Fanø sejlskibstidens historie

 

 Af Fanø-sejlskibsfartens historie

 

 

FU den 17. oktober 1953 og den 24. oktober 1953 


sejlskibstidens udviklingFor blot et århundrede siden spillede de på Fanø hjemmehørende rederier og skibe en betydelig rolle i vort lands sejlskibsfart, og man kunne endnu for et par menneskealdre siden på the seven seas møde de store, stolte skibe fra den lille vesterhavsø - for fuld sejl med gunstig vind eller i stille vejr flydende dovent på vandet afventende det pust der skulle give den længselsfuldt ventede fremdrift fra naturens hånd. Grundlaget for opkomsten af denne tidligere så betydelige skibsfart fra Fanø skyldtes bortfaldet af de Varde og Ribe fra gammel tid givne privilegier på at forhandle og udføre den fisk, der hidrørte fra de sydvestlige fiskerier. Den 26. april 1685 fik nemlig Manø og Fanø privilegium på selv at udføre deres fisk og fritagelse for at svare sandtold, hvortil kom, at det i det 18. århundrede lykkedes fannikerne at erobre en stor del af handelen med jydepotter og transport af korn og tørv til vesterhavsøerne, og omkring 1720 dreves en livlig trafik med både, hvoraf nogle, heller ikke veg tilbage for at begive sig på smuglerfærd.
 

Ved midten af det 18. århundrede drog unge karle fra øen i stort tal til Holland og stak til søs med hollandske skibe, men først omkring 1760 begyndte man på øen selv at bygge noget større fartøjer end tidligere anvendte, fra 1780 byggedes således mange i Sønderho, og i begyndelsen af det 19. århundrede var 80 - 90 skibe hjemmehørende i denne by. Årene 1800 til 1807 var en gylden for skibsfarten, men derefter kom der på grund af krigen en stilstand til 1814, hvorefter skibsbyggeriet tog fornyet fart.

Fartøjerne var dog stadig gennemgående forholdsvis små, i Sønderho trak man dem på land om vinteren, i Nordby kunne de ligge over i „Loen", indløbet til byen. 

Sejladsen gik i århundredets første halvdel mest til vesterhavsøerne, Højer, Tønder, Ribe, Hamborg og Bremen, medens de noget større skibe sejlede på England, Holland, Frankrig og Norge. Men flåden led stærkt ved gentagne forlis - i årene 1824 - 27 blev således 40 husmødre i Senderho enker.

Skibene byggedes nu efterhånden større og større , og i 1859 angives Fanø at have den største flåde næst efter København, mange af skibene var kolossale jernskibe, der udelukkende gik i udenrigs fart.

Da sejlskibene efterhånden afløstes af dampskibe, begyndte fra 1896 en nedgangsperiode, talrige større forlis fremskyndede denne, og søfolkene lod sig hyre som matroser, styrmænd eller førere af dampskibene. 

Særlig i begyndelsen af dette århundrede var det trange tider for sejlskibsfarten, især på oversøiske pladser, fragterne var små, udbyttet som følge heraf ringe, og for at opnå fragt måtte rederne ofte sende deres skibe til farlige og usunde pladser. Når hertil kom, at det rundt omkring påmønstrede mandskab ofte var af ringe moralsk habitus, samtidig med at dets faglige dygtighed var lig med 0, vil man forstå, at sejladsen i oversøisk fart på det daværende tidspunkt var et overmåde brydsomt hverv, der for kaptajner og styrmænd medførte årelang fraværelse fra hjemmet på de lange rejser, hvor klimatiske sygdomme og forlis ofte gjorde en brat ende på mangen brav sømands liv.

Vi bringer her et par eksempler på de hårde strabadser, som mandskabet på to Fanøsejlere, der forliste for et halvt århundrede siden, måtte døje - i det ene titfælde frelste hele besætningen, ved en modig og beslutsom styrmands indsats, livet, i det andet kom kun to mand af elleve fra forliset med livet i behold.

 

 

 

Bark Paul

 

Paul - 3m bark - 1892 - NFCV - FOS-4729-10_for anker i Menado

 

barken poul stranderI eftersommeren 1900 var barkskibet "Poul" af Fanø, ført af kaptajn Swane på rejse fra Santa Cruz til New York med en ladning træ, da den på kysten af Florida kom ud for en voldsom cyklon og strandede den 7. september. Barken befandt sig, da stormen brød løs, udfor Jupiter på Floridas østkyst, og da vinden var østlig, stod det hurtigt besætningen klart, at det, trods alle anstrengelser, ikke ville lykkes i længden at holde skibet fri af stranden. Omsider sad det også fast i brændingen, og man kunne vente, at den snart ville blive slået i stykker, og i den voldsomme brænding mellem lastens svære træblokke ville besætningens skæbne snart have været afgjort. Der var kun en vej til redning, nemlig at søge forbindelse med land ved hjælp af en line, men en sådan, som kastedes over bord, drev imidlertid ikke i land, men langs med kysten ført af en rivende strøm. 

Da besluttede styrmanden, Emil Becker, der var københavner, men nogle år forinden havde taget styrmandseksamen på Fanø, at forsøge at svømme i land med en tynd line om livet. Vovestykket var så farefuldt, at den øvrige besætning anså det for absolut umuligt at gennemføre, idet man mente, at den rivende strøm ville føre ham langs kysten, udsat for at blive knust mod klipper og vragstumper. Forsøget blev dog gjort, men flere gange måtte man hale ham om bord igen, og til sidst forbød kaptajnen ham at forsøge mere, idet det efter kaptajnens mening kun ville være den visse død, og de måtte så hellere alle dele skæbne med hinanden.

Men Becker opgav ikke håbet. Medens kaptajnen var nede for at føre journalen, sprang styrmanden atter over bord, og denne gang lykkedes det ham at nå stranden, hvorefter han med den tynde line halede en tykkere line fra skibet til land, og ved dens hjælp kom alle i land.

Der var ingen mennesker i flere miles omkreds fra strandingestedet, så lidelserne har vel endnu ikke været forbi, men livet var frelst, og dette skyldtes udelukkende styrmand Becker, der ved sit overordentlige mod og sin beundringsværdige dødsforagt lagde det grundlag, på hvilket det lykkedes at redde sit eget og 10 andre menneskers liv, som ellers ville have været dødens sikre bytte.

Dagen efter, at barken var strandet, svømmede Becker med en line om livet atter ud til vraget, fra hvilket det lykkedes ham at redde en del køjetøj, kompasset og mange andre ting.

 

Bark Aalborg

 

Barken "Aalborg".

 

 

barken aalborg stranderBarken „Aalborg" strandede på kysten af Chile i forsommeren 1904 efter en rejse fuld af savn og lidelser. 

„Aalborg" var bygget af stål i Sunderland i året 1891 og målte ca. 662 registertons, og barken ejedes af et aktieselskab her på Fanø med C. H. Holm som korresponderende reder. Skibets fører var den 30-årige Peder Jensen Simonsen af Nordby, der var ude på sin første rejse som kaptajn, styrmændene og tre-fire mand af besætningen var danske, resten udlændiuge. 

Den 9. april sejlede barken, der var veludrustet til en af disse lange rejser, på hvilken skibene tit måtte holde til mangt og meget og nødigt skulle ligge for længe i havn for reparationers skyld, fra Glasgow til Port Nolloth på vestkysten af Sydafrika, hvortil skibet ankom den 22. juni. Da losningen på den åbne kyst, hvor brændingen vanskeliggjorde arbejdet, var meget besværlig, tog det omtrent to måneder, inden der kunne fortsættes til Westport på New Zeeland, hvortil skibet ankom den 6. oktober og igen forlod omtrent tre uger senere for at sejle til Matupi. Den 28. november nåede skibet denne plads og senere lastedes kopra i Jaluit og på flere mindre pladser, inden barken den 11. marts 1904 tiltrådte rejsen til Valparaiso.

En del af besætningen var rømmet i Australien, et par vistnok døde, og den blev da kompletteret med negre, der menes at have været syge og at have bragt feber om bord.

Efter to-tre måneders forløb begyndte man på Fanø at længes efter telegram om skibets ankomst til sit bestemmelsessted, tiden gik - men intet telegram meldte noget om "Aal-borg". Man begyndte at ængstes, men frygten dulmedes ved tanken om, at jernskibe, der har været længe i søen, blev stærkt begroede og derfor kun gjorde ringe fart. 

Endelig d. 20. juli kom der efterretninger om skibet, men de var meget sørgelige. Fra Valparaiso telegraferedes til Lloyds i London : „Det forlyder, at den danske bark "ÅIborg" er gået fuldstændig under ved Constitucion - et stykke syd for Valparaiso. Kaptajnen døde på søen. 6 mand af besætningen er døde." Der var ingen tviv! om, at det var fanøbarken der var tale om, og dagen efter telegraferede det danske generalkonsulat i Valparaiso til udenrigsministeriet: „Barken "Ålborg" er strandet ved Mela, hvor den endnu står. Kaptajnen og syv af mandskabet døde på rejsen. Jeg har meget uregelmæssige og upålidelige forbindelser med Mela." 

Da telegrammet intet oplyste om, hvorledes det var gået skibets to danske styrmænd, J. Madsen af Ølgård og Andreas H. Wissing af Struer samt de øvrige danske, blev der af rederiet sendt et telegram til et firma i Valparaiso med forespørgsel om, hvem af "Ålborg'" besætning der endnu var i live, men man modtog kun meddelelse om, at der ventedes yderligere oplysninger hver dag, hvilket senere efterfulgtes af et budskab om, at de to danske styrmænd var døde, medens to af mandskabet, den 16-årige ungmand Joh. Kjær og kokken Alexander Alston var frelst. 

Herefter syntes det klart, at skibets ulykkelige besætning på hele rejsen havde været hjemsøgt af sygdom, og at den ene efter den inden var blevet dødens bytte, og hvor frygtelig og deprimerende tilstanden om bord har været under disse sørgelige forhold, kan kun de, der har været i en lignende situation, gøre sig noget klart begreb om.

 

 

 

Om de nærmere detaljer ved den skæbnesvangre rejse oplystes senere, at barken d. 9, april var stået ud i rum sø og havde sat kursen mod Chiles kyst for en god vind.

I løbet af en månedstid meldte en mand sig syg blev sendt til køjs, og den efterfølgende dag endnu een — og en uge efter var hele den 11 mand store besætning alle syge, ja så syge, at kun to af dem kunne kravle til roret for så godt som muligt at styre efter den til køjs liggende syge kaptajns direktiver.

Sygdommen var den frygtelige Beri-Beri, og i begyndelsen af juni døde letmatrosen Meinerts, der var fra Sønderho, og kort efter endnu tre af matroserne. 

De af sygdommen mindst angrebne var kokken Alston og ungmanden Johan Kjær, disse to tørnede om at passe roret i siddende stilling - stå kunne de ikke, heller ikke gå, men kun kravle, og ligene af de døde overkom de ikke at fjerne, ligesom de ikke evnede at yde de syge nogen videre hjælp.

Den 8. juli om morgenen fik man land i sigte, men straks efter, at kaptajn Simonsen havde fået oplysning herom, sank han sammen og døde i løbet af en time, han havde trods sygdommen anspændt sine kræfter til det yderste for at gøre sin pligt og om muligt redde skib og besætning. 

Hos de to mindst medtagne - kokken og Johan Kjær - steg livsmodet ved synet af land, men reaktionen kom hurtigt også over dem. Chancerne for at blive reddet fra døden, at få hjælp og blive befriet for yderligere anstrengelser virkede således på dem, at de kort efter faldt i søvn. De var dog ,atter kommet til hægterne - hvis man kan sige sådan i denne forbindelse - den næste morgen og så, at barken var drevet længere ind mod land, og den 9. juli kl. 3 om eftermiddagen, tre måneder efter afrejsen fra Butaviari, strandede skibet.

Først den efterfølgende morgen, da det stod den stedlige befolkning klart, at skibet stod fast og var redningsløs! fortabt, kom der folk ud til skibet - og desværre ikke for det gode. Efter at være entret om bord begyndte de med at orientere sig om ladningen uden at bekymre sig om hverken syge eller døde, derimod tog de fat på at plyndre skibet, og da de var færdige hermed, roede de i land, og den stakkels besætning var atter overladt til sig selv.

Skibet var imidlertid drevet noget nærmere land, og nu tog kokken og ungmanden sig sammen og tog redningen af kammeraterne og sig selv i egne hænder, alle de endnu levende - begge styrmændene og to matroser - blev fra deres køjer slæbt op på' dækket og firet ned i vandet, hvorefter Kjær svømmede dem en for en så langt ind til land, at kokken stående i vand til halsen kunne overtage dem og hjælpe dem det sidste stykke ind til kysten, hvor de seks mennesker fandt en lille hytte, som de tilbragte natten i, Den næste dag begav Kjær sig op til det nærmeste hus og forsøgte at forklare dets beboere, at de måtte skaffe lægehjælp, denne kom omsider, flere dage efter, og da var de to mest medtagne døde forinden,, og da lægen kom til den stinkende hytte, hvor døde og døende lå mellem hverandre, var de to andre så dårlige, at det var for sent at hjælpe, og også disse døde.

Kjær og Alston havde dog fået det ud af deres redningsdåd, at de fire kammerater kom til at hvile i kristen jord, selv kom de sig nogenlunde, og efter jordfæstelsen søgte de til det nærmeste danske konsulat, der sørgede for, at der blev ført tilsyn med skibet eller rettere sagt det, der var tilbage af det, at de ombordværende døde blev begravet, og at de to overlevende kom på hospitalet. — Barken, der var assureret i Hamborg og på Fanø for dens værdi ved afrejsen, 90,000 kr., blev kondemneret og solgtes ved auktion for 2000 kr.

 

 


Gå til top