Fanøjagten "Fru Mette" angribes af sørøvere

 frumette 1  

 

Da Fanøjagten "Fru Mette" blev angrebet af sørøvere og hele besætningen myrdet.

 

Efter sagens akter fra Askims og østre Hissings Herreders ret i Göteborg tilligemed en del af kaptajnens efterladte papirer.

Ved N. M. Kromann, 1923. Bragt i Fanø Ugeblad den 9. april 1992

 

I 1781 fødtes i Nordby på Fanø en dreng, der i dåben fik navnet Anders, og da faderen hed Mathias Mathiasen, blev hans fulde navn efter datidens sprog­brug: Anders Mathias' Søn, og under denne betegn­else står han indført i lægdsrullen, medens han til daglig efter skikken hed Anders a Mathises. Senere har han tiltaget navnet Nørby efter den del af Nordby, hvor hans forældre boede. Faderen var husmand og fisker, en gerning der dengang kun ydede sin bruger det aller tarveligste udkomme.

Faderens ønske var derfor, da Anders skulle vælge sig en livsstilling, at han kom rigtig ud at sejle for en­gang at tage styrmandseksamen. Denne kunne den­gang ikke tages hjemme på øen, da der ingen naviga­tionsskole fandtes der, de unge sømænd kunne kun erholde en forberedelse af ældre skippere i vintermå­nederne, men eksamen skulle tages på Føhr, i Flens­borg eller i København. Vor Anders var ikke alene velbegavet, hvad hans opbevarede regnskaber og bre­ve tydeligt bærer vidnesbyrd om, men han var også en rask og dygtig sømand.

 

Knap 20 år gammel tager han sin styrmandseksa­men med fineste karakter ved Skipper Laugets Skole i København og i hans eksamensbevis, der endnu op­bevares i familien, hedder det "at han forstår Tidreg­ning, Højdemaaling ved Solen og Stjernerne, Kom­passets Misvisning, ved en og tvende Pejlinger, udi Horisonten, samt Azimuth Pejling at beregne og for­bedre, det platte og voksende Korts Regning og Pas­ning, at holde en korrekt Journal, og stille sin Kurs, hvorhen han sig agter."

Han er nu styrmand og som sådan sejler han til ef­teråret 1806, da han indgiver begæring om skipper­certifikat. Dette bliver ham bevilget, og han skal nu ifølge loven erhverve sig borgerskab i nærmeste køb­stad, det kunne ske både i Varde og Ribe, han valgte Ribe. Hans borgerbrev, der ligeledes endnu opbeva­res, lyder således:

 

Borgmester og Raadmand udi hans kongelige Majestæts Købstad Ribe gøre vitterlig: at vi have antaget saa og henned antage Skipper Anders Mathiasen Nørby, bosiddende paa Fanø under Riberhus Amt til at være borger i Ribe, efter at han for os i Dag udi en siddende Ret paa Ribe Raadstue ej alene har af­lagt den sædvanlige Borger Ed, men endog de Eder, som Forord­ningerne af 6. Jan. 1802 Par. 71 og 7. Maj 1803 påbyder, at Skippere bør aflægge, thi bliver dette Borgerskabs Brev ham meddelt, dog med denne Indskrænkiiing, at saalænge han ej er bosiddende i Ribe og der holder Dug og Disk er han uberettiget til at drive Handel eller nogen anden borgerlig Haandtering, føl­gelig berettiger dette Borgerbrev ham ej til videre, end for at er­nære sig, som Skipper, af Fragt og Søfart ligesom og for der­ved at kunne erholde Udgang til latinske Søpasser og Certifika­ter. - løvrigt haver han sig som en tro kongelig dansk Under-saat og Borger, pligtmæssig at forholde, samt at iagttage de Pligter ham som Skipper paaligner.

Datum Ribe Raadstue, 13. Jan. 1807.

Under Ribe Stads Segl.

Dette Borgerbrev er betalt med 7 Rigsd. og 4 Mark.

Simonsen.

 

 

Hvornår han har fået købt skib vides ikke - det er bygget 1797 i Nordby af Lorentz Holst -, sikkert umidddelbart efter, at han har erhvervet sig borgerbrev. Af et certeparti af 28. november 1811, ses det, at han er befragtet af "Den kongelige Providerings Kommis­sion" til med sit ejende skib at føre 350 tdr. rug fra Fanø til Bergen for en fragt af 3 rdl. cour. og 72 skill. - 10 skill. i kaplak (i alt i vore penge ca. 4280 kr.) og har i forskud på fragten fået 900 rdl. udbetalt af pro­viderings kommissionens repræsentant på Fanø, øens kommandant under krigen med England, Kapt. Winckler.

Regeringen påtog sig risikoen ved opbringelse eller stranding mod en billig præmie. I den anledning blev jagten "Fru Mette", der opmåles til 9 kommerce læ­ster, vurderet til 13.585 rgdl. (eller 43.472 kr.), der synes at være en meget høj sum, men der må tages i betragtning, at dansk valuta dengang stod i meget lav kurs. Et par år efter havde vi jo den store pengekrise og statsbankerot.

Han vedbliver nu at sejle med providerings-korn til freden i 1814 undertegnedes og, som det synes, med held fraregnet, et enkelt uheld, der er vurderet til 2222 rdl.

 

Efter krigen kommer han i regelmæssig fart mellem Altona og København med stykgods, undertiden en tur til Sverige og Norge. Og den 26. april 1823 ud klarerer han fra København indehavende en ladning bestående af 50 tdr. tran, 18 foust. rom, 18 pakker skrivepapir, 29 sække sagogryn, 78 sække gurkemeje, 5 bnt. lammeskind, 20 kasser bøger, 1 kasse naturalier og en del brugte møbler. Rejsen går godt til op mod Læsø. Her bordedes han den 9. maj af en svensk båd, hvori befandtes 4 fiskere, der bad om vand, som de også fik, derefter.spurgte de, om de kunne tiltuske sig noget brændevin mod fisk, hvilket nægtedes dem.


Fiskerne gik derefter fra borde, men kom lidt efter tilbage og bad om ild, i hvilken anledning de


tre går om bord i jagten med en tørv, som de ønskede ild i, ikke så snart var de kommen op på dækket, før hver tager en pistol frem og først skyder skipperen, der straks døde, derefter styrmanden, der var en høj og kraftig mand, og som ved skuddet kun såredes. Han sætter sig nu til modværge og kæmper med røverne i et kvarter, da han bliver overmandet og levende kastet i havet, hans navn var Mathias Clausen Regis og 32 år gammel, søn af skipper Claus Nielsen Regis i Nordby. Derefter blev drengen Johannes Abrahamsen, 17 år gammel, skudt og tilligemed kaptajnens lig kastet i havet. Drengen var også fra Fanø. Hele besætningen var nu myrdet, og røverne brød ned i lasten, hvoraf de bemægtigede sig så meget som deres båd kunne bære, endvidere besætningens klæder, ure, penge og andre værdigenstande. Et forslag fra hovedmanden om at sætte ild i skibet blev dog ikke virkeliggjort. Roret på "Fru Mette" blev bundet og sejlene lod man stå, hvorefter røverne forlod jagten, men først hen ad kl. 12 om natten sattes kursen mod Sveriges kyst og landede på Kæringøen, her var dog ingen lejlighed til at oplæsse de røvede varer, heller ikke på Rørø. Først om morgenen den 11. maj fik man noget af godset oplagt ved Halsvig, medens nogle tønder rom og tran nedsænkedes i havet til senere afhentning.

 

 

 

frumette 2

 

 

Men allerede den påfølgende dags eftermiddag kl. 6, efter at udåden var begået, strandede "Fru Mette" på Foto Odde. Den underlige måde, hvorpå dette skete, foranledigede de derboende til straks at gå om bord. Her fandt de alt på dækket i den største uorden og storlugen opbrækket og lasten omkastet. Roret var surret fast, men intet spor af besætningen. Beboerne var straks klar over, at der var noget mystisk ved situationen, og sagen blev indberettet for politiet, der øjeblikkelig tog sig af sagen. Efter skibets papirer kunne det straks fastslås, hvilke varer, der manglede i ladningen, og mistanken henlededes på en del der i egnen boende smuglere, hos hvem der blev gjort husundersøgelse og også fandtes en del af varerne, nøjagtigt mærkede på samme måde som konnossementerne angav, hvorefter de pågældende blev anholdte.

Af forhørene fremgik det, at planen til sørøveriet var undfanget af enken efter bogholder Fr. Haard, Johanna Haard, på Brangaa, og til dens udførelse havde hun overtalt sin tjenestekarl Anders Andersson, Rodebådsmand ved andet Bohus Compagni Johannes Andersson Flataas fra Rya Warsvet, fisker Christen Andersson fra Hallsvik på Styrsø og Tjenestekarl Carl Børjesson fra samme sted. Johannes Andersson Flataas bekender i første forhør under tårer og anger, at han i selskab med de øvrige tiltalte efter afholdt rådslagning og anstiftelse af Johanna Haard onsdag den 7. maj har begivet sig til søs for at overfalde et eller andet skib og bemægtige sig dets last, og da de fik en jagt i sigte, besluttede de at overmande denne, hvilket dog først skete efter at de havde været om bord to gange, da de manglede mod til udådens udførelse, gik de derefter tredje gang om bord efter opmuntring fra Anders Andersson for at lægge hånd på værket, og Flataas tilstår, at han skød den ældste mand, formodentlig skipperen. Christen Andersson en dreng og Anders Andersson den største mand, som ikke straks døde, men stod op mod morderen, med hvem han kæmpede i et kvarter, indtil de alle tre fik ham kastet over bord, mens han endnu levede.

 

 

 

De andres fremstilling af sagen var omtrent i overensstemmelse med Flataas' forklaring, dog ville A. Andersson ikke vedkende sig at have været med til at lægge hånd på søfolkene, og alle meddelte, at det var enken Haard, der var anstiftersken. Hun, der derefter blev anholdt, benægtede på det bestemteste at kende noget til sagen, endnu mindre at have haft sin andel deri.

Der afholdes nu adskillige forhør i sagen, men Anders Andersson fastholder fremdeles ikke at have ud-ført et eneste af mordene, og med enken Haard kommer man ikke længere, hun vil ikke vide at kende noget som helst til sagen.

Der bliver indhentet forholdsattester fra de tiltaltes præster, hvoraf fremgår, "at Flataas er 29 Aar og hidtil været ilde anset, såvel for sin Liderlighed og stedse mere tiltagende Uordentlighed i sit Levnet som for de Rapserier af andres Ejendom, for hvilke han er beskyldt. Han har ikke gået til Herrens Nadvere. Er gift og har fire Børn."

"Carl Børjesen er 32 Aar gammel, besidder svag Kristendomskundskab, har dog tilforn flittigen afbenyttet Raademidlerne og førte en stille Vandel."

"Anders Andersson er 30 Aar og besidder nogenlunde Kristendomskundskab, omendskønt han har anvendt den slet, har bestandig været kendt som Tyv, tilmed er han kendt som en udlært Storsmugler, besøger sjælden Kirken eller Herrens Jord."

"Fisker Chr. Andersson er 34 Aar og besidder nogenlunde forsvarlig Kristendomskundskab, men udøver den slet, i de senere Aar levet i Fjendskab med sin Hustru. Paa et Par Aars Tid har han sjælden været æ-dru, men gaar i jævn Sejs og har i flere Aar været bekendt som Smugler, for hvilket han ogsaa er dom-fældt, han har paa andet Aar hverken søgt Kirke eller Nadver."

"Enken Johanna Haard er 33 Aar gi'., besidder vel god Kristendomskundskab (omendskønt hun tilbageholder Sandheden i Uretfærdighed). Hendes Karakter er ikke den bedste, lige fra Mandens Død i 1818 har hun efter almindelig Formening næret sig af Smugleri. Hun bragte ved Aarets Slutning et dødfødt Drengebarn til Verden. Hun er et ondt Eksempel for en kortsynet Almue, gid hun også maatte være en Advarsel for dem! Gid hun i Tide maatte besinde sig fra sine Vejes Vildfarelser."

 

 

frumette 3

 

 

 

En mængde hælere er bleven indblandet i sagen, og der holdes jævnlig forhør over disse og en hel del vidner for at overbevise enken Haard om sin andel i ugerningen, men alt forgæves, hun nægter hårdnakket, ligeledes vil Anders Andersson ikke tilstå at have begået nogle af mordene. Enken Haard indleverer et langt skriftligt forsvar, heri hedder det bl.a.: "men jeg lider for Retfærdigheden og haaber, at den en Gang i sin Tid kommer for Dagens Lys, om end ikke før de faar Livet plaget af mig. Hvilket forskrækkeligt Had?"

Og et andet sted: "Himmel og Jord skulle Vidne være, at I os med Vold og Uret dræbe." Hun forsøger dernæst i udsmuglede breve til sin slægt at fremskaffe falske vidner: "For Guds Skyld frels mig fra en skammelig Død og skaf mig to Vidner, som siger, at de var hos mig Christi Himmelfartsdag." ... "der er mange i Skærgaarden som vidne for Penge og flere paa Værftet."

Den 15. september 1823 falder dommen, der for de tidligere nævnte 4 mandspersoners vedkommende lyder på at miste højre hånd, halshugges og stejles. Om enken Haard udtales det i dommen: "at uagtet hendes hårdnakkede Benægtelser, maa det anses med bindende Bevisgrunde og Omstændigheder, at hun med

Raad og Daad har bidraget til Røveri-Forbrydelsens Begaaelse, samt at hun har erholdt en Part af det røvede Gods, men saasom efter Sagens Beskaffenhed ikke fulde Beviser er forekomne imod hende, maa Sagen hende betrædende udsættes til Fremtiden, da det kan vorde aabenbaret."

Hun dømmes derimod for et under sagen frem-kommen bevis for et af hende begået tyveri af sejl.

Dommen bliver for alles vedkommende indanket for en højere ret, men om sagens videre forløb har jeg endnu ingen oplysninger kunnet erholde. Der er dog ingen grund til at tro, at de dømte har fået nogen formildelse af dommen.

 

 

 

Det svenske folk var ikke mindre end det danske dybt rystet over denne begivenhed og udtalte sig offentligt med afsky om ugerningen og dennes udøvere og bevidnede de dræbtes efterladte al mulig sympati og deltagelse.

Fanø har måttet tage mod mangen sorgens budskab fra havet, der hårdt har ramt hjemmene, hvor som regel fattigdommen straks holdt sit indtog, når forsørgeren blev derude, men ingensinde har sorgen været så ualmindelig blandt øens beboere, som da efterretningen om ovennævnte rædselsfulde gerning nåede hjem. Få år i forvejen var Syvårskrigen med englænderne endt, den havde også været hård for Fanø, ca. 200 af dens søfolk lige fra 12 års alderen og højere op havde prøvet fangenskabets rædsler i England i kortere eller længere tid, enkelte endog i de samfulde 7 år, nogle var døde derovre, andre døde kort efter frigivelsen. Deres skibe var opbragte af fjenden og nød og fattigdom herskede overalt på Fanø. Man var trods dette og statsbankerotten i 1813 dog ved at rejse sig på Fanø, væsentlig på grund af, at de unge søfolk rej -ste til udlandet og tog hyre, særlig fra Holland, hvor de som regel blev flere år. Ved hjemkomsten kunne de ved hjælp af de opsparede penge få bygget everter på 5 á 10 kommerce laster eller små galeaser, men hver en storm gjorde som regel indhugst i antallet. De påfølgende år efter ovennævnte begivenhed blev nogle sørgelige år for Fanø i henseende til tab af skibe, dog ikke for Nordbys vedkommende, der synes ved den skrækkelige begivenhed, der ramte byen i 1823, at skulle forskånes for den ulykke, der ramte Sønderho i 1824, 25 og 26, da 20 af byens skibe forliste, deraf 9 "med mand og mus". I disse 3 ulykkens år blev der i Sønderho 40 enker.

 

 

 

 

Anders Mathiasen Nørby efterlod sig enke, 1 søn og 1 datter i fattige omstændigheder, og der var ved faderens død ikke de bedste udsigter for disse børn, og dog skulle de opnå at blive de rigeste i Nordby, og Anders Mathiasen Nørby at blive stamfader til en anset slægt.

Sønnen Mathias, der er født i 1813, kom ud at sejle straks ved konfirmationen og arbejdede sig ved flid og sparsommelighed frem til, at han i 1839 kunne bygge sit eget skib skonnerten "Jørgiane" på 43 1/2 kom. laster, der byggedes af skibsbygmester Søren Sonnichsen, Sønderho, der også havde værft i Nordby, med dette sejlede han i 1849, da han byggede briggen "Anne Jørgiane" på 74 kom. laster og endelig byggede han i 1877 i Sverige 3m. skonnert "Brunhilde" på 394 tons. Hans fulde navn var Mathias Mathiasen Andersen (almindelig kaldet Mattes Matten). Desforuden var han medejer af og reder for mange skibe. I 1887 stiftede han et legat på 1000 kr. til trængende enker i Nordby. Han døde 10. juli 1896. Hans børn var: Skibsfører Math. P. Cl. Andersen, der var første dampskibsfører fra Nordby, idet han i 1874 blev fører af det store dampskibsselskab "Kosmos'" damper "Karrok" på 1850 tons. Dette selskab er stiftet af kapt. J. M. Lauridsen, Nordby. En søn af M. P. Andersen er cigarhandler M. M. Andersen, Kongensgade, hvis hustru er datter af nævnte J. M. Lauridsen.

 

 

 

En datter af M.M.A. blev gift med kaptajn og kaffehandler M. N. Mathiasen i Nordby, hun døde efter få års ægteskab, og Mathiasen blev derefter gift med en anden datter. En søn var den for nogle år siden i Århus afdøde grosserer Mathias M. Andersen, endvidere kaptajn Theodor Andersen, brig "Ines Røhl", kapt. Anders M. Andersen, 3m. Sk. "Brunhilde", Morten Andersen, der døde som ung og endnu to døtre fru Karen Hansen, Nordby, og fru købm. Bøttger, døde 1916.

Anders M. Nordbys datter blev gift med nu afdøde kapt. S. Brinch Hansen, der ligeledes arbejdede sig optil en velstående mand.

Han har været ejer og fører af skonnerten "Carl Johanne", derefter barken "Fanø" og siden briggen "Cecilie". Foruden medejer af og reder for mange skibe. Også han stiftede et legat stor 2000 kr. til fordel for enker på Fanø. Han døde 13. marts 1900 80 år gammel.

S. Brinch Hansen efterlod sig to børn, sønnen H. P. Hansen, der i mange år var ejer af Sneumgaard og nu bor i Bramminge og en datter gift med købmand Joh. Mathisen i Nordby. Sidstnævnte har ingen livsarvinger, men alle de øvrige har børn i gode stillinger rundt omkring i Danmark og Amerika, der sikkert alle med vemod vil dvæle ved dagen den 9. maj, der er 100 årsdagen for den her i bladet skildrede begivenhed. (Artiklen stammer fra d. 9.6.1923. Red.)

Styrmanden Math. Clausen efterlod sig 4 børn, af hvilke kan nævnes kaptajn Hans Mathias Clausen, der var fører og hovedejer af sk. "Anna", der forliste 1854, gal. "Concordia" og briggen "Conrad", foruden at være medejer i og reder for flere skibe 92 kom. laster. Han har stiftet et legat på 1000 kr. og døde 17. dec. 1885, 63 år gammel, og har altså kun været et år gammel, da faderen blev myrdet.

Jeg skylder at tilføje, at jeg i undersøgelserne om ovennævnte sag har modtaget stor hjælp af hr. cand.polyt. C. L. Andersen, der er en ætling af den myrdede kaptajn.

 


 

 

 

frumette 4

 

 

 

Relaterede artikler

Gå til top