Fanøskipperne var ganske modvillige til at indgå i denne sejlads og sagde, at fragtsummen var for lille i forhold til risikoen, og at det var vanskeligt, at finde villige besætninger på denne årstid. Birkedommeren ville, hvis de fortsat nægtede, i stedet tvangsudskrive dem, og at hyre og fragt da ville blive bestemt af myndighederne, altså til en lavere takst og nu bøjede skipperne sig for det uundgåelige. 

Da risikoen for skib og ladning var større end ved almindelig sejlads, kviede skipperne sig for at tegne forsikringerne. 

Birkedommeren anbefaler derfor, at der ydes kredit på præmiesummen indtil betalingen for fragten var gennemført, samtidig gør han stiftamtmanden opmærksom på, at det er alt for risikabelt at laste skibene i Ribe, som det ellers var tænkt, noget skipperne modsætter sig på det kraftigste

Vinterkulden holdt sit tag i landet, og den 1. april er der endnu ikke afsejlet noget skib. Kornet var ved at blive ødelagt og regeringen mente nu ikke længere, at det skulle fragtes til København, og den 6. april gives der ordre til at stoppe med lastningen og de allerede lastede skibe skulle losses. 

Forskuddet på fragten skulle tilbagebetales og kornet omlosses til andre skibe for at blive luftet.

Arbejdet går langsomt og er hårdt. Birkedommeren er ved, at gå ud af sit gode skind, og skriver til amtsforvalteren, at han kun ønsker, at blive fritaget for styringen af udlosningen; det er svært at finde flere skibe der kan tage lasten ombord, der findes ikke oplagspladser på Fanø. Skipperne vil fritages og have deres skibe synede og reparerede. Rugen kan ikke opbevares forsvarligt til trods for omladningen. 

Det var muligt at skaffe skibe, men skipperne var meget betænkelige ved sejladsen og da en norsk kaper anløber Nordby havn, og kan berette at Norges kyster var vel bevogtede af fjendtlige skibe, tog deres frygt fart. 

Først den 17. april afgår der ni skibe fra Hjerting. Skipperne får besked på, at gå så nær land som muligt, så de fjendtlige skibe med større dybdegang, ikke kunne opbringe dem. Men man kom ud i stiv modvind og da man mente at have set fjendtlige skibe, valgte man at gå sydover, og tre skibe søgte ly i Sønderho havn, nemlig Sonnich Jensen Møller, Hans Mortensen og Søren Nielsen Møller som kunne berette, at resten af skibene lå under List på Sild. 

Storm og modvind hindrer rejsens fortsættelse og fem skibe vender tilbage til Fanø med lækage.

De to andre var kommet på højde med Holmsland da de spottede en formodet engelsk kaper; det ene Fanøskib ført af Peder Jensen Callesen blev sat op på stranden, og for at lasten ikke skulle falde i fjendens besiddelse, slog man hul på skibets bund. 

Sidst i marts 1809 afsendes briggen ”Haabet”, hvis reder var købmand Niels Jacobsen, lasten var betalt af kammerråd Langelund i Kolding i forening med rederen og birkedommer Nørup og assurancen var tegnet hos regeringen. Skibet forliste ved Klitmøller, mandskabet blev reddet med skib og ladning gik tabt.

 Udskibningen af korn til Norge bliver nu lagt i hænderne på øens kommandant, Winckler og løjtnant Tuxen i Hjerting. 

Skibsfører Jacob N. Warrer af Nordby gennemførte en heldig rejse med sit skib ”Mette Claudiane” til Norge, lastet med 450 tdr. rug for kongens regning og ved hjemkomsten ansøger han om højeste fragt. Birkedommer Nørup støtter hans ansøgning og understreger, at Warrer er en af de mest patriotiske skippere på øen. Sidste år gennemførte han for egen regning en succesfuld rejse med fødevarer til Norge, kom hjem i januar og tog endnu en heldig rejse.

Han fortjener at få 1 rdl. pr. tønde rug og 4 skilling pr. tønde i kaplaken*), og bør fritages for at svare mål, for hos ham findes intet svig. 

*) godtgørelse til skipperen, som befragteren betalte ham, for at han skulle varetage befragterens interesser med ekstra omhu under rejsen. Det var ofte en bestemt procentdel af fragten

Efterhånden blev hele Fanøs skibsflåde udtaget til transport af fødemidler til Norge.

 I relation til ovenstående skal nævnes, at der ikke findes nogen fortegnelser over udskrivningen af Fanøskibe efter begyndelsen af 1809. 

Efterhånden som behovet for skibe til kornsejladsen blev større ændrede man opfattelse af hvilke skibe, der var egnede til formålet. Fortegnelser fra 1807 viser, at man kun har medtaget de større skibe. Den gennemsnitlige lasteevne for skibene var på 292 tdr. rug. I december 1808 var den nede på 292 tdr. rug for de skibe der var udskrevet fra Sønderho. 

Forhold ved sikkerheden 

Statsmagten udgav en instruktion til kornbådene i, hvordan de skulle forholde sig under den farefulde sejlads. Det fremgår tydeligt heraf, at man i centralmagten prioriterede kornforsyningen af Norge højere end skibenes og mandskabets sikkerhed. Det hed sig således om besætningen, at de ikke må tage sig af de fjendtlige kanonkugler. Det er nok mere end tvivlsomt, om kornskibenes mandskab har set på sagen på samme måde. 

Der er noget der tyder på, at det har været mere end almindelig vanskeligt at overtale Fanøskipperne til at gå frivilligt i fart. Det fremgår således af en skrivelse fra den 28. februar 1808, at stiftamtmanden beklagede sig over Fanøboernes manglende vilje til at gå i denne fart. Dette understreges af en skrivelse fra kommandant Winckler til samme stiftamtmand fra den 1. april samme år, hvoraf det fremgår, at ingen Fanøbåde endnu var afsejlet, trods ordrer fra sognefogeden.