Fra den gamle skibskiste

Skibsfører Jens Konge Jensen, der er født i det lille fiskerleje Vangså lidt syd for Klitmøller, fortæller i sine erindringer ”Fra den gamle skibskiste« om sin elevtid på Fanø navigationsskole.

En 3 ugers tid efter Hellig tre konger i 1880 kom jeg på navigationsskole på Fanø. To af mine farbrødre havde gået på en navigationsskole, som tidligere fand­tes i Tønder. Formodentlig har der den­gang ikke været nogen mere nærliggende. Hvorledes undervisningen har været der, har jeg ingen mening om, udover at det er fortalt mig, at der aldeles ingen trykte lærebøger blev benyttet. 

Men i 1880 fand­tes der på Fanø ikke mindre end 3 navi­gationsskoler. Den ældste, største og mest ansete var Drewsens skole i Nordby. Den havde flere lærere. Men endvidere fand­tes der i Nordby en mindre skole, hvis forstander eller leder, Thodsen, bestred he­le undervisningen. Endvidere havde en gammel skibsfører, Smith, en ganske lille og beskeden skole i Sønderho. Når jeg kom til at gå på Thodsens skole, så var grunden den, at jeg havde en ven og kam­merat, Niels Christensen Bach, som var kommet dertil straks efter nytår 1880. Han skrev til mig og opfordrede mig kraftigt til også at komme der. Bach og jeg var vok­set op sammen som nabodrenge i Vangså, vi kom altså til at gå på skole sammen, og senere, da han blev skipper, sejlede jeg en tid sammen med ham, som styrmand. På sine ældre dage blev han havnefoged i Nr. Sundby.

Thodsen  

Vor lærer Thodsen var en helt god læ­rer, men tillige en ganske mærkelig mand. Han var fra Rømø, havde været i Amerika, og der havde han taget eksamen og vist tillige gennemgået en ret stærk religiøs kri­se. Han ville have, at vi skulle gå med ham i kirke om søndagen, og det havde vi ikke noget imod, men vi kunne også godt lide at komme til dans søndag aften, og det syntes han ikke så godt om.  

Dans  

Der var et sted i klitterne, hvor Fanøungdom­men dansede søndag aften. Der fandtes et dansegulv, men der var intet tag over. Musikken blev leveret af en fisker, - der gned en violin, måske var der også en harmo­nika. Da den .mandlige ungdom mesten­dels var ude at sejle om sommeren, var de unge piger helt glade for os, og Bach blev forlovet med en af dem, nemlig en ung pige, der tjente i præstegården. Han blev senere gift med hende, og de fik 16 børn. Vi kom en del i præstegården. Pa­stor Trojel og hans hustru var dengang ret unge folk, såre venlige og tiltalende. Vi hjalp til med at bjerge deres hø. Nu er pastor Trojel død for mange år siden, men hans enke bor nu i sin høje alderdom her i Ringkøbing, hvor jeg undertiden mader hende og får en lille snak med hende om de gamle dage på Fanø.  

Thodsens navigationsskole  

Thodsen var en særdeles samvittigheds­fuld lærer. Jeg tror, at han forberedte sig fuldt så meget til timerne, som vi gjorde. Vi var 3, der boede hos ham på skolen, nemlig Bach og jeg samt en tredje elev, der var fra Lemvig. De andre elever hav­de alle deres  hjem i nærheden  og  boede hjemme. Vi, der boede på skolen, betalte 51 kr. om måneden, hvoraf de 16 kr. var for undervisningen, medens vi for de 35 kr. fik både kost og logi, vask og vort tøj holdt i orden og gjort i stand.    På Drewsens skole  kostede  undervisningen   20 kr. om måneden.   Thodsen har vel nok været nødt Iil at gøre det lidt billigere for at få elever.  

Føden, vi fik, var meget god - mindst lige så god som den, vi havde fået i vore hjem og i de skibe, vi havde sejlet med. Om morgenen fik vi altid tørrede, ristede bakskuld.    Thodsens kone var dyg­tig, men noget skrap, som fanøkoner ofte var dengang.    Da de fleste mænd på øen var ude at sejle det meste af året, måtte konerne jo i den tid tage sig af alting - både børnene og landbruget. For øvrigt og­så når manden kom hjem, for når han kom hjem, var det som regel ikke så me­get for at slide i det hjemme som for at have det godt.   

Vi kunne underliden høre hende skælde manden temmelig kraftigt ud. Han var forøv rigt hendes tredje mand, så hun har måske haft øvelsen, inden hun blev gift med ham.   Undertiden kunne det så ske, at han erklærede, at hvis hun ik­ke var tilfreds med ham, kunne han godt rejse tilbage til Amerika igen.  

Alt i alt har jeg næppe nogensinde haft så behage­lig en tid som  de 7 ½ måned, jeg gik på skole på Fanø. Vi gik jo der og var un­ge og glade og følte ikke det, der  lignede sorger eller bekymringer af noge nsom helst art. Ikke engang eksamensfeber følte vi. end ikke vor kammerat fra Lemvig, der havde tungt ved at lære, og hvem det da heller ikke lykkedes at få tillægsprøven i maskinlære.

Thodsens skole havde ikke eksamens­ret. Dens elever såvel som eleverne fra den lille skole i Sønderho måtte møde til eksamen på Drewsens skole og ved eks­amen blev der benyttet de kort og nauti­ske instrumenter, der fandtes på denne skole, og som ikke var helt de samme, som vi havde lært at arbejde med. Foruden de fag, som man skulle have eksamen i for at blive styrmand på sejlskibe, var der et tillæg, nærmest maskinlære, som gav ad­gang til også at blive styrmand på damp­skibe. De, der tog eksamen med dette tillæg, kunne få et statstilskud på 50 kr. Vor kammerat fra Lemvig, der ikke bestod denne prøve, kunne som følge heraf ikke få dette tilskud.  

Vor gode lærer græd over sin uheldige elev, ja, hans medfølelse var så stor, at han betalte ham de 50 kr. af sin egen lomme. Om Thodsen kan end­nu berettes, at hans skole temmelig snart efter ophørte at eksistere af mangel på ele­ver. Thodsen havde derefter et stykke tid en kontorplads i Lemvig hos den kendte konsul Andersen, lederen af det nørrejydske redningsvæsen. Herfra rejste han til København for at studere til præst, men han døde, inden han nåede dette mål.  

Vor eksamen blev ledet af navigations-direktør, kommandør Tuxen. Det var vor mening, at vi efter eksamen ville have fo­retaget en udflugt til Sønderho på syden­den af øen, hvor vi endnu ikke havde væ­ret alle de forløbne måneder. Vi sendte i forvejen bud til kroen, at vi ville komme, og vi ønskede, der skulle være bøf og var­me kartofler til os. Men da vi havde fået eksamen vel overstået og fået vort styrmandsbevis, blev længselen efter at kom­me hjem og vise os for stærk, og vi skynd­te os hjemad uden at bekymre os om Søn­derho, bøfferne eller kartoflerne, som jeg oprigtig håber er blevet fortæret uden vor medvirken.