Denne franskmand havde vi meget morskab af, og det skyldtes for en stor del kapt. Clausen. Clausen var udlært sejlmager, og når de to sad og syede sejl gik snakken (på engelsk), men Clausen ville også lære Paul Fanø-sprog, og det blev denne strofe: „Sakkuk, saalt Kjød, Jordævler mæ Sirup aa Fjett aa due i!" Hvor var det sjov og skæg at høre Paul udtale dette med sin fransk-engelske accent. Jeg formår ikke at nedskrive de lyde kun slutningen, som lød: „Fjet aa djule", som altså skulle betyde: „Fjet aa due i". Men som nævnt var han fuld af sjov, hvorfor han kaldte alle fanøfolk for „djulier". Vi var 3 eller 4 mand forude, der havde fornavnet Niels, og i den tid, jeg var om bord, blev jeg kaldt „Djuli". Jeg tror nok, det var kapt. Clausen, der fandt på det, for også han var fuld af humør. 

Men det er jo rejsen jeg vil fortælle om. Den 27. september 1903 afgik skibet fra Hamborg til Port Natal i Sydafrika med en ladning stykgods. De første dage, efter at vi var kommet til søs, havde vi fint vejr, men så blæste det op med vestlige storme, og vi måtte kryd­se os frem ned til Dover. At jeg husker dette så mange år efter skyldes mine ømme hænder og dårlige fingre - det er en hård om­gang at komme fra ferie og så skulle til mange gange i døgnet at ha­le i vådt tovværk foruden op at gøre sejl fast og løse dem igen. Så vidt jeg husker, var vi 17 døgn om at komme forbi Dover, men efter den tid fik vi medbør, og efter 78 dages rejse ankom vi den 14. de­cember til Port Natal.

Fra Adelaide gik vi til Geelong, hvor vi skulle laste hvede. På rejsen til Geelong havde vi de første dage godt vejr, men fik så mod­vind og storm. Da vejret bedredes, og vi fik medvind, kan jeg hu­ske en hundevagt. Jeg havde rortørn, og så vidt jeg husker, var det fra 0 til 1. Kaptajnen og styrmanden havde travlt med stjerne observationer i den stjerneklare nat, men før jeg blev afløst ved roret, var kursen blevet forandret mange kompasstreger. Næste dags formiddag var jeg igen til rors. Kapt. Clausen gik frem og tilbage på halvdæk­ket, vi havde fint vejr. Kapt. Clausen var af den slags skibsførere, der godt kunne tale til sine folk. og nu standsede han hos mig ved rattet og sagde: „Ja, Djuli, det var vel nok godt, jeg fik den stjerne i nat, for ellers havde vi siddet på nojje skær nu." Hvad det var for skær, ved jeg ikke, jeg var jo kan matros, og siden jeg selv er blevet navigatør, har jeg ikke været på de kanter. Men jeg har ofte i min navigatørtid tænkt på denne udtalelse, fordi strøm og afdrift er farligt. Vi kom til Geelong ca. den 10. februar, lastede hvede i sække, og den 23. februar afgik vi til Falmouth for ordre.

 Rejsen gik rundt Kap Horn. På denne strækning så vi ikke så tå isbjerge, og om natten, når det var mørkt, måtte vi jævnligt hale vand op udenbords fra, temperaturen blev så taget på det, for på den måde at blive orienteret om, hvorvidt skibet nærmede sig et isbjerg. Men alt gik heldigt, og efter 92 dages rejse ankom vi til Falmouth d. 25 maj, der fik vi ordre på at afgå til Galway, en plads i Vest-Irland, hvor vi ankom den 11 juni 1904. I Galway havde vi dejlige dage. „Prin­sesse Marie" var et smukt skib, og da særligt nu. hvor vi kom fra en lang rejse, hvor alt havde fået sin årlige overhaling: malet indenbords, dækket sandskuret og teaktræet var renset og lakeret, alt skinnede som nyt. Der var også stor valfart af byens borgere ned til dokken for at tage skibet i øjesyn, og de sidste par søndag etermiddage vi var i Galway, fik publikum lov til at komme om bord og se skibet. Det var en oplevelse, idet der var arrangeret dans på fordækket, skønt mu­sikken var primitiv. Jeg ejede dengang en harmonika og kunne også spille nogle dansemelodier - mit store nummer var „Jeg sejled op ad åen", „Daisy Bell" og lidt andet. Vel kunne jeg spille de kendte fanødanse, men dem kunne de unge irske piger jo ikke, så dem måt­te jeg lade udgå. Men de unge morede sig godt, og alt gik sømme­ligt til. I en af mine pauser under dansen kom en katolsk præst hen til mig og spurgte: „Tell me - is Denmark a town of Copenhagen?" Jeg så på ham og svarede: „No, sir, Copenhagen is a town of Den­mark." Hvortil han svarede: „I see!" Dette spørgsmål har jeg ofte tænkt på, idet, da det var en lærd mand der spurgte, man derved fik en følelse af, hvor lidt Danmark var kendt ude i den store verden dengang, det var København, storbyen, der var kendt.

Da marineforeningen her arbejdede med vor malerisamling af Fanøs sejlskibe, var dette spørgsmål en stor faktor i arbejdet, idet en væsentlig del af formålet med malerisamlingen er at vise efterslægten, hvor meget Fanø gennem sine skibe bar bidraget til at gøre Danmarks navn kendt ude i verden.

Den 16. juli 1904 afgik vi fra Galway i ballast til Hamborg, hvor vi ankom den 29. juli, og hermed var vor rejse rundt jorden endt. Nog­le dage efter ankomsten blev vi på nær en enkelt af besætningen afmønstret, og vort lille samfund opløstes. Tilbage er at sige, at det var en lærerig tid på det sømandsmæssige område, idet vi havde dyg­tige skibsofficerer og en leder af stort format!

Senere hen i livet har jeg kun truffet to af mine skibskammerater fra den tid - mine bysbørn naturligvis undtagen - og de var begge skibsførere.