Af Gunnar Sonnichsen Engsted. 

De voksne, vore forældre, havde den opfattelse, at børn ikke behøvede at have penge; i hvert fald ikke lommepenge til tant og fjas. Den sædvanlige smøre med, at det havde man ikke i deres barndom, kender alle børn til alle tider. Der var vel slet ingen børn eller helt unge, der fik faste lommepenge af deres forældre i tiden 1945 til 1952. Almindeligvis var det derfor først efter konfirmationen, at man havde rådighed (med mange begrænsninger), over et større beløb. 

Nu var der jo heller ikke så meget, børn kunne bruge penge til på den tid. Det mest nødvendige var at have "kapital" nok til en biografbillet søndag eftermiddag, hvis der skulle gå en Tarzanfilm, Gøg og Gokke eller andet spændende. Ud over biografen var der kun iskiosken "Grotte Is" nede ved "Lille Amalienborg", hvor turistkontoret nu ligger. Her kostede en grønært (forløberen for Pinocchiokuglerne) ½  øre. For at holde lidt sjov med "Lille Martha", huggede vi så nogle kobber-enører over og købte en ad gangen. Martha tog dog spøgen meget pænt og var meget rar at handle med. 

De jævnaldrende piger havde noget lettere ved at tjene en skilling, fordi de meget ofte var babysittere. Til gengæld var de jo så "optaget" om aftenen, når "vore" skillinger måske skulle fyres af. 

De faste jobs, så som at være bydreng for bagerbutikken, sælge bageriaffald i sække til grisefoder til landmændene, være til rådighed søndag formiddag for at hente avis for naboerne, som min mor havde lovet mig ud til o.s.v. kunne godt give en skilling. Der var bare den kedelige omstændighed, at disse surt tjente skillinger skulle i sparebøssen, - under overvågning vel at mærke. Derfor blev ordet sparebøsse et "fyord' for hvad der kom deri, så man aldrig mere. De er vel b!evet brugt til tøj og sko m.m., og den slags fik man jo nok alligevel. 

Så hvis man selv skulle bruge en smule til egen rådighed og underholdning, måtte der tænkes mere kreativt, og indtægten holdes i det skjulte. Der var såmænd også mange muligheder, og i det følgende berettes lidt om nogle af metoderne. 

Der var naturligvis ravsamling. Det kunne være givtigt, men også ret uforudsigeligt. Det var jo mest om efteråret og om vinteren, og så skulle det jo passe med tidevand, vindretning og ikke mindst med skoletiden. - Mere end en gang, har jeg skulket fra danseskolen og/eller søndagsskolen og derved byttet disse kulturer ud med rårav og fik så samtidig spændingsbe­hovet dækket. Der var den fordel ved ravet, at det kunne gemmes, og så sælges i småportioner, når nøden var størst, enten til bedstefar eller til min egen far, alt efter bedste bud. Der kom så af og til en opkøber fra fastlandet og indhandlede ravet, men det kunne jeg sjældent vente på. 

Da enhver dreng i alderen 6 til 13 år havde en flitsbue, hjemmelavet naturligvis, og helst af asketræ, var der altid mangel på gode pile. 

Det gav så grundlaget for en fin produktion og indtægtskilde idet pilene kunne sælges til andre drenge for 25 øre pr. stk. Det var så heldigt, at Henrik ofte blev passet af sine bedsteforældre (gartner Willumsen). Bedstefaderen havde høns og endnu bedre, der kunne også "lånes" blomsterpinde, som var fine, runde og lige bøgetræspinde i passende længde. Til pilespidserne brugtes maskingeværkugler. Vi havde et helt bånd ca. 2 meter, der var skarpladte (og selvfølgelig gemt godt af vejen). Der var nu flere formål med at "afmontere" skidtet. Dels skulle vi som sagt bruge projektilerne, dels var ca. hvert andet patronhylster af det eftertragtede messing og hvert andet af ubrugeligt jern. Endelig blev krudtet også gemt; det var jo rart at have, selvom der var krudt nok at finde, men det var mest såkaldt pølsekrudt der kunne findes.

Bedstefaderen havde endvidere et rart værksted, hvor vi kunne udfolde os uforstyrrede (i hvert fald mens de gamle sov til middag). Vi var tre drenge i konsortiet, og selve fabrikationen foregik ved, at maskingeværbåndet blev holdt fast imellem to skruestikke med ca. en meters mellemrum. Første dreng (Henrik) vred projektilet af med en tang, anden dreng (jeg selv) vendte de nu ufarlige patroner, så krudtet kunne løbe ud i en pøs nedenunder, og tredje dreng (Holger) ved den sidste skruestik satte en kørner på fænghætten og gav den et dask med en hammer. Efter et mindre knald var det "farlige" nu overstået, og patronerne kunne tages ud og sorteres. Desværre fik ham med kørneren skadet en finger, da en fænghætte sprang bagud, Han måtte til lægen og lappes, og vi måtte indstille arbejdet i nogen tid, mens der faldt lidt ro i de voksnes rækker.

Herefter var det blot at file blomsterpinden lidt til i den ene ende og så dyppe den i varm flydende stearin, og hurtigt sætte projektilet på. Selve projektilet indeholdt en del bly, men det var nemt nok at få det hældt ud, når man varmede med en blæselampe. Det svære og tidkrævende var nu at montere styrefjerene. De blev nøje tilklippede og pålimet med tre på hver pil. Efter nogen øvelse blev resultatet flot eller i hvert fald brugbart. Bedstefaderen undrede sig i nogen tid over, at nogle af hønsene så noget forpjuskede ud, og de har sikkert fået noget ekstra foder ud af "leveringen". Da det også svandt betænkeligt i blomsterpindene, blev de gemt væk, og vor produktion måtte stoppe.

Med hensyn til skrotsamling var der andre og somme tider også lettere måder at samle sig lidt lommepenge, men tit var det tilfældige fund, og derfor en temmelig uforudsigelig indtægts­kilde. 

En dag var min fætter og jeg inde i en pejlebunker ved Udsigtshøjen ( Nyby). Vi vidste, at der under den svære panserkuppel var monteret et tykt lag asbest (til værn mod brandbomber eller flammekastere). Asbestpladerne var sat op med mange tykke messing skruer (som en halv pegefinger). Dem skruede vi af med diverse lånt værktøj, og smed dem i en pøs. Det støvede fælt med asbest, men det var jo ikke farligt på den tid; man vidste det i hvert fald ikke. Det kunne give et par kilo messingskruer, som vi solgte til vores bedstefar, som selv samlede til en omrejsende opkøber. Det kunne godt give til en biografbillet. Hvis vi på turene fandt nogle elkabler, der sad tilpas løse, så de kunne rives ud, tog vi også dem med. Det gav lidt bly og kobber, når vi ellers fik det skilt ad. 

Gamle knogler og kødben blev også samlet, og når der var ca. en sækfuld kunne det sælges hos gamle Boye, hvor det blev vejet; det kunne indbringe en hel krone. Men denne indtægtskilde hørte under langtidsplanlægningen. 

Der var også (sommetider) penge i at aflevere gammelt ammunition til politiet. Man skulle helt op i mindst 20m m luftværnsskyts for at det ville indbringe en 25 øre. Ellers skulle vi aflevere mange stk. skud i mindre kalibrer. Det bedste var 37mm luftværnsgranater havde vi hørt. Vi vidste da også, hvor der lå en kasse med hele 6 stk. Et eller andet må imidlertid være gået galt, for betjenten vidste også, at når vi kun kom med en granat måtte der sikkert også være flere, og vi blev så pænt tvunget til at vise ham, hvor resten af lageret lå. For os var det en skidt forretning; vi fik kun en 25 øre hver (for alle 6 granater), og det mente vi var for lidt. Vi fandt nu heller aldrig flere af den type. 

Værre gik det dog, da vi en sommerdag var nede på engen for at fange hundestejler i grøfterne. Der havde jo under krigen været et ca. 5 meter bredt og ca. 1 meter højt pigtrådshegn, der strakte sig fra hjørnet ved roklubben og langt op over engene. Det var blevet fjernet og mineryddet kort tid efter befrielsen, men engene var jo således for os nyt og spændende land. Vi havde kun været på den anden side en enkelt gang, ved at mævre os under pigtråden, Det var ganske vist forbudt, så derfor vidste ingen voksne om denne trafik, men vi vidste ikke, at der også kunne være miner imellem pigtråden.

Under det spændende fiskeri, så vi pludselig et rustent jernhåndtag i bunden af en mudret grøft. Vi vidste ikke hvad det kunne være, men fik dog tingesten hevet op af grøften og skyllet af for mudder. Vi blev så klar over, at det måtte være en tallerkenmine. Minen var imidlertid godt rusten, så den duede nok ikke, og vi mente nok, at det kunne gå an at aflevere den til politiet. Vi fik med stor forsigtighed en sæk om den og bar den så om til betjenten. Vi regnede beskedent med, at minen nok kunne indbringe en hel krone. Der regnede vi dog grundigt fejl. Da betjenten så hvad vi medbragte, blev han, efter at vi havde lagt minen på en stol, meget arrig, og vi blev meget hurtigt og kontant smidt ud med en meget kraftig besked på, at hvis vi nogen sinde igen fandt noget lignende, skulle vi lade det ligge urørt og så straks melde det til politiet. Vi fik ingen betaling, - kun skuffelse. Så på denne måde tørrede den indtægtskilde ud, og vi "fandt" aldrig mere noget, - i hvert fald ikke officielt.

Om efteråret var der en fin mulighed for at tjene et par kroner ved at plukke blåbær og senere på året også tranebær. Efter skoletid var det bare med at komme ud i heden og hente et par pund. Bærrene blev solgt til den gamle gartner Villumsen og taksten var 2 kroner pr. pund blåbær og 3 kroner for tranebærrene, men de var jo også lettere, de fyldte mere, men var til gengæld hurtigere at plukke, hvis man ellers vidste, hvor de kunne findes. Jeg skulle huske, at der skulle handles med Hr. Villumsen, det gav altid lidt ekstra. 

Lige som så meget andet, havde hver ting sin sæson. Således også med efterårsfiskeriet efter bakskuld (isinger). Da vi var blevet 12 -14 år gamle, havde mange af os vor egen båd (en kaan). Bådene var normalt riggede med en selvstagende mast og latinersejl, men de var også fine robåde. Bakskuldfiskeriet foregik dengang altid med tow'er (togger), og sæsonen, når fisken er bedst, er i oktober og november. 

En tåget, men stille dag i begyndelsen af oktober, drog min fætter og jeg til søs i hans kaan, og med hver sin tower. Der havde ikke været tid til at grave orm, så vi måtte nøjes med en spandfuld sild af formentlig ældre dato, som vi fik af gamle Almosetoft nede ved hans lille kutter der lå ved færgelejet. 

Vi fik os famlet over i nærheden af Esbjerg Havn og ankret. Snart havde vi fået sildene sat på korset i midten af toweret og firet dem til bunden på ca. 5 meter vand. Nu var der så kun at vente i ca. 10 min. inden ophivningen og dermed udløsning af spændingen. Vi havde ikke prøvet at fiske med sild som agn tidligere. - Det viste sig dog, at der var masser af fisk allerede første gang, og de var af en pæn størrelse. Nu gik det så ganske forrygende, og vi havde næsten ikke tid til at spise den medbragte madpakke. Største hiv var 39 stk. fine ba'skuld i eet hiv, men det var også tungt af hive op. 

Pludselig blev vi opmærksomme på, at vi faktisk stod i fisk til over anklerne; værre var det dog, at der heller ikke var ret meget fribord tilbage. Vi måtte så stoppe med fiskeriet, mens legen var god, fik ankeret hevet hjem og begyndte af ro hjemad med megen forsigtighed. 

Et stykke inde i Loen blev vi indhentet af vores bedstefar. Han havde lige fået en lille motor i sin båd og havde også været på fiskeri. Da han så vores dybt lastede båd og alle fiskene, fik vi en skideballe, og derefter forlangte han, at bugsere os resten af vejen til Svenskeren. 

Vi fik båden losset, og derved viste det sig, at der var næsten 8 kasser a' 10 snese, så der var mange hjulbørerfulde, der skulle køres op til bedstemor på Svenskervej. Hun var dog ikke videre begejstret. for som hun sagde," nu kat at jo så sto æ hiele næt o rens ålle dem fisk". Det havde vi jo ikke tænkt på. Bedstefar havde jo også nogle kasser. Nå, - vi måtte så love at hjælpe hende med at få fiskene trillet om til røgmanden og hente dem igen, når den tid kom. Vi var tidligere blevet lovet 10 kroner pr. kasse, og det fik vi vist også på et senere tidspunkt. 

En fin tjans, der godt kunne give lidt lommepenge var at være caddy på golfbanen. Der var ofte rift om turene, men de ældste af drengene kom ofte først til biddet. Der var naturligvis flest jobs på de vejrmæssigt fine dage. En tur på 18 huller gav i fast takst 3,50 kr., og en 9-huller gav 2 kr. Der var dog som regel også lidt drikkepenge oveni. Det var slående, at de spillere,( vi kendte jo de fleste), som havde bedst råd, ofte gav de mindste drikkepenge, eller slet ingen. Så efterhånden lærte vi at gemme os i Mamrelunden, når vi så de ankom. På regnvejrsdage kunne det være småt med jobs, og så sad vi inde i det lille bitte golfhus og ventede. Det var for øvrigt her, jeg lærte at spille whist. - Det var jo kun i skolens sommerferie, vi kunne gå derude, og kun hvis der ikke var brug for os andre steder, eller man måske skulle noget andet. 

Når den første nordvestkuling indtraf, efter at turistsæsonen var forbi, kunne der godt findes nogle håndører ude ved iskioskerne ved strandens nedkørsler. Vinden havde så blæst sandet væk foran og delvis under kiosken, og så lå det i sommerens løb tabte guldstøv lige til at pille op. Jeg fandt engang en hel tokrone på den måde, men det var dog mest småmønter, der dukkede op.

I hele december måned var der jævnligt job til os. Det kunne være med at binde gran om halmkranse til adventskranse hos gartneren, eller at udbringe blomster og juledekorationer; det gav ofte gode drikkepenge, især i ugen op til jul. Hjemme var det især juleaften, når folk kom fra kirken og på vejen hjem hentede deres ovnstegte ænder eller gæs. Jeg havde tjansen i bageriet med at indkassere de tre kroner det vist kostede pr. steg. Der var julestemning og en dejlig duft i hele huset, og skillingerne sad ofte løse hos kunderne, og det gav gode drikkepenge, som oven i købet kunne smugles uden om sparebøssen. Da pastor Voldum sikkert nød at have kirken fuldt belagt og gaven ekstra lang juleprædiken, kunne det godt blive halvsent, inden den sidste steg blev afhentet, og så skulle bageriet gøres rent, inden vi selv kunne holde jul.

Der var sikkert også andre måder at få lidt lommepenge på. Andre drenge havde vel deres måder og metoder, og en enkelt havde sågar en rig onkel, som gaven skilling, når han kom på besøg. 

I dagens Danmark er det jo næsten sådan, at børn og unge mennesker ofte har flere penge mellem hænderne end deres bedsteforældre på pension har. Men vores årgang havde det nok sjovere dengang, og vi skal vel ikke misunde nutiden?