Fra en rejse med briggen "Anna & Mathias" af Fanø 1896 - 1898

 

 

 

 

 

 

 

 

 

CAPT. CHRISTIAN SØRENSEN

 

BERETNINGER OG BREVE

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

 

FRA EN REJSE MED BRIGGEN

”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

1896 – 1898

 

 

 

 

”Anna & Mathias” var rigget som brig og byggedes i Nordby 1890 af Søren Abrahamsen til skibsreder M. N. Mathiasen m.fl., Nordby. Det målte 259 tons br., og førtes af capt. N. Madsen,

skibet var i New York i august 1892 med en last huder fra Rio Grande do sul, hvorpå det atter returnerede til Brasilien. Efter en mellemrejse på kysten, gik skibet til Europa med hudelast. Næste rejse fra Europa gik fra Hamburg til Tahiti, Valpariso, og Cayo, hvorfra turen gik til Falmouth for ordre. Lossepladsen blev Hamburg.

I 1896 og 1897 var briggen hovedsagelig i Stillehavsfart. Det var et godt sø skib, men ingen hurtigsejler, 9 knob var højdepunktet.

Det hørte til sjældenhederne at Fanøskibene, efter at de var bygget, nogensinde senere vist sig ved hjemstedet, og den eneste gang ”Anna & Mathias” så den hjemlige strand var, da skibet på en rejse fra Blyth med kul til Esbjerg, den 28. november anløb Fanø red.

I maj 1901 solgtes briggen i Århus til M. N. Andersen, Århus.

Under den nye reder sejlede skibet også på Brasilien. I april 1910 solgtes det til Norge og

omdøbtes til ”Takuna”. Det forliste ved Island den 12.december 1917 på en rejse fra Reykjavik til Martinique i ballast.

Fra F. Holm-Petersen: Fanø sejlskibe

 

 

 

 

brigskib

 

 

 

 

 

 

 

Uddrag fra Capt. Christian Sørensens Bertetninger og Breve fra rejsen i Stillehavsfart fra april 1896 til november 1898 med briggen ”Anna & Mathias ” af Fanø.

 

Kaptajn Christian Sørensen

Christian Sørensen

 

 

Som så mange andre Fanødrenge stod Chr. Sørensen til søs som 14-årig, hvor han bl.a. sejlede på Kinakysten.

Efter sine nautiske eksaminer fra Fanø Navigationsskole 1881 og 1884 blev han styrmand på Fanøskibet ”Mette” og fra 1891 til 1894 var han styrmand på fuldskibet ”Gladstone”af Fanø. På grund af captajnens sygdom blev han i 1895 captain på ”Gladstone”. I 1896 blev han captajn på briggen ”Anna & Mathias” på en rejse i stillehavsfart, der kom til at vare 2½ år.

 

 

Rejsen gik på flg. ruter:

13. april 1896 fra Hamburg til Bahia med ankomst 28. maj.

4. juli afsejles til Sydney med ankomst 6. september.

10. oktober afsejles til Jaluit på Marshall-øerne med ankomst 14. november.

Derefter i 6 måneders fart på øerne for at optage copralast til den tyske hovedstation på Jaluit. 

16. maj 1897 afsejles til Valpariso med copra. Ankomst 29. juli.

3. september afsejles igen til Jaluit med ankomst 31. oktober.

Derefter 5 måneders fart på øerne, blandt hvilke nævnes Maloelap og Butaritari.

29. marts 1898 afsejles til Lissabon via Punta Delgada på Azorerne med ankomst 6. august og ankomst Lissabon 20. august

8. september afsejles til Aalborg og Frederikshavn.

Efter udlosning afsejles til England for at indtage kullast til Esbjerg med ankomst 28. november 1898 til Esbjerg og Fanø.

En rejse på 957 dage.

 

 

Hamborg 13. april 1886

Da jeg omsider nåede til Hamborg var jeg så træt og forkommen, at jeg næsten ikke kunne stå på benene. Men der var ingen snak om søvn og hvile. Skibsreder Mathiasen var ved skibet, og sagde, at nu måtte jeg hellere se at få frokost i en fart, thi de ventede mig på mæglerkontoret for at få tegnet konnossementer, og nu skulle vi blive sammen, så meget som muligt, fordi der var så meget at tale om, inden vi gik til søs. Den aften gik jeg til køjs kl. 12.00 og sov til kl. 7.00 morgen. Derefter på farten igen hele dagen. Først kl. 8.00 om aftenen fik jeg skibets papirer. Kom ombord kl. 11.00 og til køjs kl. 12.00 og så op kl. 4.00 for at gå til søs. Så det er først nu sidste nat, jeg har opnået ro til at sove ud.

Her ombord er jo ikke så meget plads som i ”Gladstone”, men det gøres jo heller ikke nødigt. ”Anna & Mathias” er et lille dejligt skib, og et meget bedre sø skib end ”Gladstone”, men alt

falder jo alligevel lidt uvant i begyndelsen, det falder dog hurtigt til at falde i orden. Om Gud vil  mig helbred og lykke, så håber jeg at beholde stillingen her, og det er jo nok bedre end selv at købe skib, så længe tiderne er så dårlige for sejlskibsfarten, og så undgår vi jo også at stifte gæld, som man kan komme til at slide med så længe, man lever.

 

16. april

Klokken er 4.00 morgen, og vi går nu til søs. Vinden er NØ. Håber på en god rejse.

 

26. april

Jeg har nu fået alt i orden her i kahytten og befinder mig ganske vel. Det er, som jeg har skrevet et godt og dejligt skib, og det er jo en stor ting. Her er ikke så meget plads som i ”Gladstone”, men det er da også unødvendigt. Jeg har nu begyndt at sy sejl hver dag, så går tiden godt. I ”Gladstone” havde jeg jo ind imellem en mulighed for at dovne, det vil jeg ikke og kan heller ikke forfalde til her ombord.

Vi er i dag lige ud for Cap Finisterre og har en god vind, men der er ikke så meget af den, som jeg kunne ønske mig, men fremad går det jo. Indtil i dag har rejsen været en jævn fart. Vi har været plaget af en del stille, og alt for godt vejr. Men kan vi herefter få en god vind med mere luft, så kan rejsen godt nå at blive en god rejse. Det vil jeg håbe, thi jeg tror nok, at Mathiasen (rederen) har gjort sig store tanker om ”Anna & Mathias” charter-rejser. Det er jo også det største og bedste af rederiets skibe.

Mandskabet her ombord er skikkelige folk. Styrmanden er Good-Templar medlem, men han er ikke meget værd ombord i et skib.

 

 

 

3. maj

I sidste uge havde vi god vind og har det endnu og hele tiden tillige fint vejr. Er brisen ikke så god i styrke, så korter den jo dog af på rejsens mål for hver dag. I dag har vi passeret Maderia og har i formiddags haft fornøjelsen af at se den – i ca. 5 danske mils afstand. Jeg synes at kunne lugte den gode vin inde fra øen, men måske det blot var en tanke.

Med mandskabet går det nogenlunde. En københavner, der begyndte at optræde lidt krads, har jeg fået så tam som et lam og så flink og villig, så det er en fornøjelse. Da jeg bemærkede, at han ikke var så dygtig til arbejdet, som det kunne forventes, fik han at vide, at jeg på det grundlag kunne halvere hans hyre. Det hjalp, så nu tjener han hyren! Jeg håber nu, at beholde den gode vind, og at vi må få en god passat, så det kan blive en god rejse.

 

10. maj

Vi har hele den sidste ugen haft god vind og fint vejr, kun i går havde vi tordenvejr. Nu er vi langt inde i passaten og kan om få dage vente at løbe ud af den. Så kan vi vente omløbende vinde med stille eller regn og byger, dertil en ubehagelig varme. Altså næsten alle de unoder, som vind og vejr kan drille en sømand med, indtil vi når linien og får fat i SØ passaten. I eftermiddag har vi øen Sct. Antonie i sigte. Det er den vestligste af Cap Verdeøerne. Vi løber med en dejlig brise, der giver god fart. Hertil har rejsen været god – 24 dage. I dag har vi passeret solen, så den er kommet norden for os.

 

11.maj.

Siden i aftes har vi haft ustandselig tordenvejr med byger og ustadig vind, men til aften er det ved at klare op med dejlig frisk brise. Vi har en damper forude, som vi haler godt ind på. Det er en sejlads, der stiver humøret op..

 

17. maj

Folkene er begynd at skrubbe og skure skibet, vi skal jo gerne have malet, så vi kan se ordentlig ud, når vi kommer til land, og vi nærmer os jo, for hver dag der går. I dag er vi på 3 gr. n.b. og 27 gr. v.l., så vi er jo ikke langt fra linien, og håber at passere den i overmorgen. Om alt så forløber vel, kan vi være i Bahia til pinsedag.

I går fangede jeg 3 fisk – 2 til 10 pund og 1 til 5 pund, men de kan jo ikke holde sig ret længe. Vi har 40 gr. i skyggen.

Det er behageligt, at jeg ikke har så meget spektakel med mandskabet på denne rejse. En mand, der har været syg, er nu ved at komme sig. Hvis det er SØ passaten vi nu har, så har vi været meget heldige med at komme over det stille bælte ved Ækvator. Vi har kun haft regn og stille i et døgn, og håber nu at være i Bahia til på søndag.

 

2. pinsedag

Det blev hverken i går eller i dag vi kom ind, men det ser ud til at kunne blive i overmorgen, og lykkes det, så er jeg da meget godt tilfreds og Gud taknemmelig for en god og hurtig rejse.

Vi har i dag 280 kvartmile til Bahia. Vi fik om eftermiddagen stive byger med regn og kom klods under land ved Pernambucto, da vort kronometer viste sig at være lidt forkert, men vi havde da fornøjelse af at se land. Vi har de sidste dage haft lidt kontrær vind, men er da kommet bedre over det end ventet. Nu er vejret godt, kun enkelte regnbyger.

Med mandskabet går det godt, kun styrmanden er jeg ikke tilfreds med. Jeg får tiden til at gå med at male, så vi kan komme i havn med et fint skib.

 

 

 

 

 

 

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

Anna & Mathias” af Fanø

 

 

 

Bahia 28. maj 1896

I dag til morgen kl. 4.00 ankom vi endelig til Bahia. Jeg har været oppe hele natten og er så søvnig som et stykke træ. Jeg måtte selv krydse ind i havnen, da der ikke var lods at få, og det er jo ikke behagelig ved nattetide. Men Gud ske tak, at vi kunne ankre kl.4.00 i morges, men skal nok flytte lidt længere ind i havnen i løbet af dagen. Jeg venter nu på toldvæsenet, thi jeg kan ikke komme i land og få mine kære breve og blive indklareret, inden disse herrer har været om bord, og de skal jo have lang tid til alt.

Ja det blev så til en 41½ døgns rejse, og det må jo siges at være en god rejse. I forgårs fik vi stille, det ærgrer mig lidt. Vi kunne ellers være kommet ind med en 40 døgns rejse.

Jeg har nu været en lille tur i land, men alle kontorer var lukket. Jeg har nemlig måttet vente på det uforskammede toldvæsen til kl. 4.00 i eftermiddags, så jeg har ikke fået andet ud af dagen end at få det nye sæt tøj, som jeg købte i Hamborg, godt gennemblødt, da det blev piskende regnvejr.

 

2. juni

Jeg har modtaget telegram fra Hamborg, at jeg skal gå til Sydney. Det er jo en lang vej at sejle i ballast. Nu venter jeg at høre nærmere om fragten fra Sydney. Jeg tror, at jeg får mange ærgrelser med den købmand, jeg skal forhandle med her, thi jeg tror, han er en rigtig stor

kæltring. Og er han det, kan han jo nok gøre livet surt for mig, inden jeg kommer herfra, og det kan godt vare ca. 2 måneder, før jeg er helt klar til at afsejle.

 

4.juni

Vi har endnu ikke begyndt at losse, og i dag er det helligdag her i landet, så da sker der ikke noget, men i morgen har de bestem lovet mig at begynde losningen, og jeg håber inderligt, at det sker, thi det er både ærgerligt og kedeligt at ligge her og ingen fremgang at se. Nu havde jeg jo ellers en hurtig rejse hertil. Efter hvad jeg har fået oplyst har ingen haft en bedre rejse.

I dag har jeg slet ikke været i land. P.M. Nørby, der også ligger her, har været ombord hos mig til frokost, og i eftermiddag tager jeg om bord hos ham, så vi kan forslå tiden i fællesskab. På grund af helligdagen kan vi ikke ordne forretninger i land. Ellers er vi på alle hverdage en tur i land. Når mørket falder på ved 6-tiden, går vi altid ombord igen, thi det er alt for risikabelt at være i land om aftenen af hensyn til de mange overfald, der forekommer her.

 

11.juni

De sidste 2 nætter har jeg næsten ikke sovet på grund af den ulidelige varme. På dækket tør jeg ikke sove af hensyn til faren for feber.

Nu har vi da fået udlosset omtrent den halve ladning indtil i dag, så fremad går det jo dog. Blot vejret vil holde kan vi se en ende på losningen, men der er udsigt til, at vi får en af de sydlige storme, der når herned på denne årstid, og de kan godt stå på i 10 til 12 dage. Lad os håbe det bedste.

P.M. Nørby med ”Inez Røhl” ligger her endnu, men har sluttet fragt og skal laste huder til Hamborg. Han skal tage lasten fra et havareret skib, der ligger her tæt ved ”Anna & Mathias”. Det er nok en rigtig god fragt. Jeg kunne måske godt have fået fragten, men nu har jeg jo fået ordre til Sydney, og skulle det så blive hjem derfra, ja så har vi sejlet jorden rundt, men det bliver jo ikke i 80 dage, som de for tiden spiller på teatrene. 

 

 

 

24. juni

I dag er en af mandskabet kommet på hospitalet. Jeg ved ikke, hvad han fejler, men skal ud at se til ham. Jeg vil gerne have ham med igen. Det er Sct. Hans dag, og det er en af de største festdage her i Brasilien, så der arbejdes ikke. Jeg er inviteret til at spise i land, men foretrækker at blive om bord. Det er regnvejr, så det er en god undskyldning for ikke at komme. Det har regnet siden vi blev udlosset, og vi har derfor kun til i dag fået 30 tons ballast ind, og det er ærgerligt at ligge og vente af den grund, men derved er jo intet at gøre, når vejret ikke tillader det. Jeg ville jo gerne herfra den 1. juli, men det ser ud til at slå fejl.

Capt. P.M. Nørby med ”Inez Røhl” afsejlede herfra for 2 dage siden, så nu er jeg eneste dansker her, men der er mange nordmænd.

 

27. juni

I går var jeg ude på hospitalet for at se til den syge mand. Han er nu snart rask, og kommer med mig igen. Der ligger også en engelsk captain derude, og ham besøgte jeg også. Det er et meget fint hospital, det siges at være det bedste i Bahia. Ellers er byen en rigtig røverhule, i hvert fald som vi kender den fra havneområdet. Og hvor er der meget smøleri fra de folk, som skal ekspedere os. Nu har jeg ligget her i 9 dage og kun fået 30 tons ballast ind.

Jeg har i nat haft en norsk captain om bord hos mig. Han gik ud fra Bahia samme dag, som Nørby gik ud. Dagen efter strandede han på kysten et lille stykke herfra. Alle mand om bord blev reddet. Captainen var var meget ked af det uheld, der havde ramt ham, da det er det 3. skib han har mistet, og han er bange for, at han ikke bliver betroet skib igen.

 

1. juli

Endelig er vi kommet så vidt, at vi er klar til at gå til søs i morgen. Og dog er vi ikke så klar, som jeg gerne ville være, thi vi har for lidt ballast. Men skibet kan jo ikke blive liggende her, og nu er det 14 dage siden, vi var klar til at tage ballast, og mangler stadig 40 tons. Men nu sejler jeg med det jeg har, og beder Gud være med os, at alt må gå vel.

Nu håber jeg på en god og hurtig rejse, får vi det, kan vi være i Sydney omkring 1. september, men så skal det også gå rigtig godt. Det kan jo være det gør det.

 

4. juli

Jeg ligger stadig i Bahia. Den dag jeg ville gå ud, fik vi hårde byger, og jeg mærkede, at skibet var rankt, så jeg kunne ikke risikere at sejle ud. Andre captainer her rådede mig også til at

afvente bedre vejr. Jeg følte også mit ansvar både overfor rederen og overfor mine kære og mit mandskab, ved at gå ud med et skib, jeg ikke reelt kunne anse for fuldtud sødygtigt. Opholdet medførte, at jeg i går var så heldig, at få 42 tons ballast. Det skete med mange bryderier og besværligheder, højere pris for ballasten osv, men nu har jeg også et par tons mere inde end vi faktisk behøvede. Men når tiden trækker ud, den ene dag efter den anden, kan man til sidst

blive fristet til at begå en dumhed. Jeg ved godt, at man blot skulle tage alt med ro og altid huske, at vi jo ikke kan trodse den Herre, der styrer og råder for alle ting. Jeg skal nu bare en lille tur i land, og derefter går jeg til søs.

 

 

Rejsen fra Bahia til Sydney:

 

12. juli

Vi kom til søs den 4. juli, men fra vi gik ud, og til i går er det kun gået meget, meget langsomt fremad. Modvind og stille, men i dag har vi en temmelig god distance, 175 kvartmile, det er jo da noget, og dog kun lidt på de flere tusinde mile, vi har til Sydney.

For to dag siden havde jeg det store uheld, at min papegøje fløj overbord og druknede. Den sad på mit hoved, og så pludselig fløj den ud over skibet og gik i vandet. Vi satte en båd ud, og jeg sprang i den og sejlede derhen efter, men den var borte, og jeg turde ikke sejle længere efter den, da det var ved at blive mørkt. Men jeg har været så ked af det, for den var så tam, jeg jeg tror også nok, at den kunne komme til at tale, men der er jo intet at gøre ved det.

 

19. juli

Vi går nu mod kulden og i dag er det allerede temmelig koldt, og meget koldere vil det blive, når vi kommer i nærheden af isbjergene. Det er ikke gået videre fremad. Vi har i 2 dage haft stille og modvind, men jeg vil håbe, det kommer til at gå bedre herefter. Vi kan jo nu begynde at vente de hårde vestenstorme, som vi kan løbe med, når de bare ikke bliver for hårde.

I går talte jeg med en tysk bark, som skulle til Sorabaya, men i aftes, i en byge, løb vi ham ud af sigte. Han havde en lang rejse hertil – 60 dage fra England. 

Mandskabet er rask og alt går jo i den almindelige sømandsdur, med lidt udskæld engang imellem, det hører jo til.

Vi er i dag på 28 gr. s.b. og 25 gr. v.l. Vinden er østlig med flov kuling og byget luft.

 

28. juli

I søndags fik vi pludselig en hård stormlig byge og havde omtrent alle sejl til, så der blev noget at gøre, men Gud ske tak og lov, det gik godt, Vi har siden søndag nat ligget med hård storm og blot drevet, da det ikke har været muligt at føre sejl. Svære hagl og snebyger i massevis og en himmel-hav, så skibet har tumlet sig, så man ikke engang kunne holde sig fast, om man lå ned og endda havde en stok i hånden. Nå, det med stokken prøvede jeg nu ikke, men jeg sov ikke i over et døgn. I morges bedagede vejret sig lidt og vi fik en del sejl sat til igen, men i eftermiddag måtte gutterne atter til at rebe og gøre fast på kludene. Nu går vi for ganske små sejl, men det går da lidt fremad, så længe det varer. Det er bygerne, der er så stive, blæste det ikke så hårdt, og vinden var agter ind, så kunne vi jo løbe med den, men det bliver ret på siden, og dertil får vi også den høje sø ret på siden, og det tåler vi jo ikke så meget af, inden vi må lægge til vinden. Hvis vejret var godt, så var vinden udmærket, men immer har vi haft stiv vind og stormlige byger, og vi har ikke haft en eneste dag med ordentlig vejr i lange tider.

Her skulle vi ellers efter alle bøger og lærdomme have stadig vestenvind at løbe med, men i stedet er det sydlig vind, som ikke kan bruges, når det er storm.

Det tegner til en rigtig lang rejse, men jeg kan jo ikke gøre for det. Jeg sejler hårdt nok med ”Anna & Mathias”, måske for hårdt somme tider.

Kobberforhudningen går i stykker, revnet i pjalter. Det er gammelt og opslidt, og hvorledes det vil gå, når vi kommer til Sydney, ved jeg ikke, thi vi skal der have nyt kobber og da bliver det en slem udgift for skibet.

 

 

 

2. august

Det er gået nogenlunde fremad. Vi har i dag stille, det er noget, der hører til sjældenheder, her på denne årstid. Vi er i dag omtrent på samme længde som Fanø.

Mandskabet er rask, og alt går jo ellers i den gamle dur. Skibet slingrer i dag, så jeg knapt kan holde mig fast ved bordet.

Vinden er ret agterind her i det sydlige Atlanterhav tæt ved Cap Det Gode Håb.

 

9. august

Vi har rigtig fint vejr i dag, men det vil vel ikke vare længere end til aften, for det er lige nymåne, og vi er i de rigtige stormregioner, og kan ikke vente andet hele vejen til Sydney. Den sidste uge har været en rigtig dårlig uge. Vi har ligget med storm og stille og modvind, skiftende i 3 døgn, og er ikke kommet længere end vi kunne sejle på en dag. Det er kedeligt og ærgerligt, men hvem kan hæfte for det. Jeg har nu sejlet flere gange her, men aldrig før haft modvind så lang tid. Her på disse kanter skulle det jo være stadig frisk vestenvind. Vi er i dag på 42 gr. s.b., så vi kan være udsat for både is og isbjerge.

 

19. august

Sidste søndag kunne snart have været blevet den sidste med os, og et Guds vidunder og beskærmelse var det, at det gik godt. Vi lå søndag morgen med stille overtrukken luft og regn, og havde sat alle sejl til. Jeg var gået ned for at barbere mig og trække rent tøj på og gøre mit sædvanlige søndagsarbejde. Så siger styrmanden ned til mig:”Captain, nu frisker det”, og jeg svarer ham: ”Tag bramsejlene”. Samtidig gik jeg op på dækket for at se vejret an, da jeg havde en anelse om, at der ville komme noget. Jeg havde knap fået hovedet op og kigget i luften, før jeg så situationen. Der hvor vinden kom fra, så det ud, som himmel og hav stod i et, og jeg råbte straks ”Alle mand på dækket, og ned med alle sejl”. Men det varede ikke 2 minutter, så blæste det en orkan – og tro mig, det så forfærdelig ud. Hele havet i et skum og skibet helt på siden og alle sejl hængende – nogle halvt og andre helt nede. Man gør sig ingen forestilling om, hvordan det ser ud, og hvad sådanne sejl kan slå i en orkanagtig storm, når de hænger los. Efter megen møje og besvær fik folkene sejlene fast. Nogle var i stykker, andre hele, og vi lå for kun en lille stump af et sejl til om aftenen kl. 10.00 – så flovede det af, men der var noget at rode op i bagefter, og vi er ikke færdige endnu, thi det er ikke vejr til, at der kan arbejdes på dækket.

Sidste nat var det også storm og regn, men det kom da successive og af god vind, og ikke så koldt. Men når det kommer fra syd er det forfærdelig koldt, og så regnvejr dertil. Folkene bliver våde og fryser og bliver forknytte. I søndags blev jeg også våd til skindet og frøs, så tænderne klaprede i munden, der var jo ikke tid til at få olietøj på. Det var første gang, jeg var gennemvåd her om bord.

Nu i aften er det fint vejr igen og i dag er vi på 64 gr. ø.l og 41 gr. s.b., og vi har nu at sejle i længde over 80 grader, så det bliver en lang rejse. Meget slid på sejl og tovværk, og når dertil kommer ny kobberbelægning, så bliver der jo noget at se til.

 

 

 

2. september

Hidtil har det været en meget besværlig rejse og tillige lang. Storm og storm og ustadigt vejr. De er ikke sådanne almindelige storme, men orkanagtige med hagl og lyn i de svære byger, og så rejser det jo et forfærdeligt hav, især når det blæser dag ud og dag ind, snart fra nord og snart fra syd.

Vi er i dag på 117 gr. ø.l. og 40 gr. s.b. eller lige sønden for sydvestpynten af Australien. I dag er det godt vejr, og jeg håber, at vi må ankomme lykkeligt og vel til Sydney om 10 – 14 dage.

 

13.september

I dag er det atter søndag, men i formiddags havde vi ikke tid til at holde søndag, da vi sejlede mellem rocks og skær – med svær pres af sejl og hård kuling med regnbyger. Nu i eftermiddag er det fint. Vinden ret agter ind giver os 10 miles fart.

Vejret har de sidste 8 dage været alt for godt. 4-5 dage hengik med omløbende vinde og flov og stille. Sidste nat og i formiddags kom vi igennem Bass-strædet – det sidste stykke af den – og det er en meget farlig sejlads især med modvind, hård kuling og regnbyger, thi der er fyldt med rocks, klipper og skær, så de næsten er utallige. Gud være lovet, at vi slap heldig igennem, men jeg har ikke sovet 3 timer siden i går morges kl. 7.00. Jeg har prøvet på det nu, siden vi kom klar af strædet og ud i åben sø, men jeg har ikke kunnet falde i søvn. Blodet og sindet er jo oprørt af spændingen. Nu håber jeg at sove godt i nat, hvis der bliver ro til det. Vi er nu omme på vestkysten af Australien og har jo nu ikke så langt til Sydney.

Vi kunne godt sejle dertil på 2 døgn, men jeg regner med 4 – 5 døgn, thi denne rejse har været så lang og besværlig, at det er til at få grå hår af. I dag har vi været 70 døgn i søen, og jeg regnede med 55-60 dage. Jeg er snart helt skaldet oven i hovedet, og når vi engang når Sydney, hvad vil det så blive til? Skibet er virkelig ikke tjenligt at gå til søs med igen, som det er. Kobberet hænger i pjalter, og en del proviant skal der også købes, da der fra Hamborg kun var proviant til et år, og denne rejse vil jo mindst vare halvandet år, hvis vi skal blive på sydhavsøerne i 6 måneder.

Jeg stak for et par dage siden en springer, som vist vejede 300 pund, og deraf får vi nu dejlig bøfsteg og frikadeller både morgen og aften.

 

 

 

 

”Anna & Mathias” anløb Sydney 17. september 1896

 

Endelig har vi opnået den glæde, at vi nu er ankommet til vort bestemmelsessted og en tak til Gud vor Fader, at han har føret os vel frem og holdt sin beskærmende hånd over os på denne rejse.

Ellers er alt vel her. Vi skal laste stykgods og gå til Jaluit på Marshalløerne. Dækket skal være fyldt med passagerer – det vil sige firbenede – i alt 10 køer. De tobenede har vi ikke rigtig plads til, ellers skulle vi have haft 4 passagerer med, men nu ved jeg ikke, hvordan det går.

 

Sydney 26. september

Vi går i dag ud af tørdokken og over til broen, hvor vi skal laste. ”Anna & Mathias” har nu fået nyt kobber under bunden. Det har kostet 5.000 kr. I Hamborg kunne det måske være gjort for det halve.

 

Sydney 3. oktober

Vi laster nu hver dag, og håber bestemt at blive færdig om 5 – 6 dage. Jeg vil være glad, den dag vi er færdige, for her løber der mange udgifter på – store udgifter – næsten daglig. Penge har jo ingen værdi, og jeg har lyst til at se en ende på denne rejse.

Sydney er ellers en pæn og renlig by, og jeg har snart været rundt overalt i den, da jeg er blevet kendt med 2 opdagelsesbetjente; de har taget mig med rundt i byen, for at jeg også kunne se, hvilken elendighed der er i sådan en by, samtidig med at den er præget af store

rigdomme. Det er kun få, der aner, hvor forfærdende, det i virkeligheden er.

Med mandskabet har jeg haft spektakel og ærgrelse. 2 af dem er deserteret, og de andre var ved at være med i det, men jeg fik politiet på dem i tide. En er på hospitalet med kønssygdom.

 

 

10. oktober afgik skibet til Jaluit

 

 

Jaluit 18. november

Vi ankom hertil den 14. november efter 35 døgn i søen. Det blev jo en temmelig lang rejse. I begyndelsen gik rejsen så udmærket, og jeg håbede at komme til Jaluit med den hurtigste rejse, der endnu var opnået, men som så ofte må jeg erkende: ”Mennesker spår, men Gud råder”. Jeg fik både hårde vinde og strøm stik imod. Ind imellem fik vi orkanagtige byger, hvorunder jeg mistede et sejl. Dette vejrlig var ellers stik imod, hvad der kunne forventes her i disse måneder. 5 dage før vi kom ind, var vi kun 40 danske mil fra Jaluit, men fik vinden og strømmen imod, og det satte os 50 mil tilbage. Men glad og taknemmelig er jeg da, at vi slap ind – især for passagerernes skyld. De 2 fruentimmere – moder og datter – var både forvænte og kræsne og har voldt mig mange bryderier under rejsen, især den unge 14 års tøs. Hun har været 4 år i skole i Hamborg, og hun var så doven, at hun til sidst ikke gad sidde op og spise og så kræsen, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle fylde i hende andet end noget rigtig godt klask i den bare bagdel, men det tilod moderen jo ikke. Men det har været en plage med sådanne fruentimmere i ”Anna & Mathias”.

Af de firbenede døde 2 på rejsen, og resten var meget forkomne ved ankomsten.

 

27. november

Jeg har haft mange store ærgrelser og besværligheder. Sidste søndag nat deserterede kokken og 3 mand i skibets storbåd og havde tillige stjålet forskellige sager fra skibet og 20 rigsmark fra mig. I 2 dage sejlede jeg så omkring mellem øerne i en åben båd for at eftersøge fyrene og vores storbåd.

Anden dagen fandt jeg både desertørerne og båden, men ingen af dem ville med ombord. Glad var jeg dog, at jeg fik storbåden. Det værste er, at de ikke må blive her, det tillader myndighederne ikke, og så skal de tages med magt, hvorefter jeg skal besværes med at have sådanne røvere om bord igen. 2 af dem er af en sådan art, at de sætter mig i en yderst vanskelig stilling. Til alt det kommer, at styrmanden ikke har været agtpågivende ved indladningen, hvorved vi har fået mindre i skibet end han har tegnet mig for. Det kommer

skibet jo til at betale. Dernæst har styrmanden ved dumt arbejde i dag sluppet et anker og 45 favne kæde, og det er nok et stort spørgsmål, om vi får fat i det igen, og det vil jo koste både arbejde og penge at ligge og fiske efter det.

 

6. december

Vi er nu endelig udlosset og er ved at gøre klar til besejle øerne, og vi skal anløbe dem alle for at laste copra. Det, vi kommer tilbage med, skal ”Frantz Swalbe” have med herfra. Jeg venter at være tilbage i Jaluit om 6 uger eller 2 måneder, og således skal det fortsætte i 6 måneder. Hovedstationen er jo her i Jaluit. 

Fra det bortløbne mandskab har jeg ikke hørt andet, end at de er her omkring og lever mellem kanakkerne. Der vil jo nok komme både ærgrelse og udgifter med dem, thi enten skal de

om bord her eller også sendes herfra, da loven ikke tillader, at fremmede opholder sig på øerne.

I går havde jeg en lille adspredelse, idet jeg var blevet inviteret på en udflugt til en af øerne med alle herrerne fra kontoret og tillige nogle officerer fra en tysk orlogsmand, der ligger her for tiden. Vi afsejlede kl. 7 morgen og var tilbage kl. 5. Senere blev der så spillet kegler til kl. 12. Keglespil er så at sige den eneste adspredelse her. Det koster undertiden penge, men helt trække sig tilbage fra samvær kan man jo ikke.

Barken ”Elisabeth” af Sønderho, var her da vi kom, men afsejlede et par dage efter.

Jeg har nu herude samlet en del fine muslinger.

 

muslinger 

 

 

Nogle af de muslinger Chr. Sørensen bragte med hjem fra Marshalløerne

 

 

11. december

Vi har indtaget en del copra, som vi skal have i skibet i stedet for ballast, og som vi muligvis skal beholde som en del af ladningen hjemefter, når den tid kommer engang. Men der er jo lange udsigter, da det ser ud til, at vi skal blive herude i hele 6 måneder, og det er jo ikke længe siden, at månedscharteren begyndte.

Jeg har kun været i land 2 aftener i al den tid, vi har ligget her. Men om dagen skal jeg jo i land for at klare skibets forretninger.

Jeg har været med politiet ude at hente 3 af de bortrømte folk. Jeg måtte tage dem om bord om aftenen og låse dem inde i lukafet, da de pure nægtede nogensinde at gå i arbejde på skibet. Jeg havde fåe ordre af politiinspektøren om at være ansvarlig for deres tilstedeværelse natten over. Dagen efter kom han om bord og holdt forhør over dem, men de nægtede som før at gå i arbejde i skibet, skønt jeg lovede ikke at straffe dem.

Det mærkelige er, at ingen af dem kunne angive nogen gyldig grund for deres nægtelse eller hvorfor de var deserteret. De havde intet at klage over, hverken over skibet eller over mig. Jeg har altid behandlet dem godt og aldrig lagt hånd på nogen af dem eller gjort dem uret. I dette forhold har jeg ren samvittighed. Men det er et rent sammensvoret komplot, der ikke vil arbejde, men kun gå og drive omkring til skade og ulempe for andre. Nu sidder de her i arrest med håndjern på, og øvrigheden vil have, at jeg skal sende dem bort herfra. Loven er således, at ingen må blive her, og ethvert skib er ansvarlig for dets mandskab. Men sende dem til nærmeste havn som er Manilla, hvor de kan gå i land, vil koste 400 rigsmark. Selv beholde dem om bord til jeg kommer hjem, koster jo også penge, og kan måske vare et helt år. De skal holdes i jern, og det er der snart ingen plads til. Lade dem gå hverken må eller tør jeg vove, thi man kan risikere, at de laver ulykker både ved skibet og ved styrmanden og mig.

Nu skal jeg så atter mønstre nyt mandskab af indfødte. Det bliver værst når vi skal hjemefter, for her er ingen søfolk at få, og gå rundt Cap Horn med 4 mand lader sig ikke gøre under ansvar.

Jeg regner med at kunne sejle herfra i næste uge.

 

15. december

Jeg har nu været i land og set til de 3 arrestanter i arresten, men de er lige forstokkede, og alle råder mig til at få dem sendt bort, da de ved at komme om bord kan bringe både skibets og min sikkerhed i fare, hvad jeg også selv tror. Guvernøren giver mig skriftligt bevis for, at de 3 er nogle rigtige banditter, og passagererne, vi havde med herud, vil give mig skriftligt vidnesbyrd om at folkene er blevet behandlet godt. Måske har jeg snarere været for god ved dem. Jeg har nu bestemt mig til at få dem sendt bort. Koste så hvad det vil.

 

 

 

jaluit

 

Med den tyske hovedstation på Jaluit som base sejlede ”Anna & Mathias” i en 6

måneders charter rundt mellem øerne og indsamlede copra

 

 

 

 

Jaluit udateret 1897

Inden jeg afsejlede fra Jaluit sidste gang, var Poulsen med ”Frantz Schwalbe” kommet hertil, og vi havde os mangen god passiar. Alt hvad der kunne drøftes blev drøftet. Jeg træffer ham jo igen om et par dage, idet den ladning copra, som jeg har samlet ind på de forskellige øer her, skal jeg udlosse til ”Fr. Schwalbe”, og derefter nok en sur og triviel rejse rundt til og imellem disse huller. Jeg har nu været på 5 forskellige øer og ved de fleste af dem til ankers på 2 – 3 forskellige pladser. Ved en af øerne kunne vi ikke ankre, men måtte lige og tage ladningen ind fra små både og måtte derude ligge og holde skibet klods op under brændingen.

Det er et værre rakkerliv – af søfart at være. Ofte må vi hive anker og sætte sejl 2 gange dagligt. Selv om jeg jo ikke behøver at hive anker, så tager jeg tørn med, for mandskabet bliver fuldstændig udkørte og døsige. På dækket må jeg jo være i lange tider, thi jeg tror næppe, der findes nogen plads i verden så fuld af rocks, skær og sten. Farlig for sejladsen, som her mellem disse øer. En trøst er det dog, at vi overalt kan bjærge livet, om galt skulle gå. Siden vi gik fra Jaluit, har vi mistet det halve af begge ankre, så vi nu knap har så meget ankergrej, at skibet kan ligge fast. 3 gange har det været på et hængende hår, at vi klarede stranden. For 2 dage siden løb skibet på en sten og huggede så voldsomt, at alt om bord dansede omkring, og vi alle ombord anså ”Anna & Mathias” for solgt. Jeg lod sætte godt med sejl på hende, og efter at have hugget en tid løb hun over i frit vande. Læk blev hun ikke, men der er desværre nok gået nogle kobberplader af de nye, vi har fået på. Uheld og udgifter er ude efter os. Jeg er da glad for, at da vi for 2 dage siden var på grund, havde jeg lods om bord.

Der er også dårligt nok tid til at holde skibet rent. Det trænger til en ordentlig afvaskning hver dag, da dækket er overfyldt af passagerer, svin og høns. Desuden sejler vi jo med indfødte

matroser, og det er, som skibsmandskab at betragte, nogle sølle fyre uden saft og kraft, og lugter gør de, så det næsten ikke er til at komme dem nær.

 

 

franzschwalbe

 

Franz Schwalbe

 

 

Jaluit 12. februar

Jeg er lige kommet ombord efter at have bragt ”Frantz Schwalbe” et lille stykke på vej. Mit kanakkermandskab gav dem en hånd med ved at hive ankeret ind. Schwalbe er i morges afsejlet for at gå til Ponapee.

Jeg har fået havari på skibet ved at løbe på en grund ved øen Asso under den sidste rejse. Vi har haft en dykker nede for at se på skaden. Der er gået ca. 80 plader kobber og et stykke af kølen. Kobberet kan jeg få repareret her, men ikke kølen. Det bliver nok en skade, der beløber sig til flere tusinde mark. Selv om assurancen betaler det, så er det alligevel ærgerligt, og nu skal jeg atter tage en rejse rundt til disse 7 ”huller” med rocks ved næsten alle anløbspladser.

Jeg håber at være i Valpariso om 5 måneder.

 

 

copra 1

Copraen tørres

 

 

Jaluit 7. marts

Vi er nu kommet så vidt, at ”Anna & Mathias” efter en provisorisk reparation atter kan gå til søs. Vi går herfra i morgen på en rundrejse mellem øerne, ligesom sidst, men vil håbe på bedre udfald.

Jeg har fået at vide fra kontoret, at jeg, når jeg kommer tilbage fra rundturen, ikke skal laste til Valpariso, men gøre endnu en rundfart til øerne, så det forlænger jo tiden endnu mere. Grunden til at vi har fået tiden forlænget med en rejse mere, skyldes det lange ophold vi har haft i forbindelse med havariet. 

Der er nu et skib forventende her til Jaluit. Det siges at være ”Embla” af Fanø, og han skal have den ladning, vi kommer ind med. Jeg håber at være i Jaluit igen om ca. en måned.

Det har jo taget lang tid denne gang. Lige efter at dykkeren havde begyndt på arbejdet blev han syg i flere dage, og her er jo ingen anden, der kunne elller ville tage dykkerarbejdet. Var han blevet syg i længere tid, havde jeg bestemt mig til selv at forsøge at gå i dykkerdragten.

Hele havariet beløber sig til 6.000 rigsmark, og så er det endda kun en provisorisk reparation. Når vi engang når til Valpariso, hvor der er dok, skal det jo laves om igen.

Jeg har haft trælsomme timer og søvnløse nætter over dette havari, selv om jeg trøster mig med, at jeg er uden skyld og fuldt ud har gjort min pligt.

 

Jaluit 9. april 1897

Denne rejse er - Gud ske tak – forløbet ret hurtigt, og med hensyn til skib og ladning har det været en god rejse. Vi har kun på en af øerne mistet et varp-anker, og det kun for styrmandens ligegyldighed, men det kan jo hænde, at vi finder det igen under næste rejse. I dag har vi haft travlt, men også haft heldet med os, thi da vi skulle forhale, og ankeret slæbte over bunden, tog det med op det anker, vi mistede første gang, vi var her, og med ankeret fulgte 45 favne kæde. Det var mange penge, vi derved undgik at føre på tabslisten, men det har kostet os meget arbejde og roderi hele dagen. Dog godt, at vi fik vort anker og kæde igen. Ellers har jeg nok at se til og beskæftiger mig også med at sy sejl, tømre, male og andre forefaldende arbejder ved skibet.

Ja, vi skal jo så gøre en rejse mere herude mellem øerne, men først skal vi udlosses, og jeg antager det vil vare ca. 2½ måned, inden vi er klar til at gå til Valpariso, og det vil sige, hvis alt går heldigt, og vi ikke løber på rocks og sten, hvad der næsten er daglig vane for mange skibe herude

 

Jaluit 25. april 1897

Tiden nærmer sig til at vi snart kan gå herfra. Så er det meningen, at vi skal afgå herfra til Valpariso sidst i maj, og dertil er jo kun en måned, men det er jo ikke altid, at vore bestemmelser holder stik.

For nogle dage siden kom M.A. Pedersen med barken ”Maren” af Fanø hertil. Jeg er glad for nu at have selskab, så længe jeg ligger her denne gang, og ”Maren” ligger her måske endnu, når vi kommer tilbage. Vi går vore regelmæssige ture hver eftermiddag, spiller et parti billard, og om aftenen spiller vi kort om bord hos mig eller hos ham.

Jeg har fået en skibsdreng fra ”Maren”, han er fra Lustrup ved Ribe.

 

 

Maren jernbark Jens-H-Svarrer KN13523

Jernbark "Maren"

 

pedersen,-m-a,-jernbark-maren

 

Pedersen

 

 

28. april

Alt er her i de sidste dage blevet forandret med hensyn til skibets fartplan. H.M. Jepsen med ”Embla” af Fanø er kommet hertil fra Sydney og firmaet her har ingen viden haft om skibets ankomst. Jeg fik straks min månedsfart til øerne opsagt, og ”Embla” skal nu overtage den, og det blev jeg rigtig glad for, ”Embla” koster jo firmaet en del mere end ”Anna & Mathias”, men de kunne ikke beholde mig ret meget længere, da ladningen, som vi skal have med til

Valpariso er solgt. Jeg skulle være afgået her fra sidst i maj, nu kan det vel blive i midten af maj. Jeg blev glad for at blive fri for denne kystfart.

 

 

Embla bark 03061902 KN1273

Bark "Embla", 3. juni 1902,KN1273

 

hansmortenjepsen 95

Hans Morten Jepsen

 

 

3. maj

Jeg var sidste søndag til en stor flot middag til ære for, at den øverste af firmaets chefer var kommet tilbage fra en rejse til nogle af øerne. Der blev serveret 10 – 12 forskellige retter og lige så mange forskellige slags champagne og andre drikke. Det gav mig hovedpine dagen efter. Jeg prøver jo at undgå enhver lejlighed til at komme i det lag. Men inden jeg afgår herfra, skal der jo nok blive et gilde for mig.

 

 

copra 2

Copraen pakkes i sække, klar til lastning

 

 

 

 

 

9. maj

I går afsejlede ”Embla” på kystfart, og Jepsen havde det uheld at miste et anker og 15 favne kæde. Skade for ham, men nu kan de så derhjemme få et begreb om, hvorledes det er at

befare disse øer.

 

13. maj.

Vi bliver færdige med at laste i dag, og det er min agt at gå herfra søndag 16. maj. I morgen er det jo Store Bededag, så kan vi jo ikke foretage os noget, ellers havde jeg afsejlet lørdag. Jeg har fået en god ladning i skibet, omtrent 320 tons copra. Den har tidligere kun haft 301 tons. Desuden har jeg 18 tons ballast, så skibet ligger også temmelig godt smurt i vandet. Jeg er glad for at have fået så god en ladning ind. Jeg har også fået skrabt en helt god besætning

sammen. Jeg tror, at det er de bedste folk, jeg endnu har haft om bord. To af dem er ikke helt raske, men det retter sig vel igen.

Jeg har fået en gratifikation af firmaet her, fordi jeg har lavet så hurtige rejser, og fordi vi er kommet så god ud af det med hinanden. De ville jo gerne have mig tilbage igen, og det kunne jeg jo nok sige ja til, men blot ikke til kystfarten eller månedsfarten, og det er jo netop det, de vil have mig til.

 

 

Rejsen fra Jaulit til Valpariso:

 

 

6. juni 1897

Vi er i dag på 24 gr. s.b. og 171 gr. ø.l., så nu er vi ude af den hede zone, det er heller ikke så varmt mere, og vi får det jo koldere hver dag. Hertil er rejsen gået middelmådigt, og så må jeg jo ikke klage. Vi har haft meget med byger hele vejen fra Jaluit, og nu kan vi begynde at vente stormene.

 

15. juni

Nu er vi kommet et lille stykke sydpå og er nu helt nede ved New Zealand, kun et lille stykke østenfor, og det er på 35 gr. s.b. og 176 gr ø.l., så nu er strømperne kommet frem samt andet af det tykke tøj. Det er ellers længe siden, jeg har brugt strømper og uldent undertøj og følte mig ret ubekvem ved det, men nu er det ved at føles behageligt. Jeg har fået halstørklæde på. Det er første gang jeg bruger halstørklæde i den tid jeg har sejlet til søs. Men det mærkes jo efterhånden, at man ikke er så hårdfør som tidligere.

Med hensyn til farten, så er det i den sidste tid kun gået langsomt fremad. Vejret har været meget variabelt med regn og byger, snart stiv og snart flov kuling, men vi kan vel ikke vente andet end dårligt vejr, da det hernede er lige i vinterdagene, næsten hele vejen. Med Guds hjælp går det jo nok.

 

20. juni

I sidste uge havde vi 2 torsdage i samme uge. Så er det jo godt vi ikke har børn om bord, for det siges jo, at de skal få deres vilje, når der kommer 2 torsdage i samme uge! Det sker, fordi vi sejler jorden rundt. Og når skal vi tilbage til Jaluit, så får vi en uge med kun 6 dage. Det sker, når vi skifter fra østlig længde til vestlig længde – eller omvendt – men de kan I jo spekulere på derhjemme.

I sidste uge fiskede jeg nogle albatrosser og har derved samlet lidt fjer, dog ikke så mange, idet det er, som jeg for tiden mangler lysten. Jeg sørger dog for, at have noget i hænderne hver dag for ikke at henfalde til spekulationer. Vi er jo ikke så mange om arbejdet her, som vi var det i ”Gladstone”.

I går slagtede vi den sidste gris, den 3. siden vi gik fra Jaluit. Den sidste var også den største og bedste. Jeg havde travlt med at skære ister ud og smelte fedt af. En stor potfuld kød kogte jeg hen i surt, og i dag skal vi have blodpølse eller blodsuppe.

Vi har haft en lille storm, men i de sidste dage har vejret været godt – efter årstiden. I dag er vi på 35½ gr. s.b. og 169 gr. v.l. Vi har nu 100 gr. længde tilbage.

 

 

 

30. juni

Vi har haft konstant godt vejr, kun nogle få byger og et par dages regn, men fremad er det, Gud ske tak, dog gået hver dag – om end til tider kun lidt.

Jeg vil ikke gå så sydlig denne gang som sidst, da vi gik fra Bahia til Sydney. Den rejse glemmer jeg ikke så brat. I dag er vi på 35½ gr. s.b. og 141 v.l. og har nu 70 gr. at sejle i længde eller ca. 3.300 eng. miles. 

For nogle dage siden havde jeg et uheld. Jeg har nemlig købt en riffel i Jaluit. En dag, da jeg havde den på dækket, for at skyde albatrosser, og derefter ville rense den. Da jeg fik den skilt ad regnede jeg med, at jeg sagtens kunne få den sat sammen igen, men da det kom til stykket, var Christian ikke klog nok til at ordne det stykke arbejde! Jeg var flere gange så ærgerlig, at jeg var ved at kaste det hele over bord, men riflen blev dog benådet og hænger nu ubrugelig, indtil jeg kan få Leiberknægt eller en anden til at sætte den sammen.

I dag fangede jeg i løbet af ¾ time 21 capduer. Jeg får mange fjer af disse fugle. De 10 fik jeg plukket med det samme, og mon ikke jeg nu har fjer nok til en dyne.

Hvad helbredet angår, så føler jeg mig rigtig vel for tiden. Men forleden nat faldt jeg på dækket over en klampe og fik et slag i den ene side, så jeg ikke troede, at jeg var kommet op igen. Det går dog nu bedre.

 

11. juli

For 2 dage siden fik vi en stærk storm, og det lige ret for, og har for øvrigt i den forløbne uge haft en del modvind, så vi kun har nået den halve distance af, hvad vi skulle have nået, men der ved er jo intet at gøre. Vejr og vind kan vi ikke trodse, men det virker jo på humøret. Man bliver utålmodig, ærgerlig og tilmed gnaven.

I dag er det stille og ret fint vejr, men det korter jo heller ikke af på vejen.

I dag ligger vi på 34½ gr. s.b. og 117 gr. v.l., så vi har endnu et godt stykke til Valpariso.

 

25. juli

Da jeg sidst skrev, troede jeg, at vi ville være i Valpariso i dag. Jeg havde ventet, at vi ville få en god løber, men den sydøstlige vind holdt ud i samfulde 13 døgn. Dog går det nu ret godt fremad, og i eftermiddag har vi fået øen Maza a Fuere i sigte. Den ligger ca. 500 kvartmile fra Valpariso, så nu håber jeg ikke, det vil vare mange dage, inden vi når ind til vort bestemmelsessted for denne rejse.

Jeg gad nok vide, hvordan det vil gå i Valpariso, thi der vil skibet få store udgifter. Proviant har vi slet ikke mere af, nye sejl skal der også til. Skibet skal i dok. Klyverbom og forbramstang er rådden og rigningen skal efterses. Nå, det kan jeg jo ikke hjælpe på, ud over at jeg slider, så godt jeg kan og gør min yderste flid for at holde sammen på det, der er mig betroet. Men jeg har snart haft flere ærgrelser her om bord end i livet hidtil. 

Når vejret har været til det, har jeg lavet en del tømrerarbejde, men jeg bøvler gerne for hårdt på, og det går ud over både hænder og tøj, idet skibet slingrer, og det er svært at styre

værktøjet og undertiden får jeg en tur ned på dækket.

 

 

 

1. august 1897 i Valpariso

Gud være lovet, at vi kom lykkeligt og vel hertil 29. juli. Ja, jeg skal jo så over til Jaluit igen og i månedsfart mellem øerne. Jeg har jo sandt at sige ikke megen lyst til denne rejse, men hvad hjælper det.

 

8. august

Jeg har været ved læge og skal komme et par gange til ham for at få behandling. Det er rheumatisme og tillige et maveonde, jeg er plaget med, men befinder mig bedre, og håber, at opholdet her, hvor vi får frisk mad og fersk kød hver dag, vil gøre mig godt. Hvorledes det så vil blive, når vi kommer til øerne igen, er ikke til at vide. Det varer jo nok en tid, inden jeg vender hjem. Jeg har jo det gode ”held”, at de skibe, jeg kommer ud med, ikke kommer i hjemmets nærhed ret ofte. Det er jo undertiden, man føler sig snydt for familielivets glæder og samvær med dem, man holder af.

Jeg kan forstå, at flere skippere går hjemme uden udsigter og at nogle af dem er begyndt at tage ud som styrmænd. Det ser ud til, at hele sejlskibsfarten er i krise, og bliver det ikke bedre, vil de fleste af Fanøs skibe nok blive solgt – desværre.

Ellers står alt vel til her. Vi losser hver dag, men kun langsomt, da toldvæsenet forlanger, vi skal standse hver dag kl. 2.00. Efter losningen skal vi jo så i dok.

 

15. august

Vi losser nu ud hver dag og venter at blive færdige i morgen, skal så i dok, hvilket vi må vente på et par dage. Så kommer det jo an på, hvordan ”Anna & Mathias” ser ud i bunden. Efter

dokningen skal vi indtage ballast, så der vil jo nok gå 14 dage, før vi kan afgå herfra

 

 

valparaiso

 

Havnen i Valpariso

 

 

15. august

Vi losser nu ud hver dag og venter at blive færdige i morgen, skal så i dok, hvilket vi må vente på et par dage. Så kommer det jo an på, hvordan ”Anna & Mathias” ser ud i bunden. Efter

dokningen skal vi indtage ballast, så der vil jo nok gå 14 dage, før vi kan afgå herfra.

Jeg har i de sidste dage været elendig i mine lemmer. Agenten ville bestemt have mig med en dag ud for at se coprafabrikken. Han sagde, at det ville være godt for mig med en ridetur, så jeg måte jo ride med. I 4 stive timer måtte jeg sidde på hesteryg, og det var en vild krabat.

Turen gik over stok og sten og forløb sådan set godt nok, men jeg har siden kunne mærke det i bagdelen og lårene. Jeg belv klar over, at ride på landjorden – det duer fatter ikke til.

Jeg bor ofte i land hos en dansk lods. Jeg betaler 1$  pr. dag for et kammer, og det er jo yderst behageligt at kunne lægge sig i en blød opredt seng.

 

29. august

Jeg kunne nok ønske, at rejsen herfra skulle gå hjemover, for rejsen til Jaluit og især tanken ved 6 måneders kystfart mellem øerne volder mig ofte uro. Men det hjælper jo ikke, det er kun at holde kursen og se at komme tiden over.

Skibet er nu kommet ud af tørdokken og har fået nyt kobber under bunden foruden en ret god, men tiltrængt overhaling.

Det koster jo mange penge, men assurancefirmaerne er velhavende, og alle de, der har med sagen at gøre siger, at der ikke kan være tale om andet, end at forsikringen skal betale det

hele. Så har skibet jo trods alt profit af reparationen.

 

3. september

Endelig er jeg kommet så vidt, at jeg kan komme til at afsejle i morgen, det håber jeg da. Det har været nogle drøje dage at komme igennem, men nu gælder det så om, at alt er i orden, hvilket jeg forventer det er.

Jeg har denne gang en hel del tøj med, så mandskabet kan købe, hvad de kommer til at mangle. Om alt går vel, så kan det jo give en fortjeneste, men skulle der ske forlis, så er tabet jo vort.

Ja, så går farten atter ud på det vilde hav, Gud være med os og give en lykkelig rejse.

 

 

Rejsen fra Valpariso til Jaluit 1897:

 

 

19. september

Vi er nu 14 dage i søen og alt er vel. Kun er rejsen hertil blevet for lang. Vi har haft meget flov vind og stille i næsten 7 samfulde dage. I dag går det nogenlunde, så længe det varer. Vi er i dag på 17½ gr. s.b. og 102 v.l.. Jeg forudser, at denne rejse vil blive både lang og kedsommelig. Vi sejler jo i SØ passaten, men når vi kommer ca. 3000 kvartmile længere vest på, hen ved de lave Arpilago øer, kan vi vente alle slags vind og vejr, skiftende med svære vestlige byger og meget stille. Og ved disse øer er vi kun den halve vej.. Jeg har studeret vind og vejr og strøm i de bøger, vi har her om bord om disse forhold, men jeg kan ingen bedre finde.

Nu skal jeg ud at have kaninerne og duerne lukket ind for natten.

 

26. september

Alt er vel. Vi har hele tiden fint vejr og har også i denne uge haft en nogenlunde brise, og er nu på 15½ gr.s.b. og 121 v.l.. Det er 22 dage siden, vi gik til søs. Med helbredet går det ret godt. Nu håber jeg blot, at vi ikke skal sejle for længe mellem øerne for at samle copra.

 

5. oktober

Vi har haft flov kuling, og er ikke avanceret så langt, men lidet er jo bedre end intet. Men vejret har været fint. Det kommer vi jo godt nok ikke stort fremad ved. Derved er der intet at gøre, lave vind kan vi jo ikke.

I dag er vi ikke langt fra Marquese øerne. 136 gr. v.l. og 12 gr. s.b. Varmt er her, så det brænder. Her om bord er alt vel og ved det gamle. Med mandskabet går det vel. I Valpariso fik jeg fat i en god kok og steward. Det er en hel behagelighed, thi han er både venlig og påpasselig med sit arbejde. Før havde vi jo kun en dreng, som aldrig før havde kogt mad. Det blev ofte til det bare griseri.

Min skrivelyst er ikke så stor. Vi ligger med flov vind eller stille, så der er ingen fremgang.

 

10. oktober

For mig har ugen været kedsommelig. Vi har næsten ikke haft andet vejr end skiftende med stille, modvind og byger fra næsten alle verdenshjørner. Næsten alle mulige plager til søs. Man bliver jo under disse forhold vranten og gnaven – som vist de fleste captainer bliver. Når der ingen rigtig fremgang er for sejladsen.

Vi har nu nogle tusinde kvartmile til Jaluit, og hvem ved, når vi kommer dertil. Vi er nu på 11 gr. s.b. og 148 gr. v.l

 

17. oktober

Så forløb atter en uge, og den er forløbet godt. Vi har haft en god vind med god brise, og strømmen med og er nu på 5½ gr. s.b. og 166 gr. v. l. ikke langt fra Phønix øerne, men der er jo et langt stykke vej tilbage. Vi håber, det går vel. 

 

 

 

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

Anna & Mathias for fulde sejl

 

 

Sidste onsdag fandt jeg nede i lasten en hønserede med 11 æg. I Valpariso fik jeg foræret 2 høns af en spansk captain, jeg gav ham nogle konkylier. Han sagde, at jeg skulle have dem til et par gode frokoster, når jeg kom i søen. Jeg lod dog hønsene leve og satte dem ned i lasten, hvor de kunne løbe rundt i sandet og leve af den store mængde kakerlakker, vi har om bord. Jeg lagde godt nok mærke til, at hønsene kaglede hver dag, og at de blev røde i kammen. Jeg sagde til stewarden, at de nok lagde æg. Det troede han nu ikke på for der var jo ikke nogen hane. Jeg var jo nok klar over, at høns nok kan lægge æg uden en hane, så jeg søgte at finde æg i lasten, men fandt intet. Da jeg nogle dage senere var i lasten, kom jeg til at træde på en høne, der lå under nogle måtter. Den skreg jo op og fløj af reden. 3 æg var knust, men nu har jeg hver dag fået 2 æg dagligt. Hver formiddag kl. 10.00 får jeg et stykke brød, kogt æg og en flaske øl. Duerne er derimod ikke begyndt at lægge æg, men der er vist 3 hanner og kun en hun. De to kaniner betalte jeg dyrt, fordi der skulle være unger i dem. Tykke var de også, men det har været af fedt. 

I lørdags fangede jeg 3 store bonitter (en mindre tunart), så deraf har vi fået fisk i 2 dage, og nu for en time siden lykkedes det mig at stikke en stor springer, så nu er der fersk kød i flere dage. Jo, der har været held med den sidste uge.

En dag havde jeg dog et slemt spektakel med bådsmanden, men det er jo den slags der kommer og går over igen.

Jeg er rask og befinder mig vel, selv om det er meget varmt, vi er jo lige under solen. Jeg håber, at vi må avancere lige så meget i denne uge som i den forløbne.

 

24. oktober

Vi har i den forløbne uge haft rigtig god sejlads, takket være Gud. Vi er nu inde mellem Gilbert øerne, hvor Jaluit Gesellschaft har stationer. Vor position er i dag 1 gr. s.b. og 176½ gr. ø.l. altså lige under Ækvator. Vi er skiftet over til øst, og derved må vi springe en dag over, så vi fik ingen mandag i denne uge. Vi har kun 700 kvartmile til Jaluit, men de kan jo godt blive drøje nok, hvis vejret bliver kontrær.

Jeg håber at være i Jaluit næste søndag. I dag er vejret stille, klar himmel og ingen sø. ”Anna og Mathias” ser godt ud nu, og det både i rigning og på dækket. Vi har udnyttet den sidste tids gode vejr til at få hende pudset op. Om bord er alt vel, havde jeg blot en bedre styrmand.

 

 

 

Jaluit 3. november 1897

Vi ankom lykkeligt og vel hertil den 31. oktober efter 55 dages rejse, hvilket er en temmelig hurtig rejse på denne årstid. Den sidste del er jo gået meget bedre end ventet, og vejret har næsten hele tiden været godt.

Jeg var mest urolig for den sidste del af rejsen, og så er den forløbet særdeles godt, og det var ligesom mærket af til os, thi siden vi kom ind, har det næsten uafbrudt stået med omløbende vind og byger, med regn og stille. Ja, Gud ske tak for en lykkelig og god rejse.

Jeg har jo ventet at blive fri for månedsfart i denne omgang, men den forventning går ikke i opfyldelse, og så må vi jo affinde os med det og søge at tage det med godt humør. Det hjælper

Jo ikke at tabe modet. Når man tænker fremover, hvor længe det endnu vil vare, før jeg kan gense hjemmet og I mine kære, så kan det føles strengt. Vil selskabet beholde mig i 6

måneders fart herude mellem øerne, da vil det vare mindst et år før vi kan opnå den glæde at samles derhjemme. 

Vi bliver kun få dage her i Jaluit, og det bliver en længere tur, vi skal ud på, da mange af øerne skal anløbes. Jeg håber at være i Jaluit igen inden jul.

Af andre skibe ligger her kun firmaets egne, men en fransk bark forventes fra Sydney. Jeg hører her, at ”Embla” også har været på grund og haft en del havari og tillige mistet et anker og 20 favne kæde. Det er jo ikke godt for ham, men en trøst for mig, da man deraf kan erfare, hvor farlig sejladsen mellem øerne her er.

Nu håber jeg at slippe godt fra den forestående tur. Siden jeg var her sidst, har firmaet mistet et skib. Det er næsten et lykkespil om man undgår uheld.

 

Maloelap 3. december

Jeg håber at være tilbage i Jaluit inden jul og forhåbentlig med helt skib uden uheld. Jeg har nu været ved 2 øer, hvor man ikke kan ankre, den sidste gik vi fra i går, men hvem det kommer mest an på er jo mig. Det er en triviel fart her, og den ringe fortjeneste er surt tjent.

 

 

copra 3

På mange af øerne måtte mindre både bringe copraen ud til skibet

 

 

Jaluit 19. december

Vi kom hertil i går med både skib og mandskab i god behold. Jeg har undgået uheld, skønt jeg på nogle af de farligste steder ved øerne, har haft meget dårligt vejr. Vi anløb en havn, hvor der ikke har været andre end ret små skibe i over 15 år.

Ved min ankomst i går fik jeg den glædelige meddelelse, at jeg nu ikke skal foretage flere rejser mellem øerne, men udlosse den copra, vi har inde, samt ballasten og derefter indtage ladning hjemefter. Hvor lyder det ord skønt for mig – ”Hjemefter”. Jeg får vist kun den halve ladning her, og skal så gå til Gilbert øerne til øen Butaritari, og der supplere til fuld ladning. Det var på denne ø ”Embla” gik på grund. Jeg er glad ved tanken om hjemfarten, jeg tror mit helbred ville gå til herude.

 

26. december

For mig er juledagene gået helt godt. Juleaften var jeg indbudt til en tysk captain og han kone, de bor herude. Hos dem var de fleste hvide folk, der er her for tiden, alle indbudt. Efter jeg havde spist julemiddag sammen med styrmanden, gik jeg i land kl. 8.00. Da alle gæster var samlet, blev der først sunget nogle tyske julesalmer. Derefter fik vi rødvinspunch og noget at spise. Der blev så passiaret om mange forskellige ting. Derefter blev der bortloddet 3 julegaver, som fruen selv havde fremstillet.

 Vi var i alt 12 personer, og jeg var så heldig at trække den bedste gave, nemlig en sofapude, hvorpå det tyske våben er broderet. Jeg var den eneste ikke tysker, og jeg tror nok, de fleste af selskabet misundte mig mit held. Kl. 1.00 gik jeg ombord efter at have tilbragt en ret god aften. Juledag spiste jeg middag i land og i aftes spiste jeg ombord i et af selskabets skibe, men var om bord i ”Anna & Mathias” igen kl.7.00.

I dag er jeg blevet om bord og således er julen forløbet for mig, trods alt bedre end at ligge til søs. For tiden ligger kun en fransk bark her i Jaluit, men da captainen hverken taler engelsk eller tysk, og fransk ikke er et sprog, jeg har stor forstand på, har vi ikke videre samkvem med hinanden.

 

Jaluit 1. januar 1898

I aftes var jeg inviteret i land til spisning hos selskabets forretningsfører og som altid sådanne steder bydes der jo rigeligt på øl, så jeg er ikke fri for hovedpine i dag. Jeg er også inviteret i land til spisning i dag, men det har jeg ingen lyst til, da jeg ved, at der altid nydes rigeligt af de våde varer, og det har jeg ingen fornøjelse af.

Den glæde at komme til at sejle hjemefter er atter røget i luften. Et af selskabets skibe er kommet hertil med havari, og så må ”Anna & Mathias” holde for tørnen igen, for en rejse mere til øerne. Er det til at undres over, at man bliver ked af forholdene. Jeg skal først ned til den ø, hvor Jepsen gik på grund med skibet, og derfra til 4 andre øer efter copra. Bare jeg kommer lige så godt fra denne rejse, som sidste gang, og håber så at være tilbage om en måned.

 

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

Anna & Mathias” ved kaj. FOS 4741-4,  NCLF

Den sidste brig, der blev bygget på Fanø, søsattes på Søren Abrahamséns værft i 1890 og døbtes ANNA OG MATHIAS. Den var på 259 brt. og tilhørte kaptajn Ni. N. Mathiasen, m.fl. i Nordby.

ANNA OG MATHIAS opnåede det sjældne for et Fanø-bygget skib at vise flaget i hjemstavnen. På en rejse med kul til Esbjerg anløb det med signalflag og dannebrog vajende under gaffelen Fanø den 28. september 1898.

ANNA OG MATHIAS solgtes 1901 til Århus, senere til Norge, og forliste under Island 12. december 1917.

 

 

 

Jaluit 11. februar

Atter er vi kommet tilbage til Jaluit. Med mit helbred går det nogenlunde, men helt godt bliver det nok ikke, før jeg kommer i et andet klima. Og dog er jeg ikke så glad for at gå rundt Cap Horn i vinterdage, nu da man er vant til varmen.

Den sidste rejse rundt til øerne har været drøj. Først fordi vi havde meget regn og byger med dårligt vejr. Dertil har 3 af mit eget mandskab været dødssyge i over 3 uger, vist nok af

tyfus. Jeg troede ikke, de havde overlevet det. 2 af dem var helt fra al forstand, så der måtte holdes vagt ved dem om natten, da de ville gå overbord. Og hvem der måtte tage vagten var jo mig.

Jeg måtte selv pleje og passe dem. Desuden var en mand af det ekstra mandskab vi havde med, også syg.. Den ene af mandskabet er ret dårlig endnu, men her er der jo da en doktor. Jeg var jo ængstelig for, at vi alle ombord skulle blive syge. Det har været en drøj tur.

Jeg ville ønske, at de herrer der sidder hjemme i stuerne og og regner, hvorledes alt skal gå, at de engang skulle prøve en lille smule af ” den dejlige fart i sydhavet”.

Vi losser nu hver dag, og når vi er udlosset, skal vi have delvis ladning med til Butatari. Her fra får vi ingen copra, men skal have hele ladningen dernede. Jeg håber at blive færdig her om 8 – 10 dage, og så regner jeg med at have ladning inde på Butaritari sidst i marts. Så om alt går vel, og vi får en god rejse, kan vi være hjemme sidst på sommeren.

På den sidste rejse til øerne fik skibet nogle knubs på stengrunden, der skete dog ikke noget særligt. 3 kobberplader i bunden blev flænget, men det vil jeg selv reparere.

 

Jaluit 18. februar

Vi er nu færdige til at gå herfra ned til lastepladsen på Butaritari. Nu håber jeg til Gud, at vi får en lykkelig rejse, og at han vil beskærme både mig og jer derhjemme, så vi ved sommerens afslutning kan opnå at se hinanden og samles med familien…

I dag er atter en mand af besætningen syg – håber det er noget forbigående.

 

Butaritari 28. marts

Vi er i dag blevet til lastet og går til søs i morgen, om vejret tillader det. Jeg er glad for, at jeg har fået lige så meget i lasten denne gang, som jeg havde det sidste år til Valpariso.

Der ligger jo nok breve til mig i Jaluit, jeg ville give meget for at få dem, men det lader sig ikke gøre. Det bliver så et helt år, jeg ikke hører hjemmefra, og det er en lang tid at vente.

 

 

Rejsen fra Butaritari til Lissabon

 

Syd Pacific Ocean 11. maj 1898

Vi er i dag på 42½ gr. s.b. og 116 gr. v.l. og har 2500 kvartmile til Cap Horn. Jeg ville ønske vi var vel der forbi, thi der kan vi kun vente storm og konstant uroligt vejr med høj sø. Men jeg er taknemmelig, at vi er så langt til i dag og med alt i god behold. Selv er jeg rask, men mærker forandringen fra fra varmen, vi nu er blevet vant til og så kulden, der nu møder os herude.

Rejsen er hidtil forløbet vel, langt bedre end i fjor, da vi skulle til Valpariso.

Den 5. maj fik vi en slem forskrækkelse. Da vi skulle pumpe læns, fandt vi pumperne helt til stoppet af sand. Vi har jo ballast under copraen. Flere tusinde mile fra land, og man kan ikke pumpe skibet læns. Vi holdt så skibsråd, og jeg besluttede at styre mod en nødhavn i håb om, at vi kunne holde den gående så langt. Men Gud ske tak, i løbet af et par dage var sandet forsvundet fra pumperne, hvorefter vi atte styrede ret kurs.

I går efter en svær storm, var der atter lidt sand i pumperne. Jeg håber og beder til, at det ikke skal blive ved, så jeg skal nødsages til at søge nødhavn med havari.

 

20. maj

Storm og storm har vi nu haft i 2 dage, og det kommer fra et hjørne, hvorved vi forhindres i at sejle med det. Vi driver nordpå og skulle jo sydpå. Først stille et par dage, hvad der er helt uventet på 46 gr. s.b. og nu sydøstlig storm i 2 dage, så vi har derved tabt næsten en uge af distancen. Men det hjælper jo ikke at knurre og jeg vil da heller ikke gøre det. Også vejrliget er en Guds tilskikkelse, og vi ved jo ikke, hvortil det tjener.

Værre er det, at skibet lækker en del og vi igen har haft uheld med pumperne, og det har været galt siden – mere eller mindre, og det hænger jo som en fare over skibet.

Jeg beder Gud være med os og bevare os. Jeg skriver jo om forholdene, som de er for os.

Kulden er også til gene for os, når vi dertil har storm og regn og jævnlig dækket fyldt med vand. Jeg tror ikke, at mandskabet har været i tørt tøj i 2 dage, i hvert fald ikke om benene. Jeg kan jo nok holde mig tør agterude på halvdækket. Jeg har solgt min køjedyne for 12 kr. til en af mandskabet, der lå og frøs i køjen, så nu må jeg klare mig med tæppet, men holder det nok ud, da jeg har godt med uldtøj på kroppen.

Om alt forløber vel, kan vi snart være rundt Cap Horn. Nu vil jeg håbe, at stormen snart tager af, og at vi må få bedre vejr og vind til at slippe rundt Hornet, så vi kan lægge kursen nordlig, og komme op i et varmere klima igen. I dag er vi på 46 gr. s.b. og 96 gr. v.l.

 

 

 

30. maj

Her var glæde om bord i går, for os allle tror jeg. Vi passerede nemlig Cap Horn i fint vejr sidste nat, og i dag har vi haft stille, så vi kunne se land hele dagen. De mennesker der går

derhjemme år ud og år ind, de kender kun lidt til, hvor mange sure og bekymrende timer en sømand har, men kender heller ikke til, hvor lidt der skal til for at gøre sømanden glad og let i sindet, som nu det fine vejr i går og i dag – og land indenfor synskredsen, og ingen sø, men rolig sejlads forbi det berygtede Horn, hvilket jo er en usædvanlig oplevelse.

Nu er det rart med lidt stille vejr et par dage, men det er jo vinden, der skal drive os hjem, så når vi er vel forbi Cap Horn, vil jeg ikke være ked af en lille storm, hvis den ellers kommer agter ind. Hver dag vil nu bringe os op til bedre og varmere vejr. Hernede er endnu koldt, der ligger sne på bjergene. Med hensyn til rejsens varighed er det trods alt gået ret godt hertil.

I lørdags slagtede vi gris nr. 2 på denne rejse, og vi har også en tredje, der skal slagtes, inden vi kommer op i varmt vejr. Den første vi slagtede havde jeg fået foræret. Den vejede 150 pund. Nr. 2 vejede kun 25 pund, skønt den for 6 uger siden fik 4 pattegrise, der dog alle døde. Nr. 3 er en lille god fed gris.

Alle vore øvrige dyr må holde til i kabyssen for at kunne holde varmen. Det er et helt menageri: abekatten, 3 katte, hvoraf den ene er en killing, 1 hane og 1 høne. De har fået et skab overladt til midlertidigt logi.

Jeg har nu samlet fjer til en ny køjedyne, da vi fangede nogle fugle i dag, men nu får jeg heller ikke flere, og har heller ikke lyst til det.

 

19.juni

Rejsen fra Cap Horn og hertil blev ikke så hurtig som forventet, tværtimod har det været en temmelig lang rejse, med delvis stille, storm og modvind. Ved Falklandsøerne havde vi en god storm og vi måtte holde af og løbe vesten om i stedet for østen om. En lille omvej, som dog ikke havde stort at betyde, da vi fik en storm i enden, og den kunne vi jo bruge. Vi havde god vind og kulig i 7 dage, men de sidste 10 dage er vi kun avanceret 600 kvartmile.

Sidste søndag fik vi en meget voldsom storm. Jeg antager den hårdeste storm ”Anna & Mathias” har været ude i. Engang i stormnattes løb lå skibet på siden i længere tid helt bordfyldt af vand og ville ikke rigtig rejse sig igen, men Gud ske lov kom den dog op igen, og af skader blev kun et par planker knust forude. Jeg var på dækket hele natten og det meste af den følgende dag. De fortsat uklare pumper volder mig stadig bekymring. Efter vi passerede Cap Horn, har vi en dag haft 12 tm. Vand i skibet og pumperne stoppet af sand.

I dag er vi på 30 gr. s.b. og 32 gr. v.l., og vejret er mildt. Et par af folkene har begyndt at gå med bare ben, og der går nok ikke mange dage, før man begynder at klage over stærk varme. 

Vi har nu haft stille i 3 dage, i dag lidt modvind. Jeg håber, at vi nu er ude af stormregionerne for denne rejse.

Alt går ellers ved det gamle. Af og til lidt spektakel, men det hører jo til her ombord. En kat har vi druknet, fordi den lavede griseri i kahytten. En anden kat har fået 3 killinger, hvoraf den ene lever. Hanen er død, den var kommet ind til grisen. Det blev dens endeligt.

Under den hårde storm var jeg nær blevet slået til invalid, idet roret slog fra mig, og min ene arm og skulder fik slag, så jeg troede det hele var gået itu. Men jeg tror, jeg er sluppet billigt fra det. Armen var ubrugelig i nogle dage, men er nu bedre. Skulderen er øm, men det går jo. 

I dag har jeg syet 2 pudebetræk, og de er så fine, at jeg må mene, at ethvert fruentimmer må stå til skamme. Nå, man skal jo ikke rose eget arbejde, men sandt er det.

 

 

 

8. juli i Nordatlanten

Vi er nu kommet et godt stykke nærmere hjemmet. Gennem SØ passaten havde vi en meget hurtig rejse med stiv kuling. Det værste var, at pumperne atter var i uorden, og skibet trak en del vand. Ulempen ved pumperne opstår ved hård bidevind-sejlads med sø forfra, når skibet ligger og søler ,med næsen under vand. Og andet vejrlig kan vi vel næppe vente os gennem NØ passaten, og hvordan det vil forløbe, ved jeg ikke. Mit håb er til Gud, der har ført os så langt, at han vedblivende vil være med os.

Med mit helbred har det ikke været så godt i den sidste tid. Ophovnede fødder, hovedsmerter og dårlig appetit tærer på kræfterne. Jeg tror, at det er eftervirkninger fra det lange ophold i varmen.

Mellem 1. og 2. juli passerede vi linien efter 96 dage. Det blev jo en hurtig rejse hertil. Nu ligger vi med stille og omløbende vinde med regn og byger. De sidste 3 dage er vi kun avanceret 30 danske mil, men sådanne forhold hører til her, jeg synes dog, at nu kan det være nok. Dog ved man jo ikke, hvad godt der kan være også i dette.

 

18. juli

Jeg er atter i god bedring. Vi er i dag på 26 gr. n.b. og 34 gr. s.l. og har ca. 800 kvartmile til Punta Delgada (Azorerne), og det er mit håb, at det ikke bliver sejt at sejle dem.

 

31.juli

Jeg havde bestemt regnet med, at vi i dag ville have været ude fra Punta Delgada efter modtaget ordre for hjemrejse, men vi har nu haft en hel uge med stille, og der er ikke udsigt til andet. Sidste uge gav os ikke mere distance, end vi med god lejlighed kunne sejle på en’ dag, og vi har i dag kun 50 danske mil til Punta Delgada. Det kunne vi sejle ind på et døgn, men derfor kan det godt tage en uge eller længere. Det er forhold, der stiller tålmodigheden på prøve og kan gøre mig uligevægtig i sindet. Nu har man - i næsten et år- været uden efterretninger fra hjemmet og sine kære, og så efter en hurtig rejse hertil, nødes man til at ligge stille her og plages af utålmodighed og ingen mulighed for at gøre noget ved det, og kommer ingen vegne.

Mit eneste tidsfordriv er at fiske, når der kommer fisk på siden af os. I forgårs fangede jeg en stor stør på 40-50 pund. Den var større end jeg regnede med, og da jeg fik harpunerne stukket i den, fik jeg hånden skamferet, ved at støren rutsjede linen gennem hånden med en fart, der tog huden af håndfladen og fingre. Men fisken fik vi da til sidst indenbords og alle har spist af den så meget og så længe, vi kunne. Resten har kokken saltet og røget, og det smager delikat.

 

Punta Delgada 6. august

I dag til morgen kom vi lykkeligt og vel i havn. Jeg har ikke så meget tid til at skrive, da vi skal afsejle herfra - måske allerede i aften, i hvert fald så snart ordren vedrørende lossehavn kommer.

Jeg skal i land for at indkøbe proviant, da der er flere ting, vi er udgået for. Jeg har modtaget brev fra mægleren i Hamborg, han skriver, at vi skal losse i Lissabon, men det er vel ikke helt til at stole på, og jeg håber da ikke, at det bliver der.

Vi har haft den hurtigste rejse af alle de skibe, der er undervejs. Et skib der gik ud før os, er endnu ikke ankommet, så vi har jo trods alt klaret os god. Det er jeg taknemmelig for.

Jeg er rask, bortset fra armen og skulderen, der fik nogle hårde knubs af rattet.

 

 

 

Lissabon 21. august 1898

Jeg er rask, men længes nu meget efter at se jer, mine kære og hjemmet. Det ser ud til, at vi kan blive hurtigt udlosset, men der er jo ikke sluttet nogen fragt hjemefter endnu. Fra rederen har jeg  intet hørt, hverken om det ene eller det andet, skønt jeg har telegraferet 2 gange til ham. 

Jeg må jo snart have en afgørelse, så jeg har noget at gå efter. Jeg håber, at vi får begyndt at losse i morgen.

Jeg håber at få en saltfragt herfra til Fredrikshavn, Aalborg eller København. I så fald kan vi – om alt går vel – være i Danmark om 6 – 7 uger. Skibet trænger til flere reparationer, men nu må jeg jo hellere dolre af med den, som den er, indtil vi kommer hjem. Nogle nødvendige småting må jeg dog have udført her.

Her i Lissabon er der ikke megen fornøjelse ved at være, da jeg ikke kan sproget, og så ligger vi langt ude fra byen. Der er snart en hel times rejse derind. Jeg skal dog i eftermiddag ind at se en tyrefægtning.

 

PS. Jeg har nu været til tyrefægtning. Det var et blodigt skuespil. En mand blev dræbt og en anden kom meget til skade, og også en hest blev skamferet. Underligt at folk kan finde fornøjelse i noget sådan. Jeg gik derfra, før det havde ende.

 

25. august

Med udlosningen går det ret godt, jeg tror vi bliver færdige på mandag, og jeg er glad for, at der ikke indtil nu er fundet nogen beskadigelse af ladningen, der har betydning.

Med mandskabet er der lidt vrøvl. Er de i land, har de svært ved at komme ombord til tiden og med rent hoved, men det er jo også et år siden, at skibet har været i et nogenlunde civiliseret land.

Nyt fra Hamborg – HURRA – vi har sluttet fragt til Danmark.

 

 

 

30. august

Jeg har nu meldt skibet klar til at laste på torsdag 1. september for at tage saltladningen ind. Det tager sikkert ikke lang tid, og efter mine beregninger skulle vi være klar til at gå herfra i dag otte dage, men det kan jo glippe.

Når vi har losset i Danmark, skal vi nok til Halmstad og derfra til Esbjerg.

 

4. september

Vi laster i dag, søndag, noget jeg ellers ikke kan lide, men jeg kommer ikke til at slippe fri for det her. I aften har vi den største part af ladningen inde, og håber så at være til lastet den 6. september. 

Det er så min mening at gå til søs den 7.. Måtte vi så få en hurtig og lykkelig rejse til Frederikshavn, hvor vi skal losse en del af ladningen for derefter at gå til Aalborg for at udlosse resten. Hvis vi passerer Hanstholm eller Skagen ved dagslys, vil jeg muligvis telegrafere

(semafor med flag), om der er lejlighed til det.

4000 kvartmile adskiller os endnu, og så er det dog længe siden jeg har været så nær hjemmet. Kan vi blot undgå modvind og stille under rejsen, så kan det ikke vare længe, før vi mødes igen.

 Om jeg når at skrive mere herfra er ikke sikkert, thi når ladningen er inde, og vinden er god, vil det jo komme til at gå over hals og hoved for at blive klar til at komme i søen.

 

6. september 1898

Her er alt vel. Hvis jeg kan blive færdig med at få lasten ind i dag, så afsejler vi i morgen tidlig, men det vil jo nok knibe. Vi bliver denne gang hårdt lastet, da vi skal slæbe så meget med hjem som muligt.

 

 

Her slutter beretningen. Efter at have udlosset i Fredrikshavn og Aalborg afsejles til England for at indtage kullast til Esbjerg. ”Anna & Matias” ankom til Esbjerg/Fanø 28. november 1898 efter en rejse på i alt 957 dage.

 

Anna & Mathias” rejser 1892 - 1901

 

 

 


Vis EN REJSE MED BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ på et større kort

 

 

Dato afg.

Destination fra

Destination til

Dato ank.

 

 

 

 

1892

 

 

 

 

 

 

 

25. februar 1892

Cadiz

St. Catharina

12. april 1892

 

St. Catharina

Tur/retur Rio Grande

19. april 1892

 

 

 

 

1.                         juli 1892

Rio Grande

New York

22. august 1892

9. September 1892

New York

Pelotas

 

 

 

Rio Grande

8. december 1892

 

 

 

 

1893

 

 

 

 

 

 

 

27. januar 1893

Rio Grande

Massero

 

 

Massero

Rio Grande

 

30. juli

Rio Grande

Falmouth

17. december 1893

 

 

 

 

 

Hamborg

Tahiti

 

 

 

 

 

1894

 

 

 

 

 

 

 

5. august 1894

Valparaiso

Cayo

 

30. September 1894

Cayo

Falmouth f. o.

13. januar 1895

 

 

 

 

1895

 

 

 

 

 

 

 

17. januar 1895

Falmouth

Hamborg

24. januar

4. april 1895

Hamborg

Guayaquil

 

 

 

 

 

1896

 

 

 

 

 

 

 

16. april 1896

Hamborg

Bahia

28. maj 1896

26. april 1896

ud for Cap Finisterre

 

 

3.maj 1896

passeret Maderia

 

 

6. maj 1896

270 N, 21 W

 

 

10. maj 1896

Sct. Antonie i sigte (den vestligste af Cap Verdeøerne)

 

 

17. maj 1896

3 gr. n.b. og 27 gr. v.l

 

 

4. juli 1896

Bahia

Sydney

17. september 1896

19. juli 1896

28 gr. s.b. og 25 gr. v.l

 

 

19. august 1896

64 gr. ø.l og 41 gr. s.b

 

 

2.    september 1896

117 gr. ø.l. og 40 gr. s.b

 

 

10. oktober

Sydney

Jaluit (Marshall-øerne)

14. november 1896

 

 

 

 

 

6 måneders fart på øerne for at optage copralast til den tyske hovedstation på Jaluit

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1897: Stillehavsfart

 

 

 

 

 

 

 

16. maj 1897

Jaluit

Valparaiso

29. juli 1897

6. juni 1897

24 gr. s.b. og 171 gr. ø.l

 

 

15. juni 1897

35 gr. s.b. og 176 gr ø.l

 

 

20. juni 1897

35½ gr. s.b. og 169 gr. v.l

 

 

30. juni 1897

35½ gr. s.b. og 141 v.l

 

 

11. juli 1897

34½ gr. s.b. og 117 gr. v.l

 

 

3.september 1897

Valparaiso

Jaluit

31. oktober 1897

19. september 1897

17½ gr. s.b. og 102 v.l

 

 

26. september 1897

15½ gr.s.b. og 121 v.l

 

 

5. oktober 1897

136 gr. v.l. og 12 gr. s.b. Ikke langt fra Marquese øerne

 

 

10. oktober 1897

11 gr. s.b. og 148 gr. v.l

 

 

 

17. oktober 1897

5½ gr. s.b. og 166 gr. v. l

 

 

24. oktober 1897

1 gr. s.b. og 176½ gr. ø.l

 

 

 

 

 

 

 

5 måneders fart på øerne, blandt hvilke nævnes Maloelap og Butaritari

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1898

 

 

 

29. marts 1898

Jaluit

Punta Delgado (Azorerene)

6. august 1898

11. maj 1898

42½ gr. s.b. og 116 gr. v.l

 

 

20. maj 1898

46 gr. s.b. og 96 gr. v.l.

 

 

19. juni 1898

30 gr. s.b. og 32 gr. v.l

 

 

18. juli 1898

26 gr. n.b. og 34 gr. s.l

 

 

 

 

 

 

9. august 1898

Punta Delgada

Lissabon

18. august 1898

19. September

Passeret Prawle Point

Frederikshavn

28. september 1898

28. November 1898

Fanø Rhed fra Blyth

Esbjerg

 

 

 

 

 

1899

 

 

 

 

 

 

 

1.januar 1899

Esbjerg

Cadiz

1.    februar 1899

9. april 1899

Rio Grande

 

 

 

Rio Grande

Algoa Bay

4. november 1899

 

 

 

 

Maj 1901

Solgt til M. N. Andersen, Århus

 

 

 

 

 

 

 

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

 

FOS 4741-4, Anne & Mathias, NCLF, BRIG, i Liverpool

 

 

vedikke

 

 

 

 

”Anna & Mathias” blev solgt til N.M. Andersen, Aalborg i 1901, hvor det atter gik i fart på bl.a. på Brasilien.

I 1910 blev skibet solgt til Norge, hvor det omdøbtes til ”Takuna”.

 

 

BRIGGEN ”ANNA & MATHIAS” AF FANØ

”Anna & Mathias” i Aalborg havn før salget til Norge

 

Note: ”Hvad brevene indeholder vedrørende familieforhold, personer der omtales – herunder skibsredere og lignende må ikke videregives, hvorimod beretninger om farter, oplevelser, tidens forhold både ude og hjemme, gerne må anvendes til bladartikler og mundtlige oplysninger efter forud hentet tilladelse hos familien.”

Fanø januar 1980

Marius Sørensen

Dette ønske er overholdt i denne beretning.

Esbjerg januar 2013

Erling Sørensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Gå til top