følgende måde:

".......

Nej, Fanøs skønhed ligger i en herlig strand, i det store vide hav, der herligt lysende, snart roligt, snart stormbevæget uoverskueligt breder sig ved øens vestside. Det er prægtigt, hvad enten man en varm eftermiddag betragter det fra strandkurven eller langs med det foretager den længste tur på øen, den fire timers vej til Sønderho på det rene hvide sand, der er så blødt at gå på og dog kan bære svære vognlæs; herligst er havet dog, nå man fra badevognen, der af en kraftig lille hest er kørt ud i havet, styrter sig i vandet og lader sig slå og vugge af de salte bølger. En strand som ikke noget andet sted ved Vesterhavet, en hård strandflade, der er flere hundrede skridt bred og ved flodtid dækkes af havet, og ved hvilken der ligger en halv snes store bygninger, - det er Fanøs egen skønhed. Og det er et paradis for de små, der af sandet bygger sig huse og borge, hvis grave af den indtrængende flod fyldes med vand.

Åh, dette sand på Fanø, ville slet ikke anerkende sandet ved østersøbadene som sin slægtning, så blændende hvidt, så fint og rent er det. Små muslingskaller kan man finde i skæppevis i nogen afstand fra badehotellet, rav findes i lønnende mængde, haj-fiskeæg og andre naturalier kaster havet rundhåndet langt op på stranden, måger og terner opliver landskabet; man tilgiver øen, at der ingen sælhunde er at se og glæder sig over den forhåndenværende rigdom......."

Fra Pontoppidans "Danske Atlas", bind 1, København 1763.

".........Landet paa vestre Siden bestaaer mest af Sandbierge, bevoksede med Helm, undtagen at der hist og her imellem Bakkerne findes en liden grøn Plet.

At Sandet i ældre Tider har haft Overhaand og giort stor Skade der paa Landet, viste bl.a. et Brev af 1573, hvorved Kong Frederik II bevilger Sognepræsten paa Fanøe Hr. Søren Trugelsen at være frie for Sandtold at give af halvandet Skib, som han selv om Aaret udreder til Søes, efterdie hans Gaards Eiendom meste Parten af Sand var fordærvet  og en stor Deel af Bøndernes Eiendomme af Sand ødelagt, saa han ikke kunne have hverken Avl eller Tiende, som andre Præster før hannem. 1592 bevilgede Kong Christian IV daværende Sognepræst paa Sønderhoe, aarlig at oppebære Konge- og Korntienden af Tiæreborg Sogn, efterdie Sønderhoe er en Udøe, som meget Sand er paa, hvilket fordriver og fordærver Kornsæden dér paa Landet. Og 1637 har samme Konge givet Bønderne paa den øe Sønderhoe i Riiberhuus Len, som formedelst skadelig Stormflod og Sandknog ere geraadet i Armod, Lindring i deres aarlige Landgilde........"

FANØ

(Fra Illustrerede Rejsebøger)

Fanø, Esbjerg og Ribe, illustrerede rejsebøger nr. 18, København, H. Hagerups forlag, 1906 

"........De her nævnte Hoteller ere store, monumentale ,palælignende Bygninger, omgivne af en Mængde prægtigt udseende Villaer, der lejes ud til Badegæster, langs de brede Forbindelsesveje mellem Bygningerne løbe murstensbelagte Fortove; i øvrigt hverken Træ eller Busk, ikke mindste Antydning af Have; kun Sand og atter Sand, taarnet op Bakke ved Bakke som oftest i lange Kæder, adskilte ved dybe Dalstrøg. Højst forunderligt virker derfor Synet af disse Hovedstadshuse, disse Rigmandsvillaer i denne øde, golde Natur, saa arm, at den ikke engang har formaaet at fostre et straatækt Bondehus, en lerklinet Fiskerhytte. Overalt er Sandet tilplantet med Marehalm, der synes at vokse frodigt nok; de stive, blaagraa Duske og Totter dække Overfladen alle Vegne oppe og nede og meddele Klitterne i Baggrunden et blaaligt og lilla Farveskær, der vækker Forestilling om fjerne, nøgne Fjældtoppe.

Overordentlig stemningsfuldt er det en smuk, solvarm Sommerdag at vandre ind i en af de mange Klitdale, helst naar man er ganske alene. Til den ene Side hæver sig en mægtig Klitvold, der ganske lukker for Udsigten; men bagved den hører man med korte Mellemrum Brændingen dundre; til den anden Side hæver sig Bakke ved Bakke med skarpe Kamme og Tusinder af vajende Hjælmbuske, der blinke og vifte i Sommerblæsten. Foran snor Stien sig gennem Dalen, en bleg, krum Sti, traadt i Marehalmen. Hist og her lyser Jordbunden op med livlige Farver paa den matgrønne Bund, og Botanikeren finder her den violette »Vibefedt«, den hvide »Leverurt« og flere blomstrende Smaaplanter, af hvilke nogle ere ret sjældne andensteds. Af Mosser har man fundet 147 forskellige Arter.

Og udenfor den yderste Klitrække ligger Havet, det umaadelige, aldrig hvilende Vesterhav, og sender sine skumkronede Bølger i lange Rækker mod Land. Mellem den yderste Klitrække og selve Strandbred­den findes den ualmindelig brede, jævnt skraanende Forstrand, bestaaende af fint, hvidt Sand uden mind­ste Sten, fast som et Stuegulv, en uforlignelig Køre­bane for Cyklister. Denne Grund fortsætter sig langt ud i Havet, og derfor er her en Badestrand som kun faa Steder i Verden. Vandet er klart og stærkt salt­holdigt, Bølgeslaget kraftigt og Badningen ganske farefri, selv naar det stormer......" 

En dag på Fanø - 1883 

"........Det var begyndende flodtid. Bølgen slikkede længere og længere op på land, og i havstokken gik en flok børn og trådte huller i sandet.

De legede ikke, de arbejdede, fiskede. De drev det, man kalder: »At trinn Baatr«. Det er et ejendommelige fiskeri, som gælder nogle små flyndere, der hedder baatr. Fangsten går således for sig: man træder en række huller i sandet helt ud, så langt ebben går; den voksende flod ruller ind over hullerne, og de små fisk, som gerne svømmer ind med den første bølge, lægger sig i hullerne. Man vader frem mod land efter den første bølge og sætter fødderne i de tidligere trådte spor.

Når man så mærker en fisk under foden, fanges den ganske simpelt med hænderne. - Det er en højst primitiv metode......."
Erindringer fra min drengetid på Fanø 1880 - 1886.:

".....Træskoene blev hvidskuret med sand. - Sand havde vi nok af, det brugtes overalt - på gulvene og i spyttebakken m.m. Det hvideste sand hentede vi drenge i båd i klitterne tværs over havnen....."

  

Far West:

".......   Men for det Andet er Bundens Karakter paa Vestsiden af Fanø ualmindelig heldig, thi Sandet er saa fint, at der aldrig er Tale om Ulempe for Fødderne, og Skraaningen er saa jævn, at man ligefrem maa søge Fare for at friste den, selv om Vejret er temmelig haardt. I begge Henseender ere de fleste tyske, nederlandske og belgisk-franske Badesteder langt fra saa gunstig stillede. Ofte er Bunden stenet, saa at der maa bruges Sandaler, og i Reglen er Faldet saa brat, Strømmen saa stærk, at der maa bades med meget besværlige og ubehagelige Forsigtighedsregler, saa snart det blæser en Smule. Paa Sild er det ingenlunde sjældent, at næsten alle Badegjæster i flere Dage maa forsage Badningen, fordi Søen er for voldsom, Strømmen for farlig, og de, der vove sig ud, blive bundne med Seler og Tove for at kunne trækkes i Land, naar Bølgen har brudt sig og løber tilbage med en Kraft, man ikke med egen Styrke kan modstaa. Andet Steds er det jo nødvendigt, at de Badende - fornemlig af det svagere Kjøn - maa bæres i Brændingen af Bademestre, hvad den nordiske sociale Moral finder mindre behageligt. Men paa Fanø kan der, selv under de nuværende primitive Forhold, hvorom nærmere nedenfor, bades endog af Damer uden særlig Bistand saa at sige hver eneste Dag i Sæsonen, eftersom Stranden er saa flad, at den haardere Brænding ligger længere ude, hvorefter Bølgerne forløbe uden dog helt at forsvinde, idet der tværtimod bliver Brænding nok tilbage, hvor Badningen finder Sted, saa at man kan blive slaaet halvt - men ikke helt - omkuld og faa den kraftige Overskylning, hvori Nordsø-Badenes uforlignelige Nydelse bestaar.

Hvad iøvrigt Vilkaarene for et Etablissement Fanø Vesterstrand angaar, maa det vel bemærkes, at Jorden her ikke er Andet end Klitland, ikke Andet end lutter Sand, der kun bruges til mager Græsning, og at Klitterne ikke kræve stræng Fredning. Hvorledes de allerede forlængst have bredet sig over en større Del af Øen, er tidligere omtalt, og at de aabenbart have faaet Lov til at strække sig altfor vidt, uden at Stat og Kommune i gamle Dage har sørget for at hindre Sandflugten, kan her tilføjes som endnu et Vidnesbyrd om, hvor skæbnesvangert man har ladet Naturen raade sig selv og ødelægge Landet ved Vestkysten......."  

Om Fanø i gamle dage

af redaktionssekretær Th. Jerne, København, 1929.
"......I ældre tider lærte børnene at skrive med en træpind i tørt sand på skolebordet, senere avancerede de til gåsefjerpenne, men så måtte de kun skrive en halv side ad gangen, thi ellers kunne skolemesteren ikke følge med at skære gåsefjer......."		  
Tiden Strøm, ugeblad for land og by. Nr. 48. 28. august 1891, årg. 7:

"......Det vilde Klitlandskab med det friske vældige Hav, den fortrinlige Strandbred, hvor Sandet skraaner jævnt ned fra Klitterne og langt udi Havet, de skummende Brændinger, der ruller mod Land. saa salte og kraftige, at det er en lige saa stor Fornøjelse som forfriskelse at tumle sig i dem, og saa en Luft saa bakteriefri og blød, at selv brystsvage Mennesker kan taale at færdes nøgne paa Strandbred- den i blæst og regn, det er Lægedom for den syge og trætte, Glæde og Forfriskelse for den raske. Uagtet man, naar man vilde benytte Badene, maatte bo paa Østsiden af Øen i Nordby og derfra vade i Sand den halve Mil ud til Stranden i øsende Regn eller brændende Sol........"

 
"......Så kom Forstuen (æ Frankel), der var en mindre Kælder til Sand, som jo brugtes til at strø paa Gulvet......"