Engelsk overfald af Danmark –

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. På øen oprettedes en kystmilits, batterier blev anlagt, vagter og patruljer sat ud. Øens fartøjer blev beordrede til at fragte korn til Norge, og herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Ved krigens slutning var øens flåde halveret. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik en grum skæbne i møde som fanger i ”prisonen” i England, ofte under store lidelser. På Fanø bredte fattigdommen sig, og kornmangelen var stor.

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. Den sidste menneskealder før krigen havde øens handelsflåde oplevet en voldsom vækst fra næsten intet til hen ved 180 fartøjer på mellem en halv og 30 læster i 1806. På øen var på det tidspunkt beskæftiget seks til otte skibsbygmestre, der hver havde fire til seks folk, og som byggede skibe både til øens eget behov og til købere i Ringkøbing, Randers og andre købstæder. 

Øens birkedommer var da også kendelig stolt over at kunne indberette om øens 180 fartøjer ”foruden nogle åbne både til fart mellem øen og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelige byggede, og bygges her på landet af dansk eg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindeligt skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe og indbyggerne her udmærket sparsomme; thi de mindste føres af én mand, de større har forholdsmæssig 2, 3 eller 4 mand, og de største kuns 5 mand. Og med alt dette må øen, særdeles Sønderho sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtigt mandskab nok af øens egne, hvoraf dog kuns en såre enkelt person går herfra i fremmed (dog dansk) fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskives”.

Fanøboerne skulle dog snart få krigens alvor at føle. Allerede ved krigsudbruddet var en del Fanø skibe blevet rekvirerede til at gå gennem den slesvigske kanal til København med korn. Ud på foråret blev ordren imidlertid forandret. I stedet skulle de gå op til Norge med kornet, og de fik ordre om at holde tæt ind under den jyske kyst for at undgå de britiske orlogsskibe og kapere. Vejret tvang dog denne første korntransport fra Fanø til Norge, til at vende om. Men hermed var Fanøboerne definitivt inddraget i at sejle korn til Norge. 

I den første tid var transporterne løst organiserede. Nogle Fanø-fartøjer nåede frem med de vitale kornlaster. Men andre blev opbragt. Og andre igen forliste. Det sidste skete for briggen ”Haabet” med 2.000 tdr. korn om bord. Skibet og ladningen gik tabt ud for Klitmøller; men forsikringen, der var tegnet hos kongens tolder i Hjerting, dækkede tabet. 

Krigen blev hård for Fanø. Og prisen for kornet til Norge blev høj. Den velstand, Fanøboerne havde samlet sig i den periode der benævnes Fanøs sølvalder, blev ædt op af krigen og af krigsinflationen. Fanø havde ensidigt satset på søfarten, og den kunne ikke brødføde sig selv; så i krigens sidste år led befolkningen elementær nød. De ærekære øboer kviede sig længe ved at gå til myndighederne om hjælp. Og selv om hjælpen blev ydet, skete det langsomt og sparsomt, samtidig med at Fanøboerne sejlede tusindvis af tønder korn til Norge. Helt passede det udlossede kvantum vel sjældent med det indladede. Men dels har korn altid haft en tendens til svind under lang transport. Dels kendte alle den gamle visdom: at man ikke altid skal binde munden på den tærskende okse. 

I den kongelige kundgørelse, hvori Frederik d. 6. tog afsked med Norge, kunne han med rette udtale, at kornet til Norge var nået frem, med store tab for Danmark og med ”utrolige opofrelser”. Og han havde også ret, når han understregede, at kun en fjerdedel af de skibe, der behøvedes til korntransporterne, endnu var i behold. De øvrige var – sammen med deres ladninger – blevet fjendens bytte.  

Sønderho mistede 40 af sine største skibe under korntransporterne til Norge.  

I Fanøs historie blev årene fra 1807 til 1814 en hård tid. Men den fik en ende. Og med freden indledtes øens store tid, men først efter en lang nedgangsperiode

Neutralitetspolitik 

Slaget på Københavns Red 

En fransk krigserklæring mod England i begyndelsen af 1793 blev indledningen til mere end 20 års uafbrudt krig, der først fandt sin endelige afslutning med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815. 

Den danske neutralitetspolitik betød at Danmark var tilskuer til krigene på kontinentet, og opretholdt i de år en streng politisk neutralitet, men ved at ruste en bevæbnet konvoj brød man med neutralitetspolitiken. 

Væbnet konvoj 

I 1800 beordrede regeringen en væbnet konvoj til 40 danske handelsskibe. De var på vej fra Hollandsk Ostindien til København, hovedsagelig lastet med franske og hollandske varer. Konvojen var beordret til at sætte sig militært til modværge, hvis fremmede flådeenheder ønskede at undersøge papirer og last. Med dette skridt trådte danskerne ud af neutraliteten.

England indskrænkede sig til at indgive diplomatiske protester. 

England med ryggen mod muren 

Revolutionen i Frankrig havde skabt en ny patriotisk ånd, der ikke alene rensede Frankrig for fjender, men også skød Frankrigs grænser langt ind i kontinentet. 

Dette kunne England, der ikke havde territoriale krav, men levede af sine oversøiske besiddelser og sin handel med kontinentstaterne, ikke acceptere. Frankrigs militære erobring af Europa berøvede England et højst nødvendigt marked. I året 1800 var Englands udsigter mørke. Frankrig jog østrigerne ud af Italien, og slog dem i Tyskland. Portugal måtte lukke sine havne for engelske skibe. Zar Paul den 1. af Rusland bakkede ud af krigen. England kæmpede videre alene, og i den situation – klemt op mod muren – blev englænderne desperate. Selv de mindste revner i søherredømmet måtte stoppes til, og det gik ud over de neutrale landes handel. 

Firemagts-forbund 

Danmark havde ved udenrigsminister Christian Bernstorff udkastet et storslået projekt: et firemagts-forbund bestående af Rusland, Sverige, Preussen og Danmark til forsvar for deres rettigheder som neutrale lande. I december 1800 dannedes forbundet og allierede sig med Frankrig. 

Forbundet var rettet mod England og man kunne stille spørgsmål ved neutraliteten i dette væbnede projekt. Rusland stillede sig i spidsen for den væbnede neutralitetspagt og nu reagerede englænderne. 

Engelsk opbringning 

I sommeren 1800 opbragte de en dansk konvoj ved Ostende, der var på vej fra Norge til Middelhavet. Konvojen var beskyttet af en enkelt fregat, der åbnede ild, og der var sårede og dræbte på begge sider. 

I august 1800 ankrede en engelsk flåde op i Øresund og truede med at bombardere København. Det kom til svære forhandlinger om retten til at anvende konvoj, men Danmark undgik formelt at afgive retten til at anvende konvoj. 

Danmark vælger side 

Danmark var fanget som en lus mellem to negle. England forlangte, at Danmark trådte ud af neutralitetsforbundet, ellers ville det betyde krig. Men Danmark kunne ikke trække sig ud af neutralitetsforbundet og indirekte blive allieret med England. En sikker følge ville i så fald være, at Rusland eller Frankrig tvang deres allierede til at erobre det meste af Danmark. Sverige havde længe haft kig på Norge, og en samtidig preussisk besættelse af den jyske halvø kunne spærre Østersøen for England. 

Slaget på reden 

Danmark valgte det mindst onde. Alle engelske forhandlingsforslag blev pure afvist.

Men kampen kom. I slutningen af marts 1801 var en stor engelsk flåde kommet til Øresund, og om morgenen den 2. april åbnede admiral Nelson ild mod danskerne. Kampen blev langvarig og englænderne var danskerne overlegne.

Men ikke desto mindre signalerede den engelske øverstkommanderende til Nelson, om at indstille kampen. Nelson valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, og fortsatte kampen. Danskerne forsvarede sig bravt, men overgav sig til sidst.

Der fulgte nu nogle nervepirrende forhandlinger, hvor englænderne forlangte af Danmark skulle trække sig ud af neutralitetsforbundet og slutte sig til englænderne. Kronprinsen afviste dette med den forklaring, at dette ville blive opfattet som en fjendtlig handling af Rusland.

Der kom imidlertid besked om at zar Paul var myrdet og regeringen overtaget af hans søn. Den nu flydende politiske situation i Rusland gjorde, at kronprins Frederik øjeblikkeligt accepterede betingelserne, og underskrev våbenstilstanden den 9. april 1801

Nelsons ødelæggelse af den forenede franske og spanske flåde ved Trafalgar i oktober 1805 gav England det reelt ubestridte herredømme på havet for resten af krigen. Herefter var de to hovedmodstandere afskåret fra en direkte militær konfrontation. Frankrig var afskåret fra havet, og England fra kontinentet – med undtagelse af den marginale krig i Portugal og Spanien. Fra 1805 til 1807 gjorde Napoleon sig til kontinentets behersker. 

Napoleon havde magten på det europæiske fastland og den 15. februar 1805 gav han kongen af Preussen ordre til at Elben og Weserens mundinger spærredes for engelsk søfart; spærringen voldte det især Altona store tab, men til gengæld blev der en meget indbringende mellemhandel over Tønning. Altona var et af Fanøs største handelspartnere gennem hele sejlskibsperioden på Fanø.

Fastlandsspærring 

Fra 1806 trak der sorte skyer op, søkrigen blev voldsommere og overgrebene mod de neutrale skibe blev flere og flere. Napoleon underskriver samme år den 21. november dekretet om fastlandsspærringen.

Englænderne udfærdigede en ”Order in Council” af januar 1807, der forbød al handel mellem franske havne, og nu hæmmedes søfarten betydeligt.