Fanøs forsvarsvæsen

 

Fanøs forsvarsvæsen 

Fanøs forsvarsvæsen baserede sig på en kystmilits bestående af civile som blev trænet i våbenbrug. Man indførte vagtordninger og patruljetjeneste på stranden. Der blev anlagt kanonbatterier både ved Nordby og Sønderho, og englænderne forsøgte da også én gang at gøre landgang ved Sønderho i 1809, men dette blev afværget. 


Fanøs forsvarsvæsen i 1801 

Lad os gå tilbage til krigen i 1801, for at danne os et indtryk af grundlæggelsen af Fanøs forsvarsvæsen:

 

 

moltke web

Regeringen beordrede i 1801 opførelse af kystbefæstninger i hele landet og til at forestå opførelsen af dette forsvarsvæsen langs den jyske vestkyst udnævntes generalmajor A. L. Moltke.



 Indsejlingen til Hjerting skulle beskyttes med en skanse på fire kanoner og en deling soldater, der skulle signalere til strandvagterne, der da i samarbejde med landeværnet skulle drive fjenden på flugt. Til at ordne forholdene på Fanø sendtes premierløjtnant C. H. Nerderaas.

 

 

kanon 1 web

 

Signalmaster 

Stiftamtmanden beordrede ved de første rygter om uroligheder, at der på en af de højeste klitter nordvest for Nordby og syd for Sønderho skulle opsættes to master; på den ene anbragtes et halmknippe, der ved antændelse skulle afgive røg om dagen; på den anden anbragtes en tjæretønde der skulle afgive signal om natten. Ved hvert signal skulle opføres en vagthytte indeholdende: flere knipper halm, fyrtøj, tov, spade, økse, tændstikker samt tre mænd i vagtskifte på 24 timer. Der skulle endvidere opføres vagthytter andre steder langs stranden, også med vagtmandskab, der med brandsignaler skulle alarmere de andre vagter. Befolkningen skulle ved specifikke ildsignaler møde på de anviste samlingspladser med høforke og leer, og vagten skulle kendes på en fjer i hatten. 


Batterier 

Stiftamtmanden foreslog også anlæg af et batteri på Skallingen til beskyttelse af indsejlingen til Grådyb. Der skulle samtidig stationeres to armerede skibe.

Ved Sønderho burde der anlægges et mindre batteri, der både kunne afværge fjendtlige fartøjers indløb i det såkaldte Fiskedyb (Galgedyb), og forhindre fjendens landgang på Fanø.

 

Fanoes-forsvarsoversigt web

 

Stiftamtmanden ønskede også at bevæbne landeværnet og at en del af besætningen på forsvarsskibene skulle udskrives mellem matroserne på Fanø, der havde lokalkendskab til farvandene rundt Fanø. 

Fanøboerne tilbød, at de frivilligt, alle som en, ville bidrage til øens forsvar efter bedste evne, og bad om at måtte få en officer til Fanø for at træne dem i våbenbrug. Til dette formål sendtes korporal Ignatius Daniel. 


Frivillige korps 

Det skal bemærkes, at det hovedsagelig var kvinder, gamle mænd, nogle få landkrabber og en del unge mænd, der ikke var på søen, der deltog i øens forsvar. Om vinteren fik søfolkene så våbentræning. I både Nordby og Sønderho oprettedes sådanne frivillige korps. I Nordby var korpsets anfører købmand Niels Jacobsen, og i Sønderho sognefoged Jens Jensen Sonnichsen.

I en skrivelse af 4. marts 1801 fremfører kaptajn Stub, at siden øens indbyggere er velhavende, besidder mange skibe, bør man ikke tvivle om fjendens hensigter ved at angribe øen, som derfor bør beskyttes af artilleri og våben og han anfører: ”indbyggerne ere modige, raske og ivrige for at forsvare sig, begærligt ønskende ammunition, våben og nogen anvisning til brug deraf.” Stub ønskede på Fanøsiden af Grådyb to armerede fartøjer, hvoraf den ene kunne være en Islandsfarer der lå i Nordby havn; man var da i stand til ”at gøre en krydsende ild sammen med defensionen på Skallingen, så at indløbet derved kan forsvares mod de fjendtlige fartøjer, som her kan ventes, nemlig indtil 9 á 10 fods dybtgående.” 

Ved Sønderho foreslås et mindre batteri på 3 – 4 styk 12 punds kanoner, anlagt sydvest for byen nær strandkanten og en armeret galease ved Kjeldsandet. 

Herudover skulle der leveres 300 geværer og sabler. 

Løjtnant Nederaas bliver udnævnt til at lede forsvaret, understøtte af de frivillige korps og med hjælp af mænd som købmand Niels Jacobsen, kaptajn Peder Thomsen og sognefoged J. Sonnichsen, Sønderho samt birkedommer Engelstoft.

 

pederpthomsen 175 jensjenssonnichsen 1810 169
Peder P. Thomsen Jens Jensen Sonnichsen, Tjalk Anna

 

 

Nye reglementer

 

Generalmajor Moltke udarbejder følgende reglement for beboerne: vagtholdet ved signalerne, eksercits, arbejdet ved Forsvarsvæsenet. Se bilag A

Løjtnant Nederaas udarbejder følgende liste over det bevæbnede mandskab, efter at det havde fået behørig våbenøvelse. Se bilag B.                           

 

                                                       Bestykning 

Paa Ejlandet Fanø er 2 Batterier opkastede og 2 armerede Skibe istandsatte, hvortil af Sø-Etaten er bleven sendt 21 Kanoner, og er samme efter disses forskellige Kaliber fordelte saaledes som følger. 

Nordby Batteri:    

4 Stk. 8 Punds Kanoner og 1 Stk. 12 Punds Haubitze. 

Det armerede Skib:    

2 Stk. 8 Punds, 2 Stk. 4 Punds og 2 Stk. 12 Punds Haubitze, alle af Jern. 

 

Sønderho Batteri:    

2 Stk. 12 Punds Kanoner, 1 Stk. 4 Punds do. og 1 Stk. 12 Punds Haubitze, alle af Jern. 

Det armerede Skib:    

2 Stk. 6 Punds Metalkanoner, 2 Stk. 4 Punds Jernkanoner og 2 Stk. 12 Punds Jern-Haubitze. 

Kanonerne er blevne leverede med Rapperter, Ammunition og alt, hvad dertil henhører, tillige med 200 Geværer med Bajonetter og Skeder, 200 Patrontasker med Banderoler; 200 Stk. Gehæng med Spænder og 200 Gevær. Remme er ankommen; men hertil er ingen Ammunition bleven sendt. Hvert Sogn har faaet 100 Stk. 

Landmilitsen er inddelt i 2 Kompagnier, et i hvert Sogn og hvert Kompagni i 2 Pelotons, enhver af samme igen i 3 Trops eller Sektioner.  

Ved hver Peloton er en Løjtnant og ved hver Sektion en Underofficer. Den Officer, som kommanderer 1. Peloton, har i paakommende Tilfælde, naar ingen anden er tilstede, altid Kommandoen over det hele; og da det i saa Fald træffer Løjtnant Niels Nielsen Grethes paa Nordby og Løjtnant Sonnich Pedersen paa Sønderho, saa maa jeg synderlig rekommandere disse tvende Mænd, da de i denne Henseende altid har udvist megen Konduite og derfor mest er skikket til at være Anfører for de, der er ansatte ved Geværerne.  

De, som er ansatte ved Vagthusene og Signalerne, maa i paakommende Tilfælde ogsaa rykke ud. De er, efter at Vagterne er bleven forstærket, beordret at fordele sig i tvende Trops, hvoraf en gaar langs ved Havnen og dækker Skibene, den anden i Byerne paa det at ikke noget fjendtligt kunde snige sig ind, allerhelst naar et Overfald skulde ske ved Nattetider for at sætte Ild paa Byen eller Skibene. Deres Vaaben er Leer og Forke. 

De, der er udtaget til Batterierne og de armerede Skibe, er endnu ikke ordentlig fordelt, da Folkene den Tid, Kanonerne ankom og Skibene blev istandsat, ikke er hjemkommen. 

Signalerne er paa den hele Kyst 7 Steder og bestaar samme af høje  Mastetræer, opsatteomtrent 1.4 Mil fra hinanden paa de højeste Banker. Om Dagen gives tilkende, naar noget fjendtligt lader sig ske, med store Flag, der straks ophejses, og om Natten med store Skibslanterner. Herforuden er og ved hver Signal en liden Tjæretønde i Reserve. Ved hver Signal er et Vagthus og 2 Mand Vagt, der afløses hver Morgen og Aften Kl. 6 slet. Ligeledes befindes ved samme en Kikkert og en Instruktion, hvorledes Folkene har at forholde sig paa Vagterne.

Ved Hovedsignalet saavel her som paa Sønderho er plantet en Kanon, som, naar noget fjendtligt lader sig se, tillige straks skydes løs, hvorved Folkene averteres i en Hast at forsamle sig og at gaa hen til de forskellige Steder, som er dem anvist; men Hovedsignalet, hvorfra man kan overskue det hele, er bestemt til Alarmplads for Landmilitsen. 

Signalerne er paa følgende Steder opsatte: 

Nordby Sogn:

1. Kirkebjerget ved Byen. Hoved Signal.

2. Niels Pedersens Bjerg.

3. Grejseflod Bjerg.

 

Sønderho Sogn.

4. Kabebjerget ved Byen. Hoved Signal.

5. Hjørnebjerget.

6. Galgebjerget.

7. Silkebjerget. 

 

Fanø, den 1. August 1801.

 

Nederaas, Premier-Løjtnant ved det 3. Infanteri Regiment og kommanderende Officer ved Defensionen. 

 

For det frivillige korps i Nordby udarbejdes følgende reglement. Se bilag C.

 

Birkedommer Nørups indberetning fra 1806 viser noget om forholdene på Fanø lige inden krigen bryder ud: 

FANØ 1806. 


1. Dens størrelse.

Samme er omtrent 2 mile lang og 1/4 til 1/2 mil bred og består af 2 sogne, Nørbye og Sønderhoe.,

2. Dens økonomiske forfatning.

Indbyggernes levemåde er i almindelighed, tarvelig. Fisk, torsk, hvillinger og flynder, som de selv fisker og tilbereder, er den almindelige mands meste spise. Til deres bryllupper og andre højtideligheder gives almindelig kun 2 retter, nemlig ærter og flæsk, vin eller brændevin, mjød og øl, som vilkåre­ne er. Deres klæder er simple, mest hjemmegjorte af egne fårs uld, mørke og noget korte, efter hollandsk smag og almindelig meget renlige i klæder og husvæsen. I brændsel, der falder meget dyr, er de almindeligen sparsomme, og sjælden ses ild på skorstenen uden ved madlavning. De har bielægger-ovne i stu­erne, og i disse ovne lægges straks de få levninger af ild fra madlavningen, for ikke at gaa til spilde. I øvrigt må Solen gøre det meste af deres stuevarme.

 

3.Folkemængde.

Øens begge sogne består af 22 á 2300 mennesker, omtrent 450 beboere (husstande), og deraf ca. 56 avlsmænd, der fisker til­lige; resten er skippere, fiskere, håndværkere og gamle ugifte fruentimmere.

 

4. Jordbund.

Omtrent det halve af øens overflade er øde, dels med helme begroede sandbjerge. Af resten er vel 1/3 del ringe, løs og sandig små hede, der kun tjener til græsning for får og ung­høveder, og noget lidet deraf bjerges til brændsel, men er ringe. Af det øvrige er vel 3/4 del agerland, dels sandig og dels muld og klægagtig, der bærer sommerrug, som kaldes valing. Vinterrug borttager kulde og vandskade. Byg og lidt ærter, samt havre på de lave steder.

I frugtbare år avles her 4 til 10 fold; men i tørre år, som oftest ikke udsæden igen. Med agerlandet har den særegne beskaffenhed: at det kræver og kan tåle gjøde hvert år, det besåes. Meget deraf er udsat for sandflugt, som uagtet flid med dæmpning og plantning idelig beskadiger og ofte ganske ødelægger samme. Hele øen er fri for sten, undtagen de som hidrører til stenbro og hegn, der er kommet fra fastlandet. Den øvrige 1/4 del af jordbunden anses for klæg og moseagtig marsk og gjest-enge, der efter årets frugtbarhed giver  2 á 3 læs hø på hver dags slet, eller tønde land geometrisk mål.

 



5. Udskiftning.

Øens såkaldede hede og forrte er udskiftet; men ager og eng ikke, begge dele ligger i flæng omkring i færre og flere stykker for een ejer. Samme, især agermarken, anses for utjenligen at udskifte, dels formedelst den naturlige voldsomme anfald af sandflugt en del deraf er udsat for; dels den særdeles store forskel, der er på agerlandets indvortes værd og beliggenhed, og dels de mange lodsejere, der er i øens ubetydelige agermark.

6. Fornødenhed eller mangel på brændsel.

Når undtagen nogle ringe sadder og lyng, som nogle af avls­mændene kan bjerge på deres hede og forrte, må alt resten købes og hidføres fra det faste land, der sker ved de mindre af de i 7de og 8de poster nævnte fartøjer. Denne artikel kos­ter øen, al sparsomhed uagtet, nogle tusinde rigsdaler om året. Således trækker også fastlandet nogle tusinde rigsdaler årlig her fra øen for hø; efterdi de fleste beboere her har en ko eller flere, og det hø, som avles her på landet, er langt fra ikke tilstrækkelig til deres vinterfodring.

 

7. Skibsfart.

Med rederier - mest Eilandets egne indbyggere - har ØEN et antal af ca. 180 fartøjer, gradvis store fra 1/2 til over 30 commerce-læster, foruden nogle åbne både til fart mellem ØEN og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er alminde­lig bygget, og bygges her på landet af dansk eeg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindelig skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe er og indbyggerne her udmærket sparsomme, thi de mindste føres af een mand, de større har forholdsvis 2, 3 eller 4 mand, og de største kun 5 mand.

Og med dette må ØEN, særdeles Sønderhoe sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtig mandskab nok af ØENS egne, hvoraf dog kun en saare enkelt person går herfra i anden fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskrives. ØEN har 14 hængmastede åbne fiskerbåde, der bruger hver 8 á 12 mand, men for søfartens skyld må nøjes med avlsmænd, af­tægtsmænd og andre, der er for gamle til at fare, eller ufor­muende til at rede med i skibe.

 

8. Næring.

Samme består fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøjernes størrelse.

Dernæst avlsbrug, fiskeri, den mindre fragtfart mellem det faste land, samt ad åerne op til Ribe og Varde; så skibsbyggeri, væven, spinden, dagleje og deslige.

 



9. Industri.

Skibsbyggeri er den vigtigste del. 6 á 8 skibbygmestre, alle oplærte af den nu affældige, men til sin tid udmærket duelig skibsbygmester Holst her på Fanø, er med 4 å 5 mand hver un­der sig, næsten stedse i arbejde her på Øen, da her endog byg­ges skibe, som sælges til Ringkiøbing, Randers og andre kjøb­stæder.

Således er og fiskeri, og de fangede fisk fortrinlige tilbere­delse her betydelig. Foruden de mange, som bruges til øens for­nødenhed, sælges betydeligt til landboerne ved markederne i Ribe og Varde, samt ellers til Holsteen og andre steder, ja selv til hovedstaden.

Øen har adskillige væverstole, smede, snedkere, rebslagere, sejlmagere og bødker. Fruentimmerne spinder hør og uld til deres husfamiliers fornødenhed, og ældre ugifte fruentimmer spinder betydeligt for penge til det faste land, formeligt til Ribe. Nogle binder eller strikker uldne strømper og van­ter. Dette sidste gøres meget af de søfarende mandfolk, i den tid de er hjemme om vinteren, for såvidt de ikke beskæftigede sig med at sy og arbejde på deres skibssejl og andre Skibsred­skaber.

 

10. Sædvaner, derunder anføres.

Husene bygges gemenlig i øster og vester. Stueværelserne er stedse i søndre side med mange vinduer, for der igennem at lede vinter- og forårssolen til besparelse af brændsel.

 

Bygningerne er almindelig efter een smag, een etage, grund­mur eller bindingsværk, rør eller stråtække, og køerne med deres foder altid i stuelængen, så at man, uden at gå ud, kan røgte og malke dem. Hegn om kålhaver er plankeværk, sadder eller tangdige. De fleste, undtagen de anførte avlsmænd, der har heste og vogne, graver deres land til sæd. Dette må ske af fruentimmere, der i almindelighed må drive slige mindre steders avling, medens mandfolkene enten farer eller fisker. Fruentimmerne må og rengøre, salte, tørre, behandle og forhandle, samt forud grave orm, der tages ved strandkanten og sætte på kroge til de fisk, som mandfolkene fisker. Under alt sligt arbejde bærer de sorte klædesmasker for ansigtet, der meget conserverer dem Imod de barske vinde, og kaldes en strude, samt et stribet uldent bånd oven om skørtet, der kaldes kiltbånd, og udgør en slags pynt.

Indbyggerne anlægger sorg for slægtninge, så snart disse for­modes forliste eller døde til søs, skønt dødsfaldet ikke er be­vist. De stifter og fuldfører deres ægteskaber om vinteren. De hjælper hinanden, uden betaling, at indpakke deres korn, hø, brændsel og deslige, så og at optage og nedføre deres fartøjer Om vinter-aftener samler mandfolkene sig almindelig visse ste­der, som de kalder "råd", de gifte for sig, og de ugifte for sig, for nogle timer til kl. 7 á 8, at tale om adskilligt til tidsfordriv, særdeles deres den forløbne sommers bedrifter og hændelser, og da finder man mange af begge klasser med deres strikkehose i hænderne. Kortspil er sjældent og da almindelig om nødder, kringler etc., også dette hører til økonomien. Der­imod har det været en gammel skik, ikke at spise nyfødte kalve, men denne er nu næsten forsvunden.

 

11. Vedtægter.

Foruden de almindelige og på lovene grundede vedtægter om hegn og fred, om vejes. og grøfters istandgørelse til bestemte tider, og helmeplantning ligeså, er også som vedtægter, at hver fiskerbåd har sin bestemte plads ved havnen at ligge an på, som ingen anden må bruge, og at ingen må skyde ballast uden på be­stemte! steder, eller grave huller ved havnen uden, inden 24 timer igen at fylde samme.

 

FAN0E den 30. maj 1806

Nørup

Birkedommer”

 

Krigen kommer til Fanø 


De første efterretninger om en mulig krig kommer til Fanø fra Kommercekollegiet den 16. august 1807 og forkyndes fra prædikestolene den følgende søndag: ”da en mægtig engelsk flåde medførende et betydeligt antal transportskibe fyldt med tropper har lagt sig i Sundet i en truende stilling, bekendtgøres det handlende og søfarende undersåtter om den mulige fare, de kan udsætte sig for ved at lade deres skibe afsejle til de farvande, i hvilke under de nuværende omstændigheder fare for opbringelse til engelske havne kunne være at befrygte.”


Samtidig skulle sognefogederne ved trommeslag gøre beboerne opmærksom på, at holde øje med alt mistænkeligt, og straks indberette sådanne hændelser. 


Milits og batterier 

Fanø fik allerede ved krigsudbruddet ordrer til at opføre signalmaster og vagthuse, indføre vagtordninger, få genbevæbnet militsen og ordnet de forsvarsskanser, som var blevet opført allerede i forbindelse med uroligheder i 1801. Købmand Niels Jacobsen og skibsførerne Jens P. Clausen og Niels Grethes skal sammen med birkedommeren stå i spidsen for dette arbejde. Snedkere og tømrere skulle straks gå i gang med arbejdet på signalmaster og vagthuse. 

Birkedommeren beordrer den 19. august, efter at krigen var udbrudt den 16. august, at der straks skulle udstilles vagter efter samme mønster som i 1801.

Geværerne fra 1803 skulle udleveres til mandskabet, og ved fjendens ankomst skulle der udleveres skarpe patroner. Birkedommeren indskærper, at der ved vagthusene ikke må antastes fruentimmere, drenge eller gamle mænd med dårligt syn, som rygterne ellers fortæller om. 

Batterierne ved Sønderho var ved en stormflod i 1806 blevet ødelagt og skulle nu i en fart genopføres og dette arbejde skulle ledes af sognefoged Jens Sonnichsen og kaptajn P. H. Brinch.


Reglement


 for de Mandskaber i Sønderho Sogn, som er ansatte under Bevæbning til Landets Forsvar. Se bilag D 

 

Instruktion

for Mandskabet og Vagterne ved Batterierne i Nordby Sogn. Se bilag E.

Liste over mandskabet i Sønderho. Se bilag F

Liste over Mandskabet som har modtaget de Kongelige Gevæhrer med Tilbehør i Nordby Sogn. Se bilag G


Vagttjeneste 

Der bliver nu udsat vagter langs stranden. Men ikke alle tager opgaven lige alvorligt, for birkedommeren finder ved en inspektion tegn på at vagten har sovet i tjenesten, og bekendtgør derfor ”slig uorden, der kunne drage ulykker til følge, skal efterdags alvorlig afstraffes.” 

Det kneb med tilstrækkelig mandskab i Sønderho, og man havde optaget kvinder og drenge i vagttjenesten, noget birkedommeren ikke bifalder og i stedet beordrer, at mænd mellem 60 og 70 år skal gøre tjeneste. 

Af og til forser vagten sig og en dag revser birkedommeren kirkeværgen Lars Mortensen Rødgaard, ”fordi han har låset kirkenøglerne inde og derved forhindret adgang til ammunitionen.” (der var opbevaret på kirkeloftet). 

Hans Pedersen Skomager idømtes en bøde på 3 mark for at komme en halv time for sent og Jens A. Pedersens kone 3 mark for at have forladt sin post. 


Og der sker ting og sager på vagterne:

Den 14. oktober 1807 affyrer vagten på Krobanken i Sønderho kl. 20 et varselsskud og på få minutter forsamles en stor del af beboerne ved batteriet. Årsagen til skuddet var, at et fiskefartøj fra Nordby passerer Sønderho uden at svare på vagtens tilråb, som da antog den for en fjendtlig båd. 

Vagterne Niels Nielsen Grethes og J. P. Clausen indberetter 29. oktober fiskerne Hans Nielsen Ellens og Søren M. Thing for ved indsejlingen, at have undladt at give det befalede signal.

Signalet enhver fiskerbåd skulle vise ved indsejlingen var at have det danske flag vaje fra mastetoppen. Dette flag skulle hvert kvarter sænkes tre gange indtil ankeret var faldet i havnen. 

Et ret alvorligt tilfælde med undladelse af, at afgive det befalede signal skete natten mellem 12. og 13. august 1808 og havde nær kostet et menneskeliv. Hans Nielsen Skomager gav ved indsejlingen ikke signal og vagten afgav først fire løse skud, men da der stadig ikke var nogen reaktion, afgav han et skarpt skud der ramte og kvæstede matros Søren Pedersen ret alvorligt. Birkedommer Nørup vil statuere et eksempel og mener, at Hans Nielsen skal betale den dobbelte bøde og korporlig afstraffes. 

Befolkningen var i krigsårene både pligttro og opofrende i forbindelse med ørens forsvar. Birkedommeren indberetter med ekspresbud til stiftsamtmanden om et tilfælde han mener, fortjener ros. 

”Jeg iler med at indberette Deres Højvelbårenhed, at da batterierne her på Ejlandet var øde og de kgl. Kanoner aldeles uanvendelige, har øen under hr. kommandør Bagges vejledning, særdeles her i Nordby, frivillig og på egen bekostning opkastet batterier og forskansninger, så alle kanoner nu er plantet til øens forsvar. Disse foranstaltninger har hr. kommandøren allerede indberettet til den kommanderende general. 

I går blev man ganske færdig her i Nordby, og i går eftermiddag afblæste man kanonerne, som man kalder det, hvilket muligt kan have vakt opmærksomhed på det faste land. Men ulige mere opmærksom og bekymret har øen i denne nat været. I aftes i mørkningen sås et stort skib her uden for øen, det avancerede hid og gik ind i Gabet. Alle vore signallygter blev hejset og hele øen bragt i største bevægelse. Skarpe patroner – som øen selv har bekostet – blev uddelt, og mandskabet posteret dels på stranden og dels på batterierne her i Nordby.

  


Skibet kom uforfærdet nærmere, og natten gjorde det umuligt at kende det. Man gjorde af og til løse skud fra hovedvagten og stranden for at vise, man var på sin post; og da skibet kom nærmere, lod hr. kommandøren, der med megen iver tog del i affæren, anviste og opmuntrede mandskabet ved batteriet, én af de svære kanoner gå af tilbag for skibet, og da, nemlig i nat kl. 2, erfarede man af skipperens og mandskabets råben fra skibet, at det var en her hjemmehørende og fra Ringkøbing kommende smakke, der føres af Peder Hansen Winther, hvorefter man igen trak sig i rolighed, og skibet er nu her på reden. Den raskhed og hurtighed, hvormed enhver våbenfør greb til værge, kan jeg ikke noksom berømme.” 

General Moltke berømmer Fanøboernes indsats på højeste sted, og så meget desto større er hans ærgrelse, da han ved inspektion og indberetninger, finder mange afvigelser fra reglementet. ”Som jeg priser enhver årvågenhed og velvilje så laster jeg og enhver lunkedhed og uvilje. Derfor vil enhver, som uden lovlig årsag udebliver, alvorlig vorde straffet.” 

Forseelserne bestod i manglende patruljering, vagter sov, forlod eller brændte lys på deres poster. Kanonbatterierne var ikke korrekt bemandede. 

Ikke alt var alvor: den 23. oktober 1807 var der to vagter fra fastlandet posteret på stranden og den ene mente, at have set et brigskib, den anden havde ikke set noget. Patruljen som modtog meldingen rapporterede, at da manden der mente at have set et skib, havde mange lus, var det muligt, at en lus havde sat sig på hans øjenvippe med benene i vejret og dette kunne opfattes som et skib. Kommandøren fik sig en hjertelig latter. 


I begyndelsen af 1808 indkom regningerne over batteriernes anlæg til birkedommeren. Sønderho klarede selv udgiften, men i Nordby, hvor regninger var på 329 Rdl., ønskede man at lade beboerne betale beløbet på hartkorn, men også på bygninger, skibe og fartøjer. Da ligningslisten blev forelagt birkedommeren var han ikke tilfreds, fordi skibene i havnen ikke var lignet, og selv om de ikke indtjente nogen penge, mente han nok, at folk nødig ville miste dem, og altså skulle de med på ligningslisten.  

Fanøboerne havde ikke forventet at krigen skulle blive langvarig og havde derfor ment, at man selv kunne påtage sig øens forsvar, som havde kronprinsens største bevågenhed, og mente at øen skulle forsvares koste, hvad det ville, idet den var det letteste sted for fjenden at gøre landgang og bemægtige sig Fanøs store flåde. 

I vinteren 1807 – 1808 kom der en pause i vagttjenesten da isen lukkede farvandene og faren for fjendtlig aktivitet var lille, men da man skulle genoptage vagten blev 23 unge mænd udtaget til orlogstjeneste, mænd som vanskeligt kunne undværes i forsvaret. Man bad kronprinsen om fritagelse for udskrivningen, mod at man selv fortsatte forsvaret af øen, men bad samtidig om, at få en officer fast stationeret på øen, da kaptajn Bagge kun af og til kom til øen, og havde fuldt op at gøre med sin stilling som overlods og rekrutteringschef for Vestjylland.

 

Ny kommandant for Fanø 

Kronprinsen fritstillede de 23 unge mænd og beordrede admiralitetet til at udnævne en søofficer til kommandant på øen. Den mand som blev udnævnt til kommandant for Fanøs forsvarsvæsen var søkaptajn W. M. Winckler, som det senere skulle vise sig tog ophold på øen i en menneskealder, blandt andet bestridende poster som tolder og branddirektør.

 

winckler 76

 

Winckler kom til Fanø den 8. marts 1808 og den 10. marts fik han overleveret Fanøs forsvarsvæsen af kaptajn Bagge. Winckler beretter til admiralitetet, at for at forsvare det nordre indløb til Fanø havn (Grådyb), er der opført to batterier bestykket med seks ottepundige og to firepundige kanoner. (Der var derudover en bestykning med seks 12 punds Haubitzere). Indløbet til Sønderho havn kan beskydes fra tre mindre batterier bestykket med to tolvpundige, to sekspundige og tre firepundige kanoner. (Desuden var der placeret en 12 punds Haubitzer). Disse bestykninger burde være tilstrækkelige til at forsvare ørens to havne.

For at hindre landgang er der udleveret 200 geværer til de våbenføre mænd.

 

Fanoe-nord-batterier web

 

fanoe-nord web

 

 

 

87.

Croqui

 

af Pakhuusbatteriet paa Fanøe

anlagt Aar 1801 efter Commandeur Stubs Angivelse, til Forsvar for Nordbye Havn.

 

1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer, forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med:

1 stk. 8 pundig Kanon paa Skibsrapert med Slæde.

1 stk. 4 pundig     ”            Skibsrapert.

1 stk. 12 pundig Haubits paa Blok.

 

3. Ammunitionen giemmes deels i Kiøbmand Jacobsens Pakhuus, deels i Nordbye Kirke.

 

4. Skildvagten udsættes fra Vagten paa Peder Jansens Batterie.

 

5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Nordbye.

 

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.


87

 

 

 

88.

Croqui

 

af Peder Jansens Batterie paa Fanøe

anlagt Aar 1807 under Opsyn af Capitainlieutenant Winckler, for at forsvare Indløbet til Nordbye Havn.

 

1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer, forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med:

5 stk. 8 pundige Kanoner paa Skibsraperter.

1 stk. 4 pundig Kanon         ”

2 stk. 12 pundige Haubitser Kanoner paa Blokke.

 

3. Ammunitionen giemmes paa Batteriet i en Hytte af Bræder, bedækket med Græstørv, det større Forraad i Kirken.

 

4. Vagten holdes i en Hytte af Bræder, bedækt med Græstørv, paa Batteriet.

 

5. Besætningen, som er af Øens egne Beboere, ligger i Nordbye.

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke


88.Fanoee-P



 

 

soenderho-kanoner-copy web

 

 

 

83.

Croqui.

 

af Batteriet No. 1, eller det sønderste, ved Sønderhoe

paa Fanøe,

anlagt Aar 1801 efter Commandeuer Stubs Angivelse, for at forsvare indløbet til Sønderhoe Havn.

 

1. Batteriet er i Ryggen blot sluttet med et Jorddige, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer, forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med 2 stk. 12 pundige Kanoner paa Skibsraperter, den ene paa Slæde.

 

3. Ammunitionen giemmes deels i en liden Hytte af Bræder, bedækket med Tørv, paa Batteriet, deels i Sønderhoe Kirke.

 

4. Vagten holdes i Nærheden af Batteriet, i en Hytte af Bræder, bedækket med Tørv.

 

5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Søndehoe.

 

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.

 

83.Soender-Hoe-Batteri-nr1

 

 

 

84.

Croui

 

af Batteriet No. 2 ved Sønderhoe

Paa Fanøe,

anlagt Aar 1801 efter Anviisning af Commandeuer Stub, for at forsvare Indløbet til Sønderhoe Havn.

 

1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer, forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med 2 stk. 4 pundige Kanoner paa Skibsraperter.

 

3. Ammunitionen giemmes deels paa Batteriet, i en Bræddehytte bedækket med Tørv, deels i Sønderhoe Kirke.

 

4. Skildvagten udsættes fra Batteriet No. 1.

 

5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Sønderhoe.

 

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.


84.Soender-Hoe-Batteri-nr2


 

85.

Croqui

 

af Batteriet No. 3 ved Sønderhoe paa Fanøe,

anlagt Aar 1801 efter Anviisning af Commandeuer Stub, for at forsvare indløbet til Sønderhoe Havn.

 

1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer, forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med 2 stk. 6 pundige Kanoner paa Skibsraperter.

 

3. Ammunitionen giemmes deels paa Batteriet i en Brædehytte, bedækket med Tørv, deels i Sønderhoe Kirke.

 

4. Skildvagter udsættes fra Batteriet No. 1.

 

5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Sønderhoe.

 

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.


85.Soender-Hoe-Batteri-nr3


 

86.

Croqui

af Batteriet No. 4, eller det norderste, ved Sønderhoe

paa Fanøe,

anlagt Aar 1809, under Opsyn af Capitailieutenant Winckler, for at forsvare Indløbet til Sønderhoe Havn.

 

1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer forefindes ikke.

 

2. Det er monteret med 2 stk. 4 pundige Kanoner paa bevægelige

Nødlavetter.

 

3. Ammunitionen giemmes deels paa Batteriet i en Brædehytte, bedækket med Tørv, deels i Sønderhoe Kirke.

 

4. Skildvagten udsættes fra Batteriet No. 1.

 

5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Sønderhoe.

 

6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.


86.Soender-Hoe-Batteri-nr4

 

 

 

kraemmerbjerget

 

Kræmmerbjerget


Forstærkning til kystmilitsen 

Til at gøre tjeneste ved det frivillige korps eller kystmilitsen som det kaldtes ankom der den 25. april 1809 en underofficer og to jægere til Nordby og 2 til Sønderho. 

For at styrke militsen ankom der den 1. juli fra oberstløjtnant v. Suckows kommando i Ribe 30 jægere til Nordby og 20 til Sønderho under kommando af major v. Lackendorf. Officererne skal indkvarteres hos de ”fornemste”. Anledningen til styrkernes ankomst var foranlediget af nedenstående begivenhed.


Angreb ved Sønderho

 

Den 28. juni 1809 observeredes en britisk fregat, der sydfra krydsede op mod Sønderho og ankrede op 2 sømil derfra; i den lyse sommernat satte den seks barkasser i vandet, og de roede ind mod Sønderho for at ødelægge byen og bemægtige sig dens skibe. Den nat huskede Fanøboerne længe efter. Skipper Peder Thomsen var næstkommanderende ved batteriet på Kræmmerbjerget ved indsejlingen til Sønderho. Og han vidste, at Admiralitetet nylig havde givet ordre om at spare på ammunitionen og kun at skyde, når der virkelig var fare på færde. Peder Thomsen var en rig skipper, der gik med sølvknapper. Da de britiske barkasser nærmede sig indløbet, skar han en sølvknap af sin frakke, og lagde den i kanonløbet sammen med kuglen – så vidste man, at man var sikker på en fuldtræffer. Hvorpå han lod kanonen affyre, med de mindeværdige ord: ”Klar: A sejer i Guds og kongens navn, lad jen go o mi regning, a betaler æ skod!”. Den ledende britiske barkasse blev truffet. Og fjenden måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Det fortælles, at den kommanderende engelske officer blev dræbt og en anden fik lårbenet knust. 

Den engelske fregat havde i nærheden af Sønderho opbragt en bådskipper Hans Sørensen, der var på vej til Sild med klyne, og udspurgt ham om forholdene på Fanø, men da han, der godt forstod engelsk lod som om det ikke var tilfældet, lod de ham gå. 

Den 20. august 1810 inspiceredes batterierne af artillerimajor Stabel og sidst i september blev hele det militære anlæg inspiceret af den kommanderende general for hele Jylland A. L. Moltke. De efterfølgende år hører man ikke meget om forsvarsvæsenet på Fanø fjenden har næppe angrebet, selvom de havde armerede skibe og kapere liggende udenfor øen, for at opbringe de skibe der drev kornfragt til Norge.

 

 

 


Gå til top