Fanøsøfarten under krigen - del 1

 

   Fanø-søfarten under krigen

Opbringelse af Fanø sejlskibe

 

Her kan du læse historierne bag de mange opbringelser som Fanøskibe var udsat for under krigen. Historierne viser at mandskaberne forsøgte at undslippe fjenden på alle mulige måder, men som oftest måtte de overgive sig, med tab af skib og last som følge, samt udsigt til fangenskab i England.

Du kan finde en tabeloversigt over de opbragte skibe her.


Vi skal i det følgende høre om alle de besværligheder og farer, denne sejlads medførte. Mange blev kapret af englænderne, og måtte sidde kortere eller længere tid i fangenskab – ”Prison”. Fortegnelsen over de kaprede skibe er uddraget af Fanø Birks Notarialprotokoller og omhandler derfor kun dem, der har aflagt forklaring om deres opbringelse til dette ting. Det vides, at der er mange flere, der har været opbragt og har tilbragt tid i krigsfangenskab, men de har aflagt forklaring andre steder, idet loven foreskrev at denne skulle afgives det første sted man ankom til riget, inkl. Norge. Mage skæbner kendes derfor ikke. Man mener at over 200 Fanøsøfolk sad i fangenskab. Flere døde under opholdet, nogle fik helbredet ødelagt og nogle omkom under flugtforsøg. 


Fanøflåden dykker i antal 

Sejladsen til Norge skete på åbent hav med et væld af engelske orlogsskibe og kaperfartøjer – en massiv professionel modstander, som mange Fanø-skippere måtte bide skeer med.

Ét skib blev allerede opbragt lige efter udsejlingen fra Fanø. Selvom mange Fanø-skibe forsøgte i stedet for at lade sig overvinde, at løbe skibet op på stranden langs den jyske vestkyst, men det lykkedes kun sjældent. 

I alt skal cirka 200 Fanø-søfolk have tilbragt kortere eller længere tid i prisonen og mange kom ikke tilbage.

Antallet af opbragte Fanø-skibe under krigen beløb sig til mindst 75 skibe. De opbragte skibe betød store tab for Fanø i form af såvel tabt tonnage som den kapital, der var sat i ladningerne. Selvom mange forsøgte at forsikre sig, var hjælpen både langsom og sparsom. 

Før krigen havde Fanø 140 fartøjer på tilsammen ca. 900 læster og ved fredsslutningen var tallet omkring 40 skibe på godt 300 læster. 

I forhold til den øvrige provins var Fanø-flåden faldet til en fjerdeplads efter Ålborg, Dragør og Århus. 

Handelen på Færøerne og Grønland var et kgl. Monopol, der sorterede under Rentekammeret, som drev det ved Den kgl. Færøske og grønlandske handelskommission med en administrerende direktion, der atter havde en handelsforvalter i Torshavn, der indtil 1836 var monopolets eneste udsalgssted på Færøerne.

 

Fanøflådens tab ved kapringer 1807 – 1814 

En optælling af de afholdte søforhør viser, at der i årene 1807 – 14 blev opbragt følgende antal fartøjer.

 

Antal skibe

 

Minimumstal

 

1807

8

1808

13

1809

20

1810

12

1811

8

1812

5

1813

9

1814

0

Total

75

Kilde N. M. Kromann: Fanøs Historie, 1933/34, bd. III, side 100 - 154

 

Altså minimum 75 fartøjer i alt. Dette skal ses i sammenhæng med den totale Fanøflåde, som i 1813 angives til 115 fartøjer inklusive 59 både. Da både ikke var egnede til at sejle til Norge, var der altså højest 56 egnede fartøjer tilbage ved krigens afslutning. Tabet bliver endnu mere tydeligt, hvis man kigger på fordelingen af skibstyper. Af de 75 tabte skibe var der således en brig og 22 galeaser iblandt. Til sammenligning var der kun en brig og 6 galeaser tilbage i 1813. Disse skibstyper var de to største på Fanø. Meget tyder altså på, at nedgangen i flåden var endnu større, hvis man ser på skibenes lasteevne, uden dog, at de nøjagtige tal kan rekonstrueres.

 

Tabte skibstyper

Brig Galease Slup Jagt
brig tabel galease tabel slup tabel Jagt tabel
1 22 2 13
Evert Kuf Smak "Skib"
Evert tabel kuf tabel Smak tabel  
13 2 1 21


De forholdsvise store tab på Fanø skal ud over tilfældigheder nok forklares med øens uheldige placering i forhold til leverancerne til Norge. Udover at der var forholdsvis langt fra Fanø, var øen også generet af den korte afstand til Helgoland. Denne ø var gennem krigen besat af englænderne og fungerede som en vigtig flådehavn, der udgjorde en alvorlig trussel imod vadehavsøernes sejlads. 

Det store antal opbringelser i 1808 og 1809 hænger sammen med, at den engelske flådestyrke var særlig stor i disse år. 


Kapret til/fra

 

Sted

 

Norge/Fanø

14

Norge/Jyske vestkyst

6

Nordge/Slesvig-Holsten

10

Færøerne

5

Norge

7

Andet

33

 

Fanø og de andre

 

Provinsens største handelsflåder

 

 

1807

1814

Dragør

Ålborg

Ålborg

Dragør

Fanø

Århus

Svendborg

Fanø

Kilde: Anders Monrad Møller: Jagt og skonnert, 1988, side 32.

 

Fanøflåden 1813

 

Fordeling efter skibstyper

Skibstype

Antal

Brig

1

Galease

6

Slup

1

Kuf

1

Jagt

11

Evert

36

Både

59

__________________________

 

115

   Af en skibsjournal fra 1809 

Om vinteren var faren for opbringelse ikke så stor, som i den øvrige del af året, men til gengæld var rejsen mere besværlig og farefuld på grund af ishindringer, der var ret betydelige i samtlige krigsår, men præmien for hurtig sejlads fristede skipperne, der havde nogenlunde gode skibe, til at gøre turen.

Hvor besværlig sådan vinterfart kunne være, får man et begreb om ved at læse et udtog af skipper Søren Nielsen Møllers skibsjournal, således som han ved sin søprotest på Fanø Birketing har fremlagt den, og som gengives her: 

”Journal

Holdt på sluppen ”Bodil Marie”, 12 ½ L., ført af Søren Nielsen Møller, Sønderho, befragtet af Waage & Co., Altona til her i Sønderho Havn at indlade en ladning korn og fødevarer for samme at udføre til Norge.

Skibet hægt og dægt, forsynet med dobbelte presenninger over luger, mast og pumpe.

På rejsen passerede da som følger: 

Fra den 10. Til 24. november (1808) gjorde vi skibet klar til at tage imod lasten, men der kom intet før den 24. Modtog da noget rug, godt vejr.

25. og 26. passerede intet. 

27. vinden N.O., blæste hårdt, fik tvende bådladninger rug ind den dag.

28. stille vejr. Fik da ligeledes to ladninger ind. 

29. østlig vind med snefog og vinter. 

30. ligeså vinter og tyk luft, så intet kunne udrettes. 

1. decbr. Frost og vinter lige hårdt, så skibet måtte lægges til land for drivis. 

2. lå skibet med sine ankre på land. 

3. fik vi tøluft med regn, bragte da igen skibet på strømmen.

4. og 5. Ditto, ventede på lastens komme. 

6. vinden nordlig, fik den dag 130 tdr. rug ind. 

7. vinden nordlig, blæste en storm til natten og gik til østen og med hård frost. 

9. og 10. Lå skibet stille ved land, fa ingen forandring var at se.



11. og 12. Forandrede vinden sig, løb vestlig og sydlig, men kunne dog ikke for is lægge ud på strømmen. 

13. var vinden S.S.O., godt vejr, bragte da igen vore ankre ud på strømmen og fik skibet ud om aftenen kl. 10 ½ ibt. 

14. var vinden sydlig og fik da Hans I. Møllers pramladning ind, som bestod af 85 tdr. og 5 skpr. Rug og Peder N. Degns ladning, som bestod af 70 tdr. og 1 skp. Do. Da dette var forrettet, blev dybet fuld af drivvis, så tæt, at vi ingen ankre forsætte, således lå vi dog fast til kl. 10 morgen, da satte isen så stærkt an, at ankeret af og til gik med. 

15. og 16. Var vinden omløbende med bestandig drivis, som dog ingen videre skade forårsagede. 

17. var vinden S.S.V. og det blæste hårdt. Om middagen tog vinden endnu mere til, og isen satte fra os. Vi hivede da ind på touget af alle kræfter for at få skibet i rum flod. Ankeret fik nogle gange med, men holdt dog omsider, så at skibet kl. 2 ½ slet lå fri for stød og arbejden på strømmen, således lå vi en time, men da man anså fornøden at få et anker bragt til dybet og ligge fri for stød på den hårde grund, fik man fem mand fra land til hjælp, som man akkorderede med og skulle de have 3 mark hver for ankeret og touget at udbringe.

De to første gange mislykkedes det, med det 3. forsøg gik det an, og de fik ankeret ud. Vi havde sat vor jager til under dette arbejde for derved at skære desto bedre ud under varpningen, men da samme skulle bjerges, tog den sådan slag, at den ganske blæste ud af ligen og blæste bort. Derefter blev toug og anker vel forset med klædning og alt indenbords, som var i orden tilrettelagt og de fremmede folk ilandsat o. s. f. læns pumpe. 

18. blæste det meget stærkt O.S.O. med vinter og hård frost. Lå ganske tæt indefrossen i drivis så skib og ladning lå i øjensynlig fare for forlis. Kl. 9 havde vi formået syv mand, unge og søerfarne folk, til at drage ud med os for at se, om der ikke kunne blive råd til, at nå skibet for at bjerge det til land, men det blev ugørligt for os.  

Kl. 11 blev der atter gjort forsøg på ved bemeldte folk og både at komme ombord, men vilde ej lykkes. Så ventede vi til på stilstrøm kl. 2 ½ slet, da kom de endelig ud om bord med megen besværlighed og fik ankeret op. Nu gjaldt det at få land fat; man gjorde al den åbning i isen med midler som optænkes kunde. Med kabbeltov og pertline fik vi skibet trukket iland kl. 5 ½ slet, men både kabbeltob og pertline måtte derved kappes.

Således fik man da skibet af den fare op til landsiden og alle ankre sat på land og skibet stiv oprunden. Læns med pumpen; men skibet var i en meget ubekvem tilstand og så tyk tilfrossen med is, at der stedse måtte arbejdes til bekvemmelighed. De fremmede folk, som var sat i akkord, blev sat i land. 

19. vinden omløbende. 



20. vinden N.O. og på fuld flod, fik skibet et godt stykke højere op på land og fik tilspigret nogle deller uden på for at afværge skade af isgang. 

21. passerede intet, 22. Var vinden østen og befandt at de på skibet fastspigrede deller var af isgang alt bortrevet. 

23. til årets udgang lå skibet nogenlunde godt i det stadige vintervejr, dog måtte man bestandig ise derved. Skibet befandtes stedse tæt.

Fra 1. januar til 13. i året 1809 lå skib og ladning godt roligt og stille, men den dag kom isen så hårdt antættende, at den opskød og næsten skjulte skibet, der dog ingen skade tog. 

14. og 15. Var vinden østlig, og vi arbejdede af alle kræfter for at få den opbrudte is bort, så at skibet kunne ligge frit. 

Fra 16. til 30. Mest med østlige vinde, stærk frost og snefog, lå roligt og intet passerede. 

31. jan. Vinden var vestlig og stormende, vi isede med skibet fra morgen og til middag mest muligt, men kl. 1 henimod højvande med overordentlig flod, veg isen fra landsiden, som medtog tre i havnen liggende skibe og førte dem bort, uagtet de med bedste tove og ankere var forsynet.  

Vor kabbeltov sprang og medtog klysbakken og kransbjelkerne, dernæst brækkede armen på den daglige anker, og da ebbestrømmen tog til, førte den os med sig ad søen til og satte os op på en udsand sønden for Fanø. Der udstod skibet meget af den ansættende is, indtil vandet faldt af.

Imod aften kom både med folk fra land og blev fordelt til alle skibene; vi fik tre mand ombord og straks blev et anker udsat for at hive skibet flot; men det gav så liden flod, at ingen udkomst var muligt. Folkene blev ombord til om natten kl. 4. Imidlertid stødte skibet så uhørligt hårdt, at man næppe kunde stå fast på dækket. Skibet blev straks læk. Nu kunde ikke mere udrettes den nat. 

1. februar. Vinden S.V. med godt vejr. Straks kom en båd til os fra land med seks mand udi, men endnu kunne man intet udrette, da skibet ikke blev flot, hvorfor det halve mandskab gik i land til natten for at få anordnet anstalter til at losse næste dag på en eller anden måde. Straks efter solens nedgang begyndte det at storme af S:V., og kommissionæren hr. Peder Thomsen anordnede en båd ud til os med seks mand udi, som nogle gange var undervejs, men formedelst is mislykkedes turene. Kom endelig med megen møje kl. 10 om aftenen, og straks blev et anker og tov udbragt til dybs. 



Ved midnatstid på halv flod begyndte skibet jo længere jo hårdere at støde, og pumpen måtte bestandig gå. Søer og brændingen gik bestandig over skibet hen. Kl. 3 om natten blev det flot, men ankeret sprang nogle gange. Vi mærkede nu, at skibet avancerede, og vi satte i hast sejlene til for destobede at skære af grunden, og da vi mærkede, at sejlene kunde tvinge skibet, kappede vi tovet, da ingen råd var til at få den indhivet; baksede siden med sejlene, én op og en anden ned, fordi roret ej var hængt og kom derved et stykke nærmere ind på landet; men da vi ej kunde undgå en anden sandbanke, måtte vi lade pligtankeret falde, som i disse brændinger og stærke strømninger besværligt vilde lade sig stoppe. Hver mand greb derfor til et andet løbende tovværk til at sno omkring tovet og stoppe med, hvoraf en del derved blev spoleret. Der lå vi nu i isen, længere tid kunne ikke afbies for ved floden at kunne få landet fat, fik så anker igen, men stødte derved hårdt på 9 fod vand. Da der nu befandtes en åbning i isen til land, baksede vi skibet således med sejlene, at vi kom ind næsten til Fanøs sydøstlige hjørne kl. 4, der satte vi igen skibet fast i isen og lod gå ankeret; stoppede dog isen lykkelig igennem nogle timer under ebben, men det kom an på skibet, anker og tov. 

2. var vinden af en stiv kuling af en V.S.V., og da isen mindskedes, hængte vi allerførst roret på, dernæst hivede ankeret op og sejlede nu ind i det sønderste leje i havnen ved Sønderho, hvor vi satte anker og tov i land og vandt op så højt vi kunde. 

3. vinden sydlig, fik skibet noget højre op til land igennem isen, og videre kunde ej udrettes den dag. 

4. vinden vestlig. Den dag havde vi 10 mand for at ise og at komme til at losse, og hvornæst hr. Peder Thomsen foranstaltede losning med seks vogne og med bemeldte 10 mand lossedes 73 ½ td. Rug i land. 

5. var vinden østlig med snefog og kunde intet udrette. 

6. vinde ligeså. Losningen blev fortsat af alle kræfter med 10 mand og fem vogne og lossede 165 ½ td. Tør rug, 60 ottinger og 5 fjerdinger smør. 

7. snefog, kunne intet losse. 

8. vinden østlig med frost og vinter, vi lossede med samme folkehold og vogne og fik ud 200 tdr. tør rug. 

9. vind og frost den samme. Udlossede da med bemeldte folkehjælp 132 tdr. rug, hvoraf befandtes 73 tdr. våd og beskadiget, som i aparte pakrum blev bortlagt for hastigt at blive bortsolgt. 

10. og 11. Samme frost. Vinden sydlig, har bestandig iset ved skibet og fået det op gennem isbrygningen, og gudskelov for så vidt beskærmet.

 

Sønderho, 13. februar 1809

Sonnich Madsen,                              Jens Outzen Pedersen.


Gå til top