Mitfanoe
Fanøsøfarten under krigen - del 4

 

Matros Jens Jørgensens beretning om egne oplevelser under krigen. 

I en levnedsbeskrivelse af matros Jens Jørgensen kan man læse om hans lidelser under krigen og hans besværligheder efter krigen med at få tilladelse til atter at stå til søs:

Nordby, Fanø, 23. februar 1812.  

Min Levnedsbeskrivelse. 

Jeg var paa min første Rejse med Laurids Brinch af Sønderho til Husum efter Tilladelse af Toldkontrollør Jens Sonnichsen paa Sønderho.

Da jeg kom hjem tog jeg Hyre med Kaptajn Søren Brinch herfra Nordby for en Rejse med kgl. Transport. Korn til Norge; men paa Hjemvejen blev vi taget af en engelsk Fregat og indbragt til Gøteborg, og var vi i Prison i 4 Maaneder og led Kulde og Sult som rigtige Fanger og Slaver.  

Vi blev dog fri igen og kom til Kjøbenhavn. Som vi kom der, blev vi straks udkommanderet til Orlogs, og jeg blev udtaget til Skytprammen "Sværdfisken" og var der om Bord i 14 Dage. Da vi var der 5 Mand fra Fanø, saa gav vi en Klage ind til Admiralitetet. Vi blev saa fri at rejse hjem at forsvare vor egen ø.  

Da jeg kom hjem og var hjemme i 14 Dage, var der en Kaptajn, nemlig Andreas Hansen, som skulde til Norge, og han manglede en Mand, fordi vor Kommandant (Winckler) ikke vilde tillade ham at faa den Mand, han havde akkorderet dertil. Saa kom Kaptajnen til mig, om jeg havde Lyst at gaa med. "Ja, dersom Kommandanten vil tillade det," svarede jeg. Da jeg saa spurgte Kommandanten derom, svarede han, at han syntes, jeg lige havde været i Prison, om jeg ikke syntes, det var nok; men jeg sagde, det er ikke sagt, at det skal gaa alle Tider saaledes som sidst. "Det er mig kjært," sagde han, "at du ikke er bange paa Fjenden, og da jeg just mangler Folk til de kgl. Transportskibe, skal du faa Lov at gaa med Andreas Hansen, og jeg skal give dig et Pas, om du skal være uheldig og blive opbragt igen og siden komme til en dansk Havn, at du ikke da igen skal blive taget til Kongens Tjenste; men kan rejse uhindret til dit Opholdssted, Fanø."  



Vi gjorde os saa færdig til Afrejse og kom lykkelig og vel over til Norge og tog Last ind igen til Danmark. Da vi kom til Søs, blev vi taget af en engelsk Kutterbrig og blev indbragt til England til en Plads, som kaldes Skiannes og kom der paa Prisonskibet "lrisistebel", beliggende ved Chatham Revier. Dette var tungt for mig og alle mine Medfanger, og det var anden Gang for mig.  

Mange af mine Medfanger sagde, at de vilde hellere gaa med Engelskmanden end sidde her; men jeg sagde, det gjør jeg nu ikke; jeg vil ikke bedrøve min Familie eller forraade mit kære Fædreland, nej, før skal jeg ende mine Dage her i Fængslet. Jeg vil ikke være min Konge og mit Fædreland utro og tjene mit Lands Fjender. Jeg sad saaledes i halvtredie Aar, da min Familie sendte mig nogle Penge til Livets Ophold; men jeg tænkte, om jeg ikke paa en eller anden Maade kunde anvende disse Penge til at opnaa min Frihed for.  

Det var saaledes i Fangenskabet, at alle dem, som blev stoppet i England i 1807, førend Krigen blev deklareret, havde Engelskmanden givet Lov til, naar der var et dansk Skib, som blev opbragt og Ladningen losset og ellers blev frigivet, men Mandskabet skulde blive i Prison, at dette Skib maatte tage behøvende Mandskab af dem, som var bleven stoppet i England 1807, da de blev anset som en Slags uskyldige Fanger; men paa den Maade var der intet Haab for mig og mine Medfanger, som var taget under Krigen.  

Der kom nu ogsaa en Stopper i Sagen med Fangerne fra før Krigen, da Engelskmanden syntes, at disse Folk gik til Frankrig til Flaaden, derfor sagde han, at der ingen danske Fanger skulde komme fri, saa længe dette skete; derover blev Fangerne meget bedrøvede og tænkte, at nu skulde de blive siddende tit evig Tid.



 

Saa resolverede jeg at købe eller skifte Navn med en Nordmand og skulde give ham i Skifte 4 Pund Sterling. Jeg vilde da prøve at sidde i hans Navn efter at have siddet i mit eget Navn i 2 ½  Aar ( som Nordmand var det lettere at faa Friheden).

 Nu havde jeg en god Ven i London, og ham skrev jeg til, om han ikke kunde skaffe mig Friheden, da jeg havde Navnet Aaslen, og om det skulde koste noget, havde intet at sige, hvis jeg kunde aftjene dem hos ham, eller han vilde betro mig Pengene, til jeg kunde tjene dem hos en anden. Han skrev mig saa tilbage, at Ansøgningen ikke kunde ventes bevilget, da vore Penge stod saa daarlig, der maatte mindst 8 Pund eller 200 Rdl. til, og han vilde gerne forstrække mig dermed og gøre sit bedste for at faa mig fri, som og lykkedes ham. Han ansøgte Parolernanden derom og fik det Svar, at han selv skulde sende en Mand efter mig og selv betale alle Omkostninger, som kom deraf; altsaa kom jeg til at give 300 Rdl. og derover for min Frihed.  

Saa syntes jeg, det var bedst at rejse hjem, men den gode Ven, som hjalp mig til min Frihed, havde jeg intet at klarere med. Han sagde: "Da jeg kender dig, vil jeg betro dig Pengene til Sommer, da her intet er at tjene hos mig eller nogen anden i Vinter, men rejs hjem til din Familie i Vinter, saa kan du komme hertil til Sommer og skaffe dig Frihed her at være for 2 Aar, som er Kon­gens Løfte, og da komme med mit Skib." Altsaa rejste jeg hjem; men da jeg nu vil over og med min Vens Skib, kan jeg ikke faa Tilladelse dertil; jeg er altsaa nu en fattig Karl og har stor Gæld til.                 

Jens Jørgensen.” 

Driftige redere

Storkøbmanden Niels Jacobsen eksporterede under krigen korn og andre fornødenheder til Norge for egen regning og ofte med egne skibe, der kunne finde vej, selv når regeringen måtte opgive. Som den dygtige handelsmand han var landede hans skibe i Norge når prisen var højest. Hans foretagsomhed vakte misundelse hos købmændene i Ribe og Varde. De sender i 1808 en anonym skrivelse til generalkommandanten, hvori de beskylder Niels Jacobsen for at handle korn med englænderne. Sagen blev grundigt undersøgt, men resulterede i en total frifindelse af Jacobsen.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles