En rejse med barken "Hans" til Hudson Bay i 1901

 

Den gamle skibsfører fortæller.

 

Erindringer fra sejlskibstiden før århundredskiftet. EN REJSE MED BARKEN »HANS« fra London til Moose River,

James Bay og Hudson Bay i 1901. Det blev en dramatisk rejse, hvor der stilledes særlig store krav til det velbyggede

skib i is fyldte farvande. Der var flere gange bud efter "HANS", som imidlertid slap godt fra denne rejse.

 

Fortalt til »Fanø Ugeblad« af Peter Frederik Jacob Marius Jensen  i november 1903

 

 

jensen.pj

Peter Frederik Jacob Marius Jensen

 

Fanø Ugeblad: 22. januar 1971, 29. januar 1971, 5. februar 1971

 

I.

Hudson Bay Co. eller Co. of Adventures (Lord Liedsfield) -som var om bord for at inspicere vore skibe -, er i det hele et selskab bestående af de største lorder og prinslige herrer i Eng­land og over 200 år gammelt.

 

 

spip

Hudson Bay Compagny

 

 

Hudson Bay Co.'s skib »Erik«, (den havde steam), kapt. Gray, blev solgt til Nova Schotia, kapt. Farquard, mens vi lå i London, til sælhundefangsten i Baffins-strædet, men det blev befragtet af den amerikanske regering til at gå nord på for at opsøge »Peary«s ekspedition, og afsej­lede nogle dage før os, for at gå til New Foundland for at pro­viantere og ruste ud.

Kompagniet havde da købt et ældre orlogsskib »Pelican«, der skulle afgå ca. 3 uger efter os; den kostede ca. Lst. 10.000 i reparation og maskineri. Kapt. Gray blev fører.

 

Efter at "Hans" havde fået forstærk­ning af træ- og jernplader på stævn og bov og kæder på roret og indtaget en ladning stykgods, mest bestående af en slags pro­viant for Hudson Bay kompag­niet og af en fragt på Lst. 2000, med en besætning af 14 mand samt kapt. A. Gulland som su­percargo og lods - en af kom­pagniets ældre kaptajner fra bark »Perseverance« (som solg­tes før vi kom af sted) afsejlede vi fra London den 15. juni 1901, ankrede om aftenen, formedelst modvind, ved Withacker gas­boye, hvor bark »Lady Head«, kapt. Ford, som var afgået fra London den 12., også lå til an­kers og som var bestemt til Moose River, lettede søndag d. 16 om morgenen og sejlede ud­efter.

Om aftenen var vi ved South vold vnv. vind, jævn ku­ling, diset luft. Efter at have krydset i Nordsøen med mest nv. og nordlige vinde, tåge og diset luft, passeredes Peterhead den 21. kl. 11, hvor vi hejste vore kendingssignaler og bad at rapporteres, sv. vind, jævn ku­ling.

Den 22. juni om eftermid­dagen passerede vi mellem Fair Island og Dennis Head et fuld­skib og to barker modgående og fire barkskibe medgående; den 23. nordlig storm, regn, som gik nv. aftagende.

Den 5. juli var skibet efter 19 dages rejse på højde med Kap Farvel på Grønlands sydspids.

Den 8. juli om aftenen så vi det første isbjerg, og den 12. havde vi 5 isbjerge i sigte, de var meget store og havde de besynderligste former, som gamle ruiner, kirker og fæstninger, d. 18 isbjerge; et større bjerg tæt ved skibet kæntrede med et brag og brækkede i mindre stykker og satte søen i voldsom bevæ­gelse; vi så et meget stort bjerg, ca. 200 fod høj, som havde 2 store vandfald og reviere ned ad siderne af fersk vand - et storartet skue.

 

Søndag den 14. var der flere hundrede isbjerge og utallige småstykker, som er de farligste, da de til tider er flere favne under vand og kun rager en lille del over vandet, og da de er dår­lige at se om natten i tåget vejr, som der er meget af heroppe.

Isbjergene havde de besynder­ligste former og kulører, nogle som dækkede med støv, andre som sukkertoppe, andre igen himmelblå; vi havde et bjerg tæt ved, så stor som en lade med tag på.


Kapt. Gulland siger, at han al­drig i de 22 år, han har sejlet på Hudson Bay, har set så tal­rige bjerge. Det var i en holden af og luren for at bære fri af dem; en interessant men farlig sejlads. Vi måtte vende for fast pakis, som sås i vid udstræk­ning; vi krydsede mellem bjergene langs pakisen for at finde en åbning. Isbjerge i hundred­vis og pakisen, som rækker fra vsv. så langt øjet når. Den 17. meget smuk solopgang, det re­flekterende billede af alle bjerge og isen sås i skyerne i de mest fantastiske former. Vi sejlede ind i en bugt af pakisen mellem utallige isbjerge og isflager, det var som kirker og slotte med vandet strømmende i vandfald ned ad siderne. Vi måtte vende og sejle ud ad igen, da isen om­ringede os fra begge sider. Vi så mange sælhunde og en enkelt is­bjørn, som svømmede op mod skibet, men da den kom i nær­heden af os, forsvandt den mel­lem flagerne; måtte ligge bak, da der ingen vej var at se mel­lem ismasserne.

 

 

 

82776-004-FE4D8113

 

 

Lørdag den 20. var der igen en stor isbjørn hos os, og det betød åbninger i isen, så vi kunne krydse op mod Resolution Is­land, som var i sigte. Under en vending ved middagstid var vi pludseligt helt indesluttede, og »Hans« lå aldeles hjælpeløs. Et stort isbjerg, som var passeret om morgenen, gik med en ret stor fart op mod skibet, som vi forsøgte at bringe fri. Bjerget tørnede mod en stor isflage, og stødet var så stærkt, at masser af tons is styrtede fra bjerget ned over flagerne med øredøven­de larm, stadig nærmende sig skibet. Alle om bord ventede, at »Hans« ville blive knust; vi fik hurtigt prammen og alle mand over på den nærmeste isflage og så langt bort som muligt lige før kollisionen, som skete tem­melig hårdt mod bagbord bred­side, lige ned mod det sted, hvor de store ismasser var faldet ned kort tid forinden, og det var et stort held, og da skibet havde en del slagside til styrbord, og da de is belagte ræer var bra­sede skarpt ind til samme, be­rørte de til al lykke ikke bjerget, som efter en del bragen kun tog en del støtter og lønning væk på halvdækket samt ombøjede bras bommen.

Efter denne ret alvorlige for­skrækkelse lå vi lidt stille, men kom hurtigt om bord igen, og så snart det var klart fortsatte vi rundt i den store åbning, som is­bjerget havde dannet.

Nu var den alvorligste fare forbi, men isflagerne vedblev dog stadig at skrue rundt om os. Efter nogle få krydsninger kom vi ud i åbent vand igen, hvor skibsskroget blev omhyggeligt undersøgt og pumperne pejlet. Skibet var heldigvis tæt, og ende­lig fik vi tid til at få en smule mad i ro og tid til at tænke lidt på den situation, vi havde været i. Da skibet lå ganske stille og roligt indesluttet mellem jævne isflager, havde vi i grunden ikke tænkt på, at der var nogen over­hængende fare; det var først, da den mægtige isblok kom an­sættende ned mod skibet, at det gik op for os, at der var alvorlig fare på færde.

 

 

Bark-HANS-FOS-4949-9 

 

Bark HANS FOS 4949-9. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet

 

 

Da vi blev nødt til at bringe os i sikkerhed på isflagerne, var der ikke tid til at tage proviant eller vand eller nogen ting med os, ja frivagten, som i hast blev purret ud, fik næppe de nødven­digste klæder med. Dersom ski­bet var blevet knust under de umådelige ismasser, ville vor stilling ikke have været misun­delsesværdig, og i forbindelse med den stærke kulde rille det have været umulig for os 14 sjæle at nå land i den ubetyde­lige pram, som vi havde.

 

Om eftermiddagen kl. 5 havde ri Kap Resolution i nv. t. n. i 10 kml.s afstand, men da hele far­vandet ind mod land var fyldt med pakis, blev skibet holdt gående for bakkede sejl og fastsurret ror.

Søndag d. 21. lå vi stadig uden at kunne gøre større fremgang, ja, undertiden måtte vi endda på grund af isskruninger sejle udefter. Den 22. om morgenen kl. 2 blev vi pludselig omringet af is fra alle sider; kun en gang imellem fik vi en lille åbning, men det var uden betydning for vor videre sejlads. Fra mastetoppen sås kun de udstrakte ismasser hele dagen igennem, og de stærke isbrydninger bevirkede, at et større stykke af den løse is stævn blev revet af, så der ikke var mulighed for at forcere isen. Det gjaldt derimod om at komme udefter igen.

Hen imod aften fik vi besøg af 3 isbjørne, en mor og 2 unger. Ungerne især var meget dristige og nærgående, og det var ganske pudsigt at se moderens bestræbelser får at få ungerne med sig bort fra skibet, når de var kommet nærmere end heldigt var for deres sikkerheds skyld. Heldigvis for dem var vi ikke i besiddelse af en riffel; thi de var os nær nok til at kunne skydes.

Den 23. begyndte isen atter at skille sig. Det er besynderligt, så hurtigt, der kan ske en forandring i så henseende; thi dagen i forvejen så det ud til, at vi skulle være indesluttet for lange tider; men pludselig slog isen revner omkring os, og de fremkomne åbninger udnyttede vi så godt som muligt.

 

 

 

Hudson Bay 7458250864

 

 

Den 24. blev udsigterne endnu lysere for os, idet vi kunne begynde at krydse os op mellem lange strimler af pakis. Hen ad aften var vi ganske fri for is, og det var rart efter den lange indespærring.

Den 27. om eftermiddagen fik vi et lille hus i sigte, som nogle år tidligere var blevet opført på øen Aske af Canadian opmålings ekspedition. Det var besynderligt at se dette tegn på civilisation efter den lange tid i ismasserne. Endskønt landet var ganske uden vegetation og kun enkelte steder dækket af mos, vedblev vi dog at se efter dette lille hus, hvor vi vidste, at der havde været mennesker og liv.

I 6 dage krydsede vi nu op ad Hudsonsstrædet i isfrit vand i en vedholdende skarp nordlig vind med regn, tåge og slud, indtil vi d. 30. nåede Charles-øen, en større ø, hvor vi atter mødte is hindringer.

 

 

 

hudson bay

 Kort over Hudson Bay

 

II

Den 1. august fik vi igen isfrit vand at sejle i, hvor en mængde sælhunde og hvalrosser boltrede sig. Mod aften krydsede vi ind mellem øerne Salisbury og Nottingham, hvor vi atter fik is hindringer og strømkoblinger. Den 2. august fik vi endelig en god vind og sø, og sejlede nu forbi det høje Kap Volstenholm og Diggs øerne, som alle har et ganske nøgent og klippeagtigt udseende. Efterhånden som vi rundede omkring øen Mansfield, en meget lav ø, og ind i Hudson-bugten, gik vinden mere i øst og nordøst. Den 4. aug. fik vi tyk luft med regn og storm og høj søgang, som gjorde videre fremgang umulig.

I de følgende dage bedredes vejret dog, og d. 12. om aftenen ankrede vi ved kysten mellem Pisquami pynten og Haltway pynten i 9 ½ favne vand. Den 13. sejlede vi videre langs landet efter båken på North Blaff, og kl. 2 ½ em. ankrede vi ud for indsejlingen til Moose floden efter 58 dages rejse fra London.

Skibet stak for dybt til at kunne gå over barren, hvorfor det blev nødvendigt at lægtre en del af ladningen om bord i for¬skellige skibe.

 

Den 17. kom »Lady Head« fra London efter 65 dages rejse. Samme em. kom vi over barren efter lodsens kommando. Indenfor fortøjede vi på den sædvanlige ankerplads ved Fort Moose. Da selve floden ikke er ret dyb, kunne vi ikke komme fortet nærmere end ca. 9 kml. Losningen blev meget besværlig, idet vi først måtte losse i mindre skonnerter, som så går så langt ind, de kan, og udlosser deres ladning i både, der endelig bringer det hele i land.

Moose fortet består af 2 større malmkanoner, og selve byen huser om sommeren hen ved 700 indbyggere; idet indianerne, når skibene er i vente, kommer ud af skovene for at søge arbejde. De opslår da deres telte omkring de træhuse, hvor de hvide bor, men så snart skibene er afsejlet og før vinteren nærmer sig, drager de atter ind i skovene for at dyrke jagten. Jagt.udbyttet  afhænder de til Kompagniet for fødevarer samt ammunition, 15 gæs er prisen på 1 pund krudt, 1 pd. hagl og 65 fænghætter.

Foruden indianerne består kolonien af ca. 50 hvide med børn. Kontorpersonalet spiser i en messe og deres hustruer og børn i en anden med henholdsvis guvernøren og hans hustru som messeforstandere. De øvrige arbejdere og tjenere får deres ration udleveret.

Vagtlokalet er tillige billardstue, hvortil skibenes officerer også havde adgang. Der spilles tennis og kroket, men andre legemsøvelser blev heller ikke forsømt.

 

Livet er meget ensformigt for kolonisterne, og den eneste virkelige afveksling er ankomsten af de med længsel ventede to skibe, som medbringer hele deres vinterforsyning. Kolonisterne ser gerne, at skibenes kaptajner bor hos dem i land, og engang imellem aflægger de så et besøg om bord i skibene, og ligeledes er indianerne hyppige gæster om bord. Om vinteren drager de til skovs for at hugge træ til husbyggeri og brændsel, og der findes et savværk, så stammerne let kan gøres til brædder og bjælker. Vinteren er selvfølgelig kold, men inde i skovene, hvor blæsten har mindre styrke end udenfor, føles kulden ikke så meget, ligesom selve Hudsonbug-ten sjældent fryser helt til.

Under vort ophold ved fortet havde vi hyppige besøg af canadiske ingeniører, der i kanoer rejser langs med bugtens kyster for at søge efter metaller. Den nærmeste jernbanestation, Ambitibi, ligger ca. 300 eng. mile fra Moose fort, så det er ikke nogen ufarlig ekspedition, der er ude på hver sommer. De fortalte, at der er tale om at anlægge en koloni på Charlton Island, hvor der findes en naturhavn, der er godt beskyttet for alle vinde af Ferry og Dandy øerne, og som kan benyttes af skibe af enhver størrelse. Derfra skulle der så om sommeren være forbindelse med alle de nærmeste stationer ved hjælp af en fladbundet dampbåd. Ligeledes var der også tale om en jernbaneforbindelse mellem Ambitibi og Moose, men denne plan vil være afhængig af resultaterne af undersøgelserne med minerne. Der findes betydelige blylejer heroppe, men om de er så gode, at det kan betale sig at drive dem, skal de rejsende ingeniører finde ud af.

 

 

 

PA135839-450w 1100100029419 eng

 

Indianerne heroppe er i det hele taget meget nette mennesker

 

 

 

Det var vældig interessant at være vidne til deres afrejse, samt når de med deres oppakning og proviant indskibede sig i de store medbragte birkebarks- eller sejldugskanoer, og der forefaldt mange pudsige scener, når deres indianske ledsagere skulle tage afsked med deres familie og venner.

Indianerne heroppe er i det hele taget meget nette mennesker; men her, som alle andre steder, har de dog en utrolig hang til dovenskab, og lader deres kvinder udføre alt det arbejde, de ikke selv gider overkomme. De fleste af dem kan både læse og skrive deres eget sprog. Deres sans for sang er stærkt udviklet, og det er en nydelse at høre dem synge ved gudstjenesten.

Om sommeren når alt er i grøde er der ret nydeligt heroppe med frodige blomsterhaver og urtehaver samt en enkelt bygmark. Mens vi var der oppe, var det hele tiden fint vejr, men vi plagedes meget af myg. I ugen før vi sejlede, rasede en heftig skovbrand inde i landet. Røgen var så tæt, at den næsten gjorde dag til nat og var skyld i, at vi kom en dag senere af sted, end vi havde planlagt.

 

 

 

201301-hudson-bay-mountain-winter-20x30-acrylic-on-canvas-retakepost

Hudson Bay

 

 

Hen ad i oktober begyndte vinteren at melde sig med råt og fugtigt vejr, og derfor måtte skibene være klar forinden, da der ellers er fare for at fryse inde. Den 10. september om aftenen var vi klar til at sejle, men på grund af nogle vanskeligheder på barren, måtte vi afvente dagen for at være sikker på at komme vel til søs.

Onsdag morgen den 11. september kom lodsen om bord, og ved højvandstid passerede vi over barren, hvor den dag kun var 14 fods vandstand. Da vi havde kvitteret lodsen satte vi kursen udefter i James bugten for en god vind, hvilken dog ikke holdt sig ret længe. Det tog os tre dage at krydse ud af den af lave øer, grunde og rev opfyldte James bugt, og glade var vi ved at vide os ude af den, især da de mørke nætter allerede var begyndt, hvorved navigationen af den gjordes yderligere vanskelig. Fra den 16. til den 18. havde vi en meget hård storm, som begyndte fra SØ, og efterhånden gik over til NØ og N med snebyger, frost og megen hård og høj søgang. Efter »Sailing Directions« er stormvejr meget sjælden her, men Hudson Bay compagniets ældre kaptajner siger, at de har oplevet mange storme her, hvorfor man altså ikke kan fæste ubetinget lid til alt hvad der angives i bogen. Den 21. og 22. fik vi atter storm af NØ med snebyger og slud. I denne storm fangede vi en del

ijeldryper, som kom med vin¬den nord fra og faldt ned på dækket, når de havde tørnet mod rigningen.

Under stadig krydsning mod hårde, nordlige vinde med slud og sne nåede vi endelig den 26. ind i Hudson strædet. Vi havde landkending af Diggs øerne og Nottinghamøerne, men alt lan¬det var dækket af sne. Den 27. fik vi atter modvind med hård kuling, frost og snebyger. Den 28. fik vi dog lidt medbør og passerede Big øen.

 

 

 

III.

Den 29. fik vi Ushe øen i sigte, hvorpå det af den canadiske opmålings ekspedition opførte hus er bygget. Samme dag havde vi de første isbjerge i sigte. Vinden var NNØ med enkelte snebyger. Den følgende nat passerede vi imellem en masse større og mindre isbjerge, og hen på eftermiddagen passerede vi Resolution og var lykkelig og vel ude af Hudson strædet. Særlig om natten var det meget trættende og nervepirrende at stå og stirre efter alle disse isklumper for at holde klar af dem, da en kollision endog med de mindre af dem er nok til at havarere skibet, når det løber nogen fart. Hver morgen hilste vi med glæde det frembrydende dagslys, thi da er det først, at der kan nydes lidt hvile efter en hel nats anstrengelser og agtpågivenhed.

Den 2. oktober havde vi atter en hård storm af SØ, som gik gennem øst om til nord og forårsagede en meget oprørt søgang. Skibet arbejdede som skulle det skilles ad, men det bar dog stadig mod syd og gjorde afstanden til vort bestemmelsessted (St. Johns) kortere.

 

Den 3. og 4. modererede vejret noget, men den 5. og 6. blev der atter storm. Den 7. hejste vi kendingssignalerne for Beaver liniens damper »Lake Simeve« og bad ham rapportere os. Han lå imidlertid stille hele den tid, vi havde ham i sigte, formodentlig havde han en maskinfejl. Denne var den første damper, vi havde i sigte, siden vi passerede Fair Island på udrejsen, og det mindede om, at vi var ved at komme ind i mere hjemlige egne igen.

Den 9. fik vi Green Island i sigte samt flere skonnerter, der krydsede op langs landet. Den 10. sprang vinden om på nord og friskede op til storm. Ved middagstid passerede vi Cap Francis og drejede udenfor St. Johns. Kl. 2 kom en bugserdamper ud med lodsen. Vi bugseredes ind i havnen, da indsejlingen er meget smal og vanskelig at passere, og farvandet løber ind under høje klipper, som besværliggør manøvreringen for større sejlskibe; desuden er havnen næsten altid fuld af fiskeskonnerter og sælfangere.

 

 

 

Sct. Johns havn ligger godt beskyttet for alle vinde, men den er dyr at anløbe, da fuld havnetakst altid må erlægges, selv om et skib, som i vort tilfælde, kun anløber for at hente ordre. Bl.a. andre afgifter er fyrpenge for »Hans «vedkommende 90,24 Dollar, havnemesteren skal have 5 dollar og vandafgiften er 18,80 dollar, enten man fylder vand på eller ej. Denne sidste udgift synes mig at være temmelig uforskammet; især da man selv må sørge for at hente vandet i egne både.

Sct. Johns er en meget net by og tager sig særlig godt ud set fra havnen, da den ligger på begge sider af floden op ad en klippeskråning. Den var i færd med at pynte sig for at modtage hertugen og hertuginden af York, og i den anledning var et par orlogsskibe ankommen. De store sælfangere var allerede hjemkommen og oplagte, og såvel sælfangsten som fiskeriet havde dette år været meget dårligt som følge af den usædvanlig store is mængde, der havde været langs hele labradorkysten. Vor ordre lød på at sejle ned til Black River i Placenitia bugten for at laste papirmasse til England. Vi var sejlklar den 18., men svære storme hindrede os, så vi først kom af sted den 21.

Lige før vor ankomst til Sct. Johns var mr. Furlong blevet ansat som dansk konsul. Han var en meget elskværdig og imødekommende gentleman, hos hvem enhver skibsfører altid ned tillid kan søge den hjælp og støtte, som de i mange tilfælde kan have behov.

 

 

Vi krydsede mod sydvestlige inde langs kysten til Cap Pine, lvor vi mødte krydseren Ophir ned hertugen af York om bord eskorteret af 4 orlogsskibe undevejs til Sct. Johns.

Onsdag morgen d. 23. havde i Cap Set. Mary i sigte i nord i 16 kmls. afstand. Vinden trak nu lidt mod syd og friskede op til en storm med regntyk luft. Vi lænsede nu med 10-11 knobs art for undermærssejl og fok opad Placentia bugten. Kl. 2 ankrede vi i Maggety Core, og norgenen efter sejlede vi op til ankerpladsen udenfor Black Riv.er. Navigationen i Placentia bugten er meget vanskelig og kan kun ske under en kyndig lods' vejledning.

»Hans« er det første råriggede skib, der har været så højt oppe. Black River har sit udløb ovenfor Sound Island, og for 4 år siden er der her anlagt et savværk og en pulpfabrik, hvorfra papirmassen udskibes. Floden er afdæmmet, så den stærke strøm kan bruges til drivkraft til fabrikken.

 

 

 

 

De ladende skibe ligger til ankers ca. ¾ eng. mil udenfor fabrikken i 3 ½ favne vand og ligger godt beskyttet for alle vinde. Ladningen lægtres og bugseres ud til skibene og indladningen foregår ret hurtigt. Befolkningen er venlig og meget gæstfri; deres hovednæringsvej er fiskeri, og når fiskesæsonen (i december) indtræffer, ankommer de større amerikanske skonnerter, som opkøber hele ladninger. Sildefangsten foregår med net fra små både, og hver enkelt båds fangst kan beløbe sig til 5 á 10.000 tdr. sild daglig. Hele den store masse sild skuffes op på stilladser, der i den hensigt er bygget mellem de fremspringende klippekanter langs stranden. Når en fangst er opskuffet på stilladset, bliver den liggende, til den er helt gennemfrosset, hvorefter den luges om bord i skonnerten. Det er uhyre masser af fisk, der arbejdes med, og den væsentligste fortjeneste, som befolkningen lever af hele året rundt. Såfremt silden ikke bliver gennemfrossen inden en vis tid, kastes den i søen igen, og friske fangster oplægges i stedet for.

 

Sammen med købmanden var jeg på en udflugt til »Pippers hole«, hvor skovhugsten foregår. De fældede træer styrtes ned i fosserne og føres ad dem ned til kysten, hvor de så opfanges og forarbejdes i fabrikken. Der havde været meget lidt vand i fosserne i år, så flere hundrede tons træ var strandet på vejen ned, og det har bevirket, at fabrikken har lidt store tab. Skovarbejderne bor i blokhuse i skovtiden og flytter hjem til kysten igen, når skovtiden er forbi og fiskeriet begynder.

Mandag den 4. november sejlede vi fra Black River ned til Maggaty Core for at gøre klar til at gå til søs morgenen efter. Vi kom imidlertid til at stå på en ukendt grund og måtte losse en del af ladningen for at komme flot. Heldigvis tog skibet ingen skade; men denne forhindring i forbindelse med en efterfølgende modvind forårsagede, at vi først kom til at sejle den 10 november. Til at begynde med havde vi nordlig vind med frisk kuling og regnbyger, med nød og næppe klarede vi os fri om østpynten af Cowen. Lodsen, jeg havde bestilt, udeblev, så jeg måtte selv fortsætte, endskønt det ikke er noget nemt farvand at navigere i. Vi var så heldige at nå ud af bugten inden aften, så vi i løbet af natten kom et ret godt stykke til søs.

Dagen efter fik vi en storm af øst og måtte ligge underdrejet det meste af dagen, men natten efter flovede vinden af og drejede sig vest efter, og det benyttede vi os af for at komme hurtigt hjem.

Efter 21 dages sejlads ankom vi til Liverpool den 1. december.

 

.


 


Gå til top