Mitfanoe
Fanøsøfarten under krigen - del 5

 

 

En bondeskippers beretning om sejlads med Fanøfartøjer under krigen. 

En bondeskipper, Søren Nielsen Rasch f. 1783 i Ho sogn og hjemmehørende der til sin død i 1848, skrev en dagbog eller, hvad han selv kaldte Cronologisk Beskrivelse og Oversigt. Her findes vi fra årene 1808 til 1809 en beskrivelse af hans deltagelse i den farlige sejlads gennem den engelske blokade, blev taget af både kaper og englænderne. Her følger et udsnit af hans fart med Fanø-skibe: 

 

1808. Vinteren hengled så nogenlunde rolig, skønt mange med ængstelse og frygt sørgede for de farer og ulykker, der så lettelig kunne komme over os, hvis fjenden skulle, som især her ved ky­sten, kunne befrygtes at gøre landgang, desårsag blev allerede i efteråret oprejst vagthuse på de højeste udsigtspladser og signa­ler om dagen ved varsel og om natten ved blus fra et synspunkt til andre i hele Danmark med stadig vagthold til advarsel, om fjenden skulle landsætte og røve eller plyndre, at kystmilitsen da straks kunne være på færde at afværge ulykken, alle, som tjente i landtjenesten, var kommanderede, og de gamle, der havde udtjent, måtte være i landværnstjeneste, alle øvrige mandfolk lærte nogenlunde at bruge forsvarsmiddel, hvad de var i besid­delse af, såsom geværer, sabler, høleer, høforke, spyd, alt var an­vendeligt, og tid efter anden blev de øvede af den lærdere klasse af kystbefalingsmænd til at bruge de våben, de havde, for at forsvare fædrelandet. Søfolkene var udkommanderede på ka­nonfartøjerne.

.

Jeg havde det held ved min indrullering på Sønderho at gå hjemme og ved sessionen i foråret, være fri for udskrivning, da alt mandskab på Ejlandet Fanø skulle forsvare landet og nogle med skibene gå i transport med korn til Norge, så jeg den meste tid til midten af maj var hjemme. Imidlertid åbnede sig en ny udflugt for mig ved at lade mig engagere med et af direktionen for Den grønlandske og færøske handel købt jagt »Wilhelmina Frederikke«, der forhen tilhørte skipper Mathis N. Svarrer og nu førtes af ham og jeg som styrmand for månedlig hyre 16 rd., og i tilfælde af opbringelse den fulde hyre, så længe jeg returnerede tilbage til hjemstedet, alt beskrevet og verificeret af birkedom­mer Nørup (1765 – 1817) og Direktionens kommissionær hr. Jacobsen (kromand, storkøbmand, skibsreder, færgeriejer og strandforpagter, d. 1815) på Fanø, d. 10. maj ankom jeg med 3 mand ombord i skibet, modtog derefter en ladning byg og adskillige andre varer, bestemt til Fær­øerne, havde ombord som passager, hr. pastor P. Sørensen, or­dineret præst til Norderøerne, afgik fra Fanø d. l. juni. Derefter fortsatte rejsen uden at antræffe fjendtlige til Færøerne. D. 26. juni anløb vi Qvalbye fjord, såsom vi just anløb som kendingssted de 2 store Dimon, og formedelst vindens ustadighed og strøm­men kontra søgte vi ankerplads under Suderø.

en dansk bondeskippers historie - fjord

Kvalbøfjord med Lille Dimon i baggrunden 

 

Og da det blev os betydet, at et engelsk orlogsskib havde i Torshavn taget fæstnin­gen i besiddelse og røvet flere varer og effekter fra de fattige ind­byggere, opholdt vi os der så længe, vi ved brev-kommunikation kunne vorde underrettet fra handelsforvalter hr. Mørck, og da bemeldte orlogsskibs chef, hans grevelige excellence, hr. gene­ralløjtnant v. Hompex ikke sparede kirken og de fattiges liden formue, måtte man befrygte at sejle dertil.

 

Vi erholdt straks pr.stafetbrev, at vi uden ophold måtte forsejle til Torshavn for at fo­rebygge den store hungersnød, man med gysen så i møde, og fare for fjendtlige var så vidt forbi, da erobreren af fæstningen og byen allerede var afsejlet derfra. Men da vi ifølge bemeldte brev ville afgå, blev vi stoppede af derværende hr. pastor Schrodef og sysselmanden på de grunde og under det påskud, at Suderøernes beboere først ville af ladningen udtage den del, der efter folke­mængden kunne tilkomme dem. Vi måtte da efter anført rekvisi­tion udlosse 55 1/3 td. byg, der var den andel Suderøernes beboere kunne tilkomme, ca. ¾ skp. til hver person. Efter at udlosningen var foregået, fik vi efter anmeldt søprotest af hr. pastor Schroder og sysselmanden lovformelige dokumenter i hænde til betryg­gelse for lastens brækning og udlevering af det kvantum byg, de pro qvota kunne tilkomme, som også et brev at forevise i til­fælde, at vi skulle antræffe storbritaniske krigsskibe, med bøn om frigivelse og forskånelse fra at være opbragt, som og tillige et brev til hr. handelsforvalter Mørch med anførte grunde.

 

D. 4. juli afsejlede [vi] fra Qvalbyfjord med lods, fortsatte til Tors­havn, hvor vi næste dags eftermiddag ankom på reden, straks ef­ter udlossede ladningen. Derefter, d. 11. juli, ankom på reden en engelsk brig, kommanderet af kaptajn Ch. Bøy, han erklærede os straks som prise, og i den anledning blev hejst det engelske flag på toppen. Næste dagen på anmodning og bøn af komman­dant Løbner samt Øens flere embedsmænd forestillende ham, at de således ej kunne vente mere understøttelse fra moderlandet, når dette skib straks blev erobret. De måtte da bukke under for hungerens og manglers sværd! og således berøves den hjælp, de kunne forvente fra Danmark. Dette bevægede ham til at frigive os, til endmere betryggelse for anden britoniske krigsskibe med­delte han os et lejde eller fripas med, at også de ville respektere hans frigivelse, på grund af at vi blot måtte bringe levnedsmidler dertil uden at tage ladning tilbage til Danmark. D. 13. afgik han derfra.

 


Nogle dage efter indtog vi desuagtet en ladning af tran, talg og uldne varer for direktionens regning, hvormed vi d. 21. forlod Færøerne og holdt søen til d. 10. aug., [da vi] arriverede lykkelig til Fanø uden at antræffe et eneste fjendtligt skib. [Vi] udlossede der ladningen, og efter at skibet var istandsat, be­gyndte vi atter at indtage ladning, bestemt til Færøerne, be­stående af gargeson [varer], hvormed vi d. 26. sept. var sejlfær­dige og gik til søs, men vinden kontra og stormende, så vi igen næste dagen anløb Fanø, gik atter ud d. 30., men vinden igen vestlig, så vi anløb Lister dyb. D. 12. okt. fortsattes rejsen derfra i flere dage med forskellige vinde og storm, der forårsagede, at skibet blev læk og pumperne uklar, vi pumpede byg ud i stor mængde og med stort besvær, der foranledigede os til at søge Norge, anløb det på højden af Bocken [Boknfjord ved Sta­vanger], men ingen lods kom ud til os, vi måtte således holde søen, og når vinden tillod det, søge ind under landet for at komme i havn, men ingen lods var at se, sluttelig var de bange for at komme ud, anseende os for et engelsk besat skib, vi måtte således med største fare holde søen, anløb landet, så ofte vi fandt det muligt, til d. 31. okt. antraf os et hollandsk smak-skib og i følge med ham anløb vi landet Carine Ejland [antagelig Karnø], hvorfra vi fik lods ombord, der bragte os i havn. Næste dagen fortsatte rejsen til Carisund, og d. 1. nov. ankom vi til Stavanger.

 

Vi var nu nødsaget til at gøre protest for skib og ladning ved ha­vari, antog som kommissionær hr. agent I. Kjællund. Derefter udlossedes ladningen for at konserveres samt skibet som og tak­kelagen efterset, hvormed vinteren gik til ende. Bemeldte hr. agent Kjællund tilbød mig at få en galease at føre for hans reg­ning, hvis jeg kunne blive fri for skibet. Desårsag resolverede jeg til d. 4. dcbr. at gøre en rejse til Bergen for dersteds at tage min styrmandseksamen for mulig i kvalitet som skibsfører deraf have den gavn. Rejsen tog 18 dage. Denne 15 miles rejse var temmelig besværlig at rejse søværts vinterdage med en liden båd og en mand, udsat for vinterens kulde. Ankom til Bergen d. 7. dcbr., anmeldte mig næste dag hos hr. examinatus, hr. Helle Holbæk Fæster, hvor jeg i 4 dage af ham blev undervist, således at jeg d. 14. dcbr. tog min styrmandseksamen på karakter Bekvem på Bergens lavshus i overværelse af examinator Fæster og lavshus­skriver samt 4 skibskaptajner som bisiddere. Det kostede mig: skolen 4 rd., logi 11 rd., eksamen 3 ½ rd., lavshusgebyr 2 rd., de 4 bisiddere 4 rd., lavsskriver 1 ½  rd., for protokollen 1 rd. 1 mk. 8 sk., ducørpenge l rd. 2 mk., Øvrige rejseomkostninger og fortæ­ring 12 rd. 2 mk. 8 sk., der ialt udgjorde 40 rd. curant [4 rd.]. D. 19. dcbr. afrejste jeg fra Bergen og ankom lykkelig til Stavanger d. 22. af denne besværlige og kostbare rejse.

 


Efter min ankomst henvendte jeg mig til min skipper, om han efter løfte ville afstå mig, men forfejlede, skønt jeg dog i den hen­sigt havde foretaget rejsen til Bergen, som og at denne emploi [bestilling] som skibsfører var mig efter min stilling efter ønske. Men da jeg ej kunne blive løst ledig fra skibet, i hvis tjeneste jeg som styrmand var engageret, og heller ikke få en styrmand efter skipperens ønske i mit sted, måtte jeg forblive ved »Wilhelmine Frederikke« til rejsens fuldendelse, skønt jeg dog gerne havde modtaget det gode tilbud af hr. Kjellund, der om det ville været heldigt måske kunnet være mig til en større befordring end at vedblive med ermeldte skib, dog jeg havde fra den høje direktion de bedste løfter. Jeg indså tillige, at det var min pligt, at så vel for skibets som ladningens konservation som især for skipperen, der ej var navigations eller fuldkommen praktisk færdighed, knap at skrive nogenlunde eller holde bestik, dog bedre i land hos vær­ten end ombord på skibet.

 

Således endes dette år for mig fjernt fra familie og venner, men dog glad, at vi med beholdent skib og mand i en god havn kan henslide vinterens tid, som og at vi er bevaret fra fjendens overfald. Således har jeg for tidsfordriv digtet sangen: »I året man skrev atten hundrede og syv«. - Jeg har således mest om­bord henslidt den tid, der ellers sædvanlig af de unge anvendes til landgang, men som også har til følge, at deres pengepung lider af slaphed, deres legeme af en overdreven udsvævelse, der ofte pådrager dem større ulempe og bekostning. I dets sted repare­rede jeg om dagen sejlene, der ellers hos en sejlmager i byen vil­let kostet betydeligt. Min aftens fordriv var læsning og skrivning samt, [at jeg] øvede en af folkene i navigationen, der var min sande fornøjelse.

 


1809. En hård vinter hengik under sådan strenghed, der ikke i mands minde her i Norge har været så frygtelig. Sydpå i Norge ikke åbent vand at se fra de højeste spidser, det har bragt man­gen sømand i livsfare, da ingen havn var åben på hele den sydlige kyst.

 

Ultimo feb. efter at skibet var kølhalet og al rigning istandsat, indtog vi vor bygladning, 350 td., det øvrige, der var beskadiget, alt solgt, vindens kontrarighed opholdt os til d. 12. marts, da vi efter at være klareret fra vor kommissionær tiltrådte udrejsen for at gå til vort bestemmelsessted, det, vi og lykkeligt anløb, men dog først Qvalby fjord, formedelst vindens og strømmens retning, d. 23. marts, opholdt os der til d. 31., afgik derfra og næ­ste dag ankom til Torshavn til glæde for os, end mere for indvå­nerne dersteds. Derefter udlossede vi ladningen samt indtog va­rer, bestående af tran, talg og uld, en vare for direktionens reg­ning, hvormed vi d. 10. april afsejlede fra byen, alt gik lykkeligt til d. 18. på 53° 44m nordbredde, en 15 mile W.N.W. ud fra Bo­venberg om morgenen kl. 8 anløb os en dansk kaper eller jagt, destineret til Christianssand, men havde tillige kaperbrev og var armeret med 3 stk. skyts, vinden N.W. med skyet luft. Han nær­mede sig os, gav 2 skud under det danske flag, vi lod skibet straks løbe under vinden, og da han kom os nær, befalede han, at vi skulle komme ombord med papirerne, hvilket benægtedes af år­sag, at det var næsten umuligt i denne svære sø, han gav atter et skarpt skud tæt for over skibet. Vi resolverede da til at udsætte båden, hvormed skipperen og jeg samt matrosen for ombord til ham med papirerne. Han erklærede os mistænkelige, og kom­mende fra Leith, hvorpå han befalede mig at blive ombord hos ham og medgav i mit sted hans styrmand og en matros til at gå ombord i »Wilhelmine Frederikke« og holde sig i nærheden af kaperen for at få Norge. Men ved at anlægge skibet og sætte bå­den ind fik prisemesteren sin ene arm brækket, så han ej kunne hjælpe sig selv, og ved denne manøvre forløb en længere tid og tillige en svær regnbyge, der forvoldte, at de gik af sigte. De re­solverede da til at dreje af og styre kåsen sydefter uden hensyn til kaper eller kommando. Jeg forestillede ofte kaperføreren, kap­tajn Strobel, det urigtige i denne sag at anholde skibet samt at ud­sætte det for at blive overfalden af fjenden, i hvilket fald han da ej kunne forsvare sig selv. Han indså vel, men for sildig, at det var lovstridigt. Vi sejlede således til eftermiddag kl. 2 [for] at antræffe mit skib, men forgæves. Vi bestræbte os da for at få Norge fat, hvilket også skete den følgende dag, men imidlertid nærmede sig en engelsk brig tillige med en mindre kutter, der forfulgte os ind under skærene, dog uden at kunne række os, da vi var så heldige at anløbe en nødhavn på Lister-landet, kaldet Tiørvebygta, hvor vi lykkelig kom ind og under bedækning af de tililende kystmilitser, skønt briggens kugler svævede ind over fjældene. Men vi [var] således under beskyt, såvel af de ydre fjælde uden for havnen som også af de til forsvar værende milit­ser. Alene havde vi været attakeret [angrebet]

 

jagt-toerrer-sejl web

Jagt tørrer sejl


Den påfølgende dag fortsatte vi rejsen til Farsund. Ved an­komsten der henvendte jeg mig til d'hrr. E. og G. Lund som kom­missionærer i direktionens sted, men da notarius publicus ej bo­ede der på stedet, men 2 mil borte, tilskrev jeg ham i anledning af den lovstridige anholdelse og tog [ulæseligt] såvel af min person som skibets omstændelige forfald at ville møde hos d'hrr. Lund for at optage forhør i den anledning. D. 21. april indtraf han, og en gæsteret blev sat, hvor hele tildragelsen med jagten »Wilhelmine Frederikke«s anholdelse og fremgangsmåden for min per­son i tilfælde af de omstændigheder, deraf kunne udflyde, enten for skibet eller mig, hvilket alt jeg forlangte in dublo afskrevet for at afsende den ene til direktionen og selv at benytte den an­den, hvorpå jeg straks på direktionens regning trasserede af hr. E. Lund 30 rd. som nødvendig for mig, da jeg hverken havde klæder eller penge med fra skibet, såsom jeg ej formodede at blive taget eller anholdt især af dansk kaper, og så meget mere lovstridig, som jeg overbeviste ham om rejsens vigtighed i til­fælde af fjendtligt overfald, da han næppe kunne forsvare sig selv, som også overtydede ham at være sidst kommen fra Fær­øerne og denne vinter havde ligget under havari i Stavanger, det, han og nu indså, men for sildig. Jeg afgik da fra kaperfører Stro­bel og kom ombord i en galease fra Stavanger, tilhørende hr. Kjellund - det samme jeg af ham om vinteren var tilbudt, om jeg havde kunnet blevet fri fra »Wilhelmine Frederikke«. –

 

Det før­tes nu af skipper Mathias S. Møller fra Fanø, [jeg var med] som passager, destineret til Fanø. Flere dage derefter gik vi til søs, nemlig d. 10. maj. Den påfølgende dags middag med stille vejr på revet 10 mil syd for Næsset [Kap Lindesnæs] anløb os en engelsk slupover ført af kaptajn Joneets, der straks erklærede os [som] prise, og jeg tilligemed en matros måtte blive der ombord. Galeasen sendtes til England. I 8 dage var jeg hos denne ret­skafne mand. Han gjorde mig adskillige tilbud om at tage tjene­ste hos ham som bekendt mand på den jyske kyst, men hvortil jeg ingenlunde havde lyst, men i stedet bad ham ved første givne lejlighed at komme i land, enten på Norges eller Jyllands kyst, hvilket han og lovede. I den anledning, da vi d. 15. var under den jyske kyst, affærdigede han en af sine chalupper med 9 mand og parlamentærflag for at bringe mig i land. Men som vi nærmede os landet, kom kystmilitsen i stor mængde til stranden, desårsag turde officeren for båden ej nærme sig landet, altså måtte vi vende tilbage til skibet. I den tid, jeg var ombord i bemeldte slup­over, blev taget 5 skibe alle med ladning og dansk ejendom. D. 16. maj under Norge i nærheden af Korshavn søgte man atter at bringe mig i land til skærene, men også der kom de norske ka­nonfartøjer i vejen, så alt var omsonst.

 


Jeg besværede mig ofte til kaptajnen og forestillede ham, at jeg som en passager med galeasen efter at være opbragt af en dansk kaper som mistænkelig for at være kommen fra Leith, år­sager, hvorfor jeg uskyldig var kommet ombord hos ham og nu blive ført til England i prisonen uden brøde eller årsag fra min side. Den rettænkende chef holdt sit løfte, således som han sagde, at det ej var ham om at gøre i sit kald som kommande­rende at erholde dansk ejendom da at bringe de danske søfa­rende til engelsk fangenskab for der at sukke under krigens langvarige omstændigheder, men hellere når lejlighed gives, sætte dem på fri fod. Dette lykkedes også. D. 18. om morgenen kl. 3 anholdtes 2 danske smakker med korn til Norge, men den ene skipper med sit mandskab havde udtaklet sin båd og forsynet den med proviant og ville flygte til Norge, en 7 miles afstand. Chefen lod en 6 punds kugle afgå efter båden, hvorpå den uop­holdelig ankom til skibet. Denne sejlbåd blev det redskab, hvor­med den kære frihed kunne erholdes for mig og flere. Kaptajn Joneets overlod os 9 mand den for i åben sø at friste lykken og komme i land i Norge, der nu lå 9 mil fjærnet fra os. Kl. 10 med dejlig østlig vind afgik vi fra fregatten »Talbot« og forcerede af alle kræfter for at nå landet med denne så gunstige vind, der så meget mere måtte agtes, som båden var alt for overlæsset og fyldt af 9 mand og noget lidet tøj enhver havde medtaget; med al flid havde jeg måttet afværge alt overflødigt gods i så liden en båd. Det kunne blive vor undergang. Lykkeligt nåede vi Norges klipper om natten kl. 2 i nærheden af Luushavn, hvorhen vi skyndte os næste dag efter at have udhvilet. Et stormende vejr havde begyndt og varede i 2 hele dage. En lykke! havde det ramt os i søen, var vi alle blevet begravet blandt bølgerne. Derefter fortsatte vi med båden rejsen langs kysten til d. 23., da vi kom til Christianssand. Næste dag meldte jeg mig hos kaptajn Bille, der foreslog mig at gå ombord på en af de nybyggede skonnerter, enten som bekendt mand [stedkendt] eller selv at få en at føre på en rejse til Jylland. Det passede mig ikke, da jeg atter dermed blev udsat for en lignende fare at blive opbragt. Jeg var jo i direk­tionens tjeneste og måtte få at vide, om skibet var kommet til Fanø; jeg havde flere varer og kommissioner fra Færøerne om­bord, jeg skulle aflægge regnskab og modtage afklarering. Jeg trasserede endnu 20 rd. 9. juni kom jeg da med en liden jagt, skipper Chr. Hansen, der ville rejse til Lykken [Løkken], hvor­til vi alt næste dags middag lykkelig ankom til min store glæde: at jeg kunne sætte min fod på fædrelandets grund. Jeg havde Sø­ren Frandsen her fra byen med fra Luushavn. Han var også blevet taget af en engelsk kutterbrig under Norge med en galease fra Sønderho. Da de lå under kysten, gik kaperen »Lange Ma­ren« fra Luushavn ud og tog [Galeasen] under kommando for at bringe den i havn, men briggen jagede dem, så de måtte flygte, men de tog Søren og en mand mere og en del provition [proviant] med og kom lykkelig til Luushavn. Han kom da til mig, og jeg gjorde udlæg for ham, så vi begge kunne komme hjem. Fra Lykken rejste vi over Tisted, Lemvig og Ringkøbing til Ho d. 18. juni. .

 


Efter at jeg lykkelig arriverede til min hjemstavn, og der havde funden min familie og den, der var mig kær, i ønskelig vel­gående, havde jeg få dage efter den skæbne at blive antastet af en hæftig febersvaghed, der vedholdt i 8 uger. Efter at have ind­givet mit regnskab og meddelt direktionen min hjemkomst, mod­tog jeg betaling for hyre og rejseomkostninger 68 rdl. 5 rk. 11 sko med løfte om igenansættelse. Men et skib måtte først købes, da de andre 3 allerede var taget af fjenden. 3. okt. fik jeg den høje direktions skrivelse om, at der var bevilget mig beneficium paupertatis [fri proces] mod kaperfører Strobel og ligeledes fra Obergericht in GottorfL 21. dcbr. svarede jeg, at jeg ikke har indsigt, langt mindre lejlighed til at indlade mig i søgsmål, helst under en fremmed ret, men havde overladt min regres til direkti­onen, om der noget mig til fordel kunne være at erhverve til ska­deserstatning for den uret mig var tilføjet. I anden henseende vil jeg ej betjene mig af det mig forundte beneficium.

 

”Wilhelmine Frederikke« var nået lykkelig hjem til Fanø på 3 dage, så mine varer og økonomiske handel samt styrmandsin­strumenter, papirer og klæder blev mig så nogenlunde tilgode­holdt og afleveret, dog langt fra det fulde, så jeg også ved den lej­lighed tabte betydeligt på medhavende varer, såsom skipperen ej så rigtigt behandlede mig i min fraværelse, som det sig sømmer en retskaffen kaptajn. Efter 3 uger, da skibet atter skulle gå på rejse, og jeg endnu ej var ankommet tilbage, hyredes en anden styrmand i mit sted. 4. dagen efter de var kommet til søs, faldt de i fjendens hænder tillige med 2 mere, nemlig skipperne Toxværd og Hansen, alle bestemt til Færøerne. Den 8. sept., da jeg endnu ikke tilfulde var restitueret af min sygdom, erholdt jeg et brev fra Sønderho fra direktionens kommissionær hr. Jens Nissen om at lade mig engagere som styrmand på galeasen ”Anna Marie«, der var indkøbt af den højkongelige administrerende Grønlandske & færøske handels direktør i København, ført af dets forrige skip­per Jes Nielsen, bestemt med gargeson til Færøerne, hyre 22. rdl. månedlig og med samme forpligt som tilforn under opbrin­gelse.

 


Men da jeg ej for mit helbred turde antage bemeldte til­bud, forrejste skipperen selv hertil for at få mig antaget til rejsen, hvortil jeg også straks besluttede mig og i den anledning rejste til skibet, der allerede begyndte at lade ultimo sept. Den 8. okt. gik på rejsen fra Sønderho og fortsatte samme med ønskelige vinde, til [vi] d. 20. ankom lykkelig til Torshavn, hvor vi udlossede inde­havende ladning, samt indladte atter en ladning af tran, talg, uldne varer og fyld [sengefjer], alt for direktionens regning, des­uden havde jeg og skipperen en stor. del for egen regning, som også til forhandling fra en del dersteds medsendte varer. D. 9. nov. afsejlte vi fra Torshavn og med forønsket held og føjelig vind arriverede vi d. 16. lykkelig til Lister Dyb, hvor vi til d. 24. for kontra vind opholdt os, sejlte derfra til Sønderho, hvor i føl­gende tid ladningen oplossedes, og skibet blev lagt i vinterhavn og aftaklet. D. 21. dcbr. modtog jeg min afklarering fra direkti­onens kommissionær Jes N. Nissen, derpå rejste jeg hjem og an­kom d. 23. til min fædrene bolig - så jeg må sige, det var en hel­dig og lykkelig rejse, så vel ved farten som og negotien [handelen], endnu mere befriet fra fjendtlige, så jeg tilstår Guds beskærmelse var over os, og han ledsagede os uden fare frem og tilbage, så jeg med glæde i min familie kreds kan hen slid e vinteren. I anledning af rejsen har jeg til tidsfordriv digtet sangen som agter i bogen findes anført folie55 sålydende »Se sommeren skrider bort«. Som også et æredigt til min udvalgte og en gratifi­kation [taknemlig belønning] 100 rdl. under pag. 26 og journal 91-92.

 

Således er dette år forsvunden, til hvis bemærkning jeg endnu [føjer], at den såvel ved min lykkelige søfart også var et heldigt år for landet med hensyn til frugtbarheden og et rugudbytte for dets dyrkere, så var det ikke mindre heldigt for den søfarende, der ikke forstyrredes af utidige storme og dermed forbundne øde­læggende ruiner af skib og mand. Således har jeg årsag at op­sende min tak til det alt beskærmende væsen, der uskadt til denne stund har ledet mig ved sin miskundheds blide hånd, frem­deles vil jeg nedbede mig himlens varetægt for de kommende dage, at også de må vorde mig til held, så meget mere som jeg i denne farlige og frygtelige tid ej alene udsat for fjenderne i min fart, men også i medfør af sådanne omstændigheder må fore­trække det stormende og for sømanden ugunstige vejrlig som også vinterens ubehagelige kulde, korte dage og lange nætter til skel og skandse for at passere mere sikker, endskønt som sæd­vanlig en sømand hellere i godt vejr glæder sig på sin rejse på den skummende bølge, der langt ikke har så mange farer at kæmpe imod og allerhelst, når han kan fare i fred på sine lovlige veje. Enhver dansk undersåt og især enhver sømand vil forene sine sukke med mig til alle kongernes konge, at freden måtte vende tilbage, så at enhver kan fare i fred, leve og dø i fred, og de mange, der i fangenskab sukker efter fred, måtte erholde den.

 


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles