Rejse med Gladstone af Fanø i 1895

 

Fuldskibet ”Gladstone” af Fanø

 

 

Fuldskibet GLADSTONE, ex Francisco Galderon, der målte 1226 Tons br., havde tidligere været Dampskib. Medens Skibet lå i London i Maj 1891, indkøbtes det fra Sydney af Rederiaktieselskabet,,Gladstone", Nordby. Korresponderende Redere var P. N. Harbye og C. P. Holm, og det førtes af Kaptajn M. J. Christiansen, Fanø.

 

Gladstone-copy

 

Gladstone

 

 

August 1893 ankom Skibet til New York fra St. Naxaire og indtog Last til Java. Man afsejlede den 2. Oktober, og 26. januar 1894 ankom man til Anjer og blev beordret til Samarang for Losning. Derefter indtoges en Kopralast i Tjilatjap, og den 9. Maj afsejledes til Barcelona, en Rejse, der skulde blive noget bevæget. Efter at have udstået voldsomme Storme måtte man den 17. juni på 320 47' sydlig Bredde og 44' østlig Længde dreje Skibet til og lægge Olie-poser ud, idet Styregrejerne var slået itu under Stormen.

 

Fra den 3. til 5. Juli blæste vestlige Storme med orkanagtige Byger. Store Undermærssejl blæste bort, og Skibet blev kastet om på Siden med Rånokkerne i Vandet. Den 6. Juli om Aftenen Kl. 7 skylledes Sejlmageren og en Matros over Bord fra Klyverbommen, medens de, dog uden Ordre fra Officerernes Side, forsøgte at fastgøre Klyveren. Begge de overbordfaldne forsvandt straks, og ethvert Redningsforsøg var umuligt på Grund af den store Fare, Skibet var udsat for i det frygtelige Vejr.

Den 7. Juli knustes Skylightet til Kahytten af en Styrtsø. For at rette Skibet op blev en Del af Ladningen kastet over Bord. Olieposerne havdes stadig ude, og fire Mand måtte stå ved Styretaljerne, idet Roret slog voldsomt. I den voldsomme Slingerage forskød Ladningen sig, og en Brådsø knuste Storbåden. Situationen var faretruende, og ved et afholdt Skibsråd besluttedes det at søge Nødhavn i Cape Town. Fra den 9. til 12. juli havde man atter svære vestlige Storme, under hvilke flere Sejl blæste bort, og Donkeymaskinhuset knustes. Den 18. Juli lykkedes det omsider at bjerge Skibet ind til Table Bay, hvor en større Overhaling forestod, inden Rejsen til Europa kunde fortsættes. Først den 11. september kunde man hive Ankrene hjem og sætte Kursen mod Europa. 30. november passeredes Gibraltar, men først den 18. December nåedes Barcelona.

De følgende År sejlede Gladstone dels i Salpeterfarten på Sydamerikas Vestkyst, dels på Australien med enkelte Afstikkere til Sydhavsøerne. F. Eks. var Skibet i Ny Caledonien i September / Oktober 1899, hvor der lastedes til Emden.

I Efteråret 1905 og Foråret 1906 udførte det to Kulrejser mellem Newcastle NSW og Callao og ankom sidste Gang til Callao 29. Maj 1906. Derfra gik man til Lobos-øerne for at laste Guano til Europa, og den 13. december 1906 ankom Skibet til Antwerpen.

1907 solgtes Gladstone for 2135 Pund Sterling til Skibsreder G. Mazelle, Genua, og omdøbtes til Antonio Marcelle. Fire År senere ophuggedes Skibet i Pronda, Italien.

( Fra F. Holm Pedersen : Fanø-Sejlskibe)

 

 

 

Uddrag fra Chr. C. Sørensens ”Dagbog og breve” fra ”Gladstone” 1895

 

Gladstones rejser i 1895/96

 


Vis "Gladstone"s rejser i 1895 på et større kort

 

 

Chr. C. Sørensen var styrmand på Gladstone fra 1891 - 1894 Da skibets kaptajn – Morten Christiansen - måtte forlade skibet i Port de Baue nær Marseille p.g.a sygdom, blev han i 1895 captain på skibet på en rejse fra Port de Baue i Frankrig til Santos i Brasilien og videre til Iquique i Chile. Derfra retur til Falmuth i England og videre til Landskrona.

 

 

 

ccs

 

 

Capt. Chr. C. Sørensen

 

 

Rejsen til Santos

Port de Baue 19.3. 1895

 

 

Christiansen (capt.) og jeg har været i Marseille i to dage for at klarere skibet, og er nu klar til at stå til søs. Jeg agter at sejle i morgen tidlig, hvis vejret tillader det, og det er der gode udsigter til. Jeg forstår, at det blev en stor skuffelse for dig og pigerne, at jeg ikke kom hjem, men vær forvisset om, at det er en lige så stor skuffelse for mig. Men på en måde må vi jo begge to være glade for, at det blev som det gjorde, idet det jo lagde sig sådan tilrette, at jeg efter at have været fra søen i 3 år, nu knapt fire år efter, er blevet captain på et af Danmarks største sejlskibe.Det var jo ikke til at forudse, at capt. Morten Christiansen måtte rejse hjem fra skibet. Jeg skal nok være god ved Christian (capt. Christiansens 14 årige søn, der var kommet om bord som skibsdreng) du kan sige til hans moder, at han spiser for 2 og er allerede blevet tyk og godt i stand.

En af negrene (der var indtil flere sorte blandt mandskabet) ligger syg i køjen. Monstro det er dovenskab?

 

 

p32

 

 

I kaptainens kahyt på Gladstone. Fra venstre capt. M. Christiansen, hans søn Christian  og capt. Chr. Sørensen

 

 

 

 

April 1895 i søen på rejsen fra Port de Baue til Santos

 

Rejsen fra Marseille til Gibraltar har været temmelig lang – 15 dage – men derved er jo intet at gøre. De første dage gik det godt, men derefter var vejret helt contra med modvind og en del storm.

Jeg signalerede da vi passerede Gibraltar, men ved ikke, om de har forstået signalerne, da vi gik ovre under Afrikakysten. Fra Gibraltar til de Canariske øer er det igen gået nogenlunde med omløbende vinde og til dels flov med overtrukken luft.

Den 11. april havde vi de Canariske øer i sigte, og jeg regnede bestemt med, at vi nu var i NØ-passaten, og at vi derfor var klar af sydlige og vestlige vinde. Men tværtimod fik vi først sydlig vind og derefter VSV stiv kuling, men er dog avanceret temmelig godt.

Skærtorsdag måtte jeg tage en tørn med en af folkene. Han ville ikke rette sig efter min kommando.

I dag den 14. april har vi endelig fået noget, der ligner passat på 22,6 nordlig bredde og 19,5 vestlig længde. Jeg har bestemt mig til at gå indenom de Cap Verdiske øer, da det nu vil blive længere vej, at gå udenom, hvilket ellers er den almindelige rute, så nu håber jeg ikke, at det forlænger rejsen.

De kontrære vejrforhold har ærgret mig en del, skønt jeg godt ved, at det hjælper ikke, men at man må have tålmodighed, hvilket jo desværre ikke rigtig ligger til Chr. Sørensen!

 

15. april

Sidste nat sov jeg godt. Vejret var fint, men brisen noget svag, den måtte gerne være mere frisk. Vor distance var i dag 135 kvartmile, og alt er vel ombord.

 

16. april

Samme vejr og vind som i går – distance 130 kvartmile. Jeg har syet sejl hele dagen, så går tiden bedre.

 

17. april

Urolig søvn hele natten – vel på grund af, at vi skulle passere de Cap Verdiske øer. Det gav uro i blodet, men nu har jeg fået en god middagssøvn. I morges fik vi øerne i sigte og har nu passeret dem. Sidste døgn havde vi en nogenlunde brise med grå overtrukken luft. Distance 158 kvartmile. Ville det blot fortsætte sådan!

 

18. april

I dag er jeg begyndt at bade, og havvandet er frisk og godt. Her er jo gode forhold ombord, idet jeg har 3 store kamre samt badekammer til min rådighed. Sidste nat fik vi en bedre brise og den gav os en distance på 195 kvartmile, men det får jo nok snart ende, da vi nærmer os Ækvator. Jeg får tiden til at gå med at sy sejl og har fornøjelig underholdning af abekatten.

 

 

Gladstone-1118-nrt new

 

 

 

19. april

Dagsarbejdet er til ende og alt er vel om bord. Vi har i dag passeret solen, og er nu sønden for denne. Vinden er aftagende til flov kuling. Det er jo sagtens mod slutningen af passaten. Varmen er trykkende.

 

20. april

Jeg har haft ærgrelser i dag. Tømmermanden spildte olie på et sejl, han fik en lektie. Varmen gør mig nok gnaven og irritabel. Vi har flov kuling. Distancen kun 111 kvartmile. Luften er overtrukken og tung. Vi får vel regn med variable vinde og stille. Almindeligt dagsarbejde og har fået håret klippet.

 

21. april

Efter en god nattesøvn og et frisk bad, barbering og tøjskifte føler jeg mig veloplagt. Har haft tid til at læse i salmebogen, og vi har jo også en del bøger ombord. Vi har flov kuling, varme og kun 93 kvartmile i distance.

 

22. april

Varmen er næsten uudholdelig, godt jeg kan holde mig i skyggen og slukke tørsten med limonade og vand. En af negrene er syg, klager over smerter i brystet. Vinden er nordlig med flov kuling, men vi har lidt strøm med. Distancen 73 kvartmile. Til natten venter jeg anden vind med regn. Det er begyndt at tordne i sønden.

 

23. april

Atter en dag tilende. Den har været triviel, skønt det kunne være værre. Omløbende vind, dog mest flov nordlig med stille og regnbyger. Skypumper og lummer varme. Nu til aften dog lidt afkøling. Sidste døgns distance 73 kvartmile. Vi er nu på 3 gr. N bredde og 25 gr. V længde.

 

24. april

Stille – stille, omløbende vinde og voldsomme regnbyger. 2. styrmanden har været oppe at slås med en af folkene. Jeg har givet ham lov til at slå til dem, når de ikke vil lystre. Ellers alt vel. 35 kvartmile i distance. Ingen lyst til at udrette noget, og tiden bliver lang, når jeg ikke har noget mellem hænderne.

 

 

 

25. april

Fremdeles det samme vejr med regn. Har dog i eftermiddag haft en lille brise fra nord. Jeg venter, at vi snart må være i SØ-passaten, sidste døgn gav kun 39 kvartmile i distance. Vi er nu på 2,16 gr. N. bredde og 25 gr. V. længde. Sidste nat var jeg på dækket en tørn, da vi fik en byge. I dag har der været fisk ved skibet, men vi fangede ingen. Ellers alt vel om bord.

 

27.april

Det er trættende med dette vejrlig. Hele dagen er vinden sprunget fra øst til vest, og folkene har vist snart armene halet i stykker. Der er jo meget, der skal hales igennem, når vinden sådan springer.

Jeg har bandet meget i dag. Gud forlade mig det. Nu til aften er der en smule vind, gid vi må beholde den, men det står endnu med mørk byget luft. I dag til middag manglede vi kun 24 kvarmile til Ækvator, og vi skulle jo her være forbi det variable bælte og inde i SØ- passaten, men endnu har jeg ikke fornemmet nogen passat. Iflg. reglerne skulle vi her få frisk brise og og fint vejr i stedet for omløbende vinde og stille regn, men man jo affinde sig med forholdene.

I dag har jeg fanget en stor haj, en af disse menneskeædere. Ellers alt vel om bord.

 

28. april

Vejret er stadig det samme. Det er som en pine at ligge her og næsten ikke se fremgang.

Søfart kan være triviel. I dag har vi endelig passeret Ækvator. Mandskabet har i den anledning fået et glas Grog og et par snapse. Kong Neptun har været om bord, der var jo nogle af folkene

der skulle underkastes linjedåben. Bl.a. Christian (skibsdrengen, søn af capt. Morten

Christiansen).

 

29.  april

Endnu I dag uforandret vind. Sidste døgn kun 28 kvartmile. Nu i aften kom der endelig en smule brise, og det ligner også SØ-passaten. I dag har vi igen fisket en af de store hajer, men ellers har jeg næsten ikke været på dækket, for når jeg kommer op og ser, hvor dødt det ligger ærgrer jeg mig dobbelt. Ellers alt vel om bord.

 

30. april

Stille, regn og omløbende vinde. Det er dog snart for meget af det gode. Distancen 73 kvartmile, og nu er vi på 2 gr. S-bredde og 26 gr. V-længde, og skulle derefter være 200 kvartmile inde i passaten, men den fornemmes endnu ikke. I disse dage er jeg ikke særligt godt tilpas, og jeg tror ikke, at styrmændene har det rigtig godt.

 

 

 

1.maj

Dagen gav ingen forandring på vind og vejr, men nu til aften er der atter brise fra SØ med byger. Distancen sidste døgn 60 kvartmile. Har i dag set en hjemadgående skonnert. Mit humør har i flere dage været ned på nul.

 

2. maj

Dagen begyndte med regn, styrtende regn. Men til middag klarede det op med en dejlig brise, så nu har vi da vist fået fat i SØ-passaten. Det er jo også på tide, da vi snart er halvvejs inde i den. Vi har nu to medgående barkskibe og et modgående. Sidste distance 128 kvartmile, og det er jo da noget bedre, end vi længe har udmålt. I flere dage har jeg ikke været oplagt til at tage mig noget for ud over at reparere mit tøj.

 

4/5. maj

I aftes skrev jeg ikke. Styrmanden (Berthel Jensen, Fanø) og jeg kom til at sidde og holde passiar på dækket.  Vi snakkede om Fanø og forhold derhjemme så længe, at jeg blev for søvnig til at skrive. Vor distance i går var 204 kvartmile og i dag 180 kvartmile. Det kan jo nok gå an, men vinden er og har de sidste dage været meget mere sydlig. Den skulle stå i ØSØ, men har holdt sig i SSØ, og den vind har presset os ind mod kysten. Jeg vil jo nødig til at vende. Var det ikke sådan, at vi må knibe til vinden, så ville vi løbe mindst 10 – 11 miles fart i sådan en god brise. Jeg håber, at vinden vil trække mere over i ØSØ. Jeg har aldrig tidligere i nogen fart haft en passat som denne gang.

I aften er vi lige ud for Bahia.

 

6. maj

Vinden er stadig for sydlig for os. Bliver det ikke anderledes i morgen nødes vi til at vende for at holde os klar af kysten og en rock, som hedder ”Albatros”. Det er vist meget sjældent, at vinden her til stadighed står så sydlig. I dag har distancen været 178 kvartmile. Vi har passeret 3 dampskibe.

 

 

 

7. maj

Endnu har vi ikke været nødt til at vende. Vinden er gået lidt mere øst, og det er flovet, så vi er ikke løbet så langt frem.

I aften er det blevet helt stille. Distancen i dag er 120 kvartmile. Mon ikke passaten er ved at være til ende? Vi er ved at få skibet pudset lidt op, til vi kommer i havn. Jeg har malet og lakeret et par timer, men så kommer sveden, og jeg må ned i skyggen.

Mandskabet har skændtes meget indbyrdes i dag. Nå, lad dem det, så længe de ikke slår hinanden ihjel.

 

8. maj

Vinden flov og næsten stille – hel etmålet. Distancen kun 40 kvartmile. Det kan trods alt blive en lang rejse. Der arbejdes stadig med at male og lakere og få ”Gladstone” til at se fin ud.

I aften spiller og synger folkene på dækket, slår på tromme, så der er et storartet spektakel. Ellers alt vel ombord.

 

9.-10.-11. maj

De sidste to dage har ikke været gode, hvad vejret angår. Den 9. havde vi stille, i går frisk kuling med modvind og stærke byger. Vi fangede en fisk, så der blev fersk fisk til alle mand.

Jeg havde håbet, at være i Santos i dag, men modvind og kuling vil trække tiden ud. Vi er i dag på 19 gr. S-bredde og ikke langt fra kysten. I dag vil jeg dog ikke ærgre mig over vejret, men bede Gud beskærme  os alle. Så håber jeg fortsat på god vind, så vi snart kan nå ind til Santos.

 

12. maj

I dag har det været rigtigt fint vejr – for fint- da vinden er døet væk. Vi har nu sat alle sejl til. Distancen er 125 kvartmile. Vinden blev sådan, at vi lige kunne knibe langs kysten, og sådan er den endnu. Men jeg er bange for, at den i løbet af natten atter vil gå mere sydlig, og så er det jo modvind igen, indtil vi kommer 200 kvartmile længere sydpå til Cap Frio, derfra bliver en søndenvind god for os. Nå, så længe det går nogenlunde, må man jo være glad for det. Alt er ellers vel om bord.

 

13. maj

I dag har vi igen haft god vind, selv om brisen er ret svag er det dog bedre end modvind, så jeg er glad for den svage brise vi har. Distancen blev til 108 kvartmile, så nu har vi tilbage 300 kvartmile til Santos.

 

 

 

14.- 15. maj

I aftes skrev jeg ikke. Vinden drillede igen. Vi havde indtil i går formiddag en dejlig brise, der gav os 10 miles fart, men så sprang vinden pludselig vestlig med stive byger og regn, så vi måtte gøre flere sejl fast. Det ærgrede mig og fratog mig lysten til til at skrive. I aften har vi

nogenlunde vind og jeg håber at komme ind til Santos i morgen, der er kun 100 kvartmile

tilbage. I nat får jeg nok ikke meget søvn, da vi er nær inde under land, og det er bygevejr. Tilmed har vi ingen sol haft i 2 dage, og derfor ikke kunnet få nogen observation. Det er nogle grimme byger, det står med i aften, og jeg vil jo også gerne presse på med sejlføringen så meget som muligt for at nå ind til i morgen.

 

17. maj

I aften har vi en syg mand i køjen, han har forstuvet knæet.

Vi nåede ikke ind i går, da det blev stille. Men vi er så nær. At vi hele natten har kunnet ligge og se Santos, så jeg har slet ikke været i køjen i nat, da vi er så nær inde på land. I morges ville jeg sejle ind, men vinden blev imod, så jeg antog en slæbebåd, der kom ud til os, og vi er nu straks inde på reden,

Det blev jo en rejse på 58 dage, lidt lang, men jeg er Gud taknemmelig, at vi er kommet lykkelig og vel i havn.

Skibet ligge i øjeblikket langt ude på strømmen, så det er svært arbejde at komme frem og tilbage. Jeg vil logere i land om natten, ude af byen, helt ude ved havet, hvilket jo de fleste captainer gør, da der endnu er lidt feber her.

Niels Brinck med ”Rosa” af Fanø er kommet hertil i går, og også der er alt vel om bord. Brinck bliver nok ikke liggende så længe her, men med ”Gladstone” vil det nok tage lang tid.

Jepsen med ”Kronprinsesse Louise” af Fanø er også ventet hertil.

Nu håber jeg, at vi alle her om bord må forblive raske.

 

 

”Gladstone” i Santos:

 

24. maj

Jeg bor om natten udenfor byen, på et sted, der ligger som hotellerne derhjemme, uden for Nordby. Så snart det begynder at blive aften og solnedgang, så kører jeg derud, thi det er jo natteluften der er værst til at fremkalde feberen (den gule feber). Det tager en time at køre derud med sporvogn. Klokken 8 om morgenen kører jeg så ind igen og ordner mine forretninger i Santos og går derefter om bord i skibet. Niels Brinck og jeg har et kammer sammen. I går kom så Morten Jepsen ind, han havde kun haft en 53 dages rejse, men det var den lange tid vi lå i Middelhavet, der forlængede min rejse. Skibe, der gik fra Marseille, har alle over 60 dage, og de, der er afsejlet før os, er endnu ikke ankommet. Så det er dog for mig en trøst.

Vi er endnu ikke begyndt at udlosse, og hvor længe det vil vare, er ikke godt at vide (”Gladstones” last bestod af salt samt forskellige bygningsmaterialer). I går fik jeg brev fra firmaet i Hamburg, der lød på, at jeg skal afsejle til Vestkysten (af Sydamerika) for at laste salpeter.

 

 

p120

 

 

GLADSTONE

 

 

 

Santos 29. maj 1895

Vi har i dag begyndt at losse. Vi fik ikke begyndt i går på grund af regnvejr. Jeg håber, at det må gå rask med losningen. Jeg vil være glad, når vi er klar til at gå herfra. Det vil jo nok blive koldt ned rundt Cap Horn i vinterdage, og det vil jo også, om alt går vel, være koldt, når vi skal hjemefter. Det kan blive i januar eller februar måned. Jeg tror dog, at jeg bedre kan tåle kulden end varmen. Kulden er nok det sundeste, og jeg ville hellere have haft en rejse til Java eller Australien, men det har jeg jo ikke noget at bestemme over.

Jeg måtte i går sende en mand på hospitalet, dog ikke på grund af feber, og i dag er en mand mere meldt syg. Der er dog ikke så meget feber mere her i Santos.

Morten Jepsen, Niels Brinck og jeg logerer sammen ude ved Barren, uden for byen, om natten. Vi er så at sige sammen hele dagen, når vi er inde i byen. Niels Brinck og jeg bor hos en dansk familie, hvor vi har fælles kammer, og fordriver aftenerne med at spille Seksogtres.

Pinsedag havde vi her om bord et frygteligt spektakel. Mandskabet var omtrent alle berusede. 3 af dem sidder nu i arrest. De kommer ikke ud, inden skibet er afsejlet, da de har truet både styrmanden og mig på livet. To mand er deserteret, og en har siddet i jern her om bord, men nu er alt roligt igen. Det er jo vanskeligt med alle de nationer om bord i et skib, og får de så noget at drikke, bliver de ofte helt vilde. Det er ikke godt, når skibet ligger sådan, at de kan stikke i land, og havneområdet er fuld af beværtninger, og det, der serveres er ofte den rene gift, mere end det er drikkevarer. Har mandskabet så ingen penge, sælger de deres tøj. Når vi så kommer til søs, kommer de til mig, og giver jeg dem ikke noget lægger de sig blot syge.

Med losningen af skibet går det godt. Vi losser ca. 100 tons om dagen. Hvis vejret vil, håber jeg at være udlosset i næste uge. I går modtog jeg telegram fra Hamburg om, at jeg skal sejle til Iquique, for der at indtage last hjemefter.

 

Santos 15.juni

Jeg er nu udlosset, men ret dårligt – ca. 133 tons for lidt. Det ærgrer mig. Selv om jeg er uden skyld, og har gjort hvad der stod i min magt med både gode og strenge ord og løfte om

drikkepenge. Men når man laster efter vægt og udlosser efter mål, så skal det jo give skævt resultat. Nå, jeg vil ikke ærgre mig mere end højst nødvendigt, her i dette hul.

Om forholdene her er det ellers sådan, at tømmermanden i går kom på hospitalet, jeg tror ikke det er feberen. Vi er nu kommet ud fra kajen og ligger i mere frisk luft. Jeg håber at kunne

begynde at indtage resten af ballasten på mandag og være klar til at sejle den 21. – 22. juni, men det kan jo godt tage et par dage længere, da man slet ikke kan stole på folk her.

Morten Jepsen med ”Kronprinsesse Louise” bliver færdig omtrent samtidig med mig. Han skal jo også på Vestkysten (af Sydamerika). Barken ”Danmark” skal også derom og ventes ligeledes færdig samtidig, så det bliver jo en hel kapsejlads mellem de 3 Fanøskibe.

 

Santos 23. juni

Det trækker ud med at komme herfra. Hvor længe det vil trække ud med afsejling er ikke til at vide. Hvad mandskabet angår, da er tømmermanden endnu på hospitalet, og om jeg får ham med, ved jeg ikke, men håber det. Jeg skulle jo påmønstre 6 nye folk, men det er næsten ikke til at få godt mandskab her, så jeg tror, at jeg går ud med 18 mand. Jeg har nu løbet i 2 dage, og fået fat i 2 mand, og venter at få 2 negre i overmorgen. Kommer de, så er snart min halve besætning negre.

 

 

p33

 

Gladstones besætning 1894. Bagerst i midten capt. Morten Christiansen, yderst til høje styrmand Chr. Sørensen, sidden foran ham skibsdreng Christian Christiansen og

Kokken er Chr. Pedersen, alle fra Fanø

 

 

I morgen er det helligdag her i landet, så da kan der ikke forrettes noget i land. I dag får vi ballast ind, og håber at være færdig til aften, så vi, om Gud vil – er klar til at sejle den 26. juni, men gøre regning på noget bestemt er umuligt. Jeg har måttet vente i 3 dage på ballast, og så snart det regner, vil folkene her ikke arbejde.

Captain Jepsen med ”Kronprinsesse Louise” ligger her jo også endnu, men sejler nok den 26.- eller 27. og barken ”Dannebrog” ligeledes. Vi skal jo alle til Vestkysten.

Fortæl Morten Christiansen, at østrigeren fra Port de Baue (afgik samtidig med ”Gladstone) endelig er ankommet efter en 77 dages rejse.

I forgårs skete der her i land en stor ulykke. En vogn kom kørende oppe i gaden med et læs dynamit, da der faldt en kasse af vognen, hvorved både den og hele læsset eksploderede. Mange huse sprængtes totalt og mange menneskeliv gik tabt. De måtte samle

stumperne op indtil ¼ mil borte. Der blev også mange sårede og lemlæstede. Hvor mange der døde vides endnu ikke. Jepsen og jeg havde lige passeret den gade ½ time før ulykken skete. Det var en Guds beskærmelse, at vi undgik faren.

 

 

Gladstone fuldskib KN13327 

 

Rejsen fra Santos til Iquique

 

30.juni 1895

Afsejlede fra Santos 21. juni, og kom også vel til søs, men da vi var kommet ud blev det stille, og jeg var ængstelig for, at vi skulle drive i land – eller også gå ind igen. Der var meget høj sø efter et par dages svære storme. Alt gik dog – Gud ske lov – godt. Om natten fik vi en svag brise, og kom derved klar af landet, og siden har vi haft skiftende vind, flov og stille, men fremad går det jo da, hidtil kun med 70 kvarmile i døgnet. Men den tid kommer jo nok, da vi får storme, kulde, sne og is, når vi når ned mod Cap Horn.

Fra vi gik ud har jeg haft travlt med at surre ballasten, for at få den godt sikret. Jeg har fået ryddet op i mine sager, og gjort noget af mit landgangstøj i stand med rensning.

Jeg er taknemmelig for, at vi kom godt ud af den røverhule. Tømmermanden er endnu syg og køjeliggende, det er øjnene, der er dårlige. Jeg er ved at fortryde, at jeg tog ham med igen. Et par andre af mandskabet har også været syge, men jeg tror ikke, at de fejler noget af

betydning, og håber, at vi alle må blive raske og få en lykkelig rejse.

 

7. juli

Atter en uge er til ende, og vi har i den ikke haft megen fremgang på kursen, men fremad er det da gået hver dag. I de sidste 5 dage har vejret været meget uroligt, ikke just de svære storme, men let stormligt med hårde byger og modvind. Det har næsten ikke været muligt at føre sejl, og her ud for La Plata floden skal der udvises stor forsigtighed med sejlføringen, da der ofte her meget pludselig kommer orkanagtige byger.

I går havde vi dog fint vejr og lidt god vind og vi løb 13 – 14 mils fart, så der var pres på ”Gladstone”. I morges sprang vinden pludselig om med kraftig blæst, lyn og torden og regn, så man næsten hverken kunne høre eller se. Vi måtte have næsten alle sejl fast. Nu er vejret

moderat igen, men blæse gør det stadig. Modvind driller stadig, men vi må jo finde os i forholdene.

Mandskabet er nogenlunde rask, dog er tømmermanden fortsat syg. Et par af negrene er også dårlige, det bliver jo koldt for disse kanaljer, og værre vil det blive. Sidste nat var jeg på

dækket næsten hele natten. Jeg har ingen ro til at ligge i køjen, når vi fører mange sejl, og det står med tyk luft og byger. Man kan stole så godt man vil på andre, men stoler dog bedst på sig selv.

 

 

 

14. juli

Den forløbne uge har været drøj. Indtil onsdag den 10 havde vi almindelig uroligt vejr. Vinden var omløbende, men vi avancerede dog hver dag. Men så blæste det op til en hård storm af VSV og så af V og SV, således skiftede det, eftersom bygerne kom, og det var orkanagtige hagl- og snebyger, så vi havde kun et sejl til i 3½ døgn, hvorved vi drev et langt stykke tilbage. Før stormen var vi på 43,5 gr. Syd. br. og 53,5 Vest. længde, og da vejret bedagede sig, lå vi på 41 gr. Syd og 51 vest. Det er fortsat storm, men ikke så hårdt, så vi har i dag sat yderligere 3 sejl, og det er jo småt, når vi kan sætte 27 sejl. Jeg håber nu, at vejret vil bedre sig i nat, og at vinden vil gå syd og om til sydøst – øst, så vi kan avancere igen. Godt er det, at skibet er i ballast, så vi får ikke videre vand på dækket. Men skævt ligger hun og slingrer, så det er storartet, og hundekoldt er det blevet. Det begynder at knibe for de stakkels negre, og foran os ligger endnu mere kulde og korte dage, når vi når ned til Cap Horn, det er jo ved vintertid.

I går slagtede vi grisen. Det kneb svært med at holde både sig selv og grisen fast, til vi fik den gjort i stand. Men det gik, og i aftes fik vi stegt lever og i morges karbonade, til middag steg og  blodsuppe. Det var en dejlig gris på 180 pund og smækfed. Der er vist 15 pund ister, som skal smeltes i fedt. Jeg laver selv sylte af hovedet, og skinkerne skal røges. En del af kødet vil jeg have henkogt i surt. Når vi så alle mand får 3 dage fersk kød til middag, foruden vi her i kahytten får karbonade til frokost, så er der vist ikke meget tilovers.

Det blev for koldt for grisen, derfor slagtede vi den.

Jeg har fanget nogle Cap-duer, et par stykker hver dag, det giver duesteg til aften. De er

velsmagende når de bliver ordentlig tilberedt. De giver også gode fjer.

Af de store albatrosser har jeg endnu ingen fanget. Undskyld skriften, men skibet sætter sig så voldsomt i søen.

 

21. juli

Sidste uge havde vi temmelig hårdt vejr og vind, ikke just godt vejr, ej heller storm, men hele tiden uroligt med byger og regn, snart frisk kuling og snart flov vind og lav barometerstand.

Jeg er glad for, at vi har avanceret så godt, som vi har. I dag er vi lige norden for Cap Horn, tæt ved Magellan Strædet på 52,5 syd og 65,5 vest. Koldt er det, i dag med lidt sne og hagl, Jeg havde regnet med at komme på den anden side af landet til i morgen, men nu er vinden ret stik imod, og i morgen er det nymåne, så skal vi jo nok få en ordentlig storm igen. Det bliver nok det drøjeste stykke vej her fobi Cap Horn. Jeg håber, at det ikke skal tage for lang tid.

I dag har vi så fået blodsuppe af grisen, det er 3. gang, men nu har det ferske af grisen også ende. Her i kahytten har vi hver morgen fået karbonade. Tilbage er der nu noget i surt, noget saltet og sylte af grisehovedet, samt en stor krukke fedt. Du kan tro, det er noget der smager godt.

Jeg har måttet tage abekatten ind i et af mine kamre, det blev for koldt der, hvor jeg havde ham. Jeg har også syet en trøje til ham af et strømpeskaft, men den vil han rive i stykker. Så vanker der jo skænd!

I går fiskede jeg 6 fugle, det gav fuglesteg i aftes. Det er det eneste jeg har fisket i sidste uge, da vi har løbet med stor fart.

I sidste uge havde vi et slemt slagsmål mellem negrene og de hvide af mandskabet. En af de sorte var blevet uenig med hvid, og negeren blev helt desperat og gik og fægtede med en stor kniv, for at stikke til modparten. Det lykkedes mig at komme imellem og få dem forligt.

 

 

 

28. juli

Sikke et søndagsvejr, det sner og luften er så tyk, at man hverken kan høre eller se. Vi kan ikke holde dækket fri for sne, der ligger hele tiden et tykt lag, selv om mandskabet arbejder uafbrudt med at få det ud. Nu fryser det også. I går havde vi en svær storm med haglbyger, nu i eftermiddag tykt med sne og flov vind. Alligevel har vi kun et sejl oppe, da barometret står meget lavt, så man ved ikke, hvad øjeblik vi igen har en forrygende storm, thi sådan er

vejrforholdene her. Vi har nu ligget i 6 dage her ved Cap Horn, den ene time stille, den næste hårde haglbyger, det giver ingen ro, da det ustandselig er modvind. Avancerer vi lidt én dag, driver vi næste dag tilbage og mere til. Vi er nøjagtig lige så langt, som vi var for 5 dage siden. De 16 timer lange nætter tærer på humøret. Jeg er – Gud ske lov – rask og mandskabet så vidt også. Håber vi snart for god vind og slipper her forbi.

 

29. juli

Det har frosset hårdt, dækket er overiset, og der er snart ikke bestilt anden hele dagen end at rydde dækket for sne og is. Fremdeles sne, hagl, byger og modvind. 2 negre er syge af kulde.

 

31. juli.

Sidste nat atter hårde stormbyger med hagl og sne. I dag lidt mildere mellem bygerne, men dog stadig kold. Masterne og rigningen er helt belagt med sne og is. Vinden er i dag nordlig, det betyder, at vi omtrent kan ligge på kursen. Jeg tør ikke sætte flere sejl til, da luften står meget spændt, og barometret daler fortsat og er nu meget langt nede, så lavt som jeg nogensinde har set det. Det betyder, at man hvert øjeblik kan forvente en orkanagtig storm.

Der ligger 2 barkskibe tæt ved os. Sidste nat kl. 12.00 under en svær snebyge var der noget, der ramte rigningen med et knald, og der kom en lysning over hele skibet, som var det et lyn, der udkastede store gnister, der fløj bort med vinden.

En af negrene er atter kommet på dækket, men er ikke rask endnu.

 

 

 

1, august

I går ville jeg have skrevet et par ord, men der kom en streg i regningen. Da jeg var gået hen for at få min middagssøvn og havde ligget en ½ time kom styrmanden og meldte, at vejret var blevet forfærdeligt. Jeg kom jo hurtigt på dækket, og det så fælt ud. Det blæste en orkanagtig storm, der havde rejst en voldsom sø, og det sneede stærkt. Alle man kom på dækket og fik alle sejl på nær et bjærget. Jeg overvejede om også det måtte ned, men lod det blive stående. Før jeg gik ned til middagssøvnen, lå vi med 4 sejl, så jeg mente da, at jeg roligt kunne gå til køjs; men så hurtigt kan vejrforholdene skifte. Hen under aften klarede vejret op, og vinden flovede af.

I dag er det næsten vindstille med omløbende vinde og lidt sne, men bygerne kan jo, som vist, komme hurtigt og uventet.

Nu har vi ligget her i 9 dage, og næsten på samme sted, og det er opslidende på humøret. Så er det jo endda godt, vi ikke er drevet mere tilbage, og som jeg vist før har nævnt, at vi er med ballast, og derfor ikke har videre vand på dækket, for så ved jeg ikke, hvordan det ville gå med negrene. 2 af dem ligger stadig i køjen med frost i hænder og fødder, og en 3. af dem er også køjeliggende. Der er jo skibe, der har måttet ligge her i 6 uger for at vente på at komme rundt Cap Horn. Jeg håber ikke, det skal ske med os.

 

2. august

Som jeg skrev i går, fik vi omløbende vinde. I nat kl. 11 klarede det op med stjerneklar himmel overalt. En sådan himmel har vi ikke set siden natten efter, at vi var gået fra Santos. Der kom lidt brise fra SSØ, så vi kunne ligge hen på kursen. Vi fik sat en del sejl til, og jeg troede bestemt, at vi nu skulle få lejlighed til at løbe forbi Hornet. Men pyt – knap var sejlene sat før vi fik vindstille, og det trak op med tunge skyer i vest. Jeg gik til køjs kl. 4 og tænkte, om ikke skyerne ville komme med god vind, men da jeg kom op til frokost, stod det stadig med omløbende vinde og i bygerne hagl og sne. Jeg blev på dækket hele formiddagen, bygerne var foruroligende med de sejl vi førte, og kl. 11 formiddag kom det som ud af en sæk og stik imod naturligvis – og tyk luft med sne og hagl. Atter sejlene fast, på nær 4 – og godt, at vi ikke mistede nogen af dem. Nu ligger vi så igen i det stormlige bygevejr.

Nu er jeg blevet klar over, at den ene af de syge negre er helt rådden af kønssygdom, og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde at kurere på ham, han kan knap nok gå på sine ben. Er det ikke storartet med den søfart?

 

3. august

Atter 24 timer under de samme kontrære forhold, som vi havde i går.. I aftes da vi spiste, blev vi forstyrret af en voldsom byge, der fik et af vore nye sejl til at springe i stykker, det slog hammerslag, så alt rystede, og alle mand måtte jo løbe til fra deres mad – for at få stumperne bjærget og yderligere et, så vi nu kun ligger med 2 sejl. I løbet af natten flovede det igen, og nu til formiddag har vi stille vejr med dejligt solskin – i en time – men så er det tilbage i det sædvanlige med byger og sne. Vi nåede dog lige at få sat et nyt sejl.

I formiddag havde vi landet i sigte østen for Cap Horn. Der ligger mange skibe her, store skibe, men ingen af os kan komme frem med det vejr. Fanøbarkerne ”Danmark” og ”Kronprinsesse Louise” ligger nok også her et sted. På mandag har vi fuldmåne. Jeg håber, det vil give forandring. Med mandskabet er det uforandret.

 

 

 

4. august

I morges fik vi god vind, og den står endnu her til aften og jeg håber, at den bliver stående med god brise, blot 1½ dag, så må den godt gå vestlig igen. Vis passerer Cap Horn i aften, men dermed er vi jo ikke klar. Jeg vil helst ud fra landet, på en 80 – 90 gr. vestlig længde, så jeg er godt tilfreds med denne vind, blot den vil blive stående. Vi løber nu 10 miles fart, og vi har ca. 10 sejlere inden for vor synskreds, og jeg er vis på, at der er 100 som vi ikke kan se. Alle er glade, hvis de kan slippe forbi, thi vi har nu haft en helt umanerlig periode med storm og kulde, hagl og sne.

 

5. august

Så er ”Gladstone” og dermed vi i ” Det stille Ocean” eller ”Syd Pacific Ocean”, som det hedder i søfarten. Gud ske tak for så vidt. Vi har en god vind, men ikke for meget af det, det er dog bedre end modvind. Vinden er nordost med tyk regnluft, og barometret falder kraftigt. Jeg regner med, at vinden vil gå nordlig til nordvestlig og blæse op igen i løbet af dagen. Sidste døgn havde vi 209 kvartmile i distance ret vestpå, og vi er nu mange skibe i flok og følge, men i morges var ”Gladstone” den forreste af dem, der var at se, så jeg må jo sidste nat have haft mere sejl på end de andre. I dag har jeg talt med et engelsk fregatskib. Han liggere tæt på os, så vi kan tale sammen ved hjælp af 10 flag og en kodebog.

Jeg styrer nu vestpå, og lidt nordpå for at komme ud på 85 gr. vestlig længde, inden jeg går direkte mod nord. I dag er vi på 71,4 v.l. og 57 s.b. I dag har jeg haft gigt i hovedet, stiv i halsen og besvar med at dreje hovedet. Det er nok kommet af alt det kolde og urolige vejr. Med mandskabet er det uforandret, stadig 2 syge. Bortset fra en del vrøvl og spektakel iblandt dem går alt i den vante dur.

 

9. august

Jeg er rask, mandskabet også på nær de to syge negre. Han med de dårlige hænder er da begyndt at gå på dækket. Jeg tror, han har fået koldbrand i fingrene, og det kan jo blive farligt. Jeg har skåret i dem et par gange og synes, det går bedre. Den anden, med kønssygdom, bliver ikke kureret her om bord. Han har 2 store knuder, og der burde nok skæres i dem, men det vil jeg ikke indlade mig på. Når vi kommer til land, kan jeg afmønstre ham, og jeg vil forsøge, at komme af med nogle af negrene, hvis der er andre folk at få. Vejret er blevet lidt mildere, det fryser da ikke mere, og vi er kommet et godt stykke nordpå i de sidste dage. Sidste døgn havde vi 226 sømil i distance, og det er gået nogenlunde godt hele ugen. I dag er vi på 45gr. s.b. og 81 gr. v.l. og har nu 1500 kvartmile ret nordpå til Iquique. Det vil nok tage os ca. 14 dage endnu, da vi kan vente en del variable vinde og stille.

Siden vi passerede Cap Horn har vi haft ret godt vejr, enkelte byger af og til, men ingen storm. Sidste nat en haglbyge, men i dag det fineste vejr, vi har haft i over en måned. Vi går nu for fulde sejl og styrer omtrent ret kurs med 6- 7 miles fart.

 

 

 

18. august

Atter en uge er henrunden, og vi er da også kommet et stykke frem ad vejen med skibet, men ikke så godt, som vi kunne ønske det. Vi har haft megen omløbende vind, ustadig har det været og mest fra det nordlige hjørne, altså modvind. I dag har vi haft stiv kuling med regn, også nordlig, men i middagsstunden sprang vinden om på nordvest, og vejret klarede op. Jeg havde håbet at være i Iquique til næste søndag, men så skal det også gå stærkt fremad. Nu må vi se tiden an.

I dag er vi omtrent ud for Valpariso på 33,5 s.b. og 78 v.l. Klimaet er blevet ret godt nu. I går løb mandskabet med bare fødder, og sidste søndag gik de med vanter på. Det er jo en hurtig ændring.

 

 

”Gladstone” ankom til Iquique 25. august efter en rejse på 52 dage fra Santos. I Iquique lastede skibet salpeter. 29. september afsejlde skibet med kurs mod Falmuth.

 

 

Rejsen fra Iquique til Falmuth

 

13.oktober

Vi har nu været 15 dage i søen, og hertil er alt gået nogenlunde, og vi har hele tiden haft godt vejr, endda rigtig fint vejr, blot kunne vi godt have haft lidt mere kuling. Jeg har ikke været på dækket en eneste nat, siden vi gik ud. Det er da jo på en måde godt, da jeg ikke føler mig helt rask. Vejret vil jo nok forandre sig, vi går jo sydpå og nærmer os de zoner, hvor dårligt vejr kan forventes hver dag, og så vil Christian jo nok få lov at komme på dækket både dag og nat.

I dag har det regnet hele dagen, det ender vel med byger og uroligt vejr til natten. Vi er nu på 32 s.b. og 89 v.l.

 

 

glastoneriggetsombark

 

I en periode var Gladstone rigget som bark

 

 

Af mandskabet er en mand syg, det er en hollænder. For et par dage siden havde vi 3 mand syge, men det er mest kun noget forbigående. Nogle af dem har nu let ved at finde køjen, når det knirker lidt.

I Iquique forærede jeg abekatten bort til en tysk captain, men for at have lidt til underholdning købte jeg en kanariefugl, og den synger, så det er en fornøjelse. Jeg købte også en hundehvalp af en stor race, men i går slugte hvalpen en af kattens killinger af bare misundelse, så nu er den syg af forstoppelse. Jeg har givet den lidt olie, men jeg tror ikke, den overlever den

historie.

 

3. november

Rejsen er gået ret godt. Det vil sige ikke nogen hurtig rejse, men middel. Med hensyn til vejret har vi hidtil været heldige. Indtil i dag har vi ikke haft en storm, siden vi gik fra Iquique, ja ikke engang haft storsejlet fast endnu. Det har nok nogle dage været frisk, og efter at vi passerede

Cap Horn, har vi haft nogle byger med hagl og sne. Vi passerede Hornet den 30. oktober og havde landet i sigte. Det var 30 dage fra Iquique, jeg havde regnet med 25 dage. Men vesten for Cap Horn, hvor jeg havde regnet med, at vi rigtig skulle løbe med en stormlig kuling fra vest, fik vi i stedet sydlig og sydøstlig vind og derefter til dels flov vind i 4 dage. Dog har jeg ingen grund til at knurre, men i stedet takke Gud, at vi kom godt forbi Hornet, thi det er et grimt sted at passere med et dybt lastet skib. Næsten altid storm, regn og orkanagtige byger med hagl. Det er et sted, hvor mange skibe hvert år får store havarier og ofte mister folk, der bliver slået ovebord.

Jeg var meget betænkelig ved at komme rundt Hornet med ”Gladstone”. Da vi jo er dybt lastet, og der ofte er oprørt hav, når det stormer. Og så er ”Gladstone” jo ikke et godt sødygtigt skib, når det er dybt lastet.

Jeg har lidt frygt ved tanken, om den nat ved Cap Det Gode Håb, hvor vi lå på siden og næsten under vand i hen imod 24 timer, og desuden har jeg et par gange siden set den lægge sig på siden. Jeg siger Gud tak, at vi er vel holdne, så vidt som vi er, selv om jeg ved, at vi endnu i lang tid kan vente storme, så tør jeg dog godt håbe, at vi er forbi det værste, indtil vi når op i Kanalen, hvor der på denne årstid kan møde os en barsk omgang.

Det er nu 4 dage siden vi passerede Cap Horn og har i disse haft en daglig distance på 200 kvartmile og undertiden derover, med en let kuling af NV og NNV. Det mærkes allerede, at vi nærmer os varmere zoner, ellers har det været ret koldt hernede, men dagfrost har vi dog ikke haft. I dag er vi på 48½ s.b. og 48 v.l.

 

 

 

16. november

I dag er vi løbet forbi en bark fra Kolding – capt. Pedersen. Jeg gik så tæt til ham, at jeg kunne råbe over til ham. Han er i dag 27 dage i søen og kommer helt oppe fra Britisk Colombia, men det er jo alligevel en lang rejse, da han har 23 dage fra Cap Horn. Jeg har kun 17, så på det stykke vej har jeg taget 6 dage på ham!

 

17. november

Fra den 3. november og til i dag har vi haft ret godt vejr, bortset fra et par dage med stiv sejlads og byger fra SØ, men vinden var jo på kursen, så skibet fik lov til at løbe, og vi havde et par dage med 250 kvartmile dagligt. De første 8 dage efter, at Cap Horn var passeret, havde vi en gennemsnitsfart på 200 kvartmile dagligt, der var speed på, så det var en fryd, og jeg tænkte en overgang, at vi måske nåede Falmuth inden jul, men nu har vi ligget her i 5 dage med flov vind og stille og delvis modvind. Det er vind- og vejrforhold, man ofte møder inden man får SØ passaten. Det kan dog ske, at man kan være heldig og løbe igennem, men det held havde ”Gladstone” ikke denne gang. Rejsen hertil kan jo ikke siges at have været lang, og vi kan jo hver dag vente passaten, og er den god, kan det blive en hurtig rejse til Ækvator. Vi er i dag på 26 s.b. og 25 v.l.

Jeg har haft den sorg, at miste min kanariefugl. Jeg havde megen glæde af den, den sang fra morgen til aften, undertiden natten med, og den var så tam, at jeg kunne tage den i hånden når som helst. Den plejede hver dag at få en flyvetur i kahytten hver morgen, når den fik mad, og jeg havde døren lukket. Det gik godt i 5 uger. Men fra kahytten til styrmandens kammer er der en lille ventilationsanordning, og der havde fuglen fundet et lille hul, hvor igennem den smuttede ud, kom ud på dækket og i havet, hvor albatrosserne tog den.. Jeg har været ked af det i flere dage, da fuglen var mig til megen glæde. Jeg kunne snakke med den som med et lille barn, og det var hyggeligt at have den til at pjanke rundt i kahytten.

 

1. december

Jeg kan nu se, at der ikke bliver noget af at nå til Falmouth til julen, dertil har rejsen indtil nu taget for lang tid. Vi er jo snart på linien, jeg håber, vi passerer den i morgen. Det er ellers gået helt godt i den sidste uge, så længe vi havde SØ passaten, men det var for mange dage, vi lå dernede sønden for passaten, hele 12 dage med flov vind og stille og modvind. Jeg vil ikke klage, at rejsen til i dag har været for lang, men den kunne have været kortere.

Jeg har siden vi sidst talte med barken ”Cimbria”- talt med en engelsk bark, der kom fra en plads lige tæt ved Iquique. Han havde 14 dage længere rejse end ”Gladstone”. En tysk bark, jeg havde kontakt med, havde tilsvarende dage som os, så det er jo da en trøst, hvad farten angår. Vejret har jo hidtil været fint, men vi er plaget af varme.

Med mandskabet går det helt godt, undtagen med hollænderen. Han kom for et par dage siden og meldte sig syg. Jeg blev klar over, at han havde en kønssygdom, og han så forfærdelig ud. Han har gået med det i 2 måneder uden at nævne et ord for mig. Det undrer mig, at han har kunnet gå, og han har da også flere gange ligget til køjs, men har blot sagt, at han led af

hovedpine. Hvordan jeg får ham kureret, ved jeg ikke. Det er jo en smitsom sygdom at komme til at røre ved.

 

 

 

8. december

Vi har passeret linien og er allerede i dag på 12 gr. nordlig bredde, så vi er kommet hurtigt og heldigt over den zone ved linien, hvor man ellers ofte kan ligge og drive i 2 til 3 uger eller mere med stille og omløbende vinde og regnbyger. Jeg har efterhånden passeret linien mange gange, men jeg tror ikke, jeg tidligere er kommet så let og hurtigt over som denne gang. I torsdags havde vi et voldsomt tordenvejr, men hele tiden gik det fremad. Nu er vi i NØ passaten, og jeg håber, vi kan være ude af den inden næste søndag, men så er det vi må indstille os på stormfuldt vejr. Måtte Gud hjælpe os godt igennem.

I den sidste tid har jeg været i aktivitet fra morgen til aften, undtagen i min middagssøvn. Jeg har været optaget med at tilskære nye sejl, ikke at jeg behøver at arbejde med sejlene, men jeg ar lyst til det, og jeg befinder mig bedst ved at have noget mellem hænderne.

Når jeg om morgenen er klar med min personlige renholdelse, må jeg i gang med de syge. Først ham med den grimme sygdom, som jeg må kurere på, dernæst en amerikansk dreng, der har en ondartet betændelse i en finger og til sidst kokken, der har et dårligt øje. Så er det skibet ”Gladstone”, der er ved at være i fin stand efter skrabning, maling og lakering overalt. Alt vel om bord.

 

19. december

I dag er det min 35 års fødselsdag.

Også i dag har jeg sat flaget, da vi lige har passeret fuldskibet ”Jupiter” af København. Vi sejler endnu side om side og så tæt på, at vi kan råbe til hinanden. Han kommer fra en plads tæt ved Iquique og har 4 dages hurtigere rejse end jeg. ”Jupiter” er en bedre sejler en vi. Han skal til Hamburg. Dannebrog vajer nu på begge vore skibe. Vinden er god og vejret er fint.

Styrmanden og jeg har i dagens anledning drukket en flaske portvin. Vi er nu i Nordatlanten lidt vesten for øen Flores.

 

26. december

Vi har haft en meget drøj tur med ”Gladstone” og tvivlede en overgang om, at vi var kommet godt igennem. Vi takker Gud, at han også i dette forfærdelige uvejr holdt sin hånd over os og dæmpede det frådende hav omkring os. 

Natten mellem den 22. og 23. blæste det en orkan fra vest. Jeg var forberedt på, at den ville komme, thi barometret stod meget lavt og faldt stadig. Om morgenen havde vi haft lyn og

torden med stærke stødvinde, men det vedblev dagen igennem med svære byger og ind imellem lidt opklaring. Men luften vedblev at være truende og mørk. Ved solnedgang kom orkanen som ud af en sæk. Jeg fik alle mand på dækket for at få skibet lagt op med næsen mod vinden og derefter lade den drive med søen. Men inden folkene kom op og var klar, lod det som om det flovede af, og da vi ellers lå med god fart, ville jeg nødigt dreje bi, men det er jo en udvej, når søen bliver for hård, og forholdene ellers tillader manøvren.

 

 

barkskibet-Gladstone

 

Gladstone i hårdt vejr

 

 

Jeg besluttede at se tiden an til kl 8.00, og ved den tid gik skibet rigtig godt idet. Jeg lod så vagten gå til køjs, thi søen havde endnu ikke rigtig rejst sig. Jeg blev på dækket og gik i gang med at lave nogle kugler af værk, så store som en bold, lagde dem i olie og kastede dem ud til hver side, når der var optræk til en svær brådsø. Det forløb godt en tid. Men hen imod kl. 11 aften, havde søen dog rejst sig i en usædvanlig og faretruende højde, der gav os den ene

brådsø oven i den næste, så dækket var bordfyldt hele tiden. Jeg purrede straks mandskabet ud igen og ville forsøge at dreje skibet bi mod vinden. Men da mandskabet kom ud, var søen i et sådan oprør, at jeg betænkte mig og drøftede forholdene med styrmanden. Vi blev enige i, at søen ville knuse alt ombord, hvis vi forsøgte at lade den løbe tværs op imod brådsøerne. Vi besluttede at lade den gå som den gik og befalede os Gud i vold. Jeg vedblev at kaste

oliekugler ud, det var det eneste vi kunne gøre, så længe vi havde olie dertil. Der måtte løbes fra den ene ende til den anden, så hastigt det lod sig gøre. Af hensyn til den spildte olie måtte jeg løbe på strømpesokker, da dækket var glat af olie. Kl. 12 nat var jeg udkørt og lod mig afløse af en stærk og solid dansk matros. I kahytten havde vi 3 mand siddende for at lave oliekugler. Da værket slap op, skar vi sække i stykker og lavede kugler deraf, og da alle sække var brugt, lod jeg dem skære gammelt sejldug i stykker. Alle mand var på dækket agter. En overgang lå skibet så meget under vand, at folkenes kister sejlede i lukafet, og flere af køjerne løb fulde af vand. Ud på natten skulle kokken forsøge at få lavet en kedel kaffe, men alt i kabyssen var jo vådt, så det varede næsten 3 timer, før han fik det klaret, da vandet slog ind og slukkede fyret.

I løbet af natten var jeg 2 gange nede i lasten med nogle af folkene for at flytte nogle sække salpeter fra en side til en anden, da vi havde en fornemmelse af, at skibet var mere udsat for

søernes pres på den ene side og havde tilbøjelighed til at blive liggende for længe uden at rette sig, når den tog en svær overhaling.

Ved kl. 4.00 om morgenen slap olien op. Jeg lod folkene tage et par sejl op, satte tov i dem og satte dem ud agter på slæb for derved at dæmpe broddet af søerne, og det så også ud til at hjælpe.

Op på formiddagen den 23. bedredes vejret, så jeg lod vagten gå til køjs. Jeg var da ved at segne af træthed. Kl.4.00 om morgenen den 22. kom jeg på dækket, og først kl. 12 nat den 23. kunne jeg gå til køjs, altså 40 timer med kun ½ times søvn, og det i det våde tøj. Under uvejret var det meget koldt, så natten i strømpesokker og gennemblødt tøj, gav en stivhed i hele kroppen efter den første søvn. Det tog sin tid, inden lemmerne igen fungerede.

Det var også en hård tørn for folkene, selv om de jo fik lidt mere hvile ind imellem.

Vejret blev efterhånden sådan, at vi fik grisen slagtet juleaftensdag om morgenen. Juleaften var vejret ret så fint, så vi i ro kunne spise vores julemad, der bestod af flæskesteg og risengrød.

Juledag stod den på blodsuppe og steg. Vejret blev nu næsten helt sommerligt med klar himmel og stille vejr. Bedre julevejr kunne vi ikke ønske os.

Nu er grisen så at sige spist. Den vejede 53 pund, så den var lækker. Både i dag og i går har vi stukket en springer, så vi har rigeligt med kød til bøfsteg, frikadeller og andet godt.

Vi har i dag kun 200 kvartmile til Falmuth – ca. 50 danske mil, men da det nu er sat ind med stille vejr, kan det jo godt tage sin tid, vel flere dage, før vi når ind, især hvis vinden går øster på. Nå, vi håber på god vind til at løbe ind på.

 

30. december

Så kom vi i havn. Gud ske tak. Det fine vejr forlod os, vi fik regn og tæt tåge. Det gav mig igen lange timer på dækket, men dog under mindre pressede forhold en før julen.

 

 

 

Fra Falmuth gik ”Gladstone”l til Landskrona. Her forlod Christian Sørensen skibet, for at holde en kort ferie på Fanø. Allerede i marts/april 1896 gik han igen på langfart med briggen ”Anna & Mathias”. Fra denne rejse kom han først hjem i november 1898.

 

 

 

Bertel Jensen fra Fanø var 1. styrmand på den samme tur med ”Gladstone”. Om rejsen

fortæller han flg. til FANØ UGEBLAD:

 

 

Efter en kort tid i hjemmet måtte man atter ud som styrmand, og jeg rejste til Marseille. Der lå skibet ”Gladstone”, dengang Danmarks største og hurtigste sejler. Et prægtigt skib, som nok kunne fryde en styrmands hjerte. Men det er ikke alt guld, der glimrer. Dette gamle ord

passede også her. Det var mandskabet, der ikke var godt. Besætningen på 24 mand var blandet af 11 forskellige nationer, og der var nogle slemme karle iblandt. Man kunne spørge, hvorfor tager man sådanne folk om bord? Ja, man tager dem nu ikke, de sendes af

forhyringsagenter og logiværter, sådanne som ingen penge har, og som logiværter og agenter ønsker bort, for at de kan få et par måneders forskud på hyren. Sker det, at captainen gør vrøvl og siger, at sådanne folk vil han ikke have, så skal forhyringsagenten nok fortælle, at så får skibet ingen folk – de herrer er meget dominerende.

I et stort skib med mange nationaliteter er det ikke let at være styrmand, og det kan være farligt. Flere gange stod folk truende for mig med kniv.

I Marseille lastede vi salt og forskelligt bygningsmateriale til Santos i Brasilien. I de tider var Santos en meget farlig plads. Gul feber rasede frygteligt i skibene, ja det var så slemt, at hele skibsbesætninger døde. Og mange dejlige skibe lå der, hvorfra alle var døde. Skibene blev da solgt på auktion til spotpriser og benyttedes som pakhuse. Det var jo sådan dengang, at på grund af den store dødelighed, var det meget vanskeligt at skaffe arbejdskraft, hvorfor skibene blev udsat for de lange sundhedsfarlige ophold. Så kunne disse pakhusskibe lejes og modtage lasten, til den ved lejlighed kunne føres i land. Men der var store udgifter ved det, og captainen ømmede sig derved. Captainen boede ikke om bord, men ude ved kysten, hvor sø brisen

blæste, og hvor der var sundere at være. Styrmanden passede så skib og arbejder. Enkelte captainer sendte deres mandskab op i højlandet til Los Pauli, medens skibet blev losset ved hjælp af negre. Det gjaldt om at drive på med arbejdet, for hurtigst muligt at komme til søs. Noget dødsfald havde vi ikke, alligevel skiftede vi flere folk. Nogle deserterede, andre blev

taget af politiet, fordi de havde truet mig og 2. styrmand på livet. Vi fik så andre af samme slags – 5 negre, store og storsnudede.

Efter, eller rettere inden lasten var udlosset, tog vi ballast for at gå rundt Cap Horn til Iquique i

Chile, for at laste til Falmuth for ordre. Under Cap Horn mødte vi svære storme og meget sne og kulde. Da blev de stortalende negre til usle søfolk, der nok kan ærgre og ængste en styrmand i farlige og stormfulde farvande, hvor enhver mand tiltrænges. Vi slap vel rundt Cap Horn og ind i bedre og mildere vejr, og negrene livede op på ny.

Vi ankom til Falmuth dagen før nytår og lå der nogle dage til ordre kom om, at vi skulle sejle til Landskrona, hvor lasten skulle losses. Vi var ikke glade derved, hverken captainen eller jeg. At skulle op i Kattegat på denne årstid og i vanskelige og snævre farvande med dette store skib, som vi vidste ikke kunne stagvende.

 

 

 

Vi måtte tage endnu en hård storm i Nordsøen og vi mistede et par nye mærssejl, som blæste i stykker. Vi måtte i nattens mørke og i den pibende storm slå nye sejl under. Vi skulle jo sejle, for at klare os fri af Horns Rev, men også denne storm fik en ende uden andet uheld, og en dag befandt vi os i Kattegat.

Kullen var netop passeret, da den gode vind døde hen, og vi kunne, som vinden var, ikke stævne sundet ind. Så kom en damper nordfra; det viste sig at være et af D.F.D.S.’s skibe. De passerede os helt nær. De ville nok på nært hold se det store skib, der førte dansk flag. Mens damperen hurtigt sejlede forbi, råbte min captain: ”Vil De være så god i Helsingør at rapportere, at vi ønsker en slæbedamper”? Ja, det skulle man nok besørge.

Vi fik dog ingen damper eller slæbehjælp brug for, thi vinden friskede samtidig som den rummede lidt. Vi tog endnu et tag i læ braser, og pinte ræerne så hårdt langskibs som muligt. Vi kunne da lige pege mod Kronborg, med sejlende blafrende i vinden, og sejle D.F.D.S.

damperen forbi, som lå han stille. Han var langt agterude, da vi passerede Kronborg!

Da var man igen begejstret, og nær ved at råbe Hurra og klappe skibets sider, som sket engang før. Ja, ”Gladstone” kunne sejle!

Et par timer senere lå vi fortøjet i Landskrona havn. Rejsen var endt.

 

 

 

Note:  ”Hvad min fars breve indeholder vedrørende familieforhold, personer der omtales,

herunder skibsredere og lignende, må ikke videregives, hvorimod beretninger om farter, oplevelser og tidens forhold både ude og hjemme gerne må anvendes til artikler og mundlige oplysninger”.

Marius Sørensen

Dette er naturligvis overholdt i ovenstående beretning.

Erling Sørensen

 

 

Om Christian Christian Sørensens liv på søen:

 

CaptSorensen ppt

 

CaptSorensen1 ppt

 

 

 


Gå til top