Nogle oplevelser og erindringer fra en jordomsejling med
barkskibet „Prinsesse Marie" af Fanø.
Ved Niels Ankersen Svarrer.
Fanø Ugeblad den 30. januar 1960 og den 6. februar 1960.
”Prinsesse Marie”, stålbark, FOS-4716-1. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet.
FOR ikke Iang" tid siden havde jeg lejlighed til at betragte modellen af barken „Prinsesse Marie", der er anbragt i Nordby kirke. Når man som jeg har sejlet med skibet som matros, er det naturligt, at minderne strømmer frem, når man går tilbage i tankerne fra den tid. Grunden til. at jeg har besluttet at fortælle om den tid, skyldes i høj grad dette gode forhold, der herskede om bord mellem officererne og os ude foran masten.
Modellen er smukt og vel udført, „en pryd", men det, der optog mig mest, var rigningen. I den tid, jeg var der om bord, var jeg udtaget til topsgast, jeg havde stortoppen og mesanmasten at varetage for slitage, når skibet var i søen, og der var nok at efterse. Jeg synes også, det er smukt med flagene på masterne, særlig dette dannebrog vajende under mesangaflen. Flaget, som skibet har vist mange steder rundt om i verden. Ligeledes synes det mig også smukt med skibets kendingsflag på mesanmasten, flagene der betyder N. F. V. T. Og det står for mig, som det skete i går, når der signaleredes, og kendingflagene blev hejst, så sagde kapt. Clausen altid denne sætning: „Nu Får Vi Tærsk!".
Det var kontrollen ved sammensætningen al flagene, en god idé - og sådan er der meget andet, der kan skrives om denne dygtige, målbevidste og bramfri skibsfører. Det var i Hamborg september 1903, jeg mønstrede som matros i barken „Prinsesse Marie".
Skibets fører var Niels Hansen Clausen fra Fanø, 1. styrmand Carl Pedersen, Fanø, og 2. styrmand Ulrik Jensen fra Mors. Af den menige besætning på 15 mand var de 13 danske, og heraf var 4 fra Fanø. Det var dæksdrengene Peter Lange og Lorens Holst. Peter Lange har i mange år været skibsfører fra Amerika, og Lorens Holst var 2. styrmand i „Prinsesse Marie", da den forsvandt. Ungmænd var afdøde kapt. Peter Nielsen, Strandvejen, og jeg. Så var der en irsk matros og sejlmageren, en franskmand.
Niels Hansen Clausen
Niels Ankersen Svarrer.
Niels Ankersen Svarrer fotograferet i Cardiff. Han endte sin karriere som kaptajn.
Han var fra 1949 - 1961 formand for Fanø Marineforening, i hvilken periode foreningen blev beriget med 83 malerier af skibe hjemmehørende i Nordby 1897,
Barken PUCK, et jernskib på 494 tons br., hed tidligere Peep O'Day. Den byggedes i Newcastle on Tyne 1863 og indkøbtes 20. februar 1890 fra rederiet F. Laeisz af „Rederiaktieselskabet Puck" ved J. P. Clausen, Nordby. skibets førere var kaptajnerne Pedersen, H. N. Svendsen, W. Lybecker og N. H. Clausen
Denne franskmand havde vi meget morskab af, og det skyldtes for en stor del kapt. Clausen. Clausen var udlært sejlmager, og når de to sad og syede sejl gik snakken (på engelsk), men Clausen ville også lære Paul Fanø-sprog, og det blev denne strofe: „Sakkuk, saalt Kjød, Jordævler mæ Sirup aa Fjett aa due i!" Hvor var det sjov og skæg at høre Paul udtale dette med sin fransk-engelske accent. Jeg formår ikke at nedskrive de lyde kun slutningen, som lød: „Fjet aa djule", som altså skulle betyde: „Fjet aa due i". Men som nævnt var han fuld af sjov, hvorfor han kaldte alle fanøfolk for „djulier". Vi var 3 eller 4 mand forude, der havde fornavnet Niels, og i den tid, jeg var om bord, blev jeg kaldt „Djuli". Jeg tror nok, det var kapt. Clausen, der fandt på det, for også han var fuld af humør.
Men det er jo rejsen jeg vil fortælle om. Den 27. september 1903 afgik skibet fra Hamborg til Port Natal i Sydafrika med en ladning stykgods. De første dage, efter at vi var kommet til søs, havde vi fint vejr, men så blæste det op med vestlige storme, og vi måtte krydse os frem ned til Dover. At jeg husker dette så mange år efter skyldes mine ømme hænder og dårlige fingre - det er en hård omgang at komme fra ferie og så skulle til mange gange i døgnet at hale i vådt tovværk foruden op at gøre sejl fast og løse dem igen. Så vidt jeg husker, var vi 17 døgn om at komme forbi Dover, men efter den tid fik vi medbør, og efter 78 dages rejse ankom vi den 14. december til Port Natal.
Jernbarken MARY JOSÉ blev bygget i Dumbarton i 1876. Skibet var hjemmehørende på Fanø fra 1895 til 1905. Oliemaleri af William H. Yorke, 1895
Da vi var udlosset, skulle vi gå i ballast til Adelaide i Australien for ordre, vi afgik den 2. januar 1904. Vi blev slæbt ud over barren af en stor slæbedamper, jeg husker, den havde to skorstene. Vi fik slæbedamperens egen slæber om bord, en tyk stålwire, der blev sjæklet rundt fokkemasten, og så trak den af med skibet Vi kom vel ud over barren og blev slæbt et godt stykke ud fra land, hvor de nødvendigste sejl blev sat, så der blev fart i skibet, da del var gjort, blev der givet signal fra slæbebåden om at kaste slæberen los. Her kunne der nemt være sket en stor ulykke. Der blev sendt 5 á 6 mand op på bakken for at hale ind på slæberen, så 2. styrmand og tømmermanden, der var nede ved fokkemasten, kunne få sjæklen af. Men der var allerede kommet for stor en bugt af slæberen agter efter, og skibet løb fart fremefter, så det var os umuligt at få halet noget slæk ind, så de kunne få sjæklen af, men de havde dog fået bolten ud af dét ene øje på sjæklen. Da slæbedamperen observerede, at vi ikke kunne få slæberen løs, gik den frem igen, og da slæberen blev tot, og der kom kraft på, gik sjæklen itu, og ud for slæberen. Tømmermanden fik et slag over højre arm af tampen, da den for rundt masten, de fleste af os på bakken blev kastet omkuld, og der var to af os, der ikke kunne rejse sig. Det var en matros ved navn Emil fra Horsens og jeg, vi var blevet slået over benene af tampen, dog til alt held kun det ene, men vi kunne ikke stå på benene, så vi blev båret hen agter, hvor kapt. Clausen undersøgte os, og det viste sig, at vi begge havde fået et stygt åbent sår på højre læg - til alt held var det ikke benbrud. Emil var mest medtaget, men også for mit vedkommende gjorde det ondt, bare man rørte foden eller tæerne. Såret på mit ben var godt så stort som en tokrone og ret dybt.
Ulykken var blevet observeret fra slæbedamperen, og da den havde fået sin slæber ind, kom den op langs siden for at høre, hvad der var sket, og om den skulle tage nogen med i land, men da der ikke var noget benbrud, syntes kapt. Clausen, at han selv kunne klare det, vi blev så bragt forud til vore køjer efter at være blevet forbundet.OGSÅ i forbindelse med denne hændelse har jeg tænkt mange gange på kapt. Clausens omsorg for os. Han var hver dag at se til os, rense sårene og lægge ny forbinding. Jeg husker, da ømheden havde fortaget sig i fod og tæer, at jeg mente at kunne komme på dækket. „Nej, det kan du ikke," sagde han, „man skal være varsom med et slået sår."
Besætningen på bark PRINSESSE MARIE fotograferet under et ophold i Australien i 1904. den oprindelige besætning på 20 var nu beskåret til 18. reducering af besætningen var en af de veje, som blev forsøgt for at få økonomi i de store skibe. Det forøgede imidlertid risokoen for forlis. Halvdelen af Fanøs 68 jernsejlere forsvandt med mand og mus i 1910. på grund af den udbetalte assurance ses aktionærregnskaberne for de forliste skibe oftest at være bedst, men for folkene om bord kunne prisen være høj.
Fra Adelaide gik vi til Geelong, hvor vi skulle laste hvede. På rejsen til Geelong havde vi de første dage godt vejr, men fik så modvind og storm. Da vejret bedredes, og vi fik medvind, kan jeg huske en hundevagt. Jeg havde rortørn, og så vidt jeg husker, var det fra 0 til 1. Kaptajnen og styrmanden havde travlt med stjerne observationer i den stjerneklare nat, men før jeg blev afløst ved roret, var kursen blevet forandret mange kompasstreger. Næste dags formiddag var jeg igen til rors. Kapt. Clausen gik frem og tilbage på halvdækket, vi havde fint vejr. Kapt. Clausen var af den slags skibsførere, der godt kunne tale til sine folk. og nu standsede han hos mig ved rattet og sagde: „Ja, Djuli, det var vel nok godt, jeg fik den stjerne i nat, for ellers havde vi siddet på nojje skær nu." Hvad det var for skær, ved jeg ikke, jeg var jo kan matros, og siden jeg selv er blevet navigatør, har jeg ikke været på de kanter. Men jeg har ofte i min navigatørtid tænkt på denne udtalelse, fordi strøm og afdrift er farligt. Vi kom til Geelong ca. den 10. februar, lastede hvede i sække, og den 23. februar afgik vi til Falmouth for ordre.
Rejsen gik rundt Kap Horn. På denne strækning så vi ikke så tå isbjerge, og om natten, når det var mørkt, måtte vi jævnligt hale vand op udenbords fra, temperaturen blev så taget på det, for på den måde at blive orienteret om, hvorvidt skibet nærmede sig et isbjerg. Men alt gik heldigt, og efter 92 dages rejse ankom vi til Falmouth d. 25 maj, der fik vi ordre på at afgå til Galway, en plads i Vest-Irland, hvor vi ankom den 11 juni 1904. I Galway havde vi dejlige dage. „Prinsesse Marie" var et smukt skib, og da særligt nu. hvor vi kom fra en lang rejse, hvor alt havde fået sin årlige overhaling: malet indenbords, dækket sandskuret og teaktræet var renset og lakeret, alt skinnede som nyt. Der var også stor valfart af byens borgere ned til dokken for at tage skibet i øjesyn, og de sidste par søndag etermiddage vi var i Galway, fik publikum lov til at komme om bord og se skibet. Det var en oplevelse, idet der var arrangeret dans på fordækket, skønt musikken var primitiv. Jeg ejede dengang en harmonika og kunne også spille nogle dansemelodier - mit store nummer var „Jeg sejled op ad åen", „Daisy Bell" og lidt andet. Vel kunne jeg spille de kendte fanødanse, men dem kunne de unge irske piger jo ikke, så dem måtte jeg lade udgå. Men de unge morede sig godt, og alt gik sømmeligt til. I en af mine pauser under dansen kom en katolsk præst hen til mig og spurgte: „Tell me - is Denmark a town of Copenhagen?" Jeg så på ham og svarede: „No, sir, Copenhagen is a town of Denmark." Hvortil han svarede: „I see!" Dette spørgsmål har jeg ofte tænkt på, idet, da det var en lærd mand der spurgte, man derved fik en følelse af, hvor lidt Danmark var kendt ude i den store verden dengang, det var København, storbyen, der var kendt.
Da marineforeningen her arbejdede med vor malerisamling af Fanøs sejlskibe, var dette spørgsmål en stor faktor i arbejdet, idet en væsentlig del af formålet med malerisamlingen er at vise efterslægten, hvor meget Fanø gennem sine skibe bar bidraget til at gøre Danmarks navn kendt ude i verden.
Barkskibet PRINSESSE MARIE, som målte 1408 tons br. og var bygget af stål, blev søsat ved Helsingør skibsværft 1893, „Rederiaktieselskabet Prinsesse Marie" ved skibsreder P. N. Winther, Nordby. var kontrahent. Det førtes af kaptajnerne P. L. Winther, W. Lybecker, N. Clausen og Carl Pedersen.
Den 16. juli 1904 afgik vi fra Galway i ballast til Hamborg, hvor vi ankom den 29. juli, og hermed var vor rejse rundt jorden endt. Nogle dage efter ankomsten blev vi på nær en enkelt af besætningen afmønstret, og vort lille samfund opløstes. Tilbage er at sige, at det var en lærerig tid på det sømandsmæssige område, idet vi havde dygtige skibsofficerer og en leder af stort format!
Senere hen i livet har jeg kun truffet to af mine skibskammerater fra den tid - mine bysbørn naturligvis undtagen - og de var begge skibsførere.
Nogle minder og hændelser fra min drengetid og min første rejse til søs