Mitfanoe
Stranding på Fanø, en tysk tjalk ”Norden” i 1905

Stranding på Fanø, en tysk tjalk ”Norden”  i 1905

Den 13. oktober 1905 ved 9-tiden strandede en tysk tjalk ”Norden” ud for Kurhotellet. Skibet kom fra Neufeld ved Elben med en ladning hvede bestemt til Esbjerg; dets fører hedder Ulrichs. Strandingen bemærkedes af en af folkene ved Badet og blev straks meddelt til inspektør Lassen, der telefonerede til Nordby, hvorfra der sendtes bud til redningsstationen.  


redningsbaad3a


Lidt over 11 gik redningsbåden ud, men på grund af den stærke blæst drev den et temmelig langt stykke i læ, og det tog derfor lang tid, inden der kunne fås forbindelse med skibet. Mandskabet stak da en redningsbøje på en line, og ved hjælp af den halede man sig ud til skibet, hvorpå besætningen, der bestod af 3 mand, hurtig kom i redningsbåden, men meget forkommen. Skipperen havde fået et hårdt, men dog ufarligt slag på ryggen.  

Hr. Franz Bech fik straks hele mandskabet ført op til villa ”Willmine”, hvor de hurtigt fik noget varmt at spise og kom i seng.

Af en samtale med føreren om, hvorledes strandingen var foregået, fremgik det, at skibet i stormen havde tabt det ene svær (formodentlig styrbords), hvorved det drev så meget i læ, at det tog grunden. Der blev sat forskellige sejl til, men skibet drev stadig imod land, da ankeret ikke ville holde. Det er nu sikkert fuld af vand og er drevet op, hvor badevognene føres ud om sommeren, så man ved ebbe vil kunne gå omkring det. Skibet hører hjemme i Baltrum, en lille ø ved Norderney; det er 8 år gammelt og er forsikret. I aftes ved 18-tiden var ruffet slået bort og forskellige dele drevet i land. Mandskabet havde sørget for, at deres tøj var kommet ned i kahytten, hvor det forhåbentlig vil være i god behold, men i hvad tilstand. I dag står skibet i samme tilstand. Båden er slået bort i nattens løb og lugerne drevet i land, et tegn på at kornet er ved at bulme ud. Vandet var falden, så man godt kunne have bordet det. Konsul Breinholdt kom til stede ved 9-tiden, og vil der i dagens løb blive akkorderet med bjergere om at bringe ladningen og inventaret i land. 

I løbet af ugen efter strandingen er ladningen bjerget i land fra den strandede tjalk ”Norden” og opført til hotel ”Kongen af Danmark”, hvor den ligger udspredt på trottoiret. Ladningen, omtrent 300 tønder hvede er i dag bleven bortsolgt ved offentlig auktion og opnåede en pris af 3 – 4 kr. pr. tønde. Skibet ligger omtrent på samme plads, men vil med en storm af vest snart sidde så højt, at det om sommeren kan bruges til at bo i, når man satte tag på. Et forlydende vil vide, at bjergerne får det halve af det beløb der indkommer ved auktionen. Skibet er i eftermiddag bleven kondømt. Tjalk ”Norden” er i de sidste dage, omkring den 28. oktober, stået så højt op, at man kan gå tørskoet omkring den.



Den strandede tjalk ”Norden” er i midten af november nu så vidt ophugget, at kun bunden er tilbage, men den vil man helst lade ligge, indtil der indtræder vestlige vinde, som kan sætte den højere op. Skibet viser sig ikke at have været for godt at sætte på land, og strandingen har næppe givet tab for ejeren. Det skal nu vise sig ved den kommende auktion, om strandauktionærerne får noget udbytte af deres handel.

For søretten i Emden behandledes den 18. december 1905 sagen om tjalken ”Norden”s stranding. Fartøjet tiltrådte den 8. oktober rejsen fra Neunfelde til Esbjerg med en ladning hvede. Besætningen bestod af tre personer.

Efter en stormende og yderst besværlig rejse nåede man om natten den 13. Fanø og Grådyb Fyr pejledes kl. 2 i Ø.N.Ø. Det blev forsøgt at sejle ind i dybet, men efter 10 minutters forløb gik vinden fra vest om på N.V. med tiltagende kuling, og da fyret på grund af tæt regn samtidig blev usynligt, drejede man bi. Henimod kl. 5 om morgenen var fartøjet ikke langt fra lystønden, og en time senere forsøgte man at sejle ind; men som følge af den høje sø og det udgående vande var det ikke muligt at holde farvandet, og skibet kom efter at have mistet det styrbords sværd – ind i brændingen og gik hen over banken, idet det huggede voldsomt mod bunden. Man havde ladet begge ankrene falde, men da det viste sig, at fartøjet var lækt og i synkefærdig stand, stak man dem fra sig og sejlede ind på Fanø strand, hvor tjalken strandede ved middagstid.

To timer senere blev mandskabet reddet under meget vanskelige omstændigheder af redningsbåden inde fra Rindby. Skibet er kondemneret og ladningen delvist bjerget. Kendelsen lød således: ”Tjalken ”Norden” strandede den 13. oktober – efter at et forsøg på at står Grådyb ind var slået fejl – på vestkysten af Fanø under storm af NV og forliste. Besætninegn blev under meget vanskelige forhold afhentet to timer efter strandingsøjeblikket af redningsbåden fra Rindby. Årsagen til grundstødningen må søges i de stormende vejrforhold. Redningsbådens besætning fortjener rosende anerkendelse for sit arbejde”. 

Redningsmandskabet i Nordby, der bjergede kuffen ”Norden”s besætning som strandede ud for Kurhotellet den 13. oktober 1905, har i maj måned 1906, fra den tyske regering modtaget en belønning bestående af en dobbelt marinekikkert til formanden for redningsmandskabet og 25 kr. til hver af bådens mandskab.


Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles