Fanø under Englandskrigen 1807 - 1814 - del 1

 

   

Engelsk overfald af Danmark –

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. På øen oprettedes en kystmilits, batterier blev anlagt, vagter og patruljer sat ud. Øens fartøjer blev beordrede til at fragte korn til Norge, og herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Ved krigens slutning var øens flåde halveret. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik en grum skæbne i møde som fanger i ”prisonen” i England, ofte under store lidelser. På Fanø bredte fattigdommen sig, og kornmangelen var stor.


 Fanø under Englandskrigen 1807 - 1814

Fanøs opblomstring under sølvalderen 

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. Den sidste menneskealder før krigen havde øens handelsflåde oplevet en voldsom vækst fra næsten intet til hen ved 180 fartøjer på mellem en halv og 30 læster i 1806. På øen var på det tidspunkt beskæftiget seks til otte skibsbygmestre, der hver havde fire til seks folk, og som byggede skibe både til øens eget behov og til købere i Ringkøbing, Randers og andre købstæder. 

Øens birkedommer var da også kendelig stolt over at kunne indberette om øens 180 fartøjer ”foruden nogle åbne både til fart mellem øen og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelige byggede, og bygges her på landet af dansk eg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindeligt skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe og indbyggerne her udmærket sparsomme; thi de mindste føres af én mand, de større har forholdsmæssig 2, 3 eller 4 mand, og de største kuns 5 mand. Og med alt dette må øen, særdeles Sønderho sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtigt mandskab nok af øens egne, hvoraf dog kuns en såre enkelt person går herfra i fremmed (dog dansk) fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskives”.

jagt web 1804

Jagt 1804.


Udskrivning til orlogs 

Birkedommerens hjertesuk over, at Fanø vanskeligt kunne undvære søfolk til orlogsflåden, var hverken det første eller det sidste. I Admiralitetet vidste man, at Fanøboerne brugte alle kneb over for enrouleringschefen for at undgå udskrivning til flåden; og fra flådens side lempedes kravene mest muligt. Når det gjaldt øens eget forsvar, deltog de derimod med liv og lyst. Der blev opkastet batterier og holdt strandvagt; og der blev hyppigt fyret varselsskud efter passerende eller indsejlende fartøjer, der ikke tonede det aftalte signal. 


Korn til Norge 

Fanøboerne skulle dog snart få krigens alvor at føle. Allerede ved krigsudbruddet var en del Fanø skibe blevet rekvirerede til at gå gennem den slesvigske kanal til København med korn. Ud på foråret blev ordren imidlertid forandret. I stedet skulle de gå op til Norge med kornet, og de fik ordre om at holde tæt ind under den jyske kyst for at undgå de britiske orlogsskibe og kapere. Vejret tvang dog denne første korntransport fra Fanø til Norge, til at vende om. Men hermed var Fanøboerne definitivt inddraget i at sejle korn til Norge. 

I den første tid var transporterne løst organiserede. Nogle Fanø-fartøjer nåede frem med de vitale kornlaster. Men andre blev opbragt. Og andre igen forliste. Det sidste skete for briggen ”Haabet” med 2.000 tdr. korn om bord. Skibet og ladningen gik tabt ud for Klitmøller; men forsikringen, der var tegnet hos kongens tolder i Hjerting, dækkede tabet. 


Opbringelser og forlis 

Men sent i året 1809 faldt uret i slag. Samtlige øens fartøjer blev rekvirerede til at føre korn til Norge for kongens regning. Operationen blev ledet af øens kommandant, kaptajn Winckler, og af løjtnant Tuxen i Hjerting. Den rekvirerede tonnage bestod af 15 everter, 13 galeaser, fire slupper, tre jagter, to smakker, en brig og et skib. De 37 blev lastet med korn for Norge, mens galeasen ”Fru Mette” og jagten ”Flora” blev lagt nede ved List som logiskibe for kanonbådsflotillens mandskab. Fanø Birks notarialprotokoller fra disse år er fulde af beretninger om skibenes skæbne. Nogle havde held til at slippe igennem, men mange blev opbragte eller forliste. Og der var ikke nogen del af ruten, der var sikrere end andre. Et fartøj blev således opbragt allerede under udsejlingen fra Fanø. Blev de jagtet under den jyske kyst, valgte flere skippere, at løbe fartøjet på land, snarere end at overgive sig til englænderne. Men det almindelige var, at fartøjet blev sigtet og jagtet, indtil ethvert håb om at undslippe var ude; så kom prisemandskabet om bord – hvor de ofte plyndrede besætningen for dens ejendele; men mange blev bragt med til britisk havn og kom til at tilbringe lange år i prisonskibene.

fangeskib web

Engelsk fangeskib


En enkelt kaper 

Fanø-søfolkene var oppe mod en meget professionel modstander, som kendte alle deres kneb. Men kun en enkelt af de skippere, der mistede sit skib, synes at have svaret igen med samme mønt og gået på kaperi mod englænderne. Det var Sønderho-skipperen, Gregers Carstensen, som mistede sit skib i december 1808. I foråret 1809 udrustede han sammen med kanonkommandøren fra Kræmmerbjerget, skipper Peder Thomsen, kaperen ”Selskabet”, som havde held til at opbringe en britisk slup under Helgoland. 


Fanø i nød 

Krigen blev hård for Fanø. Og prisen for kornet til Norge blev høj. Den velstand, Fanøboerne havde samlet sig i den periode der benævnes Fanøs sølvalder, blev ædt op af krigen og af krigsinflationen. Fanø havde ensidigt satset på søfarten, og den kunne ikke brødføde sig selv; så i krigens sidste år led befolkningen elementær nød. De ærekære øboer kviede sig længe ved at gå til myndighederne om hjælp. Og selv om hjælpen blev ydet, skete det langsomt og sparsomt, samtidig med at Fanøboerne sejlede tusindvis af tønder korn til Norge. Helt passede det udlossede kvantum vel sjældent med det indladede. Men dels har korn altid haft en tendens til svind under lang transport. Dels kendte alle den gamle visdom: at man ikke altid skal binde munden på den tærskende okse. 

I den kongelige kundgørelse, hvori Frederik d. 6. tog afsked med Norge, kunne han med rette udtale, at kornet til Norge var nået frem, med store tab for Danmark og med ”utrolige opofrelser”. Og han havde også ret, når han understregede, at kun en fjerdedel af de skibe, der behøvedes til korntransporterne, endnu var i behold. De øvrige var – sammen med deres ladninger – blevet fjendens bytte.  

Sønderho mistede 40 af sine største skibe under korntransporterne til Norge.  

I Fanøs historie blev årene fra 1807 til 1814 en hård tid. Men den fik en ende. Og med freden indledtes øens store tid, men først efter en lang nedgangsperiode

.

Optakt til Englænderkrigen

   Optakt til krigen

Englændernes overfald på Danmark 

Europa blev kastet ud i krig med Frankrigs krigserklæring til England i 1793. Danmark førte en neutralitetspolitik, der betød, at der stadig kunne indtjenes gode penge ved søtransport. Neutraliteten ophørte i 1800, da danskerne valgte at lade en konvoj følge nogle handelsskibe. I 1801 angriber englænderne Danmark, og vi har slaget på Københavns Red. Danmark indgår en aftale, der betyder, at vi fortsat kan sejle frit, men i 1807 bliver englænderne bekymret over, om den danske flåde skulle overtages af Frankrig. Englænderne går til angreb og bombarderer København i fire dage. Men det værste var nok, at de også ranede den danske flåde. Dilemmaet for Danmark, var nu at vælge side; man var en lus mellem to negle, og man valgte fransk side. Englænderkrigen var nu en realitet og varede fra 1807 til 1814.

Dansk konger under krigen:


Christian7DK web

Christian 7.                 

1766 – 1808

Konge af Danmark og Norge 1766-1808; søn af Frederik 5. Efter 1768 åbenlyst sindssyg; regeringen førtes af hans livlæge Struense 1770-72. Ove Høegh Guldberg 1772-84, fra 1984 af kronprins Frederik, søn af den engelske prinsesse Caroline-Mathilde, som Christian 7. havde ægtet 1766; hun landsforvistes ved Struenses fald 1772 til Celle i Hannover.

 

Frederik6DK web

Frederik 6.

1808 – 1839 (Norge 1808 – 1814)

Konge af Danmark 1808-39, af Norge 1808-14. Søn af Christian VII. Frederik voksede op under triste forhold (faderen sindssyg, moderen landforvist efter affæren med Struense) og greb allerede som 16-årig magten ved statskup; han regerede som kronprins 1784-1808 med A.P. Bernstorff som udenrigsminister til 1797. Frederik var ivrig for de landboreformer 1787-88, som C. Colbjørnsen og brødrene Reventlow gennemførte sammen med A.P. Bernstorff; som tak rejstes Frihedsstøtten i København. Et andet eksempel på Frederiks oplyste enevælde var ophævelsen af slave-handelen 1802. 1797-1814 ledede Frederik selv udenrigspolitikken, men uden dygtighed. 1801 tvang en britisk flåde ved Slaget på Reden Danmark ud af neutralitetsforbundet med Sverige og Rusland, og 1807 tvang briternes bombardement af København Frederik til at afstå flåden. Hans forbund med Napoleon 1807-14 førte til statsbankerot 1813 og tabet af Norge 1814, hvilket Frederik forgæves søgte at råde bod på under Wiener-kongressen; han fik kun Lauenburg, og et forsøg på at indlemme Holsten i Kongeriget måtte opgives. Skønt Frederik ikke tålte indgreb i sin enevælde ("Vi alene vide"), blev han meget populær, ikke mindst pga. sin iver for landets genopbygning efter krig og bankerot. Frederik var gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel; de fik otte børn, men kun to døtre overlevede barndommen; den ene, Vilhelmine, var en tid gift med den senere Frederik 7.

 


Neutralitetspolitik 

Kronprins Frederik, senere kong Frederik den 6, indtog som 16-årig sit sæde i statsrådet, forelagde sin sindssyge far et dokument til underskrift og udnævnte en ny regering, bestående af erfarne og fremsynede mænd.

Rigest strakte sig fra Elben til Nordkap – Slesvig, Holsten, Norge, Island og Grønland. Danmark og de to hertugdømmer var landbrugslandet – kornkammeret og Norge var til gengæld industrilandet med masser af nåletræer, store drønende fosser, savværker, glasværker og jernstøberier. En stærk flåde dannede en gyngende bro mellem rigerne.

Slaget på Københavns Red 

En fransk krigserklæring mod England i begyndelsen af 1793 blev indledningen til mere end 20 års uafbrudt krig, der først fandt sin endelige afslutning med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815. 

Den danske neutralitetspolitik betød at Danmark var tilskuer til krigene på kontinentet, og opretholdt i de år en streng politisk neutralitet, men ved at ruste en bevæbnet konvoj brød man med neutralitetspolitiken. 


Væbnet konvoj 

I 1800 beordrede regeringen en væbnet konvoj til 40 danske handelsskibe. De var på vej fra Hollandsk Ostindien til København, hovedsagelig lastet med franske og hollandske varer. Konvojen var beordret til at sætte sig militært til modværge, hvis fremmede flådeenheder ønskede at undersøge papirer og last. Med dette skridt trådte danskerne ud af neutraliteten.

England indskrænkede sig til at indgive diplomatiske protester. 


England med ryggen mod muren 

Revolutionen i Frankrig havde skabt en ny patriotisk ånd, der ikke alene rensede Frankrig for fjender, men også skød Frankrigs grænser langt ind i kontinentet. 

Dette kunne England, der ikke havde territoriale krav, men levede af sine oversøiske besiddelser og sin handel med kontinentstaterne, ikke acceptere. Frankrigs militære erobring af Europa berøvede England et højst nødvendigt marked. I året 1800 var Englands udsigter mørke. Frankrig jog østrigerne ud af Italien, og slog dem i Tyskland. Portugal måtte lukke sine havne for engelske skibe. Zar Paul den 1. af Rusland bakkede ud af krigen. England kæmpede videre alene, og i den situation – klemt op mod muren – blev englænderne desperate. Selv de mindste revner i søherredømmet måtte stoppes til, og det gik ud over de neutrale landes handel. 


Firemagts-forbund 

Danmark havde ved udenrigsminister Christian Bernstorff udkastet et storslået projekt: et firemagts-forbund bestående af Rusland, Sverige, Preussen og Danmark til forsvar for deres rettigheder som neutrale lande. I december 1800 dannedes forbundet og allierede sig med Frankrig. 

Forbundet var rettet mod England og man kunne stille spørgsmål ved neutraliteten i dette væbnede projekt. Rusland stillede sig i spidsen for den væbnede neutralitetspagt og nu reagerede englænderne. 


Engelsk opbringning 

I sommeren 1800 opbragte de en dansk konvoj ved Ostende, der var på vej fra Norge til Middelhavet. Konvojen var beskyttet af en enkelt fregat, der åbnede ild, og der var sårede og dræbte på begge sider. 

I august 1800 ankrede en engelsk flåde op i Øresund og truede med at bombardere København. Det kom til svære forhandlinger om retten til at anvende konvoj, men Danmark undgik formelt at afgive retten til at anvende konvoj. 


Danmark vælger side 

Danmark var fanget som en lus mellem to negle. England forlangte, at Danmark trådte ud af neutralitetsforbundet, ellers ville det betyde krig. Men Danmark kunne ikke trække sig ud af neutralitetsforbundet og indirekte blive allieret med England. En sikker følge ville i så fald være, at Rusland eller Frankrig tvang deres allierede til at erobre det meste af Danmark. Sverige havde længe haft kig på Norge, og en samtidig preussisk besættelse af den jyske halvø kunne spærre Østersøen for England. 


Slaget på reden 

Danmark valgte det mindst onde. Alle engelske forhandlingsforslag blev pure afvist.

Men kampen kom. I slutningen af marts 1801 var en stor engelsk flåde kommet til Øresund, og om morgenen den 2. april åbnede admiral Nelson ild mod danskerne. Kampen blev langvarig og englænderne var danskerne overlegne.

02041801-neumann web

Slaget på reden 1801


Kaptajn Horatio Nelson i 17  

Horation Nelson
( 29/9 1758 - 21/10 1805 )
Viceadmiral og Lord af det britiske imperium

 

Men ikke desto mindre signalerede den engelske øverstkommanderende til Nelson, om at indstille kampen. Nelson valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, og fortsatte kampen. Danskerne forsvarede sig bravt, men overgav sig til sidst.

Der fulgte nu nogle nervepirrende forhandlinger, hvor englænderne forlangte af Danmark skulle trække sig ud af neutralitetsforbundet og slutte sig til englænderne. Kronprinsen afviste dette med den forklaring, at dette ville blive opfattet som en fjendtlig handling af Rusland.

Der kom imidlertid besked om at zar Paul var myrdet og regeringen overtaget af hans søn. Den nu flydende politiske situation i Rusland gjorde, at kronprins Frederik øjeblikkeligt accepterede betingelserne, og underskrev våbenstilstanden den 9. april 1801

.

Fastlandsspærring

Højkonjunktur 

Den dansk-norske stat havde stadig højkonjunktur i den sidste del af den florissante periode (den blomstrende) indtil krigsudbruddet i 1807, idet neutralitetspolitikken gjorde, at hverken englænderne eller franskmændene lagde særlige hindringer i vejen for søfarten og dermed handelen. Med England havde vi traktaten af 23. oktober 1801, der stillede os overordentlig gunstigt.  Vi fortsatte handel til alle sider og udvidede handelsflåden.

Weser-og-Elben web

Napoleon – kontinentets hersker 

Nelsons ødelæggelse af den forenede franske og spanske flåde ved Trafalgar i oktober 1805 gav England det reelt ubestridte herredømme på havet for resten af krigen. Herefter var de to hovedmodstandere afskåret fra en direkte militær konfrontation. Frankrig var afskåret fra havet, og England fra kontinentet – med undtagelse af den marginale krig i Portugal og Spanien. Fra 1805 til 1807 gjorde Napoleon sig til kontinentets behersker. 

Napoleon havde magten på det europæiske fastland og den 15. februar 1805 gav han kongen af Preussen ordre til at Elben og Weserens mundinger spærredes for engelsk søfart; spærringen voldte det især Altona store tab, men til gengæld blev der en meget indbringende mellemhandel over Tønning. Altona var et af Fanøs største handelspartnere gennem hele sejlskibsperioden på Fanø.


Fastlandsspærring 

Fra 1806 trak der sorte skyer op, søkrigen blev voldsommere og overgrebene mod de neutrale skibe blev flere og flere. Napoleon underskriver samme år den 21. november dekretet om fastlandsspærringen.

Englænderne udfærdigede en ”Order in Council” af januar 1807, der forbød al handel mellem franske havne, og nu hæmmedes søfarten betydeligt.


Gå til top